Sagen om Uffe Elbæk og Akademiet for Utæmmet Kreativitet trak i går de store overskrifter på avisernes websider, fordi medierne som oftest er mere optaget af skandaler end af tunge reformer.

For regeringen var det bestemt ikke en optimal måde at lancere det ambitiøse forslag til en ny folkeskolereform. Der var simpelthen for meget støj på linjen med sagen om utæmmet kreativitet, dyre middage, vennetjenester og fortsatte spekulationer om en mulig ministerfyring. Den intense mediedækning var samtidig udtryk for en realitetsforskydning. For Danmarks fremtid er det langt vigtigere, at den forestående folkeskolereform lander rigtigt end at følge de nye detaljer i Elbæk-sagen. Regeringens forslag til en ny folkeskolereform fortjener da også langt større opmærksomhed.

Folkeskolereformen kan blive et markant og væsentligt skridt til at forbedre skolen. Den vil give eleverne flere timer på skolerne, så de får en længere og mere sammenhængende skoledag, hvor der også bliver bedre tid til mere afvekslende forløb mellem undervisning og leg, motion og kreative aktiviteter.

Regeringens ambition er at forlænge skoledagen til samlet set 30 timer om ugen for børnehaveklassen til tredje klasse, 35 timers skoleuge for mellemtrinnet og helt op til en 37 timers skoleuge for de ældste klassetrin. Cirka 20 pct. af den ekstra skoletid skal ifølge regeringens udspil bruges til ekstra undervisning, og over et samlet skoleforløb vil det give 800 ekstra undervisningstimer i forhold til i dag.

Mere undervisning i dansk, matematik, engelsk, musiske fag og natur/teknik er på vej, og det er et fremskridt. Det er også et klart signal om globalt udsyn, fordi eleverne frem over skal lære engelsk allerede fra første klasse.

Erhvervsorganisationer som DI og Dansk Erhverv er begejstrede, fordi de håber, at reformforslaget kan styrke elevernes faglige kompetencer – og dermed Danmarks langsigtede konkurrenceevne. Og Kommunernes Landsforening føler, at de har regeringens fulde opbakning til at lægge maksimalt pres på lærerne i overenskomstforhandlingerne, så lærerne kommer til at undervise flere timer om ugen og forberede sig lidt mere effektivt til de enkelte timer.

Formanden for landets skoleledere, Anders Balle, og formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har straks rejst tvivl om, hvorvidt det vil løfte den faglige kvalitet at hæve antallet af undervisningstimer. Indholdet, forberedelsen og rammerne spiller også ind. Og Danske Skoleelever er heller ikke begejstrede for udspillet, fordi processen omkring det har været ret lukket.

Men det nytter næppe for parterne at stille sig ud på sidelinjen, for der er bred politisk enighed om, at folkeskolen trænger til et markant og afgørende løft – også målt på undervisningstid. For i dag er folkeskolen en brændende og konfliktfyldt samfundsplatform med enorme udfordringer på den faglige side.

Det nødvendige kvalitetsløft

”Danmark har en god folkeskole”. Sådan proklamerer regeringen allerede på første linje i sit udspil til en ny folkeskolereform, ”Gør en god skole bedre”. Det er dog en sandhed med alvorlige modifikationer. Den danske folkeskole er god målt på trivsel, hygge og demokratisk opdragelse. Men målt på de hårde faglige krav er den middelmådig i international sammenhæng, og rent socialt er det en massefabrik af sociale tabere, fordi op imod hver sjette elev forlader skolen som funktionelt analfabet, uden basale kompetencer i læsning, skrivning og matematik.

Hele 55 pct. af de tosprogede drenge i København kan ikke forstå meget mere end en jumbobog. Skolen er i den forstand mislykket som et samfundsprojekt, der skal løfte underklassen op og give den kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet. Tværtimod ser det ud til, at skolen stadig masseproducerer den nye underklasse, der har stor risiko for at ende med at blive marginaliseret i voksenlivet.

[quote align="left" author=""]En vigtig forudsætning for succes er, at regeringen får overtalt og lokket lærerne og skolelederne til at spille konstruktivt med i bestræbelserne på at forbedre skolen. Det ved børne- og undervisningsminister Christine Antorini alt om.[/quote]

Det var derfor klogt af statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun på sit ugentlige pressemøde tirsdag understregede, at skolen ikke er god nok, og at der skal gøres noget ”alvorligt” ved den. For realiteterne med de mange skoletabere og de middelmådige faglige resultater kan man ikke benægte. De hænger stadig ved skolen, selv om politikerne op igennem nullerne har lavet en stribe reformer for at løfte det faglige niveau. Det er dog ikke lykkedes at få bugt med den funktionelle analfabetisme i bunden eller at skabe en større og stærkere elite i toppen. Og ressourcerne til specialundervisning og specialskoler er i de senere år eksploderet, uden at det hjælper de udstødte op. Rækken af mislykkede reformforsøg er lang.

Det kan mislykkes igen, selv om mange af regeringens forslag faktisk peger i den helt rigtige retning. En vigtig forudsætning for succes er, at regeringen får overtalt og lokket lærerne og skolelederne til at spille konstruktivt med i bestræbelserne på at forbedre skolen. Det ved børne- og undervisningsminister Christine Antorini alt om, og derfor har hun tidligere lanceret sin vision om Ny Nordisk Skole, som er et interessant forsøg på at gøre fornyelsen af skolen til et fælles projekt, der kan engagere parterne.

Partnerskab eller ny konflikt?

I regeringens udspil kan man læse en del om værdien af et stærkt partnerskab:

”Et samlet kvalitetsløft af folkeskolen forudsætter, at alle bidrager: Elever, forældre, lærere, pædagoger, skoleledere, kommunalbestyrelser og Folketinget . Alle skal tage ejerskab, så vi løfter folkeskolen i fællesskab,” fastslår man.

Det er et fornuftigt udgangspunkt. Uden et vellykket partnerskab og uden stærkere og mere tydelig ledelse på de enkelte skoler og i klasseværelserne vil de faglige resultater næppe få det løft, som regeringen drømmer om. Men der er alvorlig risiko for, at udspillet som helhed kan avle nye konflikter.

Udspillet er skruet sådan sammen og orkestreret på en sådan måde, at der allerede på forhånd er lagt op til konflikt med lærerne om undervisningstiden. Dermed risikerer regeringen at skyde sig selv i foden. I stedet for at få udviklet et aktivt partnerskab kan resultatet blive nye konflikter og faglig modstand ude på skolerne. Det vil være kontraproduktivt.

Folkeskolens 45.000 lærere er, som regeringen selv erkender, nøglen til at gennemføre et fagligt løft. Lærernes dygtighed og engagement er afgørende for, at eleverne får god undervisning. Det viser al international forskning.

Udfordringen i det forestående forhandlingsforløb er at få lærerne inddraget i den videre proces, så de ikke udrangeres som forbenede modstandere i stedet for at blive gjort til partnere i fornyelsen. Der er sikkert brug for nogle justeringer i forslaget, der også kan gøre det mere attraktivt og spiseligt for lærerne. Mere frihed og selvstændighed til skolerne kan være en løsning. Her kunne Folketingets partier overveje at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner, hvilket kan frigøre masser af fornyelseskraft og engagement lokalt.

[quote align="right" author=""]Det må også tælle på plussiden, at regeringen efter den foreslåede reform vil give skolen flere års reformpause og give skolerne større frihed i dagligdagen.[/quote]

Flere penge kunne være en anden mulighed, men her er regeringen næppe villig til at give ret meget mere. Skolen får allerede 39 milliarder kr., og skolefritidsordningerne koster 4,5 milliarder kr. om året. Inden for disse økonomiske rammer kan man komme langt, når skoleundervisning og fritidsaktiviteter flyder mere sammen i en sammenhængende og afvekslende skoledag. Og med ekstra 4 milliarder kr. frem til 2020 og ekstra bevillinger til lærernes efteruddannelse burde det være tilstrækkeligt til at skabe en fremragende skole i Danmark.

Det er positivt, at man vil sætte flere penge af til efteruddannelse, eftersom bedre faglige kompetencer, ikke mindst inden for linjefagene, er nødvendige for at løfte kvaliteten. Og man vil desuden lave et nationalt korps af læringskonsulenter, der kan være med til at udbrede de bedste erfaringer.

Det tilbud bør lærerne tage positivt imod. Og det må også tælle på plussiden, at regeringen efter den foreslåede reform vil give skolen flere års reformpause og give skolerne større frihed i dagligdagen. Uden mere frihed og lokalt engagement vil det blive svært at forløse de skjulte potentialer på skolerne.

Højere ambitionsniveau

Det er vigtigt at opstille ambitiøse målsætninger for en fornyelse af skolen. Målsætninger, der løfter det faglige niveau over en bred front og samtidig stimulerer innovationsevnen på de enkelte skoler. Regeringens udspil er et godt udgangspunkt for den videre debat, for den kan bidrage til både at forbedre det faglige niveau og invitere lærere og pædagoger til at eksperimentere med nye undervisningsformer. Regeringen har opstillet tre nationale mål for folkeskolens udvikling, der overordnet set virker positive:

1. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
2. Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. 
3. Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes, blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.

Det er vigtigt både at få løftet eliten og få bunden med, og regeringen er inspireret af erfaringerne fra Ontario i Canada, der på få år – med få klare nationale målsætninger – har skabt imponerende resultater.

Men regeringens egne måltal er ikke så ambitiøse, som de burde være. Det er fint, at man år for år vil øge andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik og reducere antallet af dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik. Men det er alt for uambitiøst, at man samtidig siger, at ”mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne”.

Dermed accepterer man stadig, at op imod 20 pct. af eleverne går ud af skolen uden at være gode nok til at læse og regne.

Skolen burde som minimum sikre, at alle bliver gode til at læse og regne. Ellers risikerer man, at skolen som i dag stadig producerer op imod 20 pct. tabere og funktionelle analfabeter. Man må næsten håbe, at Venstre og De Konservative, der er inviteret til forhandlinger om et forlig, vil insistere på højere ambitioner på dette punkt.

Ligeledes kan man spørge, om det er nødvendigt at opstille målsætninger for og at måle på elevernes trivsel, når det netop er et af de punkter, hvor den danske skolemodel i forvejen leverer fremragende præstationer.

Skal der være en pointe med at gøre skolen bedre, må man finde ind til de svageste punkter og opstille ambitiøse målsætninger, der løbende kan måles og forbedres på. Ligeledes bør partierne presse på for at få accelereret folkeskolereformen, så den kan træde i kraft allerede fra næste skoleår. Har Danmark råd til at vente to år på at få reformeret skolerne, når de svigter så mange børn, som det er tilfældet i dag?

Regeringen lægger op til en reform i slowmotion. Den skal først træde i kraft i skoleåret 2014/15. Det burde være muligt at gennemføre denne reform hurtigere. Beslutningshastigheden er også en afgørende konkurrencefaktor i den globale økonomi, og værdien af en fremsynet og visionær skolereform kan ikke undervurderes.