Det er ikke ved det russiske VM i fodbold, de vigtigste mål skal scores, men ved VM i verdensmål. Her handler det ikke om at vinde ære, berømmelse og et smukt trofæ, men om at sikre en bæredygtig verden for nuværende og fremtidige generationer.

Ifølge en omfattende status over den turnering bliver det en svær kamp at vinde. Spillet skal være langt mere aggressivt, effektivt koordineret og meget hurtigere end hidtil præsteret. Turneringen er langstrakt og slutter først i 2030, men at dømme efter de første 1000 spilledage er der ingen trofæer i sigte; til gengæld er der en stor risiko for nederlag i, hvad der kan betegnes som verdens vigtigste turnering.

Det drejer sig kort sagt om indfrielsen af FN’s 17 verdensmål. Sankthans var det præcist 1000 dage siden, at målene blev vedtaget af 193 nationer.

I den anledning har Sustainias nye markedsguide ”The Sustainian” kortlagt, hvor langt verdens lande er nået med opfyldelsen. Kortlægningen bygger på analyse af 70 internationale rapporter og 47 såkaldte frivillige landerapporter. De tegner et klart og meget bekymrende billede.

Ingen lande er på vinderkurs. The Sustainian har på den baggrund lavet et verdenskort over, hvor langt de enkelte regioner er nået – med grøn som udtryk for et klart engageret lederskab, gul, hvor regionen har taget konkrete skridt, men hvor der er behov for en stærkere omstilling, og rød, hvor intet er sket eller snarere, hvor der konstateres tilbageskridt. Kortet har ingen grønne pletter, få gule, og kloden er primært dækket af en rød farve.

Den politiske barriere

Det er i øvrigt meget symptomatisk, at kun omkring en fjerdedel af de 193 lande overhovedet har indgivet opdateringer om deres opfyldelse, hvilket i sig selv udtrykker graden af global opbakning.

Kortlægningen konkluderer også, at der mangler politisk lederskab og de nødvendige ambitioner omkring gennemførelse af verdensmålene. Hvis man skal tage udgangspunkt i de første 1000 dage, har de politiske ledere, der i september 2015 vedtog de flotte mål, ikke levet op til deres egne forpligtelser.

Årsagerne er forskellige, afhængig af hvilke regioner det drejer sig om. Mange steder skyldes det simpelthen, at verdensmålene langtfra er en politisk bestseller, tværtimod, andre steder – især i udviklingslandene – mangler den nødvendige infrastruktur, medens den almene årsag er en meget lav prioritering.

Naturligvis er der positive undtagelser – om end de er få. Det gælder f.eks. Kina og Kenya, der på udvalgte SDG-mål har udviklet ambitiøse planer, men til gengæld halter bagud på andre og derfor ikke er berettiget til hverken gule eller grønne farver. Skal verden på en bæredygtig vinderkurs, forudsætter det med andre ord, at de politiske ledere kommer anderledes stærkt ind i kampen de næste 1000 dage og tager et meget aktivt lederskab.

Der er nemlig ikke råd til, at de næste 1000 dage bliver lige så målfattige som de første 1000. Men generelt kan der konkluderes, at den største barriere for at nå verdensmålene hverken handler om økonomi eller teknologi men om lederskab.

Ser vi tilbage på de sidste 1000 dage har verdensmålene således ikke just fyldt meget på den politiske agenda. Der er i hvert fald langt fra den entusiasme og begejstring, der omgiver et VM i fodbold, til det VM i bæredygtighed, der trods alt handler om vores fælles fremtid. Det er nok også meget forlangt, at så abstrakte mål skulle skabe et bredt engagement – medmindre man i hvert fald gør forsøget.

I stedet har fokus været på at lukke grænser og tænke mere snævert – og dermed på alt, hvad der modarbejder det internationale samarbejde, der er en betingelse for at løse de store globale udfordringer. Med USA som et klassisk eksempel.

Derfor kan det også med god grund fastslås, at der rent politisk der ikke sket reelle fremskridt, siden målene blev vedtaget. Tværtimod synes de at have fået mindre opmærksomhed, samtidig med at udfordringerne er accelereret. Det gælder især klimaforandringerne.

Erhvervsledernes ansvar

Derfor er der behov for, at andre sætter tempoet og giver troen på, at det trods svære odds i starten kan vende stemningen og troen på sejr. Her peger pilen på erhvervslederne. Det er det fælles budskab hos tre fremtrædende globale spillere, som The Sustainian har interviewet, og som fra hver deres udgangspunkt har vurderet, hvad det kræver at score de nødvendige mål.

Det er forfatteren og den tredobbelte vinder af Pulitzerprisen Thomas Friedman, solflyveren Bertrand Piccard, der som den første i verden har fløjet jorden rundt i et soldrevet fly, samt og Unilevers administrerende direktør, Paul Polman, en person, der med sit store engagement i bæredygtighed kan betegnes som ”The Cristiano Ronaldo of the SDG Cup”.

Friedman peger på, at der er behov for grådige ledere, der ud fra profitmæssige grunde kan se fordele i at være bæredygtige. Han udtrykker det således: ”There is only one force bigger than mother nature, and that is father greed.”

Bertrand Piccard efterlyser en langt højere grad af nytænkning og innovationskraft: ”We have to free ourselves from old patterns of thinking and doing”.

Paul Polman opfordrer erhvervslederne til at være langt mere aktivistiske og udfylde tomrummet efter det manglende politiske lederskab. Det sker også med henvisning til, at de multinationale institutioner, der skal sikre fremdriften, er skabt til en anden verden og derfor ikke er i stand til effektivt at håndtere de udfordringer, som verdensmålene repræsenterer.

Men de tre er ikke i tvivl om, at det i høj grad bliver erhvervslederne, der de næste 1000 dage skal score de fleste verdensmål. Det er ikke alene nødvendigt for at nå målene, men de åbner også store forretningsmæssige muligheder, eftersom efterspørgslen på bæredygtige løsninger og produkter forudses at skabe de hurtigst voksende markeder de næste fem-ti år.

Morgendagens nye stjerner

Men spørgsmålet er blot, om nok erhvervsledere tilstrækkeligt hurtigt kan udvide deres markedshorisont og samfundsengagement til at tage teten de næste 1000 dage. Det forudsætter adskillige tusinde spillere af Paul Polmans type for at vinde en verdensomspændende og meget krævende turnering af verdensmålene.

Hvis man skal fastholde sammenligningen med fodbold og sport, er der med andre ord brug for stjerner og rollemodeller, der formår at skabe indlevelse, begejstring og dramaer – forløse følelser. Det opfordrer hele sprogbruget om verdensmålene ikke just til. Bogstaverne SDG, som er forkortelsen af Sustainable Development Goals, er uendeligt fjernt fra de mennesker, hvis hverdag skal forandres, for at målene kan opfyldes.

Spørgsmålet er så, hvem der skal løfte SDG´erne ud af den brede ligegyldighed og forvandle dem til de begivenheder og de nærværende øjeblikke, der skaber bevægelser, begejstring og forandringer? Da de fleste af målene beskæftiger sig med vores livskvalitet, burde det være en nærliggende opgave at kaste sig over.

Det er her, erhvervsledere og større virksomheder burde træde i karakter – især de virksomheder, der netop retter sig mod store forbrugergrupper.

Vi kunne f.eks. have brug for, at 1000 internationale virksomheder ud over deres løbende opgaver satte sig for at etablere en ”1000 dages taskforce”, der de næste 1000 dage fremstod som de rollemodeller og den referencegruppe, der kunne demonstrere og kommunikere, hvad der skal til for at score verdensmålene – en turnering, der også rettede sig mod brede befolkningsgrupper.

Rigtigt gennemført kunne disse 1000-dagesspillere eventuelt fremvise de ”stjerner” og rollemodeller, der fik den brede offentlighed til at leve med i transformationerne og dermed koble verdensmål til hverdagsmål.

Ud over hvad det kan bidrage med til opfyldelsen af verdensmålene, kunne det også give et tiltrængt løft til det tvivlsomme image, erhvervslivet generelt omfattes af.

Hvis erhvervslederne skal tegne udviklingen de næste 1000 dage, er det ikke nok blot at erobre bæredygtige markeder, de må også erobre et nyt bæredygtigt mindset hos brede befolkningsgrupper og dermed også fremtidige forbrugere.

Det kunne skabe ny luft til verdens vigtigste turnering og forløse de win-win-situationer, der er målet med enhver sportsbegivenhed.