EU-kommissær vil bane vejen for europæisk Grønlands-konsortium
Europa skader sine sikkerhedspolitiske, handelspolitiske og beskæftigelsespolitiske interesser, hvis man ikke reagerer på, at især statsfinansierede kinesiske industriselskaber får lov til uhindret at udvinde og kommercialisere de rige mineralforekomster i Grønland. Sådan lyder vurderingen i EU-Kommissionen i Bruxelles, hvor der ifølge Mandag Morgens oplysninger arbejdes med planer om at forsøge at facilitere etableringen af et privat europæisk-grønlandsk konsortium, der kan tage kampen op med særligt kinesiske, canadiske og australske virksomheder i Grønland.
Claus Kragh
EuroparedaktørEuropa skader sine sikkerhedspolitiske, handelspolitiske og beskæftigelsespolitiske interesser, hvis man ikke reagerer på, at især statsfinansierede kinesiske industriselskaber får lov til uhindret at udvinde og kommercialisere de rige mineralforekomster i Grønland.
Sådan lyder vurderingen i EU-Kommissionen i Bruxelles, hvor der ifølge Mandag Morgens oplysninger arbejdes med planer om at forsøge at facilitere etableringen af et privat europæisk-grønlandsk konsortium, der kan tage kampen op med særligt kinesiske, canadiske og australske virksomheder i Grønland.
Arbejdet involverer flere EU-kommissærer, og det er sat i gang, efter at det samlede kollegium af EU-kommissærer indbyrdes har debatteret problemstillingen vedrørende Kinas kraftige økonomiske fremfærd i Grønland. Ifølge Mandag Morgens oplysninger er der under debatten blevet advaret om, at en klassisk frihandelspolitisk tilgang ”ikke er løsningen på alle problemer”.
En kilde i EU-Kommissionen oplyser, at den italienske industrikommissær Antonio Tajanis folk arbejder med planer for, hvordan man kan bringe førende europæiske industriselskaber sammen i et konsortium med grønlandsk deltagelse. Dette konsortium skal have både teknisk ekspertise, volumen og kapitalmæssig tyngde til for alvor at blande sig i udvindingen af Grønlands mineraler og sjældne jordarter.
Carlo Corazza, talsmand for kommissær Tajani, vil ikke kommentere Mandag Morgens oplysninger i detaljer. Han understreger, at EU-Kommissionen ikke kan optræde som en økonomisk aktør, men siger samtidig, at kommissæren er meget optaget af at gøre, hvad han kan, for at øge europæiske selskabers andel i de kommende økonomiske aktiviteter i Grønland. ”Vi er jo Europa-Kommissionen – og ikke Kina-Kommissionen,” som Corazza formulerer det.
Talsmanden henviser i den forbindelse til det notat, som blev udarbejdet i forbindelse med kommissær Tajanis besøg i Grønland i juni 2012. Heraf fremgår det, at europæiske virksomheder er langt efter især canadiske og australske selskaber, som udgør næsten seks ud af ti udenlandske mineselskaber i Grønland, mens europæiske selskaber – danske, tyske, tjekkiske og britiske – kun udgør 15 pct. EU-Kommissionen er af den faste overbevisning, at denne situation bør ændres, og det arbejder man nu intenst på i løbende forhandlinger med den grønlandske regering. Under besøget i Nuuk underskrev kommissæren og Grønlands landsstyreformand, Kuupik Kleist, en hensigtserklæring, hvori EU forpligter sig til at støtte Grønlands fortsatte udvikling. På sin side anerkendte Grønland vigtigheden af fair konkurrenceregler og lige markedsadgang i forhold til at sikre, at samarbejde mellem Grønland og EU er til begge parters fordel.
Bekymring i Bruxelles
EU-Kommissionen ser med voksende bekymring på den aktuelle udvikling, hvor den store arktiske mikrostat Grønland med kun 57.000 indbyggere har travlt med at gøre forretninger med den kommende supermagt Kina med 1,3 milliarder indbyggere og verdens største valutareserver. Og hvor Danmark, der fortsat har den politiske kompetence i forhold til Grønlands udenrigs-, sikkerheds- og pengepolitik, kun meget langsomt er begyndt at finde sine ben som en central aktør i varetagelsen af Europas geostrategiske interesser i Arktis.
Europæiske geostrategiske eksperter advarer i den forbindelse om, at den politiske og administrative ”nation-building”, som Grønland reelt befinder sig midt i efter selvstyreaftalen i 2009, endnu langtfra er tilendebragt. Da Grønland samtidig ikke længere er medlem af EU, befinder håndteringen af Grønlands, Danmarks og Europas interesser sig i de kommende år i et udenrigs- og handelspolitisk tomrum, som Kina kan udnytte til at sikre sig en billig adgangsbillet til at deltage i det arktiske eldorado.
Det europæiske perspektiv på udviklingen i Grønland har ikke hidtil fyldt meget i den danske debat om Grønland, som er blusset kraftigt op på det seneste, og som i de kommende uger vil tage en stor del af Folketingets tid med ikke færre end seks samråd og forespørgselsdebatter.
Både Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har engageret sig kraftigt i debatten om udvindingen af Grønlands rige forekomster af fossile brændsler, uran, såkaldte sjældne jordarter og andre mineraler. Udsigten til, at kinesiske statsselskaber i kraft af den vedtagne storskalalov kan få lov til at sætte det kommunistiske diktaturs enorme kapitalreserver og underbetalte arbejdskraft i spil i Grønland, har fået en stribe fremtrædende politikere på banen.
Både tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, synes pludselig at have opdaget Grønlands betydning, og de er i de seneste uger stået frem med både en opsigtsvækkende Kina-kritik og et opsigtsvækkende forslag om, at Danmark skal kaste sig ud i et mere eller mindre statsfinansieret industrieventyr i Grønland gennem etableringen af det, der er blevet kaldt et DONG II. De to politikeres nye engagement står i kontrast til deres engagement i grønlandspolitikken i VKO-flertallets regeringstid.
Kritiske råstoffer
Den konservative europaparlamentariker, Bendt Bendtsen, kalder kommissærens konsortieplaner ”meget spændende”. Han mener, at en række af de største europæiske og danske industrivirksomheder nøje bør overveje, hvordan de får del i de kommende forretninger i Grønland. Ikke mindst bør europæerne ifølge Bendtsen holde fokus på, hvordan man sikrer sig adgang til strategisk vigtige mineraler og de såkaldte sjældne jordarter, der i høj grad findes i Grønland.
Bendtsen ønsker ikke at diskutere, hvordan den VKO-regering, som han selv var et fremtrædende medlem af, håndterede grønlandspolitikken, men han konstaterer, at der i Europa-Parlamentet er stor bevidsthed om, at Grønlands naturressourcer har strategisk betydning for en række europæiske industrier. Bendtsen er selv medlem af en uformel såkaldt inter-group i Europa-Parlamentet, hvor EU-parlamentarikere på tværs af partier og udvalg diskuterer europæisk ressourcepolitik og herunder ikke mindst adgangen til såkaldt kritiske råstoffer.
EU-Kommissionen har opgjort, at Grønland har et stort potentiale inden for særligt 6 af de 14 kategorier på listen over disse critical raw materials. Dette gælder niobium, platinium-metaller, sjældne jordarter og tantalum.
Det er næppe uden grund, at kommissær Tajanis talsmand er fåmælt om konsortium-planerne. Der er nemlig meget langt at gå fra at have begejstrede tanker om, at europæisk erhvervsliv skal engagere sig dybere i Grønland, til at overbevise konkrete virksomheder om, at de skal skabe et privat konsortium. Mandag Morgens kilder nævner tyske Siemens og ThyssenKrupp, franske Areva, Alstom og Schneider og diverse europæiske energi- og automobilkoncerner som industrielle aktører med interesse i Grønlands mineraler. Men samtidig står det klart, at en række af de samme aktører i de senere år har veget tilbage fra at udvikle europæiske konsortie-samarbejder.
Det mest opsigtsvækkende eksempel var, da Tysklands regering i oktober 2012 blokerede for en fusion mellem den store europæiske fly- og våbenkoncern EADS, der blandt andet producerer Airbus, og det britiske BAE Systems. På samme måde har tyske Siemens og franske Areva for relativt nylig opgivet et storstilet samarbejde om bygning af en helt ny generation af atomkraftværker. Endelig står det også klart, at særligt Tyskland i et forsvar for nationale industripolitiske interesser arbejder på at sikre sig adgang til strategiske råstoffer. Blandt andet indgik 50 tyske firmaer i februar 2012 kontrakter til en værdi af sammenlagt mere end 3 milliarder euro – godt 22 milliarder kr. – med den centralasiatiske tidligere sovjetrepublik Kasakhstan.
Organisationen European Round Table of Industrialists, ERT, samler nogle af de tungeste enkeltpersoner i europæisk industri. ERT beskæftiger sig med de europæiske industriers langsigtede udviklingsperspektiver og har nedsat en særlig arbejdsgruppe vedrørende adgang til strategiske råstoffer. Ifølge ERT’s kommunikationschef, Barbara Rens, følger ERT alle dagsordener af strategisk interesse, men hun oplyser samtidig, at man i arbejdsgruppen vedrørende råstoffer ikke har diskuteret den idé om et europæisk grønlandskonsortium, som cirkulerer i EU-Kommissionen.
Politiske relationer og risici
I øjeblikket arbejdes der i EU-Kommissionen på at udarbejde et såkaldt memorandum of understanding, der skal udfylde den hensigtserklæring, som man blev enige om sidste sommer. Ifølge talsmand Carlo Corazza er det målet, at denne overordnede samarbejdsaftale med tiden skal suppleres af yderligere aftaler om industrielt og erhvervspolitisk samarbejde mellem EU og Grønland.
Grønlands EU-medlemskab ophørte 1. februar 1985, hvor den såkaldte Udtrædelsestraktat – kaldet Grønlandstraktaten – trådte i kraft. Traktaten foreskriver, at EU og Grønland skal opretholde tætte og varige bånd og iagttage parternes gensidige interesser. Siden sin udtræden har Grønland haft en såkaldt OCT-status på linje med eksempelvis Frankrigs og Storbritanniens oversøiske territorier. I den forbindelse har Grønland fået relativt stor økonomisk støtte fra EU til eksempelvis udvikling af undervisningssektoren. Denne europæiske hjælp til Grønland møder i øjeblikket forstærket konkurrence fra både Kina og USA, som også gerne vil investere i uddannelse af Grønlands kommende samfundselite.
Grønlands udvikling – fra dansk koloni til udstrakt selvstyre – er i de seneste år blevet genstand for stor international interesse. Fra flere sider udtrykkes der bekymring for, om Grønland og Danmark er i stand til at håndtere de diplomatiske og politiske udfordringer, som de globale stormagters enorme interesse for Arktis udgør.
Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, skriver i sit forord til rapporten ”Denmark, Greenland and the Arctic”, som akademiet udgav i oktober sidste år, at udviklingen i Arktis giver Danmark både muligheder og udfordringer.
Rapporten fra Forsvarsakademiet er skrevet af den franske forsker Damien Degeorges, der er associeret forsker ved det franske strategiske forskningsinstitut, IRSEM. Han er en af de førende europæiske eksperter i de geostrategiske problemstillinger, som er blevet blotlagt i forbindelse med den øgede interesse for Arktis, der bl.a. er blevet accelereret på grund af den globale opvarmning og den dermed lettere adgang til naturressourcer og transportmuligheder i området.
Degeorges advarer om, at den aktuelle politiske og økonomiske udvikling i Grønland indebærer betydelige risici:
”At negligere de mulige konsekvenser af en svag grønlandsk stat, der står over for økonomiske vanskeligheder, ville ikke alene være uansvarligt for enhver, der ser på den fremtidige udvikling i Arktis. Det ville kunne få en risiko til at udvikle sig til en trussel,” skriver Degeorges, som også understreger de udfordringer, Danmark står over for:
”Kan Danmark følge den hastigt stigende internationale interesse i Grønland? … Er Grønland med dets begrænsede kapaciteter i stand til at håndtere stigende interesser fra førende globale magter?"
Degeorges advarer videre grønlænderne om, at et ensidigt fokus på hurtig økonomisk uafhængighed af Danmark kan udvikle sig til en katastrofe for Grønland.
”Hvis ikke man kikker nærmere på potentielle langsigtede konsekvenser for Grønlands udvikling, kan det føre Grønland ind i en langt stærkere og mere uvenlig afhængighed, end den man oplever i dag,” skriver Degeorges, som i går holdt oplæg om temaet ved Forsvarsakademiet.
Referencer:
