Flyt Folketinget til Grønl… Odense!

Intentionen bag udflytningen af statslige job er sympatisk nok. Men gennemførelsen er udtryk for en doven politik.

Avisen Metroxpress har en fast stribe med flodhesten Dolph, som hver morgen giver en satirisk opsang til en døgnaktuel begivenhed. Forleden foreslog Dolph, at regeringen når den nu alligevel er i gang med at flytte statslige arbejdspladser ud af København også flytter Folketinget til Grønland, hvor der jo er plads nok. Det var selvfølgelig både en kommentar til de statslige udflytningsplaner og til forslaget fra Dansk Folkeparti om at etablere flygtningecentre i Grønland.

Intentionen bag udflytningen af statsarbejdspladser til provinsen er jo sympatisk nok. Man vil gerne ændre en udvikling, hvor flere og flere søger mod de store bycentre. Og man vil sikre, at der både er arbejdspladser og uddannelsesmuligheder tilbage i yderområderne.

Jeg hører absolut ikke til dem, der køber alle DJØF-argumenterne mod udflytningen. Der kan nemlig også holdes møder og en tæt, daglig kontakt med departementer og andre styrelser, selv om man arbejder i Næstved.  

Og argumentet om, at der vil opstå videnstab, og at man vil få en mindre kvalificeret medarbejderstab, er heller ikke skudsikkert. Det er næppe SKAT i Ringkøbings skyld, at SKAT’s hovedadministration på Østerbro i flere år er blevet trukket rundt ved næsen af kriminelle elementer, der har svindlet sig til over seks milliarder danske skattekroner.

Ikke særligt innovativt

Alligevel anser jeg udflytningsplanerne for problematiske af to årsager. For det første, fordi det er særdeles lidt innovativt. Faktisk kunne man hævde, at det er en form for ‘doven politik’.

Vi er en nation, der skal leve af innovation, og i øvrigt er vi et af de mest digitaliserede samfund i verden. Det burde vi udnytte.

[quote align="left" author=""]Jeg kan ikke mindes nogen innovative politiske forslag, der har til formål at kickstarte de danske udkantsområder.[/quote]

Men jeg kan ikke mindes nogen innovative politiske forslag, der har til formål at kickstarte de danske udkantsområder.  Hvis innovation er kunsten at bringe eksisterende produkter, teknologier eller processer sammen og bruge dem på en ny måde, hvorfor ser vi så ikke skatte- og afgiftspolitik, boligpolitik, iværksætterpolitik, uddannelsespolitik og erhvervspolitik bragt meget mere i spil for at finde en løsning? Og hvorfor inddrages regioner og kommuner ikke i større omfang, så de kan komme med forslag og ideer, der kan gøre deres områder mere attraktive.

Det tror jeg ville give flere og bedre løsninger.

Først den ene vej, og så den …

For det andet virker det altså lidt mærkeligt, at vi nu politisk skal ‘den anden vej’. Den store kommunalreform, lukning af kaserner, sygehuse, tvungne fusioner og dermed centralisering af uddannelsesinstitutioner og meget mere – alt sammen politiske beslutninger initieret af VK-regeringen i 0’erne, der har sat turbo på urbaniseringen og altså afvandringen fra land til by.

[quote align="right" author=""]Når nu regeringen bebuder smalhals for alle offentlige institutioner de næste fire år, bliver jeg alligevel nødt til at spørge, hvad al den her flytten frem og tilbage mon koster samfundet?[/quote]

Det er således ikke bare den naturlig bevægelse fra land til by, vi ser i Danmark. Det er en udvandring, der har været besluttet og understøttet af et stort politisk flertal.

Nu skal Danmark så i balance igen. Som nævnt er tanken sympatisk nok, men når nu regeringen bebuder smalhals for alle offentlige institutioner de næste fire år, bliver jeg alligevel nødt til at spørge, hvad al den her flytten frem og tilbage mon koster samfundet?

Måske har Niels Hausgaard ret i, at provinsen ikke er for alle, og at man først og fremmest skal kunne holde ud at være i selskab med sig selv. Måske er det alligevel i overkanten at flytte Folketinget til Grønland, men så kunne Odense, midt i Danmark, i stedet være et godt bud.  

 

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu