EU – en drengestreg?

Trækker Storbritannien sig ud af EU, vil historien dømme Den Europæiske Union som en ungdommelig drengestreg.

Den 24. juni risikerer EU at vågne op til et langvarigt kaos. Det samme gør Storbritannien, hvis flertallet af vælgerne har valgt at forlade EU. Det vil se en premierminister træde tilbage. Det vil se et regeringsparti i en arvefølgestrid. Det vil se et Skotland, som vil forlade United Kingdom. Det samme vil Nordirland overveje. EU-skeptikernes sejr i Storbritannien risikerer at blive begyndelsen til enden for UK. Samtidig vil England se London blive stækket som det europæiske finanscentrum. Det vil opleve, at flere amerikanske og asiatiske virksomheder flytter deres produktion fra England til EU-lande. Pundet vil falde yderligere. Arbejdsløsheden vil stige. Og indvandringen vil ikke blive mindre.

Efter begejstret at have erklæret sejr over Kontinentet vil Brexit-tilhængerne erfare, at de scorede et selvmål. Den nye britiske regering vil skulle tackle løsrivelsesbevægelserne i Skotland og Nordirland. Den skal forsøge at dæmpe de finansielle stød. Den skal påbegynde forhandlingerne i Det Europæiske Råd om, hvad der herefter skal ske, og hvordan. Og derefter skal den forhandle med EU om overgangs- og udgangsordninger, som skal vikle Storbritannien fri af det europæiske samarbejde og forme en ny europæisk virkelighed. Det vil tage mindst de to år, det tog for Grønland efter dettes nej til EU i 1985, og derfor sandsynligvis endnu flere år. Følgelig må man forvente, at markederne i første omgang reagerer på det britiske nej til EU med et aktiefald, som kort efter vil vende, fordi chokket fortager sig og tiden går.

Blandt de 27 EU-lande vil nogle foreslå en form for ”Edinburgh-aftale” med Storbritannien. Den tyske kansler, Angela Merkel, har antydet denne mulighed, hvorimod hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, i sidste uge til Der Spiegel udtalte: ”Hvis flertallet i Storbritannien stemmer for Brexit, er det en beslutning mod det indre marked. Inde er inde. Ude er ude.  Man må respektere det britiske folks suverænitet.” Den nye, britiske premierminister vil formentlig være af samme opfattelse og afstå fra at forsøge ”at fifle” med nej’et.

Storbritannien må gå efter en EØS-ordning som Norges og Schweiz’. Det betyder, at Storbritannien fortsat skal betale til EU’s kasse og fortsat modtage de EU-borgere, der vil slå sig ned i Storbritannien, selv om det er dem, Brexit-tilhængerne vil af med. Adskillige EU-lande vil pege på denne løsning. Blandt andet fordi en mellemløsning til gunst for Storbritannien vil styrke Marine le Pens argumenter for et nyt fransk forhold til EU og dermed være begyndelsen til enden for et samlet EU og begyndelsen på opbygningen af et EU i flere rum, hvor hvert rum har sit særlige forhold til EU, der kun vil være skallen om dette nye hus. For at undgå dette scenarie vil flere lande derfor give sig til at arbejde for et andet EU, end vi kender i dag. De vil ikke prisgive hele det EU, som gradvist er blevet bygget op, men tværtimod bygge videre. De vil derfor bevæge sig mod et forstærket samarbejde og blive kernen i det nye EU. De vil leve med eller endda foretrække, at andre, mindre integrationsparate medlemslande ligger uden for denne kerne, men forbliver medlemmer af EU; thi dermed slipper de af med alle de fodslæbende, som forhindrer dem i at gå videre i samarbejdet. Kernelandene vil bl.a. gå videre i det finanspolitiske samarbejde og skabe forpligtende flygtningeaftaler, hvorfor lande som Danmark vil befinde sig i cirklen uden om kernelandene. Uden for denne cirkel vil ligge de lande, der vil samarbejde med EU uden at være medlemmer.

Fra vindstille til storm

Et EU bestående af f.eks. 15 kernelande og 12 i cirklen udenom, vil modvirke den store, historiske udvidelse, der i december 2002 stærkt støttet af briterne blev besluttet i København. Det vil passe mange godt. F.eks. beklagede to af EU’s betydelige statsmænd, den tidligere franske præsident Giscard d’Estaing og den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt, for et par år siden i et fælles interview, at EU med udvidelsen var blevet for stort og dermed ude af stand til at træffe nye, store og svære beslutninger.

Efter et Brexit vil EU godt nok fortsat bestå af 27 lande, men de afgørende vil være dem i kernen. Det vil være dem, der er interessante for USA og Kina. Det vil være med dem, indholdet af eventuelle frihandelsaftaler med USA og Japan bestemmes. Vi andre kan derpå tilslutte os eller lade være. Men frihandelsaftalerne vil ikke blive så gunstige for EU, som de ellers ville være blevet, fordi EU herefter vil forhandle med mindre vægt.

Efter et Brexit vil EU også have mindre vægt i geopolitikken, hvor den er lille nok endda. Uden Storbritannien vil EU’s stemme i internationale forhandlinger blive endnu svagere og Ruslands endnu stærkere. For et par uger siden samledes 20 lande i Paris for at skabe en plan for fred i Mellemøsten. EU’s ’udenrigsminister’ var godt nok til stede, men det var USA’s og Ruslands udenrigsministre, der førte ordet, selv om EU’s økonomiske magt burde have givet det en politisk rolle. Den rolle vil blive endnu mindre den dag, denne udenrigsminister skal repræsentere et EU bestående af en kerne og en kreds, for hvad vil og kan et sådant EU egentlig på den geopolitiske scene?  Med tiden vil kernelandene derfor vedtage en fælles udenrigspolitik, som vi andre vil få tilbud om at tilslutte os.

Skulle Brexit alligevel ende med, at der ikke udvikles en kerne og en kreds uden om denne, for i stedet at fortsætte som hidtil, vil et EU stadigvæk uden Storbritannien være alvorligt geopolitisk svækket, fordi Storbritannien med rette opfattes som en af de betydeligste, udenrigspolitiske aktører i EU. Derfor opfordrer præsident Obama indtrængende briterne til at stemme ja til EU. Ikke alene fordi Storbritannien er USA’s mest pålidelige ven i EU, men også fordi et EU uden Storbritannien vil svække den vestlige alliance i verdenspolitikken. Uden for EU vil Storbritannien i øvrigt selv blive svækket, for hvad er det, hvis det ikke længere har sin store indflydelse på de europæiske beslutninger? En udenrigspolitisk satellit til USA.

Uanset hvem der bliver USA’s næste præsident, vil USA i fremtiden forlange, at Europa klarer mere i vores del af verden, end vi hidtil har gjort. Det vil forvente, at EU tager sig mere af Afrika, tager bedre vare på sine egne baggårde i Nordarabien og Nordafrika og er mere aktivt i forhold til sine genboere mod øst. Vi så det i 2011 i forbindelse med Libyen, og vi så det i Syrien, hvor Obamas tøven lukkede Rusland ind i Mellemøsten, alt imens EU vred hænder. Da USA endelig kom på banen, blev det fulgt af enkelte, europæiske lande, herunder Danmark, men det giver jo ikke EU nogen vægt i den politiske proces og dermed heller ingen indflydelse på slutresultatet, skønt Syrien er EU’s og ikke USA’s genbo. Et Brexit vil gøre en svag europæisk udenrigspolitik endnu svagere, uden at Englands bliver stærkere.

Er der problemer i Ukraine, Moldova og Georgien, vil USA forvente og forlange handlinger af EU. Hidtil har EU’s bidrag bestået i at føre sanktionspolitik, men den vil blive meget svagere, hvad enten vi ender med et EU uden England eller med et EU bestående af en kerne og en kreds, for hvor mange bidrager i så fald til sanktionerne? Den modstander, sanktionerne er tiltænkt, vil få mange muligheder for at splitte EU og dermed svække dets sanktionspolitik.

Dette er just en af grundene til, at præsident Putin håber på et Brexit og støtter de højrepopulistiske partier, der ønsker et mindre EU eller slet intet EU. Fortsætter han sin ekspansionspolitik, vil et svækket EU blive endnu lettere at ignorere. Dukker der ”små, grønne mænd” op i Tallinn eller Riga, kender Rusland intet til dem, hvorfor NATO intet kan gøre. I den situation kan kun EU handle, men det har ikke de paramilitære korps, som ville kunne benyttes, og beslutter EU sig for at oprette sådanne korps, vil det blive uden de britiske sværvægtere. Til gengæld vil EU være fri for det Storbritannien, som hidtil har modvirket en stærk militær dimension, som Danmark i øvrigt står uden for. Ender vi med et opsplittet EU, vil kernelandene styrke denne dimension, der vil bistå disse lande, hvilket er grunden til, at de baltiske republikker vil søge mod kernen. For dem var det eftertragtede medlemskab af EU en forsikring mod en russisk revanchisme. Under alle omstændigheder vil et Brexit føre til mere usikkerhed og uro i et svækket Europa.

Konklusionen er, at et Brexit den 23. juni vil få alvorlige økonomiske, geo- og sikkerhedspolitiske konsekvenser ikke blot for Storbritannien, men for hele Europa, der vil vågne op til et enormt reparationsarbejde for at begrænse den britiske stormskade. Det magsvejr, hvori EU gik fra 15 til 28 medlemmer, er historie, og en ny tumultarisk historie vil begynde. Bortset fra udvidelsen med Skotland vil det ikke blive en fortælling om nye udvidelser i et stærkere Europa, men om et indskrænket og splittet Europa. Netop mens der ellers var brug for et stærkere EU til at håndtere Europas humpende økonomi, stigende immigrationspres, voksende klimaproblemer og større usikkerhed mod syd og øst, vil EU i de kommende år være handlingslammet, fordi det igen vil bruge sine politiske kræfter på at finde ud af, hvordan EU skal indrettes for en fremtid, andre vil få meget større indflydelse på end EU.  Omverdenen venter ikke på, at EU får fundet ud af, hvilket ben det skal stå på.

I 2013 afsluttede den britiske historiker Brendan Simms sit store værk ”Europe – The Struggle for Supremacy” med at spørge, om Europas historie vil ende med, at europæerne trækker sig ind i sig selv eller ligefrem bliver splittet? Sker dette, svarer han, ”vil historien dømme Den Europæiske Union som en ungdommelig drengestreg, kontinentet legede med i sin senilitet, og som markerede afslutningen snarere end begyndelsen på et stormagts-projekt”. Den 24. juni har vi svaret.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu