”Vi stemte ‘leave’ for at vise eliten, at vi har fået nok af dem,” lød det i en fiskehandel i den engelske by Havering efter Brexit-afstemningen ifølge Politiken. I denne lidt søvnige forstad til London satte 70 pct. kryds ved ”leave” den 23. juni.

Det er mere end et venligt vink med vognstangen. Vælgerne har inden for de seneste ni måneder sagt nej til den nuværende kurs i EU-samarbejdet ved afstemninger i Danmark, Holland og Storbritannien.

Hvis EU skal overleve og komme styrket ud af det europæiske ’annus horribilis’, kræver det, at Europas meningsdannede eliter vågner af deres gulstjernede Tornerosesøvn.

Vi, der fortsat er overbeviste tilhængere af det europæiske fællesskab, må erkende, at vi ikke har så mange af vores medborgere med os, som vi kunne ønske. Og at vores store idealistiske visioner og ideer om et fælles Europa af alt for mange europæere konkret opleves som et stort bureaukratisk monster, som står i spidsen for at gennemføre nedskæringer på velfærden.

Det nuværende EU-projekt er blevet stadig mere afkoblet fra befolkningerne. Og hvad værre er, så er jeg i tvivl om, hvorvidt flertallet af EU-eliten faktisk har forstået behovet for at sikre den folkelige opbakning og er villige til at kæmpe for den.

Eliten retter skytset forkert

Som EU-tilhænger er jeg efterhånden mere bange for jubeloptimiske EU-fans, end jeg er for den voksende gruppe af skeptiske EU-pessimister.

Når man lytter til de stærke EU-stemmer, synes hovedbudskabet at være ”My way or the highway”. De skeptiske befolkninger bliver afvist, fordi de for dumme til at forstå, hvad det hele handler om, fordi de er forført af populistiske politikere, eller fordi de stemmer af de forkerte årsager.

Landets mest fremtrædende EU-ekspert, professor Marlene Wind, har således kaldt skeptiske danskere for ”pinagtige fedtspillere”, britiske ”leave”-vælgere er sommeren over blevet beskyldt for at være racister, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kræver, at man dropper brugen af folkeafstemninger, og utallige meningsdannere har ivrigt forsøgt at tørre ansvaret af på nationalstaterne og nationale parlamentarikere som dem, der alene har svigtet.

Men de velmenende pro-europæere retter deres pistoler og kanoner den forkerte vej. De burde i stedet se indad. Reelt er det de EU-tilhængere, der forsøger at tale om de konkrete problemer, dem, der udtrykker vilje til at ændre den politiske kurs, og endelig dem, der forsøger at starte samtalen med skeptikerne, der tager ansvaret på sig.
Den manglende folkelige opbakning og voksende legitimitetskrise er et faktum, uanset hvor meget man end prøver at lukke øjnene. Det er eliten, som taler udenom, som tror, at man kan skræmme skeptikerne på bedre tanker, og som argumenterer for, at EU bare skal fortsætte med same procedure as last year; det er dem, der fralægger sig ansvaret.

Jubeloptimismen gør flere skeptiske

Jo mere de politiske meningsdannere giver den gas med den unuancerede europæiske jubeloptimisme, og jo mindre man tør indrømme, at der eksisterer en række konkrete problemer, desto større vil EU-skepsissen vokse sig. Eliten kan ikke skræmme skepsis ud af folk. Folket kan ikke presses med økonomiske bundlinje-argumenter og skal slet ikke tales ned til med ’nødvendighedens politik’.

EU-projektets fremtidige succes er afhængig af en større folkelig legitimitet, og den kan kun skabes ved at tage skeptikernes klager alvorligt. Punktum.

Jeg forstår godt, at det ikke nødvendigvis er nemt at imødekomme skeptikerne og tage deres bekymringer alvorligt. Hvis man i årevis har færdedes på de bonede gulve i Bruxelles, er blevet født med gule stjerner på sokkerne, eller er vokset op med EU som fredens projekt, så virker enhver imødekommenhed over for skeptikerne som et knæfald for EU-modstanden.

Særligt den ældre generations ubetingede forkærlighed for det europæiske projekt har jeg stor sympati for – de voksede op i skyggen af 2. verdenskrig med EF og senere EU som et fredsprojekt; de oplevede Danmark cementere vores orientering mod vest med EF-medlemskabet og mærkede, hvordan EF bidrog til den positive økonomiske udvikling i 1960’erne og 1970’erne.

EU’s mange gode tiltag og positive betydning fortjener afgjort en mere fremtrædende rolle hos mange danske politikere og deres kolleger i de nationale parlamenter over hele Europa. Det bør give anledning til stolthed, når EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tager kampen op med Apple, Google og andre multinationale giganter. På samme måde kunne man også ønske sig en mere nuanceret og til tider mere positiv mediedækning. Men lige meget hvor pænt EU-tilhængere taler om EU, vil det hverken få problemerne eller skeptikerne til at forsvinde.

EU er ikke og bliver heller ikke perfekt af, at vi undlader at reformere systemet, tilpasse samarbejdet til tidens udfordringer og finder nye veje. Som det så flot hedder sig på latin: ”Errare humanum est” eller på godt dansk: ”Det er menneskeligt at fejle”. Sådan er det også med EU, der jo blot er en sammenslutning af mennesker fra mange forskellige lande.

Her er også masser af fejl, som skal fikses, og det nytter ikke at ignorere denne fejlbarlighed i projektet.

De meget virkelige problemer

Problemerne, som det europæiske samarbejde har skabt, er meget virkelige, meget konkrete og meget dybtfølte.

Arbejdskraftens frie bevægelighed lægger et nedadgående pres på især de ufaglærtes løn og arbejdsvilkår i Vesteuropa, Stabilitets- og vækstpagtens skruetvinge på medlemsstaternes budgetter har forværret krisetilstandene i Sydeuropa, og den frie adgang til danske velfærdsydelser har udfordret vores universelle velfærdsmodel.

Et meget aktuelt eksempel dukkede op denne sommer, hvor ny EU-lovgivning med det såkaldte ”skatteundgåelsesdirektiv” alene sætter regler, der er svagere end den nuværende danske lovgivning mod bekæmpelse af skattesnyd. Samtidig vil det nye direktiv kun i meget begrænset omfang sikre EU-landene mod skuffeselskaber, og det afskriver tanken om strengere sanktioner over for banker, der gentagne gange understøtter denne kriminelle adfærd.

Det er et direktiv, der næsten ender med at være ét skridt frem og to tilbage i kampen mod spekulation i skattely.

EU er en kampplads

Man skal huske på, at de nævnte sager er politisk besluttede og dermed også har politiske flertal bag sig, både i EU-parlamentet, Europa-kommissionen og EU’s ministerråd. Som oftest har EU-lovgivning været igennem en årelang grundig, demokratisk proces, som de færreste EU-borgere dog opdager.

På den baggrund kan det aldrig være nogen naturregel, at alle partier uanset farve partout skal bakke om disse tiltag for at være EU-konstruktive. EU er en kampplads, hvor man naturligvis hverken kan eller skal være enige om alt. Kronisk europæisk jubeloptimisme giver ingen mening. Derfor bør skepsissen også være en helt naturlig del af ethvert hjørne af den europæiske diskussion.

Vi EU-tilhængere bør ærligt erkende disse problemer og derfor anlægge en ny kurs i EU-politikken. Det siger jeg ikke, fordi jeg er blevet forført af populisterne eller formørket af de triste afstemningsresultater. Det gør jeg alene, fordi jeg tror på EU og gerne vil have, at EU også eksisterer, når min søn bliver voksen om 20 år. Projektets videreførelse og succes er betinget af den demokratiske folkelige forbindelse.

Tid til radikal forandring?

Elitens tro på, at EU kan fortsætte den nuværende kurs og fortsat vende ryggen til befolkningerne, vil være lig med begyndelsen på EU’s endeligt. Det er nok lykkedes de sidste 30 år, men med Brexit-afstemningen synes modstanden at få mere drastiske konsekvenser.

Svaret skal komme prompte, respektfuldt og radikalt. Tysklands hårdtprøvede kansler, Angela Merkel, sagde i en tale umiddelbart efter Brexit-afstemningen:

”Vi må sikre, at borgerne føler, hvordan Den Europæiske Union bidrager til at forbedre deres daglige liv”.

Det er en opgave, som kræver, at man lytter, at man er villig til at flytte fokus, og at man har modet til at reformere de bestående institutioner.

EU skal sætte medlemslandene i stand til at håndtere den negative side af globaliseringen og den stigende globale ulighed.
Den første af to radikale etaper handler om at flytte fokus væk fra det indre marked, arbejdskraftens frie bevægelighed og den stramme økonomiske styring med Vækst- og stabilitetspagten. I stedet skal fokus være på at sikre, at multinationale virksomheder betaler skat, at Europas arbejdere sikres mod social dumping og løndumping og endelig, at der igen kommer kontrol med bevægelserne over EU’s ydre grænser.

Anden etape handler om at skabe en større respekt for Europas borgere, hvor udgangspunktet for EU er, at alle beslutninger skal træffes tættest muligt på borgerne. Selv om det ikke lyder særlig sexet, så skal det gamle nærhedsprincip vækkes til live, hvilket kræver en klar kompetencefordeling, hvor det tydeliggøres, at:

• EU ikke skal blande sig i velfærdsrettigheder.


• der indføres obligatorisk, tidlig inddragelse af de nationale parlamenter.


• man opnår indskrænkelse af den proaktive rolle, som både Europa-kommissionen og EU-domstolen i dag spiller. Nærheden skal genskabes som et bærende princip.

Vi kan kun redde EU med åbne øjne og en konstruktiv kritik. Det kræver en elite, der indrømmer, at EU ikke er perfekt, at den anerkender, at de problemer, som borgerne oplever, er virkelige, og at de løses, og sidst men ikke mindst en erkendelse af, at EU-samarbejdets fremtid er afhængig af, at man genskaber en folkelig opbakning.