En dag vil covid-19 være brændt ud, og verden vil vende tilbage til det, vi havde travlt med indtil for nylig. Men den oplevelse, vi har været igennem, og de midler, der har været anvendt til at bekæmpe epidemien, vil uvægerligt sætte sig spor.

Internationalt samarbejde er afgørende

Selv om epidemien holder os hjemme, sætter coronavirussen en tyk streg under betydningen af internationalt samarbejde.

Med WHO, FN’s verdenssundhedsorganisation, i midten koordineres jagten på vaccine på tværs af lande, og det er et samarbejde, der bygger på erfaringerne fra sars, ebola, zika og fugleinfluenza. 

Supercomputerne overalt snurrer med beregninger, der skal finde molekyler, som kunne tænkes at være virksomme til at bekæmpe virussen. I takt med at virussen muterer, bliver den afkodet og gjort tilgængelig for forskerkolleger overalt. Computere med kunstig intelligens kan hurtigt generere 100.000 forslag til molekyler, som maskinen kan analysere op imod coronavirussens dna, og dermed finde nogle få kandidater, som forskerne kan fremstille og teste i laboratoriet.

Data indrapporteres løbende fra hele verden og samles i interaktive dashboards, grafiske oversigter, der giver både myndigheder og borgere et overblik over udviklingen fra time til time.

Det mest truende er de lande, der ikke vil være åbne eller ikke har tilstrækkelig viden at dele.

Coronaepidemien illustrerer kort sagt, at vi trods stigende nationalisme og indadvendthed er så dybt indbyrdes afhængige som nogensinde, og at mange af de væsentligste udfordringer, vi står overfor, kun kan undgå at blive til katastrofer, hvis vi tackler dem åbent og i fællesskab.

Kronede dage for overvågning

I Kina følger man den enkeltes færden nøje – og med 1,4 milliarder kinesere er det lidt af en opgave. 

Et af virkemidlerne er QR-koder, som man scanner med mobilen, og dermed registreres det, at man har passeret et bestemt sted. Det gør det muligt senere at følge den enkeltes bevægelser for eksempelvis for at afgøre, hvordan smitte spreder sig, eller for at stoppe personer, som ikke overholder karantænen.

Når man tjekker ind på jobbet, går ind på et kontor eller passerer andre former for checkpoints i restauranter og butikker, scanner man QR-koden, eller man opgiver navn og ID-nummer – og så får man tjekket temperaturen. Samme metode bruges i Singapore.

De mange overvågningskameraer, der hænger sammen med systemer til ansigtsgenkendelse, kan også bruges til at registrere temperatur. De kinesiske myndigheder bruger også droner til at finde personer, der har feber eller går rundt uden mundbind.

Man må tage hatten af for, at kineserne vitterlig har formået at inddæmme smitten. Men i et mere langsigtet perspektiv er det også lidt foruroligende at se, hvor detaljeret myndighederne er i stand til at følge og gribe ind i hver eneste af de temmelig mange kineseres gøren og laden.

Det bliver spændende at se, hvor meget af den kontrol og rutinemæssige registrering, der bliver hængende som den nye normaltilstand – for en sikkerheds skyld.

Sårbare globale forsyningskæder

Logikken i den globale økonomi har hidtil været, at virksomheder konkurrerer ved at outsource produktionen til de steder i verden, hvor det er billigst. Man har optimeret og kørt just in time, med minimale lagre og leverancer, der ankommer præcis, når en komponent eller vare skal bruges.

Allerede tsunamien i Japan i 2011 og de store oversvømmelser i Thailand samme år gjorde industrien bevidst om, hvor risikabelt det kan være, når en enkelt fabrik eller et enkelt land forsyner hele verden med en kritisk komponent.

Nu har coronaepidemien for alvor tydeliggjort afhængigheden af Kina, hvad enten det handler om produktion af iPhones, medicin, brudekjoler eller kroner til tænder.

Det er klart, at det sætter yderligere skub i onshoring af produktion, der trækkes tilbage til hjemlandet.

Regionaliseringen er allerede i gang, drevet af kombinationen af handelskrige og den stigende automatisering. Med billigere og fleksible robotter og 3D-printere forsvinder fordelen ved at sende fremstilling til lande med lave lønninger, samtidig med at man hurtigt kan tilpasse produktion til de hastigt skiftende krav fra brugerne på forskellige lokale markeder.

Sårbarheden vil være endnu en grund til at gøre forsyningskæderne kortere og mindre centraliserede omkring nogle få points of failure.

Det passer dybest set fint med udviklingen i retning af en værdiskabelse, der fokuserer på at levere løsninger, der er præcist og hurtigt tilpassede den enkelte bruger. En mere lokaliseret produktion kan også gøre det enklere at skabe cirkulære systemer, anvende lokale råstoffer og spare på transport.

I den forstand vil coronaepidemien formentlig give fremstillingsindustrien et ordentlig skub videre væk fra den gamle, industrielle økonomis logik.  

Et kritisk blik på transportforbruget

På papiret er det oplagt, at vi i langt højere grad udnytter mulighederne for at mødes og samarbejde virtuelt. Masser af møder, foredrag, undervisning, konsultationer og koncerter kunne afvikles elektronisk og dermed spare transporttid, energi og forurening.

Men det er ikke for alvor blevet den nye måde at omgås hinanden på. Der er noget ved det fysiske møde og samværet med andre, som gør, at vi trods besværet og omkostningerne fortsætter med at flokkes til stadig større byer og flyve omkring til de globale hotspots.

Efter nogle årtiers massiv investering og udvikling af kommunikationsmulighederne er det imidlertid ved at være tid at dyrke en anden form for globalisering.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg elsker at rejse, og at jeg elsker den særlige magi, der kan være ved at mødes med andre, ansigt til ansigt, i en spændende samtale eller brainstorm.

Men jeg tror også, at vores insisteren på det fysiske møde og vores trang til at udforske fjerne egne i vidt omfang skyldes vaner, normer og utilstrækkelige værktøjer og organisering.

Prisen spiller også ind; hvis det kostede det dobbelte at komme omkring, ville det formentlig lægge en kraftig dæmper på transportforbruget.

Igen kan coronaepidemien være det, der skubber os til at prøve en løsning, som vi formentlig alle alligevel skal vænne os til fremover. Vi bliver tvunget til at overveje, hvad der reelt kræver fysisk tilstedeværelse.

Et kæmpe marked for bedre forbindelser

I Kina har de seneste måneders lockdown ført til et boom for virksomheder, der leverer systemer til fjernundervisning, distancearbejde, videokonferencer og telemedicin.

Mange brugere – desværre formentlig også snart i Danmark – vil opleve, at man egentlig udmærket kan passe sit arbejde, holde møder, se forelæsninger og følge undervisning via internettet.

I mange tilfælde går det sandsynligvis så godt, at man fortsætter med at samarbejde mere virtuelt, selv efter epidemien er drevet over.

Man kan også håbe, at den store efterspørgsel fører til, at både leverandører og brugere af virtuelle mødeformer begynder at se mere systematisk på at forbedre oplevelsen og produktiviteten.

Der er ikke meget ved en gnidret og skrattende skypeforbindelse, og det kan være en pestilens, hvis man er flere, der holder møde sammen på den facon. Men hvis der er gode forbindelser, gode omgivelser, smarte værktøjer til at dele skærme og informationer og ikke mindst en kultur og en fortrolighed med at arbejde virtuelt, så kan det i mange tilfælde fungere bedre og være mere fokuseret end mange af de fysiske møder, vi i dag bruger tid på.        

Tilsvarende med undervisning og konferencer. Der er store muligheder i at videreudvikle uddannelsesforløb og undervisningsmetoder og for at gøre konferencer mere overskuelige, mere interaktive og bedre forbundet med yderligere information end blot at følge præsentationer på afstand.

Hvis man har prøvet virtual reality for nylig, vil man vide, at der kan være en forbløffende realisme og naturlighed i samspillet, når man træder ind i en virtuel verden med andre. Og oplevelsen kan tilmed beriges med flere lag af information, personlig tilpasning og så videre.

En afledt effekt kan blive en reorganisering af byerne. Hvis flere arbejder hjemmefra jævnligt, og hvis studerende ikke i samme omfang behøver at møde op til undervisning, så er der ikke det samme behov for kontorpladser og undervisningslokaler til høje huslejer i centrum.

Måske vil flere lægge deres daglige arbejde i lokale kontorfællesskaber i områder med lavere priser og mere natur.

Vi bytter om på det normale og det særlige

På mange måder kunne man ønske sig en mere lokalt orienteret verden – baseret på den energi som findes lokalt, med mere lokalt dyrkede fødevarer, produkter lavet af lokale råmaterialer, bygninger, hvis arkitektur afspejler vejret, og en økonomi med mere synlige sammenhænge mellem arbejdspladser og forbrug.

Men vent lidt med at trække i folkedragterne. Corona betyder ikke, at verden pludselig bliver totalt lokal – det ville være både naivt at tro og en dårlig ide i praksis.

En stor del af den velstandsstigning, vi har haft i verden, skyldes, at vi har formået at udnytte komparative fordele – altså at forskellige egne har forskellige kompetencer, klima og råstoffer – og derfor har alle fordel af at udveksle varer, så vi ikke hver især skal bruge mange kræfter på at producere noget, som man langt lettere og bedre kan lave et andet sted.

Men logikken er kørt skævt efterhånden. Dels fordi gevinsterne er blevet meget ujævnt fordelt, dels fordi en ganske lille besparelse ved at sende produktion til den anden ende af verden har været økonomisk rationel, så længe man ikke indregnede miljøet, sociale omkostninger eller sårbarheden over naturens indgriben.

I dag er det normalt, at et måltid består af varer, der er produceret hundredevis, hvis ikke tusindvis af kilometer væk. Det er normalt, af de fleste af de produkter, vi bruger og omgiver os med, kommer fra et andet kontinent. Det er helt normalt at flyve på ferie eller til møder mange gange om året og pendle flere timer hver dag.

Derimod er det noget, man bemærker, når nogen holder ferien i den nærmeste omegn eller forsøger at klare sig med lokalt eller bare regionalt producerede varer.

Man kan sige, at vi har byttet om på det særlige og det normale – og nu skal der byttes rundt igen.

Jeg tror ikke, vi holder op med at rejse eller bruge varer udefra, men det virker sandsynligt, at en større del af produktionen vil rykke tættere på, og at vi vil få opfyldt flere af vores behov uden at flytte os så langt.

Jeg tror også, at globaliseringen vil skifte karakter. Vi vil blive forbundet langt tættere, vi vil udveksle data, levere tjenester og dele videnskab, konstruktionstegninger og kultur globalt.

Alt, hvad der kan udtrykkes i bit og bytes, vil flyde hurtigere end nogensinde – men atomerne, hvad enten det er vores kroppe, fysiske produkter eller råmaterialer, vil få sænket hastigheden og spredningen.

Sådan cirka fra nu af.