Europas skæbnedage

Søndagens europæiske topmøder gav ikke et klart svar på den truende græske statsbankerot og den stadig farligere europæiske bankkrise. Europas finanssystem trænger til en gennemgribende reform, men kan stats- og regeringscheferne levere svaret på onsdag? Og kan det politiske vakuum skabe ny turbulens i finansmarkedet?

Europas fremtidige skæbne står og falder med, at de europæiske stats- og regeringschefer kender deres besøgelsestid på onsdag. Søndagens topmøder i EU og i eurogruppen gav ikke et ordentligt og klart svar på, hvordan Europa kan redde Grækenland fra en katastrofal statsbankerot, hvordan gældskrisen inddæmmes og hvordan de store europæiske forretningsbanker rekapitaliseres. Der er nu et ubehageligt politisk tomrum, der kan udløse en ny farlig turbulens i markedet.

Tomme forsikringer om, at løsningen er nær, beroliger ingen, for de europæiske ledere har i halvandet år lavet en stribe halvhjertede lappeløsninger, der kun har været forspil til endnu mere markedsuro. Eurozonens redningsfond, EFSF, er for alt for lille i forhold til statsgældskrisens omfang, der ikke bare en græsk tragedie, men også har ramt indskyderlandene bag fonden som Spanien, Portugal, Irland og senest Italien. De gensidige afhængigheder er enorme, og ikke mindst Italien springer i øjnene, som et meget svagt led. Se f.eks. den figur, som avisen New York Times offentliggjorde her i weekenden. Og selv Frankrig risikerer snart at få nedskrevet sin kreditværdighed, fordi løsningen af krisen gennem større statslige garantier til redningsfonden og til rekapitalisering af de tyndslidte europæiske forretningsbanker i sig selv kan gøre gældskrisen endnu dybere. Og den øgede gældssætning i staterne også skade den økonomiske vækst, som ellers bør være en del af kriseløsningen. Det værste ved den nuværende krise er, at de traditionelle løsningsforslag også synes at have negative sidekonsekvenser.

Ingen skal bilde sig ind, at det er let at løse den aktuelle krise. Der er euromodstandere, der som f.eks. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, forsøger at slå plat på krisen ved at skyde skylden på euroen. Denne form for overfladisk populisme rammer en streng i folkedybet. Aldrig har flere danskere været modstandere af euroen. Det er som om, at folk bilder sig ind, at vi ikke er en del af krisen, og at vi kan holde os fri af den og af dens løsning. Det kan vi ikke. Alle europæiske lande, uanset om de er indenfor eller udenfor euro-fællesskabet, rammes af krisen og er nødt til at bidrage til dens løsning. I stedet for at svække euroen, burde man tværtimod styrke de europæiske institutioner, samle kræfterne i et fælles europæisk finansministerium og give den europæiske Centralbank en endnu mere aktiv rolle i kriseløsningen. Det institutionelle svar er vigtigt, hvis der skal findes en bæredygtig vej ud af krisen, men svagheden er, at det tager for lang tid at implementere, og i givet fald vil kræve vidtgående traktatændringer, som medlemsstaterne og befolkningerne vil ikke er parate til at gennemføre.

Derfor kan Europa ende med at hutle sig gennem uden at finde et ordentligt svar. Der er tale om komplekse og forbundne kriser af systemisk art, hvor der ikke er lette og hurtige modtræk. Europa har på en måde fået sit Lehman Brothers øjeblik. Men det er blot endnu værre denne gang. For staternes gæld var væsentlig mindre, da man tilbage i 2008 kastede en statslig redningskrans ud og lavede dyre bankpakker for at redde finanssektoren. Denne gang står Europa ikke bare overfor en bankkrise, som den der for nylig rev Dexia ned i faldet. Og kredit- og likviditetskrisen kan også true langt større forretningsbanker, herunder nogle af de hårdt gearede banker som blandt Deutsche Bank eller BNP Paribas. Men uden en kraftig oprydning i de usunde bankforretninger, risikerer vi blot endnu flere ubehagelige Lehman Brothers øjeblikke i fremtiden.

Krisen stikker meget dybere end et spørgsmål om dårlig regeringsførelse i Grækenland med manglende finanspolitisk styring, for svag skatteopkrævning og for stor korruption. Grækenland er det svageste led i EU-fællesskabet, men i en række europæiske lande har man øget gælden på grund af et årelangt overforbrug, og i stedet for moderation og rettidig omhu har vi fået opbygget en finansiel økonomi med alt høj lånegearing og for mange spekulative bankforretninger. I den forstand ligner de europæiske landes finanskrise den amerikanske, og der er tale om forbundne kar over Atlanterhavet. Som europæiske forretningsbanker, der blev ramt af den amerikanske subprimekrise, er de amerikanske forretningsbanker via store risikable derivatkontrakter indlagt i et skæbnefællesskab med de europæiske banker. Den græske og europæiske statsgældskrise er efter alt at dømme også en trussel mod den økonomiske stabilitet i USA.

Endnu håber amerikanerne på, at dollaren tilbyder en sikker havn, hvis euroen og det europæiske projekt sejler ud over afgrunden, men holder det, når de mange derivatforretninger og den høje lånegearing i bankerne kommer for en dag?

Det vestlige finanssystem trænger til en række gennemgribende reformer, der kan rydde op i den usunde gearing og sikre en større rekapitalisering, så egenkapitalen har en ordentlig buffer i tilfælde af nye likviditets- og solvenskriser. Er det ikke på høje tid at få ryddet op i de farlige spekulationsforretninger i investeringsbankerne, så de frem over ikke må finde sted i samme selskab som de almindelige ind- og udlånsforretninger til borgere og virksomheder? De europæiske stats- og regeringschefer bør vise mod til at skære igennem overfor bankernes interesseorganisationer og sætte de overordnede samfundshensyn over de snævre særinteresser. Krisen er for alvorlig og for dybtgående til, at politikere bør deponere deres selvstændighed i en bankboks.

En holdbar kriseløsning forudsætter samtidig et opgør af kulturel og mental art. Hele den vestlige verden har viklet sig ind i gældskultur, som vi i de kommende år skal til at vikle os ud af. I Europa har de fleste lande for længst sprængt rammerne i EU´s stabilitetspagt. Og i de sidste tre år er USA´s offentlige gæld eksploderet med 5000 milliarder dollar, og staten bruger 1,60 dollar for hver dollar, der hentes ind i skat. Gældskulturen er kommet ud af kontrol. I Kongressen har Demokraterne og Republikanerne lige så svært ved at aftale en national økonomisk strategi, der kan bringe gælden under kontrol, som de europæiske medlemsstater har haft det med at finde en tillidsvækkende løsning på den græske statsgældskrise.

I USA som Europa har man udviklet en politisk kultur, hvor folk i mange år har vænnet sig til at leve over evne og at optage lån til at finansiere et løbende overforbrug. Det finansielle system og bankerne har været en del af denne kultur og har i flere tilfælde gearet sig langt hårdere end godt er, og nu er det payback time. De svagest kapitaliserede europæiske banker er gået konkurs, eller deres aktionærer har oplevet voldsomme aktiekursfald. Og regningen er også sendt ud til de svage EU-lande Grækenland, Portugal, Irland og Spanien, hvor regeringerne har været pisket af markedet til at stramme finanspolitikken op, lave offentlige nedskæringer, fyre folk og sænke lønningerne. Det samme kan snart ske i andre europæiske lande, selv i euroens kernelande, og Italien ser ud til at være den næste dominobrik, der kan falde.

Den finansielle bobleøkonomi med dens kunstige overforbrug og opskruede boligpriser skal afløses af en moderationens og nedskrivningernes økonomi. I både Europa og USA står regeringerne dog overfor meget svære og ubehagelige beslutninger. Eller som Angela Merkel sagde på weekendens EU-topmøde: ”Budskabet i de kommende år bliver, at det bliver meget, meget hårdt. Vores opgave er ikke længere at leve over evne. Det gælder for Tyskland og for alle andre europæiske lande.” Angela Merkel er den, der frem for nogen, holder Europas videre skæbne i sine hænder, som det også fremgår af Claus Kraghs analyse i ugebrevet. Det er nu og frem til på onsdag, at hun virkelig skal demonstrere sit lederskab. Det er i Tysklands interesse at redde euroen og at styrke Europa og dets institutioner. Lad os håbe, at hun kender sin besøgelsestid. Og at hun får flertallet i den tyske Forbundsdag og på onsdagens to europæiske topmøder til at give et ordentlig svar på udfordringerne.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu