Et enestående embedsmandssystem har nået sin grænse

Det danske minister- og embedsmandssystem er nået til en kritisk grænse. For at sikre fortsat god regeringsførelse i Danmark bør ministrene udnævne et hold af erfarne rådgivere og politikmagere.

God regeringsførelse er det vigtigste af alt. Uden ordentlig regeringsførelse falder et land fra hinanden. God regeringsførelse betyder tillid til offentlige institutioner, og det gælder dem alle: lige fra hospitaler og skoler over politi og forsvar til skattevæsen og retsvæsen. De skal være veldrevne og forvaltes på den måde, de folkevalgte politikere har forestillet sig. Til god regeringsførelse hører også, at politiske beslutninger træffes på et retvisende grundlag, så offentligheden har tillid til de oplysninger, der fremlægges om konsekvenserne af politiske beslutninger. Og ikke mindst kræver god regeringsførelse, at regeringen er i stand til at udforme og gennemføre en politik, der lever op til de løfter, regeringen er valgt på.

I Danmark har vi vænnet os til, at skiftende regeringer har vist god regeringsførelse. Der har været tillid til de offentlige institutioner, grundlaget for de politiske beslutninger har været i orden, og i de fleste tilfælde har danske regeringer været i stand til at løse de opgaver, de har sat sig for. I de senere år er der imidlertid kommet ridser i lakken, og der må konstateres en svigtende tillid til flere offentlige institutioner, og en tilbagevendende kritik af de oplysninger, regeringen giver Folketinget og offentligheden. Er de tilstrækkelige og retvisende, eller er de manipulerende? I de senere år har der også været flere eksempler på, at de løfter, en regering har givet, ikke blev indfriet. Ikke fordi regeringen skiftede mening, men fordi politikken ikke var god nok, eller fordi regeringen måtte opgive at udforme en politik, der løste problemet.

Ny bog

Der er imidlertid ikke enighed om, hvorvidt den vigende tillid til politikere og embedsmænd er et mindre problem, der kan løses med justeringer af det nuværende minister- og embedsmandssystem, som det var DJØF-udvalgets – der blev nedsat i forbindelse med Christiania-/nødløgnssagen og havde tidligere departementschef Bo Smith som formand – opfattelse, eller om det er et mere alvorligt problem, hvis løsning kræver en systemændring.

Presset på embedsmandssystemet

I bogen ”Hvem har ansvaret – revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” argumenterer vi for, at den svigtende tillid til regeringsførelsen er et alvorligt problem, som kræver, at vi nøje overvejer, hvordan vi kan og bør ændre systemet.

I Danmark er der kun én politisk udnævnt person i ministeriet – ministeren, som har ansvaret for alt, hvad der foregår. Til at hjælpe sig har ministeren partineutrale embedsmænd, som bistår ministeren med, at alt går rigtigt for sig, og at der udformes og gennemføres den politik, som ministeren og regeringen ønsker. Dette minister- og embedsmandssystem, som er enestående og ikke findes i andre lande, har tjent Danmark godt i mange år, men spørgsmålet er, om det stadig gør det?

Samfundet er blevet mere kompliceret, og der skal hentes viden fra mange forskellige kilder for at udforme den rigtige politik. Samtidig er den politiske proces blevet mere presset, fordi der er et voksende krav om hurtige beslutninger, og fordi ministeren skal være på næsten hele døgnet.

Den stigende kompleksitet og det høje tempo har betydet, at ministrene har brug for mere hjælp, hvad de også har fået. Der er ansat særlige medierådgivere, men ellers er det embedsmændene, der er trådt til, og i dag bruger de ledende embedsmænd i departementerne med departementschefen i spidsen en stor del af deres tid på at hjælpe ministrene med at klare dagen og vejens politiske problemer. Der skal hvert år gennemføres en hel del lovforslag eller justeringer af eksisterende love bare for at administrere det nuværende komplicerede samfund, og ministrene får mange spørgsmål og henvendelser fra Folketinget og offentligheden om forholdene på ministerområdet, som ministeren skal svare fyldestgørende på. Ministeren og de ledende embedsmænd i departementerne, især departementschefen, må således bruge meget tid på at klare de daglige skærmydsler – og for departementschefens vedkommende meget mere tid end tidligere. Den tid går naturligvis fra andre opgaver, som departementschefen ikke kan tage sig af i samme omfang som tidligere.

Ansvaret forsvinder

En naturlig konsekvens af denne udvikling har været, at de offentlige institutioner, der står for at forvalte lovgivningen og betjene borgere og virksomheder, er blevet mere overladt til sig selv, med det resultat at det i dag er usikkert, hvem der i grunden har ansvaret for, at alt går rigtigt for sig. Ministeren har stadig det overordnede ansvar, men hvem varetager det på ministerens vegne? Er det departementschefen, eller er det direktørerne for styrelserne? Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis det er direktørerne for styrelserne, der får det overordnede ansvar, men det er et alvorligt problem, hvis ansvarsfordelingen er uklar, som tilfældet er i dag. Hvis departementschefen og departementet ikke længere skal have en tilsyns- og koordinerende opgave i forhold til ministeriets styrelser, der forvalter lovgivningen, skal det bestemmes, hvem der så skal hjælpe ministeren med, at alt går rigtigt for sig. At ansvaret i dag er flydende, tror vi er en vigtig årsag til de mange sager – såsom de fejlagtige udbytterefusioner i Skat og den uklare baggrund for den såkaldte Eritrea-rapport fra Udlændingestyrelsen – og den voksende mistillid til systemet.

Udvikling af ny politik halter

I bogen rejser vi også tvivl om de partineutrale embedsmænds mulighed for at udforme ny politik og give ministeren den nødvendige hjælp til at få politikken gennemført. Embedsmænd kan rådgive og hjælpe ministrene med at ændre på det eksisterende lovgrundlag ved at skrue på velkendte knapper. Det er den netop offentliggjorte 2025-plan et godt eksempel på. Det er en omfattende plan, der indeholder afgørende politiske prioriteringer, og hvor der flyttes rundt på mange milliarder, men det sker ved at anvende allerede kendte politiske håndtag. Og til den opgave er det danske embedsmandsystem velegnet. Men planen indeholder også et par områder, hvor der er brug for ny politik med nye politiske håndtag. Det gælder systemet for ejendomsbeskatning og muligvis også konsekvenserne af en udskydelse af tidspunktet for pension, hvor der synes at være politiske ønsker om ændringer i førtidspensionen. På begge områder er der højst sandsynligt brug for ny politik med nye håndtag, herunder nye finansieringsformer, hvis der skal findes en holdbar løsning. På ingen af de to områder – ejendomsbeskatning og førtidspension – indeholder 2025-planen konkrete forslag eller i hvert fald ikke forslag, der virker fremtidssikrede.

Områder, der kræver udvikling af ny politik, er svære at håndtere for et partineutralt embedsværk. Udvikling af ny politik kræver for det første, at det erkendes, at justeringer af den hidtidige politik ikke længere er tilstrækkelig, og at ny politik er nødvendig, hvilket ofte er vanskeligt, fordi konsekvenserne af ny politik er usikre og derfor forbundet med politisk træghed eller ligefrem modstand, som må overvindes. Lykkes det, skal forslaget have en konkret udformning og ikke mindst en udformning, som kan opnå den nødvendige politiske opbakning. Bidrager partineutrale embedsmænd meget aktivt med både at bane vejen for ny politik og at skabe opbakning til den, kan de blive meget synlige, og partineutraliteten kan blive anfægtet af politikere, som er imod de forslag, der tegner sig. Det er derfor forståeligt, at embedsmænd, der skal bevare partineutraliteten, holder sig tilbage.

Udvalg med uafhængige eksperter

Regeringen kan i stedet nedsætte udvalg med eksterne, uafhængige eksperter. Men netop uafhængigheden kan ofte være et problem, fordi regeringen ikke med sikkerhed kan vide, om de forslag, udvalget kommer frem til, er spiselige for regeringen. I de senere år har det været mere undtagelsen end reglen, at en regering har valgt at lade uafhængige eksperter udforme konkret politik på områder, der var politisk vigtige for regeringen.

Der er brug for nye politikmagere

Men når der er brug for helt ny politik, hvem laver den så? Hvem er politikmagerne i det nuværende samfund? Politikere og regering kan sætte mål for samfundsudviklingen og pege på den type politik, som de mener kan realisere målene. Men selve politikken skal jo udformes, og der skal skabes den nødvendige opbakning til den, og hvem gør det?

Det er i stigende grad embedsmændene, som ministrene forventer kan være de egentlige politikmagere, men er partineutrale embedsmænd de bedste til det? Det tvivler vi på. At være politikmager handler som nævnt ikke kun om at udforme den konkrete politik. Der skal også skabes forståelse for, at en helt ny politik er nødvendig, og der skal skabes opbakning til, at den politik, som regeringen foreslår, også er den rigtige. Det er ministerens opgave, og det lykkes sikkert meget godt, når det er ændringer af det eksisterende lovgrundlag, som f.eks. 2025-planen. Her er politikere og ministre på hjemmebane og kan håndtere diskussionen og finde det nødvendige flertal. Men hvis det er et helt nyt område med ny politik og nye politiske håndtag, betyder samfundets voksende kompleksitet, at det er betydeligt vanskeligere at få grundlæggende ændringer igennem. Behovet for dygtige politikmagere er derfor voksende.

Hvis de partineutrale embedsmand udvikler sig til egentlige politikmagere, kan det let gå galt, og partineutraliteten gå fløjten. Derfor må partineutrale embedsmænd være tilbageholdende med at påtage sig opgaven som politikmagere, der både baner vejen for ny politik, udformer politikken og påtager sig en drivende rolle i at få den gennemført.

Embedsmandssystemet har nået en kritisk grænse

Efter vores opfattelse er det danske minister- og embedsmandssystem nået til en kritisk grænse. Det stadig mere komplicerede samfund og presset fra nye medier om hurtigere beslutninger og mere åbenhed betyder, at ministrene har brug for stadig mere hjælp til at lave politik. I det danske system har de partineutrale embedsmænd indtil nu ydet den hjælp, men det er sket på bekostning af de ledende embedsmænds og især departementschefernes mulighed for at hjælpe ministeren med at sikre, at alt går rigtigt for sig. Og det er gået ud over den gode forvaltning og tilliden til offentlige institutioner.

Selvom embedsmændene bruger meget mere tid på at hjælpe ministrene med at udforme og gennemføre politik, så er der grænser for, hvor langt partineutrale embedsmænd kan gå, og derfor bliver udviklingen af den helt nødvendige nye politik nødlidende.

Af de to årsager – den uklare ansvarsfordeling og den nødlidende politikudvikling – mener vi, at der er brug for grundlæggende ændringer af det danske embedsmandssystem.

Forslag om et hold af politisk udnævnte rådgivere og politikmagere og præcisering af ansvaret

For at sikre fortsat god regeringsførelse i Danmark foreslår vi, at ministrene udnævner et hold af erfarne rådgivere og politikmagere. De skal ikke ansættes som politisk udnævnte embedsmænd, men som faglige rådgivere, der hjælper ministeren med at udvikle politik. De skal ikke kunne give tjenesteordre til embedsmændene; det er kun ministeren, der kan det; men de skal give råd og lave forslag til politik og arbejde med at skabe opbakning til politikken.

Vi forestiller os, at det er synlige rådgivere, som også kan deltage i den offentlige debat og hjælpe ministeren med at forklare og forsvare politikken. Vi forestiller os, at det er erfarne personer, der hentes fra forskellige poster i det danske samfund, og som har særlige faglige kompetencer på områder, hvor regeringen har et særligt behov for at udvikle ny politik. Nogle af de faglige rådgivere kan have mere generelle politiske kompetencer og hjælpe ministeren i hele regeringsperioden, mens andre har mere specifikke faglige kompetencer og forlader gruppen af politisk udnævnte politikmagere, når opgaven er løst.

De partineutrale embedsmænd skal fortsat hjælpe ministeren med at udforme politik og ikke mindst bidrage med den faglige ekspertise og administrative erfaring, som er forankret i et ministerium, og som er en forudsætning for udvikling af god politik, der holder og virker efter hensigten.

Et erfarent og fagligt kompetent hold af rådgivere og politikmagere vil aflaste de ledende embedsmænd i departementerne og ikke mindst departementschefen, som så til gengæld kan påtage sig et større ansvar for at hjælpe ministeren med, at alt det, der foregår i et stort ministerium, går rigtigt for sig. Det kan måske også udtrykkes ved, at departementschefen genindsættes i sin oprindelige funktion. Men verden ændrer sig, så for at sikre, at ansvarsforholdene i ministerierne bliver tydelige for alle, foreslår vi, at det præciseres i den danske forvaltningsret, hvem der har ansvaret for hvad. Hvordan er ansvarsfordelingen mellem ministre og departementschefer og mellem departementschefer og styrelsesdirektører? Det bør også fremgå tydeligt, at departementschefen har et særligt ansvar for, at det arbejde, der foregår i ministeriet, og det materiale, der går ud af ministeriet, lever op til de krav om embedsmandsdyder, der er bred politisk opbakning til.

En ændring af det danske minister- og embedsmandssystem kan ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Det er håbet med vores bog, at den vil skabe debat om det danske embedsmandssystem, og at debatten vil føre til nedsættelse af et kompetent udvalg med bemyndigelse til at udforme forslag til en grundlæggende ændring, der kan bevare de gode sider af det kendte danske embedsmandssystem. Vi går ikke ind for politisk udnævnte departementschefer og ledende embedsmænd i ministerierne, som man har i enkelte lande, og som let kan blive konsekvensen, hvis udviklingen i Danmark fortsætter ad den vej, vi har set i de senere år. Skulle der vise sig flertal for politisk udnævnte topchefer i de danske departementer, er det imidlertid helt afgørende, at der udformes klare regler for, hvem der har ansvaret for, at alt går rigtigt for sig. Det kan i så fald ikke længere være ministeren, da hans hjælpere i et sådan system også vil være politisk udnævnte.

Forrige artikel Når magten smuldrer Næste artikel Robotterne kommer, de ser, og vi sejrer

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

Lars Seier: Når far flytter, skal børnene vide, at de stadig er elsket

INTERVIEW: Allerede i 2008 smagte Lars Seier på friheden, da andre kræfter tog over i livsværket Saxo Bank. Men han måtte sammen med kompagnonen Kim Fournais træde ind i den daglige ledelse igen fire år senere, og hans exit blev udskudt. Først i 2018 havde han solgt alle ejerandele. 

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

1.000 topchefers erkendelse: Vi har svigtet verdensmålene

KOMMENTAR: Omfattende undersøgelse fra UN Global Compact beskriver både en realistisk selverkendelse hos verdens førende topchefer og er samtidig et fælles opråb til at sætte ny turbo på en forsinket grøn omstilling.

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

Systemforståelse – et fag du ikke kan få

TECHTENDENSER: Vi ville stå bedre rustet i en kompleks og omskiftelig verden, hvis vi lærte at forstå de generelle mekanismer, der præger udviklingen af alle systemer – fra biologi, økonomi og til internettet. Men mærkværdigvis er systemforståelse slet ikke på skemaet.

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

KOMMENTAR: Kinas internet domineres af Alibaba og Tencent. I begge selskaber har der netop været rokader i topledelsen, muligvis som følge af pres fra den kinesiske stat, der ønsker mere kontrol med de to giganter.

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Jo, du bør faktisk bruge emojis på arbejdet

Engang blev det anset som løssluppent, men nu er brugen af emojis essentiel for klar og tydelig kommunikation, for holdånden, og så er de med til at skabe en fælles virksomhedskultur. 

Nød lærer byer at tænke grønt

Nød lærer byer at tænke grønt

Når 94 af verdens mest klimaambitiøse byer mødes til C40 World Mayors Summit i København i denne uge, gør de det ikke kun, fordi de vil gøre kloden grønnere. De gør det, fordi de er nødt til det. De gør det for at kunne trække vejret.

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

Kommunerne skal gøre klar til at være frontkæmpere i klimakampen

KOMMENTAR: Mange byer er i fuld gang med at implementere klimatiltag med voksende ambitioner. Flere og flere af verdens storbyer har nu som officielt mål at gøre deres for at holde jorden under 1,5 graders temperaturstigning, men flere skal i gang – også i Danmark.

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Grønt investeringsboom venter – på en dyster baggrund

Gassen er ved at gå af verdensøkonomien. Samtidig skal der investeres store milliardbeløb i at redde klimaet. Kan de to ting forenes? Mandag Morgen har spurgt en dansk minister, en EU-kommissær, en pensionsdirektør og to økonomiske chefanalytikere.

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Verdensøkonomien er ved at skifte gear

Dampen er ved at gå af den globale økonomi, og centralbankerne har snart ikke mere tørt krudt at understøtte økonomien med. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en egentlig nedtur, eller om vi blot oplever omstillingen til et nyt lavvækstparadigme.

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

Vicedirektør i Nationalbanken: Markedsfejl er medskyldige i klimaforandringerne

De finansielle markeder indregner ikke altid omkostningerne ved at udlede drivhusgasser, og det kan have været med til at styre den private kapital i klimaskadelig retning. Det vurderer chef for afdeling for Økonomi og Pengepolitik i Nationalbanken Signe Krogstrup. Hun mener, det i visse tilfælde kan ligge inden for nationalbankers mandat at handle for at imødegå klimakrisen.  

Centralbanker står foran klimarevolution

Centralbanker står foran klimarevolution

Markedsfejl er medskyldige i klimakrisen. Det udgør − sammen med indgribende klimapolitikker – store risici for samfundsøkonomien og for det finansielle system. Den Europæiske Centralbanks kommende chef vil gribe ind.

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Stor opbakning til at hjælpe børnene på Sjælsmark

Knap halvdelen af danskerne mener, at de afviste asylbørn på Sjælsmark skal have bedre vilkår. Kun hver femte dansker er imod. Selv Venstre har flere tilhængere end modstandere af at hjælpe børnene. Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) forudser en løsning for børnefamilierne inden påske. Vælgerne er også klar til at droppe det omstridte udrejsecenter på Lindholm.

Verdens kedeligste udlændingepolitik

Verdens kedeligste udlændingepolitik

KOMMENTAR: Hvis Tesfaye lykkes med sin ambition om at afdramatisere udlændingepolitikken, kan det blive et opgør med den logik, der har defineret dansk politik i 20 år.

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

Tech-analysen: Hvis ikke du betaler bliver du solgt

250 kroner per person om måneden. Det er – groft sagt - prisen for clickbaits, virale meningsløsheder, kunstigt skabt mobil-afhængighed, et vingeskudt demokrati og et pivåbent privatliv på de centrale tjenester i vores liv.

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

De ultrarige, super-innovative og succesfuldes hjemmebane

Silicon Valley er hjemsted for klodens førende tech-virksomheder, succesrige acceleratorer, enorme mængder venturekapital, og universiteter i den absolutte topklasse. Innovation Centre Denmarks kontor i Silicon Valley præsenterer et par af hovedattraktionerne i et enestående innovationsmiljø.

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Risikoen ved at hyre efter kulturelt match

Arbejdsgivere går ofte efter at ansætte folk, som de tror vil passe godt ind. Men det kan let ende med, at alle nyansatte ligner hinanden og handler og tænker ens. 

Set, læst og hørt: Nana Bule

Set, læst og hørt: Nana Bule

Nana Bule har set en larmende fotoudstilling om forbrugssamfundet på Louisiana og kommer igennem morgenlogistikken til lyden af den franske komponist Erik Satie.  

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mette Frederiksen har 340 politiske slagvarer på hylderne

Mandag Morgen har samlet alle brikkerne i Mette Frederiksens politiske program. Kortlægningen viser, at regeringen har overraskende mange forslag i pipelinen, og at statsministeren skal levere på utroligt mange fronter, hvis hun skal undgå anklager om løftebrud.

Socialdemokratiets politiske supermarked

Socialdemokratiets politiske supermarked

Her er Mette Frederiksens politiske pipeline. Socialdemokratiet har de sidste to år fremlagt 25 politiske udspil, der tilsammen gemmer på mindst 340 forslag, som nu skal føres ud i livet.

Frederiksens røde kursskifter

Frederiksens røde kursskifter

KOMMENTAR: Statsministerens manual til den nye folketingssamling er fyldt med røde tiltag. Men der skal manøvreres dygtigt for at få resultaterne hentet hjem.

V-politikere borer i ministrenes løfter

V-politikere borer i ministrenes løfter

Venstre bombarderer lige nu S-ministrene med spørgsmål om, hvorvidt regeringen vil gennemføre de forslag, Socialdemokratiet er gået til valg på. Mandag Morgens opgørelse viser, at den flittigste spørgejørgen er Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Mette Frederiksen har 12 milliarder ekstra

Nye beregninger viser, at regeringen har mange flere milliarder at fordele, end økonomerne regnede med for blot få måneder siden. Det ændrer fundamentalt på regeringens muligheder for at indfri løfterne om bedre velfærd, mener cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

Tech-analysen: Maskiner kan ikke sige pyt

For at kunne samarbejde må vi vise tillid. For at komme videre må vi kunne lægge fortiden bag os. Innovation og kreativitet stivner, hvis vi ikke kan tilgive hinandens fejltagelser. Det kan være svært – men for computere er det decideret unaturligt.

Ledere lever livet farligt

Ledere lever livet farligt

KOMMENTAR: ”Du skal afklare dit mandat og ledelsesrum”, lyder en velkendt anbefaling. Det lyder besnærende at kunne gå i enerum med sin opdragsgiver og få sat rammerne på plads. Én gang for alle. Men det er langtfra en ukompliceret øvelse. Og den kan være farlig.

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Set, læst og hørt: Aaja Chemnitz Larsen

Aaja Chemnitz Larsen har over sommeren læst ’Drømmen om frihed’, der med den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist i centrum belyser en række aktuelle emner i dagens Grønland. Og så har hun set en grønlandsk gyser, som ikke har noget med Trump at gøre.

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Borgere skal træffe svære velfærdsvalg

Landets borgmestre har svært ved at få enderne til at mødes i budgettet. I Odense har politikerne nu bedt både eksperter og borgere om at komme med ideer til, hvordan kommunen kan sikre velfærden frem mod 2030. Professor forudser en helt ny form for demokratisk samspil, hvor borgerne ikke længere er kunder i butikken, men selv bidrager til at skabe bedre livsvilkår.

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

Udgifterne stiger eksplosivt: Eksperter rystede over Odenses udfordringer

I mere end ti år har reformer af velfærden handlet om, at danskerne skulle arbejde mere. Alligevel kæmper kommunerne med at finde pengene til velfærden i de kommende ti år. Med udgangspunkt i Odense Kommune peger førende eksperter på seks kæmpestore udfordringer for velfærden. De har også en palet af nye og kontroversielle ideer til at løse dem.

Velfærdens seks store udfordringer

Velfærdens seks store udfordringer

Kommunerne fattes penge. Og der er ingen nemme veje ud af det stadigt større velfærdspres, der tegner sig i alle landets kommuner de kommende år. Eksperter har udpeget de seks største udfordringer for Odense frem mod 2030. Udfordringer, som borgmestre i andre kommuner også har tæt inde på livet.

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

Borgmester og byråd lader borgerne tænke med

INTERVIEW: Omkring 1.800 borgere i Odense har stået i kø for at diskutere kommunens udfordringer. Samtidig har et særligt borgerråd på 100 personer fremlagt ni anbefalinger til byrådet som optakt til velfærdens 2030-plan, den første af sin art i Danmark. Borgmesteren mener, at borgerne anbefaler ting, som politikerne ikke selv har haft fokus på.

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Danskerne vil have klimaafgifter på flyrejser

Knap halvdelen af befolkningen er klar til at betale klimaafgifter, når de rejser med fly. De mener, at der skal ske noget på klimaområdet og er klar til selv at bidrage. Skatteministeriets afvisning af en CO2-afgift på brændstof hviler på en misforståelse, lyder det fra forskere.

Ronkedorernes efterår

Ronkedorernes efterår

KOMMENTAR: Det er ikke kun i Venstre, at hanelefanterne gungrer på vej ud ad døren. Lykketoft og Sass beskylder hinanden for at være ”fejlcastede” – men mener samtidig begge to at have trukket Mette Frederiksen i den helt rigtige retning: den ene mod Radikale og den anden mod DF.