Den danske “produktivitetsforbrydelse” er tæt på en opklaring. Nye undersøgelser bestyrker mistanken mod erhvervslivets ledere for at være hovedansvarlige for den lave produktivitetsvækst.

Men det kan tage år at levere det endelige bevis. Økonomerne mangler nemlig de modeller, der kan beregne lederskabets indflydelse på produktiviteten og den økonomiske vækst. Det er indtil videre en black box i den økonomiske videnskab.

En upåagtet international undersøgelse tilbage fra 2010 påviser imidlertid sammenhængen mellem lederskab og produktivitet og leverer samtidig en uddybende forklaring på det danske mysterium.

En analyse i Mandag Morgen 5. november udpegede erhvervslivet og dets ledere som en af fire hovedmistænkte bag produktivitetsforbrydelsen – og den af de mistænkte, der var flest konkrete beviser imod. Analysen konkluderede, at netop manglen på konkurrence- og vindermentalitet er den vigtigste årsag til den svage udvikling i produktiviteten. Og den mentalitet er det ikke mindst op til lederne at skabe. Men nu bekræfter en større international undersøgelse altså, at antagelsen tilsyneladende er korrekt.

Samtidig er den offentlige sektor stort set renset for mistanke. Med udgangspunkt i en opgørelse fra Danmarks Statistik kunne Mandag Morgen i sidste uge dokumentere, at det offentlige har været langt bedre til at løfte sin produktivitet end det private erhvervsliv i de seneste år.

Den hemmelige ingrediens

Under overskriften “Why do management practices differ across firms and countries?” har professorer fra Stanford University og London School of Economics forsøgt at kortlægge, hvad virksomhedsledernes indsats betyder for produktivitet og dermed for den nationale konkurrenceevne.

Som et led i analysen har de undersøgt ledelsespræstationerne i 6.000 virksomheder fra 17 forskellige lande. Præstationerne er vurderet ud fra 18 forskellige kriterier, og undersøgelsen må derfor opfattes som dybtgående. Resultatet blev offentliggjort i 2010 i det anerkendte Journal of Economic Perspectives.

Selv om undersøgelsen skal tages med visse forbehold som følge af manglen på sammenlignende empiriske data, er forfatterne ikke i tvivl om den overordnede konklusion: Virksomhedernes lederskab har stor indflydelse på produktiviteten, ikke alene i de enkelte virksomheder, men i samfundet som helhed. Ledelseskvaliteten repræsenterer ifølge forfatterne den “hemmelighed”, det missing link, som ikke kan forklares af de økonomiske teorier, og som gør det vanskeligt for eksperter og politikere at afkode produktivitetsmysteriet.

Ikke desto mindre er det måske netop her, at nøglen til en endelig optrevling og opklaring af “produktivitetsforbrydelsen” skal findes. Økonomer og politikere har blot for længe forfulgt de forkerte spor. De har ledt, hvor lyset var, men ikke hvor nøglen var forsvundet.

Afgørende betingelser

Ledelseskvalitet er da heller ikke det nemmeste at sætte på formel. Ledelseslitteraturen er primært baseret på casestudier frem for empiriske data, der kan sammenlignes virksomheder og lande imellem. Desuden gør jævnlige skift i ledelsesmetoder og -modeller det meget vanskeligt at lave sammenlignende undersøgelser over tid. Men trods disse forbehold er forfatterne enige om at tildele lederne et meget stort ansvar for udviklingen i landenes produktivitet og konkurrenceevne.

Undersøgelsen har identificeret en række forhold, som er afgørende for ledelseskvaliteten. De bidrager også til at kaste lys over det danske produktivitetsproblem.

Konkurrencen: Et stærkt konkurrenceklima skaber stærke ledere. Det er et gennemgående budskab i undersøgelsen. De mest konkurrenceudsatte virksomheder og sektorer demonstrerer entydigt de bedste resultater på alle kriterier. Det er med andre ord svært at skabe høj produktivitet i svage konkurrencemiljøer.

Den konklusion har direkte adresse til Danmark. I alle diagnoser af dansk økonomi fremhæves manglende konkurrence som et problem. Det kommer bl.a. til udtryk i nogle af EU’s højeste forbrugerpriser – samt i den kendsgerning, at kun 13 pct. af danske virksomheder oplever et stort innovationspres, der giver dem et stærkt incitament til at udvikle nye produkter og processer. Danmark har ikke formået at udvikle en stærk national konkurrencekultur og dermed forberede danske virksomheder på internationale vilkår. Det problem hænger antagelig sammen med erhvervsstrukturen.

Virksomhedernes størrelse: Store virksomheder har typisk de største ledelseskompetencer. Ifølge undersøgelsen er der f.eks. markant forskel på ledelsespræstationerne i virksomheder med 100-200 ansatte og dem med 2.000-5.000 medarbejdere. Sidstnævnte har i sagens natur bedre muligheder for at investere i stærke ledelsesteams med international erfaring og således skabe optimale betingelser for en stærk konkurrencekraft.

Her skjuler sig antagelig en vigtig årsag til det danske produktivitetsproblem. Danmark er en nation af små og mellemstore virksomheder. Under 1 pct. af de danske virksomheder, nærmere bestemt 1.883, har mere end 100 medarbejdere. Kun 0,2 pct. har mere end 250 ansatte. Danmark er særdeles svagt repræsenteret i den kategori, der ifølge undersøgelsen præsterer den bedste ledelse. Beskedne 168 danske virksomheder har 1.000-5.000 medarbejdere.

Over 93 pct. af danske virksomheder betegnes af Danmarks Statistik som mikrovirksomheder. De er typisk enmandsvirksomheder eller har meget få medarbejdere. De vokser i antal, men ikke i størrelse.

Danmark hæmmes af et næsten kronisk vækstproblem i erhvervslivets underskov. Der er stort set ingen tilgang af nye internationalt orienterede selskaber. Vi er tilsyneladende låst fast i en mikrokultur. Iværksætterne mangler øjensynligt viljen, evnen eller modet til at tage store udviklingsspring, og det koster på produktiviteten.

Ejerskabet: Netop den danske erhvervsstruktur med mange små og mellemstore ejerledede virksomheder rummer endnu en vigtig brik til opklaringen af produktivitetsmysteriet. Undersøgelsen konkluderer nemlig, at familiedrevne virksomheder generelt er dårligere ledet end større virksomheder med fremmede investorer og ejere. Problemet kommer især til udtryk i virksomheder, hvor grundlæggerens efterkommere viderefører foretagendet. Mønsteret synes klart: Jo mere og jo længere virksomheder praktiserer indavl i ejer- og lederkredsen, des ringere resultater og des lavere produktivitet.

En løsning af produktivitetsproblemet forudsætter med andre ord et opbrud i virksomhedsstrukturen – at der gennemføres en generationsskiftereform, der kan sikre nyt ledelsesblod til den store underskov af mindre og mellemstore virksomheder. Ambitionen må være at opfostre en ny generation af potentielle multinationale virksomheder.

Det er dybest set et spørgsmål om mindset og kultur. Så meget desto større er behovet for, at kommissionerne forsøger at tænke ud af boksen og længere, end de eksisterende økonomiske modeller rækker – f.eks. ved at trække på et bredere spektrum af kompetencer og ideer.

I realiteten handler deres arbejde og indsats om andet og mere end at finde endegyldige svar på den lave produktivitetsvækst. Hvis konklusionen om fraværet af et konkurrencedygtigt lederskab i erhvervslivet holder stik, har det vidtrækkende konsekvenser for Danmarks udvikling og konkurrenceevne de kommende år og årtier. På linje med de fleste andre vestlige lande skal Danmark gennemføre en grundlæggende transformation til nye økonomiske, ressourcemæssige og klimamæssige vilkår – en transformation, der omfatter alle dele af samfundet, og hvor omstillingsevnen bliver den mest afgørende parameter. Det forudsætter et stærkt lederskab, især i det erhvervsliv, der skal bidrage med løsningerne.

Ifølge den internationale undersøgelse kan man forudse et scenarie, hvor det netop er ledelseskompetencerne, der skiller vindere fra tabere i den transformation – langt mere end skatter og omkostninger m.v.

Er det ikke høje omkostninger, der er problemet, bliver det manglen på basale ressourcer eller noget tredje. Summen af udfordringer er ikke alene konstant, men hastigt voksende. Derfor bliver lederskabet den afgørende og udlignende faktor. Og derfor er det tvingende nødvendigt, at den hjemlige politiske og erhvervspolitiske debat tilpasser sig denne virkelighed. Det er måske her, at udfordringen til mindset og kultur bliver størst.

Bill Clinton leverede i præsidentvalgkampen i 1991 en udødelig formulering af, hvad landets udfordringer dybest set handlede om: “It’s the economy, stupid.” I dag bør vi måske snarere sige: “It’s the leadership, stupid”.

Kilde: Nicholas Bloom og John Van Reenen: “Why Do Management Practices Differ across Firms and Countries?”, Journal of Economic Perspectives, vol. 24, 2010.