Er tilliden til den offentlige sektor for stor?

Danskerne er verdens mest tillidsfulde folkefærd. Det har mange fordele, men det kan også være en sovepude, hvis vi hele tiden forventer, at ”nogen” klarer ærterne for os. Så bliver det svært at aktivere den enkeltes ressourcer.

Christian Bason

For et par uger siden blev den danske velfærdsmodel hyldet på forsiden af tidsskriftet The Economist. Forsiden viste et foto af en snerrende viking under overskriften ”The next supermodel”. The Economist fremhæver bl.a. den store tillid i samfundet som én af årsagerne til danskernes høje velstand. Men hvis modellen skal holde i længden, kan vores store tillid gå hen og blive et problem.

Danskerne er det folkefærd i verden, som har mest tillid til hinanden. Hverken nordmænd eller svenskere stoler så meget på hinanden, som vi gør. Det har ikke alene fanget opmærksomheden hos det anerkendte britiske tidsskrift. I en større artikel i Politiken i sidste uge priser vi os selv under overskriften ”Vi er verdensmestre i tillid”.

Der er mange fordele ved et højt niveau af tillid i samfundet. Det er der mange, der tidligere har observeret, herunder David Halpern, udviklingschef i den britiske regering og forfatter til The hidden Wealth of Nations, samt den danske professor Gert Tinggaard Svendsen, som for nylig ligefrem har udgivet en pamflet med titlen Tillid.

Begge peger på, at tillid sparer papirarbejde, bureaukrati, overvågning og kontrol – og dermed omkostninger.

Nogle af dem, som nyder godt af den store generelle tillid, er vores store institutioner og organisationer. Det er dyrt, hvis bankerne skal lave omfattende baggrundstjek og papirarbejde, blot for at man kan åbne en konto, eller hvis der skal sikkerhedsvagter i alle butikker, fordi folk stjæler. I erhvervslivet betyder tilliden, at man kan uddelegere ansvar, og i den offentlige sektor håber regeringen, at vi kan fjerne nogle af kontrol- og styringsmekanismerne og bruge tilliden til at slippe kommuner og velfærdsinstitutioner mere fri.

Grænser for tillid?

Tilliden går også den anden vej. Borgere, medier og sågar politikere har stor tillid til den offentlige sektor og forventer som udgangspunkt, at vi bliver behandlet godt, fair og lige. Vi forventer, at den offentlige sektor er så produktiv som muligt og leverer service og resultater på et niveau, som matcher vores høje skatteprocent.

Følg Christian Bason

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Christian Bason skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.

Når problematiske historier om offentlige institutioner rammer pressen, drejer det sig sjældent om, hvorvidt der er den rette ledelse, kompetence eller indsats, men om, at der skal tilføres flere penge. Sat på spidsen kan man sige, at vi har så utrolig stor tillid til den offentlige sektor, at vi kun tror den fejler, når den har for få ressourcer.

Den offentlige sektor er altid en del af løsningen – ikke en del af problemet.

Men interesserer man sig for innovation og nytænkning i den offentlige sektor, er det her alarmklokkerne begynder at ringe. Hvad nu hvis danskernes store tillid er blevet til en sovepude? Hvad hvis konsekvensen af den store tillid er mangel på sund skepsis, konstruktiv nysgerrighed og gensidigt engagement? Hvad hvis tilliden kammer over og dræber initiativet til fornyelse af den offentlige sektor?

Jeg ser i hvert fald to symptomer på, at vores tillid til det offentlige er ved at være et problem:

For det første har den danske offentlige sektors produktivitet med få undtagelser stået i stampe de seneste årtier. Der, hvor den er øget – særligt i sundhedssektoren – er det svært ikke at have den mistanke, at det er sket på bekostning af service (som når nybagte mødre sendes hjem fra hospitalet fire timer efter fødslen) eller effekter (som når danske kræftpatienter har større dødelighed end i de lande, vi sammenligner os med).

Tilsvarende ser det ud til, at nogle kommuners jagt på øget produktivitet, f.eks. på handicap- og specialområdet, risikerer at sætte budgetterne over borgernes retssikkerhed. Og i staten tabes mange effektiviseringsmuligheder mellem ministerier og styrelsers stærke faglige og organisatoriske siloer. Vi har ikke specielt stor grund til at stole på, at den offentlige sektor konstant søger nye veje til højere produktivitet.

For det andet ser vi stribevis af mere eller mindre anekdotiske eksempler på, at offentlige opgaver ikke løses godt nok. Vi ser syge borgere, som har haft stor tillid til systemets evner, men som fejldiagnosticeres eller behandles for sent og dør af det. Vi ser overgreb mod børn, som fortsætter i årevis, mens alle åbenbart har tillid til, at det offentlige nok skal tage sig af det. Og vi har tillid til, at vores samfund giver alle mulighed for at bidrage, mens vi fortsat har omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder mere eller mindre permanent parkeret uden for arbejdsmarkedet.

Tillid til borgernes ressourcer

Risikoen ved vores høje grad af tillid er, at vi kommer til at stole blindt på, at ”nogen” i det offentlige nok skal løse problemerne for os. Så indtager vi som borgere rollen som passive og uvidende modtagere, og politikerne og de offentligt ansatte bliver de eneste aktive problemløsere og eksperter.

[quote align="right" author=""]Vejen frem er næppe mindre tillid til hinanden eller til den offentlige sektor, men måske skal vi finde frem til en anden form for tillid.[/quote]

Vi frasiger os vores del af ansvaret, selv om det jo i virkeligheden er os, der er eksperterne i vores egne problemer og udfordringer. Det er eleven selv, som kan sige, hvornår en læringssituation er optimal, patienten selv, som kan pege på det gode og meningsfulde behandlingsforløb, og det er den kriseramte familie selv, som holder nøglerne til mere trivsel for både børn og voksne.

Dermed får vi ikke aktiveret de mange ressourcer, som ligger hos borgerne, og byrden på den offentlige sektor bliver endnu tungere. Tillid er godt, men blind tillid kan også føre til, at vi fralægger os et ansvar, som vi burde tage på os. Vejen frem er næppe mindre tillid til hinanden eller til den offentlige sektor, men måske skal vi finde frem til en anden form for tillid.

Jeg tror, at vi skal have gang i en ny, mere ærlig, mere åben og mere kritisk dialog mellem borgerne og ”systemet”, herunder direkte mellem borgerne og de offentlige ledere og medarbejdere. Vi skal som borgere have en løbende samtale med de mennesker og institutioner i den offentlige sektor, som vi har behov for hjælp fra. Og samtalen skal ikke først og fremmest dreje sig om ”høring” eller ”forhandling” eller ”indflydelse”. Den skal handle om at udvikle en både bedre og mere produktiv offentlig sektor, hvor vi alle er en del af løsningen – hver og én.

Det forudsætter først og fremmest, at politikerne, de offentlige ledere og deres medarbejdere tør tage dialogen om, hvordan offentlige indsatser kan indrettes, så de reelt gør en forskel for borgerne. De skal lytte nøje efter, hvordan borgerne selv kan bidrage, og de skal turde tage konsekvensen af det, de hører.

Vi ser allerede de første tegn på denne dialog, når kommunerne sætter gang i systematisk hverdagsrehabilitering af ældre, når hospitaler gentænker behandlingsforløb med patienten i centrum, eller når der flere steder i beskæftigelsessystemet sættes fokus på borgernes ressourcer.

Den slags skal vi have meget, meget mere af. Det er nemlig at tage borgernes tillid alvorligt. Og så vil Danmark også fortjene en ny forsidehistorie i The Economist.

Læs flere af Christian Basons indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu