Danskerne får for få børn. Fertiliteten, dvs. det beregnede antal fødte børn pr. kvinde i den fødedygtige alder, er faldet fra 1,88 i 2010 til 1,73 i 2012. Månedstallene for 2013 viser indtil videre ingen bedring, snarere tværtimod. Hvis det fortsætter, kan Danmark få problemer med finansieringen af fremtidens velfærd. Fertiliteten skulle gerne nå op på 1,90, som det hidtil har været forudsat i befolkningsprognoserne.

Blandt fødselslæger vil man hælde til at pege på mødrenes stigende alder, men det er ikke her, man skal finde forklaringen på det pludselige fald i danskernes fertilitet. Der er nemlig ingen sammenhæng mellem fødselsalder og fertilitet i Europa. Indtil for nylig var østeuropæiske mødre meget unge, men de fik ekstremt få børn.

I alle lande i Syd-, Vest- og Nordeuropa får kvinder børn sent, men i Syd- og Mellemeuropa er fertiliteten meget lav. I de nordiske lande er den høj – undtagen i Danmark, hvor vi skiller os ud fra vores nordiske naboer.

Gennemsnitsalderen for fødende kvinder i Danmark var den samme i 2012 som i 2007. Tendensen til, at kvinder får børn stadig senere, er gået i stå for flere år siden. Det er altså ikke dér, årsagen til faldet skal findes. Tværtimod burde fertiliteten være steget. Alle årgange af kvinder født mellem 1960 og 1973 er nemlig endt eller vil ende med at få 1,91-1,95 børn i gennemsnit, så dér burde fertiliteten også havne.

Det tredje barn

Kunne den faldende fertilitet så skyldes krisen? Man kan næppe udelukke, at den har haft betydning. Dog har de øvrige nordiske lande bortset fra Norge også haft krise, og her er der ikke sket noget tilsvarende fald.

Island har en fertilitet på 2,04 sammenlignet med 2,06 i gennemsnit for årene 2003-2008 før krisen. I Finland er fertiliteten gået fra 1,81 til 1,80. I Sverige er fertiliteten steget fra 1,81 til 1,91, og i Norge er tallet faldet fra 1,87 til 1,85. Det giver i gennemsnit en lille fremgang, men i Danmark er tallet faldet fra 1,82 i årene før krisen til 1,73 i 2012.

Hvis vi skal finde årsagen til det store danske fald, må vi spørge, hvad der adskiller Danmark fra de øvrige nordiske lande. Her melder en iøjnefaldende forskel sig: I Danmark har vi ændret reglerne for børnefamilieydelse. Det har man ikke i de øvrige nordiske lande.

Alle er enige om, at børnepasningsfaciliteter er den afgørende forklaring på forskellene i fertilitet mellem landene i Vest-, Nord- og Sydeuropa. Derimod er det usikkert, hvad de kontante ydelser, som f.eks. børnefamilieydelsen, betyder.

I omkring halvdelen af de rige lande giver man kontante tilskud, så hvis familier vælger at få tre eller flere børn, udløser det en ekstra bonus. Det kalder man også ”kampen om det tredje barn”.

I Danmark gik politikerne imidlertid i den stik modsatte retning af alle andre lande og lagde i maj 2010 et loft over børnefamilieydelsen som en slags ”kamp mod det tredje barn”. Øjensynligt ud fra en fejlagtig opfattelse af, at familier med mere end to børn (hvilket dog efterfølgende blev justeret til tre) måtte være af anden etnisk herkomst.

Pilen peger på politikerne

Forleden kom Danmarks Statistik med publikationen Befolkningens udvikling, 2012. Den indikerer, at ”Genopretningspakken” fra maj 2010 er medansvarlig for danskernes faldende fertilitet. Totalt set dykkede fødselstallet i Danmark med 7,1 pct. fra 2010 til 2011.

For børn født som nummer ét var faldet på 5,8 pct., og børn født som nummer to faldt med 4,8 pct. Men barn nummer tre blev der væsentligt færre af – her var faldet på 12,1 pct. Og faldet bliver endnu mere markant for 4. og 5. barn.

Den særegne danske ”kamp mod det tredje barn” ser altså ud til i første omgang at være lykkedes. Reglerne blev imidlertid afskaffet i begyndelsen af 2012, og man må derfor spørge, hvorfor der ikke herefter er sket en forbedring af fødselstallene?

Måske skyldes det den fortsatte usikkerhed om børnefamilieydelsen, der endte med at blive gjort afhængig af indkomsten. I skattereformen fra 2012 blev et forslag fra den britiske Cameron-regering kopieret. Da forslaget blev fremlagt i England, fik det avisen The Guardian til at skrive en nekrolog over velfærdsstaten, fordi det gjorde op med den sidste universelle ydelse.

På dette ene punkt havde skattereformen i øvrigt opbakning i befolkningen. Men det bliver reformen ikke mindre ødelæggende af, set ud fra en økonomisk betragtning.

For det første svarer det til en målrettet forhøjelse af marginalskatten for børnefamilierne, som ellers er den gruppe, man bedst kan håbe at vride en ekstra indsats ud af. De har nemlig brug for pengene.

For det andet har man økonomisk set skudt sig selv i foden med maskinpistol, hvis reformen får middelklasseforældre til at få færre børn. Og det tyder på at være tilfældet.

Ovenstående rækker måske ikke til endegyldigt at placere ansvaret for den faldende fertilitet hos de danske politikere, men meget tyder altså på, at de må være blandt de hovedmistænkte, når man skal finde årsagen hertil.

Læs flere af Jørgen Goul Andersens indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.