Europa bør have en hær bestående af centralt koordinerede nationale eller transnationale militære enheder, der kan sættes ind i Libyen, Syrien, Mali eller Georgien. Kun på den måde kan Europa forsvare de stærke humanitære, politiske og økonomiske interesser, som de 27 EU-lande har i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien.

Udsagnet lyder måske bombastisk, men det er ikke desto mindre nødvendigt, at EU kommer til at råde over de militære og logistiske kapaciteter, der skal til for med fysisk magt at håndhæve ro og orden i og omkring Europa. Perspektivet er ikke mere urealistisk, end at det står på EU’s dagsorden, at stats- og regeringscheferne ved topmødet til december i år skal diskutere EU’s militære dimension.

Se også Frankring fører Europas ressourcekrig i Afrika

Mens det syriske drama på tragisk vis fortsætter med enorme menneskelige omkostninger til følge, er der i de senere år sket vigtige demokratiske fremskridt i en række lande, fra Vestafrika over Nordafrika til Mellemøsten. Hvis Europa skal kunne varetage sine moralske pligter og hjælpe befolkningerne i disse lande til stigende velstand og frihed i de kommende årtier, bliver man nødt til at kunne indsætte militære styrker, der kan sikre fortsatte fremskridt for civilbefolkningerne.

USA’s præsident, Barack Obama, har nemlig gjort det klart, at USA forventer, at Europa tager ansvaret for sin egen sikkerhed og for de sikkerhedspolitiske opgaver, der skal klares i de områder af verden, hvor Europa grænser op mod Afrika, Mellemøsten og Centralasien. USA skal og vil i de kommende årtier vende sig mod Asien i både økonomisk og sikkerhedspolitisk forstand, og derfor må Europa nu være i stand til at handle på egen hånd.

Men Europa har som bekendt ikke nogen fælles hær, selv om man efter Lissabon-traktatens ikrafttræden i 2009 har oprettet Det Europæiske Forsvarsagentur og samarbejder om en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, FSFP.

Derfor var det Frankrig, som måtte stille sig i spidsen for den militære intervention i det vidtstrakte og tyndtbefolkede afrikanske ørkenland Mali, da det stod klart, at hovedstaden Bamako i den frodige sydlige del af landet var i overhængende fare for at falde i hænderne på svært bevæbnede islamistiske grupperinger på fremmarch fra ørkenregionerne i nord.

I Danmark stod regeringen og oppositionen sammen og besluttede at sende et Hercules-fly som støtte til den af FN godkendte, franske aktion. Det paradoksale er imidlertid, at hvis aktionen i Mali havde været styret af EU, sådan som det havde været at foretrække, så havde Danmark i kraft af sit forsvarsforbehold ikke kunnet deltage med det ene transportfly, som man nu stiller med.

Nu er det i stedet Frankrig, der skal styre operationen i Mali, og derfor må præsident François Hollande gå rundt med hatten i hånden til de europæiske naboer for at samle støtte til den farefulde og kostbare aktion.

[quote align="right" author=""]Det korte af det lange er, at det langt havde været at foretrække, at den militære indgriben i Mali havde fundet sted under EU-flag.[/quote]

Det indebærer en lang række af ulemper for EU som helhed. Frankrig er – med rette – en stærkt forkætret tidligere kolonimagt i Mali og en række af nabolandene. Frankrig har store økonomiske og militære interesser i Mali, Niger og andre lande i regionen, hvor franske virksomheder blandt andet udvinder uran. Begge forhold vil kunne udnyttes af de kræfter, der håber på at etablere totalitære islamistiske regimer i de skrøbelige lande i Sahara- og Sahel-regionerne.

Frankrigs intervention er ikke mindst kontroversiel i Malis nordlige naboland, Algeriet, hvor Frankrig førte et brutalt koloniregime frem til 1962, og som de sidste dage har været rammen for et dramatisk angreb på et stort gasudvindingsanlæg, der drives af britiske BP og norske Statoil. Danske Maersk Oil har siden begyndelsen af 1990’erne været partner i afsidesliggende og svært bevogtede olieboringer i Algeriet, hvor der er udvundet olie for mere end 300 milliarder kr. Endelig står det klart, at det økonomisk hårdt pressede Frankrig næppe ret længe vil have råd til at fortsætte de militære aktioner i Mali.

Det korte af det lange er, at det langt havde været at foretrække, at den militære indgriben i Mali havde fundet sted under EU-flag. Den Europæiske Union har ingen belastet track-record som kolonimagt i Afrika, og samlet set ville EU-landene væsentligt bedre kunne løfte både den militære og økonomiske byrde i forbindelse med opgaven i et samarbejde med de begrænsede militære styrker, som Den Afrikanske Union, AU, og de vestafrikanske lande i organisationen ECOWAS kan stille med.

Etableringen af en EU-hær har i mange år været selve symbolet på det forenede Europa, som mange EU-skeptikere i Danmark ikke har brudt sig om. Og på grund af de danske EU-forbehold er det stadig et tabu. Ikke desto mindre var Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal, ikke i tvivl om, at EU har en vigtig rolle at spille i Afrika, da han forleden mødtes med sine europæiske kolleger i Bruxelles.

[quote align="left" author=""]Det er inerti i de nationale politiske beslutningsprocesser og manglende politisk mod, der forhindrer etableringen af en europæisk hær[/quote]

”Vi vil ikke tolerere, at Mali bliver overtaget af terrororganisationer. Vi har besluttet, at EU skal spille en central rolle i hele Sahel-regionen, der er meget tæt på Europa,” sagde Søvndal.

Sandheden er, at Danmark og de andre EU-lande allerede i dag arbejder tæt sammen om en række udenrigspolitiske opgaver af både humanitær, politisk og militær karakter. Tilbage står, at det er inerti i de nationale politiske beslutningsprocesser og manglende politisk mod, der forhindrer etableringen af en europæisk hær, som i sagens natur skulle bygge på samarbejdende nationale enheder og være underlagt transparente beslutningsprocedurer.

Den dag, man når så vidt, vil Europa endegyldigt blive taget alvorligt som en global aktør på linje med USA og Kina, der er ved at opbygge et militær, som vil gøre kineserne i stand til at varetage regionale og ikke blot nationale sikkerhedsopgaver.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.