Danmark kan hente milliarder, hvis man bringer den danske folkeskole på niveau med den finske.

I øjeblikket går Danmark glip af en mervækst på ca. 0,8 pct. af BNP om året, fordi danske skolebørn er fagligt bagud i forhold til deres finske kollegaer. Lykkes det at bringe de danske elever op på samme niveau, vil det i løbet af de næste 80 år i kroner og ører kunne give en ekstra-gevinst på ca. 10.100 milliarder.

Det fastslår en ny rapport fra OECD, der bygger på omfattende analyser af sammenhængen mellem landes økonomiske vækst og uddannelsesniveau.

Det astronomiske beløb, der er ca. seks gange så stort som Danmarks nuværende bruttonationalprodukt, skyldes især danske skoleelevers dårlige præstationer inden for fag som matematik, naturfag og læsning. Her ligger Danmark i dag under gennemsnittet for OECD og dermed langt fra et land som Finland, som vi i både størrelse og opbygning minder meget om.

Den danske folkeskole er blandt verdens dyreste og koster mere end den finske, der til gengæld leverer resultater i verdensklasse. Se figur 1.

Mens den danske produktivitet er i frit fald og truer med at føre Danmark ud i en økonomisk istid, har OECD gentagne gange understreget vigtigheden af, at det danske uddannelsessystem bliver bedre til at klæde samfundet på med de nødvendige kompetencer og viden. Her har Danmark historisk stået stærkt med sine store uddannelsesbudgetter og begrebet om livslang læring. Men en folkeskole, der har leveret under niveau gennem de seneste generationer, kan få store konsekvenser for dansk vækst mange år frem:

“Denne analyse bør være et radikalt wake-up til de politikere, der i deres iver for at imødekomme kortsigtede politiske dagsordener ignorerer den enorme betydning, som bedre uddannelse har for evnen til at skabe vækst i fremtiden,” lyder det fra Eric Hanushek, professor ved Stanford University i Californien. Han har stået i spidsen for analysen, der til dato er den mest omfattende af sin art. Den tager udgangspunkt i beregninger, der dokumenterer en stærk sammenhæng mellem landes vækst i BNP og udviklingen i deres uddannelsesniveau i perioden 1960-2000. Se tekstboks nederst.

Samme melding lyder fra Andreas Schleicher, der som direktør for OECDs uddannelsesenhed og leder af PISA-undersøgelsen efterlyser en langt bedre forståelse af den betydning, som uddannelse har for langsigtet økonomisk vækst: 

“Danmark står over for en afgørende skillevej og skal nu vælge, om det er viden eller lave lønninger, der skal konkurreres på i fremtiden,” siger han og understreger, at de investeringer, der skal til for at højne uddannelsesniveauet, er minimale set i forhold til den økonomiske gevinst, som kan høstes på længere sigt. Dette gælder især for et land som Danmark, der allerede i dag investerer over 7 pct. af BNP i uddannelse.

De svageste skal med

Budskabet om de mange milliarder, som Danmark risikerer at gå glip af som følge af dårlige PISA-resultater, rammer ned i den aktuelle politiske virkelighed, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen har sat folkeskolen højt på den politiske dagsorden med et bebudet 360-graders eftersyn. Til at varetage denne opgave er nedsat et rejsehold på fem nøglepersoner, der over de kommende måneder skal indsamle best practice-eksempler fra de skoler landet over, som leverer resultater over gennemsnittet.

Formand for rejseholdet og direktør for SFI – Det Nationale Forskningscentrer for Velfærd, Jørgen Søndergaard, peger på, at Danmark allerede i dag oplever de konsekvenser, som uddannelse har for landets vækst og produktivitet på længere sigt:

“Væksten i uddannelsesniveau er stagneret, og det kan være en brik i forklaringen af, hvorfor dampen er gået af kedlerne med hensyn til den løbende vækst i produktiviteten,” siger han og peger på, at mens store uddannelsesinvesteringer i efterkrigstidens Danmark udløste en plads blandt eliten af vidensnationer, har faldende kvalitet op gennem 1990’erne nu fået konsekvenser for de generationer, der kommer ud på arbejdsmarkedet i dag, idet de ikke er markant bedre uddannet end deres forgængere. Se figur 2.

Det er en udvikling, der risikerer at fortsætte, når man ser på de problemer, som er i folkeskolen i dag. Her lægger specialundervisningen ifølge tal fra Undervisningsministeriet beslag på 20 pct. af de samlede midler. Det drejer sig især om den voksende gruppe af ressourcesvage elever, der bl.a. tæller børn med indvandrerbaggrund og urolige ikke-boglige drenge. Af samme grund vil rejseholdet ifølge Jørgen Søndergaard have særligt fokus på disse grupper i sine anbefalinger til regeringens Vækstforum, der sætter folkeskolen på dagsordenen på sit møde i juni.

Set i forhold til Finlands succes som uddannelsesnation giver denne prioritering rigtig god mening. For selvom den danske og finske folkeskole på mange måder minder om hin­anden, slår forskellen igennem, når man sammenligner, hvordan de to landes folkeskoleelever fordeler sig inden for PISA-undersøgelsens seks niveauer. Mellem 35 og 45 procent af de danske skoleelever placerer sig blandt de tre grupper, der klarer sig dårligst inden for alle tre fag. Hos 16 procent er niveauet i læsning så ringe, at de ikke kan tolke tekster og forstå simple sammenhænge, mens over 18 procent ikke kan give naturvidenskabelige forklaringer, der er indlysende og følger direkte af givne oplysninger. Til sammenligning befinder under 5 pct. af de finske skolelever sig i denne situation. Se figur 3.

Også når man ser i toppen af skalaen, har Danmark et problem. Her er antallet af finske skoleelever, der performer bedst i naturfag, tre gange så højt sammenlignet med danske elever, mens det for matematik er dobbelt så højt.

Ifølge forsker Frans Ørsted Andersen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der i sin ph.d.-afhandling har gennemført en komparativ analyse af den danske og finske folkeskole, skal Finlands succes som undervisningsnation findes i evnen til at få de svageste elever med, for det hiver automatisk også niveauet op for de elever, der præsterer bedst.

“Hvis vi ser på de 75 pct. normalt velfungerende elever, er der ingen markant forskel mellem de to lande. Men når det drejer sig om den sidste fjerdedel, der står svagest, skiller Finland sig markant ud. Det er her, finnerne henter hele PISA-gevinsten,” siger han. Frans Ørsted Andersen peger samtidig på, at Finland også scorer topkarakter, når det gælder evnen til at udligne de sociale forskelle og skabe mere lighed i samfundet. F.eks. ved at gøre børn af udsatte grupper som indvandrere og bistandsmodtagere til mønsterbrydere, der får en højere uddannelse end deres forældre.

Til sammenligning udløser Danmarks indsats kun middelkarakter.

Brugen af undervisningsassistenter, der nogle steder er udvidet til “morfar-ordninger” med deltagelse af pensionerede lærere, udgør ifølge Frans Ørsted Andersen én ud af flere forklaringer på, hvorfor det lykkes Finland at få de svageste elever med. Brugen af én fast klasselærer, der underviser i alle fag på de første seks klassetrin, kan være en anden forklaring, idet vedkommende får et stærkt kendskab til de enkelte elever og deres bedre mulighed for at hjælpe dem med at løse f.eks. personlige problemer.

Holdningsskifte frem for penge

Medlem af Vækstforum og formand for Danmarks Vækstråd, Lars Nørby Johansen, vil på nuværende tidspunkt ikke komme med bud på, hvordan man i Vækstforum vil adressere folkeskolens problemstillinger, men han erkender, at bedre uddannelse er vejen til at løse Danmarks enorme produktivitetsudfordring frem for alternativer som markant lønnedgang eller øget arbejdstid, der næppe vil få befolkningens opbakning.

Han peger i den sammenhæng på to centrale udfordringer. Den første handler om at effektivisere uddannelsessystemet med udgangspunkt i de mange midler, der allerede tilføres i dag:

“Den traditionelle politiske løsning, hvor man pumper flere penge ind i systemet, duer ikke her, hvor det i stedet handler om at få mere ud af de offentlige investeringer i uddannelse,” siger han og understreger, at en effektivisering ikke må knuse de særlige styrker, som den danske folkeskole nyder godt i form af at udvikle elevernes sociale kompetencer.

En anden stor udfordring er det stigende antal unge, der hvert år forlader folkeskolen uden at få anden uddannelse. Se MM03, 2010. I takt med, at efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft falder, vil denne gruppe få en øget negativ effekt på den danske vækst og produktivitet.

Efter- og videreuddannelse er ifølge Lars Nørby Johansen den løsning, der skal få flere tilbage på arbejdsmarkedet, men folkeskolen spiller også en central rolle i forhold til at udstyre hver elev med de forudsætninger, der er nødvendige for at komme videre i uddannelsessystemet.

Danmark bruger allerede 5 mia. offentlige skattekroner på efteruddannelse hvert år, og regeringen har flere gange ytret stor tilfredshed med denne prioritering. Men ifølge Eric Hanushek er det ikke denne strategi, der leder til de store vækstgevinster, fordi det er forbundet med et stort produktivitetstab i de år, hvor der ikke lægges en indsats på arbejdsmarkedet som følge af manglende kvalifikationer. Indsatsen skal i stedet sættes ind på folkeskoleniveau.

Andreas Schleicher er enig i, at den danske problemstilling ikke handler om flere penge, men om behovet for et radikalt holdningsskifte: 

“Der er i Danmark en tendens til at se uddannelse som en social service frem for en investering, der har enorme konsekvenser for landets fremtidige konkurrenceevne,” siger han og efterlyser en langt mere ambitiøs strategi, der sætter høje mål for folkeskolen – både når det gælder indsatsen fra eleverne, forældrene og underviserne.

Her kan Danmark igen tage ved lære af Finland, hvor læreruddannelsen nyder enorm prestige. Det kun er de studerende med højest snit fra gymnasiet, der kan gøre sig håb om at komme til at undervise i folkeskolen. Se MM26, 2008.

Der er store penge at hente, også selvom det ikke lykkes Danmark at nå op på niveau med den finske folkeskole. Omkring 3.000 milliarder kr. kan indkasseres frem mod 2090, hvis PISA-resultatet i den danske folkeskole forbedres med 25 point. Det er langtfra en urealistisk målsætning, for f.eks. har Polen på blot seks år har øget sin PISA-score med 29 point. 

Ifølge Andreas Schleicher har Danmark dog alle forudsætninger for at følge i Finlands fodspor, fordi de to nationer ligger tæt op ad hinanden både med hensyn til struktur og investeringer i området. Det kræver dog, at Danmark både fra politisk side og i uddannelsesmiljøerne accepterer og anerkender værdien af fag som matematik, naturfag og læsning frem for at fastholde en forestilling om, at Danmark ikke behøver at være stærk i de traditionelle fag, fordi man i stedet vil satse på de sociale kompetencer. Denne holdning påvirker de danske skolelevers indsats i en negativ retning, hvilket blandt andet kommer til udtryk i PISA-undersøgelsen fra 2006, hvor halvdelen af de danske elever tilkendegiver, at naturvidenskab ikke er et fag, der er personligt relevant for dem.

“Social intelligens er en styrke, men giver næppe adgang til et job, hvis man hverken kan læse eller regne,” siger han og refererer til en ny undersøgelse fra OECD, der med udgangspunkt i tal fra Canada drager en direkte sammenhæng mellem gode læseevner og en høj livstidsindkomst.

Kilder:

• OECD: The High Cost of Low Educational Performance, 2010.
• OECD: Economic Survey of Denmark,2009.
• OECD: The Programme for International Student Assessment (PISA), 2006.
• OECD: Pathways to Success, 2010.
• DPU m.fl.: PISA 2006 – Danske unge i en international sammenligning, 2007.