Gennem maj måned har EU’s handelskommissær, Karel De Gucht, lagt maksimalt pres på Kina med en række beslutninger om at indføre straftold på kinesiske varer, som er blevet dumpet, dvs. eksporteret til priser langt under markedsniveau. Kampen mod de lave priser udspiller sig med udgangspunkt i EU’s Anti-dumping Agreement, som gør det muligt at pålægge straftold på bestemte varegrupper. At den hårde linje imidlertid også synes at presse handelskommissæren selv, vender vi tilbage til.

Importen af billige kinesiske solceller har vakt den største opmærksomhed. Her har EU indført en midlertidig straftold på 11,8 pct. Og pr. 6. august stiger straffen til hele 47,6 pct. Der er nu lagt op til et intenst forhandlingsforløb med den kinesiske regering.

Derudover blev der i maj i år indført en anti-dumping-told på importen af rørfittings, og det lykkedes handelskommissæren at sikre sig opbakning i den samlede EU-Kommission til at kunne åbne en anti-dumping- og anti-subsidiesag på import af telekommunikationsnetværk.

Principbeslutningen om at kunne starte en sag på importen af telekommunikationsnetværk markerede et nybrud. Her var det nemlig ikke enkelte virksomheder, som anlagde sagen, men derimod Kommissionen. Metoden kaldes ”ex officio” (lat.: ’på embeds vegne’) og har ikke tidligere været set anvendt. I det kommende halvår kan handelskommissæren således bruge truslen om at indlede en ”ex officio”-anti-dumping- og subsidiesag på telekommunikationsnetværk, samt den trinvise told på solceller, til at presse kineserne til indrømmelser.

Handelskommissæren har her brugt hele spektrummet af redskaber og markerer således en ny linje i handelsforholdet mellem EU og Kina, hvor der i højere grad sættes hårdt mod hårdt. EU nærmer sig dermed den mere konfronterende linje over for Kina. En linje, som amerikanerne længe har fulgt.

Fransk rødvin splitter Europa

Men en række forhold svækker den hårde linje. For selv om handelskommissæren kan indlede sager og indføre midlertidig straftold, skal den endelige afgørelse vedtages af et flertal af medlemsstaterne. De lader normalt handelskommissæren få arbejdsro, men i denne sag har der været så meget pres på, at de fleste lande har været tvunget til at melde ud. Især Tyskland har talt imod straftolden. Desuden har resultatet af den indledende afstemning, der, inden den midlertidige straftold indføres, giver handelskommissæren en indikation af, hvordan medlemsstaterne stiller sig, været lækket til pressen.

Det betyder, at handelskommissæren står svagere over for kineserne, fordi de ved, at han ikke har opbakning til at gå hele vejen. Kina forsøger nu at gøre den europæiske splittelse endnu større ved at true med straftold på rødvin – et scenarie, som franskmændene, der netop støtter handelskommissæren, ikke ønsker bliver til virkelighed.

[quote align="right" author=""]Det regelsæt, man slår kineserne i hovedet med, er desværre alt andet end fair.[/quote]

Samtidig er arnestedet for hele konflikten mellem EU og Kina – solcellesagen – en af de mest komplekse handelspolitiske sager. Her har alle parter svært ved at finde det rigtige ben at stå på. For det første er det åbenlyst, at de kinesiske producenter har nydt godt af statsstøtte i form af lukrativ långivning. Det har jeg fra hestens egen mund, da jeg i sin tid interviewede nogle af disse virksomheder i forbindelse med min ph.d.-afhandling.

Ingen tillid til kinesiske priser

Handelskommissæren har altså i princippet ret, eftersom vi ikke konkurrerer på lige vilkår. Dermed burde den sag jo ikke være meget længere. Men det regelsæt, man slår kineserne i hovedet med, er desværre alt andet end fair. Da Kina i 2001 blev optaget i WTO, gav man nemlig ikke Kina markedsøkonomisk status, hvilket i denne sag betyder, at man ikke stoler på prisdannelsen på det kinesiske marked.

For at finde ”den rette pris” på et solpanel tager man derfor prisen fra et andet land. Det betyder, at Kina fratages alle sine komparative fordele, når man skal vurdere, om Kina dumper priserne, og i sidste ende udregne selve straftolden.

Over for handelskommissærens principielle standpunkt, som er helt på linje med de få europæiske producenters linje, står EU’s samlede økonomiske interesse i billige solpaneler og de mange arbejdspladser, som opsætningen af dem skaber. Det er disse interesser, som et flertal af EU’s medlemslande, med Tyskland i spidsen og Danmark med, skæver til.

Endelig er der de grønne ambitioner om udbygning af vedvarende energi. Her vil man jo umiddelbart tro, at der bliver klappet i hænderne over billige kinesiske solpaneler. Men heller ikke her, er det så ligetil. For hvad med private investeringer i fremtidens teknologier? Den slags fremmer man ikke i EU, hvis man accepterer unfair konkurrence fra (statsstøttede) kinesiske virksomheder.

Så selv om de billige solpaneler på kort sigt ligner et fantastisk tilbud, kan de godt give problemer på længere sigt.

Kinesere i klemme

Selv i Kina er sagen ikke ligetil. Den lukrative långivning til grønne virksomheder har nemlig virket alt for godt. Under den økonomiske krise har bankerne ikke været villige til at lade de mindst konkurrencedygtige virksomheder gå konkurs. I stedet har man ansporet til voldsom konkurrence blandt de kinesiske virksomheder, hvilket har drevet priserne nedad i hastigt tempo.

[quote align="left" author=""]Selv om Li Keqiang lægger maksimalt pres på EU og de enkelte medlemsstater, kan han i høj grad bruge den politisk anspændte sag til at fremme sin egen dagsorden i hjemlandet.[/quote]

Det er denne udvikling, der – med lidt hjælp fra vores egen Lidegaard – har gjort det økonomisk rentabelt at installere solpaneler i Danmark. Det er altså værd at bemærke, at de lavere kinesiske priser opstår i et samspil mellem statsstøtte og voldsom konkurrence.

De manglende konkurser i Kina truer nu hele sektoren, ikke mindst hvis EU og USA påfører straftold. Derfor fylder sagen også meget i den interne kinesiske debat, hvor specielt den nye premierminister, Li Keqiang, gerne ser de mere markedsorienterede principper vinde frem på bekostning af statslig indblanding. Så selv om Li Keqiang lægger maksimalt pres på EU og de enkelte medlemsstater, kan han i høj grad bruge den politisk anspændte sag til at fremme sin egen dagsorden i hjemlandet.

Og her sender kineserne så en lille gave retur til handelskommissær Karel De Gucht. For det er netop denne udvikling med en konsolidering af sektoren i Kina gennem en række konkurser samt løfterne om en mere markedsorienteret tilgang, som kan give EU’s handelskommissær den indrømmelse, der gør, at han kan stoppe sagen og undgå at komme i konflikt med et flertal af medlemsstaterne.

Spørgsmålet er altså, om EU både kan presse kineserne til indrømmelser og lade medlemsstaterne pleje deres bilaterale forhold til Kina? Med andre ord: Kan EU både blæse og have mel i munden? Det spørgsmål får vi svar på, når det viser sig, om Kina retter ind, eller om handelskommissæren må bøje af.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.