Farvel til et foregangsland?

Hvilket Danmark skal vi være stolte af i fremtiden? En tilsyneladende bevidst læhegnspolitik kan betyde, at Danmark på et afgørende tidspunkt taber udskilningsløbet om at blive det foregangsland, som vi har alle muligheder for at være, og som verden har akut behov for.

Illustration: Andreas Bogh
Illustration: Andreas Bogh
Erik Rasmussen

Der var engang et Danmark, der var internationalt respekteret og beundret som modellen på det noget nær perfekte samfund. Et lille land højt mod nord, der var eksponent for åbenhed, stærke sociale værdier og det at vise vejen til et bæredygtigt samfund.

Danmark var, før klimaforandringerne for alvor accelererede, internationalt kendt som et grønt foregangsland og gjorde samtidig miljøteknologi til en fremstormende eksportindustri.

Netop bæredygtighed er symptomatisk for et land og et folk, der har bygget sin samfundsmodel på bredtfavnende og fremsynede bevægelser – det være sig andelsbevægelse, højskolebevægelse, arbejderbevægelse, velfærdsbevægelse, miljøbevægelse m.v. Og nok så interessant: Det lykkedes samtidig at omsætte bevægelserne til konkurrencekraft og en stærk økonomi.

Der har således været mange grunde til at være stolt af Danmark. Men spørgsmålet er, hvad vi i fremtiden skal være stolte af? Hvad skal karakterisere Danmark de næste ti år? Hvilken rollemodel skal vi være for omverdenen og os selv?

For én ting er sikker: Der bliver akut brug for foregangslande, der kan vise, hvordan et samfund omstiller sig til de voldsomme forandringer og transformationer, vi netop nu konfronteres med. Det gælder lige fra klimaforandringer og stigende social ulighed til protektionisme og undertrykkelse af demokratiske rettigheder m.m.

Som en lille men åben økonomi, og med en tradition for løbende at tilpasse sig nye vilkår igennem stærke bevægelser, burde Danmark være den rollemodel og det eksempel på et fremsynet politisk lederskab, der mere end nogensinde er behov for.

Desværre tyder intet i dag på, at Danmark kommer til at spille den rolle. Tværtimod kommer der løbende flere eksempler på, at Danmark gradvist indtager rollen som et samfund, der vender sig mere og mere indad mod sig selv, frem for at være den frontløber, som progressive kræfter overalt i verden gerne vil følge.

Man fornemmer, at stærke politiske kræfter gradvist men sikkert bevæger Danmark ind i den gruppe af lande, der prioriterer national selvtilstrækkelighed over internationalt samarbejde. Desværre er den gruppe voksende og udgør måske den største barriere for at løse de accelererende globale udfordringer.

Vi er åbenbart ved at opfylde Jeppe Aakjærs karakteristik fra 1916 om puslingelandet, ’der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge’.

Hvem kan være sig selv nærmest?

En række eksempler tegner konturerne. Mens EU mere end nogensinde har brug for at styrke fællesskabet og sammenholdet, har Danmark meldt sig på skeptikerholdet om mindre EU med færre fælles forpligtelser.

’Bland jer mere udenom’ er det herskende politiske mantra. Den holdning har stort set gjort det umuligt at finde sammenhængende og holdbare løsninger på de seneste års største udfordring, flygtningekrisen.

Her handler det stadig mere om, hvem der kan skabe de stærkeste nationale værn, og den strategi har netop sikret Ungarns premierminister, Viktor Orbán, en overbevisende valgsejr. Enhver skal være sig selv nærmest.

Tænk, hvis Danmark i stedet havde været foregangslandet, der satte sig i spidsen for at nytænke det europæiske samarbejde med det formål at skabe den sammenhængskraft, vi tidligere har haft succes med på nationalt plan.

Det er næppe enkelt, men som nordisk land har Danmark en stor troværdighed og kunne måske bidrage til en langt mere offensiv dagsorden end blot at lægge større afstand til fællesskabet og fra sidelinjen opleve, hvordan EU risikerer en alvorlig politisk svækkelse på et tidspunkt, hvor netop Europa kunne være Vestens modvægt til et fremstormende Kina og et ustabilt indadskuende USA.

Men netop forholdet til flygtninge har demonstreret Danmarks ambivalente forhold til fremmede. Ét er at begrænse antallet af flygtninge, ét andet er måden. Det er tankevækkende og dybt bekymrende, at i det ellers så åbne danske samfund er udlændingestramninger blevet det store politiske slagnummer, underforstået: Hvem kan sætte den hurtigste og mest effektive stopper for indvandring.

Den konkurrence har haft en række mere eller mindre utilsigtede bivirkninger, hvor politikerne med regeringen i spidsen har lagt store barrierer i vejen for, at selv højt kvalificerede personer og medarbejdere kan blive integreret i Danmark. Det gælder også udlandsdanskeres ægtefæller. Samlet har det bidraget til at skabe indtrykket af et fremmedfjendsk Danmark.

Om og i hvilket omfang det er medvirkende årsag til, at antallet af EU-borgere, der vil arbejde i Danmark, er faldet med 65 pct. på kun 15 måneder, er svært at vurdere, men det har næppe gavnet. Det sker alt imens, at erhvervslivet råber stadig højere efter netop udenlandske medarbejdere.

Her kunne man igen have forventet, at et land, der er blevet internationalt kendt for ’flexicurity’ og evnen til at skabe et smidigt arbejdsmarked, var i stand til at udvikle fremsynede modeller på den udfordring på arbejdsmarkedet.

Andre lande kunne have hårdt brug for at vide, hvordan netop flexicurity også kunne favne udenlandsk integration. Nu slås vi blot i hartkorn med en række andre fremmedfjendske nationer. Vi blev altså ikke til et arbejdsmarkedets foregangsland, da der var mest behov for det.

Ud af det grønne vinderfelt

Men det måske stærkeste og mest overbevisende eksempel på, at Danmark har opgivet rollen som det absolutte foregangsland, skal hentes i den bæredygtige verden. Det er især her, at Danmark igennem en årrække har været iklædt den grønne førertrøje.

Præmien har ikke alene været en stærk global branding, men også udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig erhvervssektor, der spænder lige fra vindkraft til en lang række andre grønne teknologiske løsninger. Men Danmark er nu faldet tilbage i feltet og er tilsyneladende tilfreds med blot at være med fremme uden at bruge kræfter på en vinderposition.

Tværtimod er Danmark begyndt at udsende forskellige signaler om sit grønne engagement, f.eks. at mens andre lande arbejder på at afskaffe salget af fossilt drevne biler til fordel for el, drøfter vi herhjemme, hvordan vi kan lette registreringsafgiften for at få flere biler på vejene – uanset hvad der driver dem fremad.

På en række andre områder er Danmark begyndt at slække på ambitionerne til fordel for, hvad regeringen kalder ’grøn realisme’. Det betyder, at nok skal vi tænke grønt, så længe det ikke generer toneangivende erhverv eller på anden måde truer konkurrenceevnen.

Bilbranchens kortsigtede konkurrenceevne vejer således tungere end de langsigtede løsninger på de klimaforandringer, Danmark sammen med en række andre lande har forpligtet sig til at bekæmpe. Den ’realisme’ kan vi nu begynde at aflæse i de internationale statistikker.

På Climate Performance Index er Danmark siden 2013 raslet fra en topplacering til en 17.-plads, og på EU Climate Leader Board er vi nu nr. 14, og placeret i opgørelsens ’røde felt’, der indikerer, at vi er langt fra at kunne indfri de klimamål, der blev vedtaget i Paris i 2015.

En mere offensiv tilgang til ’grøn realisme’ er i stedet at forstå, at netop i de kommende år vil efterspørgslen på bæredygtige løsninger nærmest eksplodere. Ifølge analysen ’Better Business, Better World’, der er udarbejdet af en række toneangivende ledere og eksperter i regi af World Economic Forum, vil det åbne for et marked, der vurderes til at have en værdi på 12 billioner dollar inden for bæredygtig byudvikling, landbrug og fødevarer, energi og sundhed. Det er alle områder, hvor Danmark har stærke kompetencer.

Her vil et tæt samspil imellem erhvervsliv, offentlige udbydere og politikere kunne placere Danmark i en unik position. Men det forudsætter, at der også er en fælles forståelse for, at virksomhederne må opfylde nye krav for at kunne tage teten – ligesom det skete med de politiske reguleringer, der tilbage i 1980’erne og 90’erne skabte afsættet for den grønne industri.

Dansk læhegnspolitik

Disse eksempler er langtfra fyldestgørende, men de viser tre vigtige områder, hvor Danmark enten har været foregangsland eller har alle forudsætninger for at blive det.

Eksemplerne er fremhævet, fordi man kan have en begrundet mistanke om, at de udtrykker en bevidst politik, der skal forvandle Danmark fra et åbent, internationalt engageret og fremsynet land til at være mere protektionistisk, indadskuende og sig selv nok.

Hvis den iagttagelse er berettiget, er vi i gang med et økonomisk og politisk hamskifte, der vil sætte sine spor i Danmarks selvforståelse i en lang årrække, og ikke mindst i omverdenens opfattelse af os. Indtil videre er det et åbent spørgsmål, hvad der i fremtiden skal gøre os stolte over at være danske.

Vi har tilsyneladende opgivet at være en vindernation – et reelt foregangsland, der viser, hvordan nye vilkår kan omsættes til fremsynet udvikling. Den opgave burde regeringens Disruptionråd have påtaget sig at løse.

Men det handler ikke kun om stolthed men om udvikling og vækst. Verden befinder sig midt i et voldsomt opbrud i form af en gennemgribende transformation fra én samfundsorden til en anden. Det er også et udskilningsløb for såvel virksomheder som nationer, hvor nye tabere og vindere skabes.

Et kendt kinesisk ordsprog siger, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og andre vindmøller. Danmark har i mange år både i overført og reel betydning været et vindmøllesamfund, men stadig mere tyder på, at vi besvarer tidens udfordringer med læhegn.

Desværre er læhegn en kortsigtet løsning og udtryk for et defensivt og fantasiløst politisk lederskab. Det kræver ikke meget mod, eller lederskab om man vil, at sidde i læ i forventning om, at blæsten aftager. Problemet er blot at blæsten er tiltagende.

Så alt imens læhegnspolitikerne venter på bedre vejr, drager andre fordele af at have vinden i ryggen. Og nye foregangslande skabes.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu