Hvad stiller man op, når ens største udfordringer udspringer af de handlinger, man tidligere har begået? Det er et spørgsmål, som to så forskellige institutioner som finanssektoren og fagbevægelsen burde søge svar på.

Hvornår har du sidst hørt en god ide fra fagbevægelsen eller finanssektoren, der reelt indebærer nye innovative bud på at håndtere samfundets store udfordringer? Eller har du, som jeg, måttet lægge øre til defensive meldinger, der mest af alt handler om at lappeløse de problemer, som de gamle systemer selv står fadder til?

Jeg har siden min tid som studerende haft en kærlighed til sociologen Ulrich Becks teori om risikosamfundet. Det er ved at være længe siden nu, men så vidt, jeg husker, er en af hans hovedpointer, at det moderne samfund i accelererende grad selv skaber de problemer, som det forsøger at løse.

Således er der størst vækst inden for de dele af it-sektoren, der beskæftiger sig med at håndtere it-skabte problemer (vira, sikkerhed, spam etc.). Lægemiddelindustrien tjener mange af deres penge ved at sælge produkter, der håndterer bivirkninger af andre typer medicin. Og inden for den traditionelle industri prøver mange at fange den grønne bølge, der i bund og grund handler om at imødegå problemer, som årtiers industriproduktion er årsagen til.

Samfundet optræder som et lukket system, hvor væksten drives frem af behovet for at håndtere selvskabte udfordringer.

Finanssektor på supplerende dagpenge

Derfor kom jeg til at tænke på Ulrich Beck forleden, da jeg til en småkedelig konference kom til at sidde med en repræsentant for fagbevægelsen på min venstre hånd og en bankmand på min højre. Det slog mig, at både finanssektoren og fagbevægelsen følger Ulrich Becks diagnose. De er fanget i en negativ spiral, hvor ressourcerne er låst i et opgør med problemer, som i stedse større grad er interne og selvskabte.

Væsentlige dele af finanssektoren er fortsat fanget i efterdønningerne af finanskrisen og klarer sig kun, fordi de delvist er på offentlig forsørgelse. En udvidet form for supplerende dagpenge, hvor perioden endnu ikke er blevet halveret.

Branchen skabte i parløb med liberaliseringslystne politikere selv afsættet for selve krisen. I dag bliver de store penge i finansverdenen tjent ved at håndtere den forhøjede risiko, som sektoren selv står fadder til.

Mange bankkunder, fra boligkøbere med uheldig timing til sydeuropæiske eurolande, ser sig fanget i et paradoks, hvor de må låne flere penge for at betale renter af de penge, de tidligere har lånt. Og jo mere gælden øges, jo mere hæves renterne, hvilket igen fører til mere gæld og højere renter. Mange banker er selv blevet gældsslaver, der med hatten i hånden må ud at finansiere fortidens skørlevned på et internationalt lånemarked uden nåde.

Fagbevægelsen i defensiven

Ligeledes er fagbevægelsen hjemsøgt af sit eget paradoks, hvor en altovervejende del af energien bliver brugt på at håndtere, opretholde og ikke mindst forsvare det arbejdsmarkedssystem, som fagbevægelsen selv har været med til at opbygge i takt med velfærdsstatens fødsel. Engang var fagbevægelsen en innovativ og drivende kraft bag en gradvis, men skelsættende revolution af danskernes arbejdsliv.

I dag er de overvejende blevet en defensiv kraft, der stædigt forsvarer deres berettigelse og et system, som desperat savner at blive opdateret til en virkelighed anno 2012.

For begge sektorer gælder det, at de har lukket sig om deres egen selvforståelse og har udviklet en kultur og et sprog, som er næsten umuligt at afkode for de ikke-indviede.

Når vi nu allerede har gang i tyske sociologer, så ligger det ligefor at nævne Niklas Luhmann og hans begreb autopoiesis, der med afsæt i biologien beskriver, hvordan komplekse systemer afkobler sig fra deres omverden gennem en selvrefererende egenlogik, hvor man kun kan forstå systemerne indefra.

Når man betragter sommerens kommunikationskrig om Vejlegården eller finanssektorens famlende forsøg på at genfinde sin identitet og samfundsberettigelse, er det åbenbart, at der er opbygget en forståelseskløft mellem de to sektorer og resten af samfundet.

På trods af en stor og professionel kommunikationsafdeling snakkede 3F i ugevis hen over hovedet på de fleste danskere om en faglig konflikt, der i sin substans var relativt enkel og banal. Tilsvarende viser de seneste image-målinger med al tydelighed, at Danske Bank i flere år har savnet en troværdig fortælling til sine kunder, offentligheden og sig selv.

Fagbevægelsens kommunikative tomgang er i særlig grad knyttet til begrebet ”faglighed”, der som smølfernes ”smølf” bruges og misbruges næsten efter forgodtbefindende. En kollektiv sproglig overspringshandling, der ofte står i vejen for at snakke om, hvad det i grunden er, der sker og er behov for i medlemmernes verden.

Tilbage til tilliden

Begge sektorer savner nye og relevante svar på kundernes enkle spørgsmål til dem: ”Hvordan vil I hjælpe mig med at gribe mulighederne i mit liv?”

Luhmann peger på, at ”tillid” er af helt afgørende betydning for, at selvrefererende autopoiesiske systemer kan arbejde konstruktivt sammen med deres omgivelser. Og manglende tillid er måske netop essensen af både finanssektorens og fagbevægelsens aktuelle problemer – medlemmernes tillid, kundernes tillid, tilliden fra resten af samfundet og over for egne medarbejdere.

Og hvordan skaber man tillid? Man blotter sig.

Tillid er noget man giver, og som man skal gøre sig fortjent til at blive gengældt. Tillid bunder i gavegivning, hvor man åbner sig og gør sig sårbar ved ærligt at gå i dialog med sine omgivelser. Og netop villigheden til at åbne sig, gøre sig transparent og se kritisk på egen praksis er nødvendige, men desværre nye øvelser for de to sektorer.

Det triste ved både finanssektorens og fagbevægelsens selvsving er, at begge sektorer er centrale samfundsinstitutioner, der historisk har haft en afgørende betydning. Deres størrelse og historik betyder, at de alt for længe har fået lov til at glide bag om dansen.

Vi har været berøringsangste og tavse i mødet med deres manglende bidrag til en konstruktiv samfundsudvikling. Nu er der brug for, at de kommer ind i kampen som medspillere og ikke modspillere.

Vi har brug for, at de kommer med nye vovede bud på, hvordan vi får gentænkt vores samfundsløsninger, således at der også er en nogenlunde hæderlig plads til lille Danmark i den globale verden.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.