Et anlæg i den saudiarabiske ørken skal katapultere grøn brint

GRØN OMSTILLING Der er et evindeligt dilemma: Hvis man skal producere grøn brint i stor skala, kræver det, at der er et marked og en bekostelig infrastruktur. I Neom, en fremtidig megaby i Saudi-Arabien, tror investorer, at de kan levere både hønen og ægget med et projekt, der minder meget om de danske power-to-x-planer. 

Foto: Brian Stauffer

Kan et projekt til en værdi af flere milliarder dollars midt i den saudiarabiske ørken blive startskuddet til en gylden tid for grøn brint – denne flygtige energikilde, som kan være med til eliminere CO2-udledningen fra biler, kraftværker og industrien?

Brint lyder unægteligt tiltrækkende. I modsætning til olie og naturgas udleder brint ikke kuldioxid og andre drivhusgasser, når det forbrændes. Brint er nemmere at lagre end elektricitet, der kommer fra vindmøller og solceller, og det kan transporteres ombord på skibe og via rørledninger. Den grønne brint, som udvikles ved hjælp af vedvarende energikilder, er især attraktiv som brændstof. Den fremstilles af vand og ikke metan eller andre kulbrinter.

Men de, der spår en lys fremtid for grøn brint, står også over for et stort dilemma: De høje omkostninger ved at fremstille den lugtfri, farveløse, brændbare gas kan kun bringes ned, hvis produktionen sker på meget store anlæg, som følgelig kun giver økonomisk mening, hvis der er et omfattende marked for grøn brint. Det sidste findes ikke endnu.




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu