Folkestyret har behov for uafhængig viden

New public management og andre styringsredskaber har undergravet den faglighed, som er en forudsætning for mange af de indsatser, velfærdssamfundet leverer. Her er der ingen respekt for faglighed – og slet ikke professionsfaglighed.

Der er grøde i kritikken af den måde, som det offentlige har været styret på de sidste 30-35 år. Flere aviser bringer kritiske indlæg om, hvordan dokumentationskravene har overtaget tiden for de offentligt ansatte. Senest har Berlingske redegjort for, hvad dokumentationskravene konkret betyder for socialrådgiverne. Samtidig havde Politiken et interview med en af de forfattere, som i 2007 skrev en undskyldning for deres deltagelse i introduktionen af new public management (NPM) i den offentlige sektor. Overskriften dengang var sigende: ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde. Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind.”

Man kan sige, at det også var på tide. Siden vi forlod 00’erne, har der været gentagne internationale forskningsbaserede dokumentationer af, at NPM har mishandlet den offentlige sektor mange steder i verden. I 2011 kom en omfattende rapport fra Victoria University i Wellington, som beskrev, hvordan styringstænkningen har påvirket den newzealandske offentlige sektor. F.eks. havde to tredjedele af alle statsligt ansatte i 2010 skiftet organisation, fysisk placering, arbejdsopgaver eller ledelse. Det har påvirket såvel den enkeltes loyalitet over for organisationen som den måde, hvorpå den enkelte er i stand til at bedrive sin faglighed.

I 2015 kom en analyse af en af de oprindelige fortalere for NPM – Christopher Hood – som også har været omtalt her på bloggen. Den påviste, hvordan NPM har gjort den engelske offentlige sektor både dårligere og dyrere. Også her har man været igennem karruseller af omstruktureringer med tab af faglighed til følge. Og forleden kom en analyse udarbejdet af KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning – som viste, at NPM i form af resultatbaseret styring påvirker måden, de offentligt ansatte arbejder på negativt, og at det risikerer at gå ud over samfundets svage borgere.

Kernen i kritikken er, at styringstænkningen har undergravet den faglighed, som er en forudsætning for mange af de indsatser, velfærdssamfundet leverer. NPM ser de offentligt ansattes faglighed som forsøg på at fremme deres egne interesser, og i den politiske debat har faglige argumenter ikke værdi i sig selv, men bliver kun set som en måde at understøtte en bestemt politik på. Der findes kort sagt ikke gangbar uafhængig viden. I stedet har man indført et væld af overvågnings- og kontrolmekanismer, som belaster de offentligt ansatte, og som betyder, at de ikke kan gøre deres arbejde ordentligt – eller som det udtrykkes i en overskrift fra Berlingske: ”Socialrådgivere føler sig lænket til computeren: Ingen tid til udsatte børn”.

Ministerens ret til at definere sandheden?

Samtidig kører en anden diskussion i offentligheden. Den ligger i forlængelse af de sager, som har været i staten igennem de seneste år. Her kan nævnes ”nødløgnen” i Justitsministeriet, ”Her er en million til dig” fra Socialministeriet, ”GGGI-sagen” fra Udenrigsministeriet og senest hele hurlumhejet omkring vedtagelsen af landsbrugspakken og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang som minister.

De mange sager har sat spørgsmålstegn ved, om den måde, centraladministrationen fungerer på, er den rette i forhold til et demokratisk styre i det 21. århundrede. Debatten drejer sig om mange forhold: Fungerer ministerstyret, og har ministeren reelt den politiske styring? Eller skal ministeren støttes af et antal viceministre eller andre politisk valgte? Skal dele af embedsapparatet skiftes ud ved nye regeringer, eller fungerer systemet med upartiske embedsmænd fortsat? Osv.

Bag disse diskussioner gemmer sig et spørgsmålstegn ud for Djøf’ernes og måske Djøf’s indflydelse på den til enhver tid siddende regering. Det forhold, at økonomitænkningen er den altdominerende bag alle politiske initiativer, peger i den retning. Gang på gang nævnes symboler på ”økonomismens” dominans i centraladministrationen, som f.eks. salget af dele af DONG til Goldman Sachs, McKinseys mange opgaver for Finansministeriet og Bjarne Corydons efterfølgende direktørpost i selvsamme firma.

Et væsentligt element i Djøf’ernes styring af det offentlige drejer sig om, hvilken viden der lægges til grund for beslutninger. Hvem har retten til at levere viden, og hvad bygger denne viden på? Traditionen i Danmark har siden begyndelsen af det 20. århundrede og indførelsen af parlamentarismen været, at staten i form af departementer, direktorater og styrelser var leverandør af objektiv viden som grundlag for Folketingets politiske beslutninger.

I andre lande er staten ikke på denne måde en objektiv leverandør af viden, men det har været meget afgørende i den danske tradition og selvforståelse. Derfor er der også gennem tiden røget flere ministre, fordi deres ministerium ikke leverede rigtige eller endda fejlagtige oplysninger til Folketinget. I forbindelse med ”Gyllegate” og Eva Kjer Hansens afgang er det også kommet frem, at forskere ved Aarhus Universitet har måttet acceptere, at de ikke kunne udtale sig om forskningsresultater uden ministeriets accept, og at de ikke engang måtte udtale sig om, at de ikke måtte udtale sig. En slags dobbelt offentligt bedrag.

”Gyllegate” og lignende sager rejser derfor spørgsmålet om, hvordan faglig viden forholder sig til demokratiet. Er demokrati lig med ministerens udvælgelse af, hvilken viden Folketinget skal have til rådighed? Er det kun den viden, som passer ind i den til enhver tid siddende regerings kram, som skal frem? Eller er det statens opgave at levere viden – også de nuancer, som ikke lige passer ind i det konkrete politiske initiativ? Oven i det kommer spørgsmålet om, hvem der styrer videnstrømmen? Om den almindelige mistillid til anden viden end økonomi kommer til at betyde, at Djøf’erne i centraladministrationen mener sig i stand til at skalte og valte med forskellig faglig viden, indtil den passer til det, ministeren efterspørger?

Professor skyder budbringeren

Her har den forløbne uge også haft sit interessante indlæg. Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen havde et indlæg i Weekendavisen, hvor han argumenterer for, at det kun er ministeren, som har legitimitet til at fastlægge, hvad der er fagligt eller sagligt. Med ministeren mener Grønnegård hele ministeriet inklusiv departement og styrelser. Han ser det derfor som en uskik, at anonyme fuldmægtige og andre ”lækker” oplysninger til offentligheden om viden, som ikke passer ind i den aktuelle policy. Som Grønnegaard formulerer det: ”Kan vi regne med embedsmændene? Eller skal vi indstille os på, at der på det ene og så det andet område er embedsmænd, der under dække af egen faglighed undergraver den politik, som de forsøger at føre? Det handler om, hvorvidt embedsmændene er demokrater eller ej.”

Det centrale er både det, som står her, og det, som ikke står her. For Grønnegård er det tydeligvis fuldstændig utænkeligt, at der kan være faglige grunde til at gøre anskrig. Sådan viden findes ikke. Dertil har han været en loyal formidler af den dominerende styringstænkning i for mange år. Den eneste faglighed, som tæller, er økonomi, og al øvrig faglighed herunder, ikke mindst professionsfaglighed, ses som rent skalkeskjul for forfølgelse af egeninteresse.

Det, der ikke står, og som kan undre, er den manglende reference til konsekvenserne for Folketingets arbejde og dermed også til demokratiet. Er det alene ministeren, som skal afgøre, hvilken viden Folketinget skal have stillet til rådighed?

Det er et meget centralt spørgsmål. Der har været for mange eksempler på, hvordan spin og tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget har præget forskellige politiske situationer. Lad mig her blot nævne diskussionen under den forrige regering om, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet som følge af ændrede regler.

Endelig er det mærkeligt, at en tidligere professor ikke benytter lejligheden til at forsvare den frie forskning og netop pege på problemerne med den måde, som centraladministrationen forsøger at kontrollere forskningen på. En meget stor del af forskningsmidlerne er i dag givet via kontrakt, og universiteterne er underlagt et strammere styre end tidligere. I stedet vælger Grønnegård at ”skyde budbringerne”.

Demokrati forudsætter uafhængig viden

Tilbage står imidlertid, at der er behov for, at Folketinget får adgang til mere uafhængig viden. Folketinget er valgt til at lave love og kontrollere regeringen. Det kan ikke lade sig gøre uden adgang til viden, som ikke er gennemtygget og spyttet ud i særligt tilrettelagte bunker af selvsamme regerings embedsapparat. Medlemmer af Folketinget skal have adgang til den fulde viden. Derfor skal der tages initiativ til at forbedre Folketingets adgang til faglig viden.

Flere initiativer kunne tænkes, og det kunne gøres til en opgave for en reel forvaltningspolitisk kommission: Man kunne f.eks. give Folketingets udvalg direkte adgang til at udspørge de faglige styrelser. Det blev afvist under den tidligere regering med det argument, at Folketinget allerede har den adgang, og at alt alligevel vil skulle ske på ministerens ansvar. Men problemet er der fortsat, og der sker en selektion af viden fra styrelse, over departement, spindoktorer og minister, til Folketinget. Denne vej bør kortsluttes. Det ville give styrelserne en lidt mere uafhængig og rent faglig rolle.

Man kunne også overveje at øge Folketingets forskellige udvalgs mulighed for at ”købe sig” viden uden om regeringen og måske i langt højere grad gøre brug af egentlige høringer. Man kunne lovgivningsmæssigt sikre sig, at universiteterne ikke kunne underlægges sådanne bindinger, som har været tilfældet i forbindelse med landbrugspakken. Man kunne ændre Moderniseringsstyrelsens standardkontrakt og gøre bindinger på den frie forskning ulovlige for offentlige opdragsdrivere. Det kunne i øvrigt passende også gælde de mere eller mindre formelle krav om bestemte resultater i forbindelse med rekvirerede opgaver, som gives til konsulenthuse.

Så kunne man også arbejde på at gøre gennemsigtigheden i de statslige myndigheders arbejde større. Jeg ved godt, at man i realiteten gjorde det modsatte ved ændringen af offentlighedsloven, men det er lukkethed, som er kilden til mistænksomhed – både den mistænksomhed, som menigmand har i forhold til det offentlige, og den, som de politisk valgte har over for embedsapparatet og især Djøf’erne.

Med andre ord: Det danske demokrati har brug for mere uafhængig viden.

Forrige artikel Verdens sociale problemer som motor for innovation Næste artikel Derfor taber bøfferne

Javel, fru statsminister

Javel, fru statsminister

ANALYSE: Mette Frederiksen vil ruske op i embedsværket, hvis hun vinder valget. Hun vil styrke Statsministeriet og tage stærkere politisk styring på prioriterede områder som børn. Men strategien er risikabel, og møgsager kan hobe sig op på hendes bord.

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

Brug verdensmålene effektivt til forretningsudvikling

KOMMENTAR: Hvordan tager man som virksomhed verdensmålene til sig og bruger dem konkret i forretningsudviklingen? 13 danske virksomheder har fundet svarene gennem FN’s Udviklingsprogram SDG Accelerator. Lederen af programmet giver her et bud på, hvad andre kan lære af det.

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Så meget fylder den private velfærd i din kommune

Danmark oplever i disse år en gradvis privatisering af velfærden. Her kan du se andelen af private daginstitutioner, andelen af elever i private skoler og antallet af private plejeboliger i din kommune.

Politisk aristokrati A/S

Politisk aristokrati A/S

Den postpræsidentielle klubs p.t. største stjerne, Michelle Obama, sælger millioner af bøger og taler for fulde huse. Et fragmenteret mediebillede gør, at folk hungrer efter en koncentreret aften i selskab med fascinerende mennesker, mener dansk festival-direktør. Det er blevet en millionforretning for ekspolitikere og deres fruer.

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

Europas gamle stormagter er i en elendig demokratisk forfatning

ANALYSE: Frankrigs demokrati er lige så sygt som det britiske. Hverken i Paris eller London er parlamenterne i stand til at skabe folkelig konsensus om nødvendige politikker. Theresa Mays håndtering af Brexit vil sætte dybe spor i årtier. Præsident Macron overlever kun takket være Frankrigs autoritære system.

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Den stille privatisering: Dansk velfærd træder ind i en ny epoke

Hver syvende nye plejebolig drives af private. Antallet af fri- og privatskoler er højere end nogensinde. Antallet af børn i privatinstitutioner er tredoblet på få år. Danmark er på vej ind i en ny epoke, hvor den private velfærd vil fylde mere, forudser professor.

Over 30.000 børn bliver passet af private

Over 30.000 børn bliver passet af private

Private vuggestuer og børnehaver skyder frem over hele landet i disse år. Hver syvende daginstitution er i dag privat. I nogle kommuner er det op mod halvdelen. Eksperter forudser, at antallet vokser, i takt med at der skal oprettes op imod 6.000 flere pladser årligt.

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Flere private plejeboliger til ældre aflaster kommunerne

Hver syvende nye plejebolig i Danmark bygges for private penge og skal drives af private operatører. Det stigende antal ældre er også blevet et marked for millioninvesteringer i private velfærdstjenester. Borgmestre i en stor og en lille kommune hilser de nye byggerier velkommen.

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Set, læst og hørt: Rasmus Kjeldahl

Mandag Morgen har bedt Rasmus Kjeldahl om tre kulturanbefalinger. Med musik fra unge, upcoming bands, en bog om Europas tilstand og et teaterstykke om parforholdet er der lidt for enhver smag.

Storhedstid for departementschefer

Storhedstid for departementschefer

Hvis en departementschef kan få en for departementet vigtig sag med i et regeringsgrundlag, er det en næsten-garanti for, at en ny minister vil tage sagen videre. Derfor bruger topembedsmændene tiden lige op til et folketingsvalg på at gennemgå såvel skuffesager som organisation.

Tag et opgør med de anonyme donationer

Tag et opgør med de anonyme donationer

KOMMENTAR: Politikere modtager mere offentlig støtte end nogensinde, men alligevel føler flere partier sig berettigede til at skjule deres private donorer. Det er demokratisk betænkeligt.

Regnearksledelsen har fejlet

Regnearksledelsen har fejlet

KOMMENTAR: Problemerne i Skat er et symptom på mange års fejlbehæftet tænkning i den offentlige sektor, hvor regneark udarbejdet af konsulenthuse har fået lov at diktere alt for meget alt for længe. Der er brug for færre konsulenter og mere ledelse.

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

Endnu en lærerreform, der svigter børn og unge med særlige behov

KOMMENTAR: Uddannelsesministeren har nedsat en kommission, der skal komme med udspil til en ny læreruddannelse. Men der er ikke en eneste ekspert med forstand på specialpædagogik med ved bordet. Et signal om, at ministeren overser et af folkeskolens grundlæggende problemer.

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

Den demokratiske samtale med politikeren som cybersherif

En stor del af den politiske debat herhjemme begynder og foregår i dag på politikernes egne profiler på de sociale medier, og dermed er det også i politikernes magt at blokere de brugere, de ikke ønsker, skal blande sig i den demokratiske samtale.

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Set, læst og hørt: Marie-Louise Boisen Lendal

Mandag Morgen har bedt Marie-Louise Boisen Lendal om tre kulturanbefalinger. Som direktør i den fødevarepolitiske tænketank Frej er hun dybt optaget af bæredygtighed, og det skinner igennem i anbefalingerne, der rummer tanker om kapitalisme, klimakamp og grøn virksomhedsledelse.

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

Start med at evaluere dig selv som mødeleder

KOMMENTAR: En vej til at blive en bedre mødeleder er at evaluere sine egne møder på en systematisk måde, mener en af dem, der underviser kommende mødeledere. Det er i foreningen af teori og praksis, at guldet ligger.

Dampen er gået af privatiseringstoget

Dampen er gået af privatiseringstoget

Regeringen drømte for få år siden om at sælge el-, vand- og varmeværker for milliarder. Nu er privatiseringsbølgen bremset op i Danmark og mange andre steder i Europa. Det handler både om politik og økonomi.

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Lilleholt: Målet var aldrig at sælge forsyningssektoren til en udenlandsk kapitalfond

Forsyningssektoren skal gøres mindre afhængig af tilskud og mere båret af markedskræfter. Men regeringen har ikke som mål, at der skal sælges ud af sektorens aktiver, fastslår energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt. "Jeg har som minister – og det gælder også regeringen – ingen planer om at blande mig i ejerskabet."

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Dueller på analyse og tal afgør forsyningssektorens fremtid

Tænketanke, analyseinstitutter og interessenter på tværs af det politiske spektrum har de senere år bidraget til debatten om forsyningssektorens fremtid med argumenter for og imod involvering af private kræfter. Mandag Morgen kortlægger argumenterne fra et bredt felt af aktører.

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Forbrugerejet fjernvarme kan blive centralt for Danmarks grønne omstilling

Næsten to ud af tre boliger bliver varmet op af fjernvarme. Det nærmer sig europæisk rekord. Nu opfordrer dansk topekspert til, at vi for alvor bruger fjernvarmen i den grønne omstilling. ”Det bliver dyrere at lade være,” siger Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Nyt job: Torben Möger Pedersen bliver formand for CBS

Som ny bestyrelsesformand på Copenhagen Business School skal Torben Möger Pedersen i samarbejde med rektor Nikolaj Malchow-Møller forsøge at sikre universitetet en plads blandt verdens bedste erhvervsuniversiteter.

"Den største fare ved maskinerne er at vi bliver som dem"

INTERVIEW: Teknologien byder på enorme gevinster, og hvis ikke vi kaster os ind i udviklingen, bliver vi udkonkurreret af dem, der gør. Men jo mere vores samfund og vi selv præges af teknologien, des mere mister vi af det, som gør os til mennesker og giver mening for os, advarer den tyske fremtidsforsker Gerd Leonhard.

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

Global topfeminist: Danmark sakker bagud på ligestilling

INTERVIEW: Verden bliver rigere, sundere og mere sikker, hvis alle regeringer prioriterer ligestilling højere, mener Katja Iversen, leder af ngo'en Women Deliver. Hun skoser Danmark for at svigte ligestilling og for at have misset #MeToo-debatten.

Mødes I – eller holder I bare møder?

Mødes I – eller holder I bare møder?

KOMMENTAR: Møder er et nødvendigt, men ofte også udskældt element på mange arbejdspladser. Som leder er det din opgave at undgå, at subtile udelukkelsesmekanismer, alliancer og snævert fokus på egne agendaer blokerer for, at deltagerne kan samles om en fælles sag.

Ældres ensomhed kan også bygges væk

Ældres ensomhed kan også bygges væk

KOMMENTAR: Hvordan kan velfærdssamfundet bruge filantropiske fonde som en del af løsningen på presserende problemer? Udviklingen af seniorbofællesskaber er et godt eksempel på en opgave, hvor det giver god mening, og på en helt ny form for filantropi.

Et lille job har også ret

Et lille job har også ret

REPORTAGE: Aalborg Kommune inviterede sammen med Fokus Folkeoplysning lokale virksomheder og en håndfuld kontanthjælpsmodtagere på middag hos den socialøkonomiske restaurant Kaffefair. ’Et måltid med mening’ hed aftenen, der gik ud på at finde små deltidsjob til kommunens borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Politikere er blevet deres egne massemedier

Politikere er blevet deres egne massemedier

Højere partistøtte giver nye kommunikationsmuligheder hos danske politikere, som søsætter egne medier som aldrig før. Det har ændret nyhedernes fødekæde og vil give mere støj ved det kommende folketingsvalg. Måske bliver 2019 valgåret, hvor de traditionelle medier mister magten over dagsordenen.

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Europas politikere er trætte af uafhængige journalister

Det tyske parti AfD er ved at oprette sit eget mediemæssige war room, hvorfra 20 journalister skal lave partiets egen 'dækning' af livet i Forbundsdagen. I Spanien kan journalisterne ikke længere stille spørgsmål til premierministeren. Uafhængige medier har det svært i mange EU-lande.

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Med i maskinrummet: Sådan styrer politikerne dagsordenen

Danske vælgere foretrækker muligvis stadig tv-mediet i en valgkamp, men det er det, der foregår på politikernes egne kanaler, der afgør debatten, lyder det fra politisk strateg. Når partierne sætter tryk på, kan de dreje dagsordenen i deres retning, og det kan give taletid i medierne.

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediecheferne: Vi vil sikre transparens

Mediernes opgave ved det kommende valg er vigtigere end nogensinde før. Det mærker man ude på redaktionerne, hvor mandskabet oprustes, og øjnene rettes mod sociale medier og risikoen for misinformation.

Set, læst og hørt: Margrethe Vestager

Set, læst og hørt: Margrethe Vestager

Margrethe Vestager serverer tre kulturanbefalinger til Mandag Morgens læsere. Hun kommer blandt andet omkring en oldgræsk tragedie, som hun har genlæst for første gang siden gymnasiet, og en illusionskunstner på Netflix.

Nyt job: Christian Harsløf er ny KL-direktør

Nyt job: Christian Harsløf er ny KL-direktør

Christian Harsløf havner i et af de største og mest betændte politiske brændpunkter, når han tiltræder som direktør for digitalisering og teknologi samt sundheds- og ældreområdet i KL.

Udkantslæge: Her behandler vi ikke patienterne ens

Udkantslæge: Her behandler vi ikke patienterne ens

KOMMENTAR: En læge i Grenaa og en læge i Århus midtby får den samme betaling for at tage sig godt af deres patienter. Men hvis de skal have lige god behandling, kræver det en meget forskellig indsats. Et lægefællesskab i Grenaa har taget konsekvensen og lavet deres egen udligningsordning mellem de stærkeste og de svageste patienter.