Folkestyret har behov for uafhængig viden

New public management og andre styringsredskaber har undergravet den faglighed, som er en forudsætning for mange af de indsatser, velfærdssamfundet leverer. Her er der ingen respekt for faglighed – og slet ikke professionsfaglighed.

Der er grøde i kritikken af den måde, som det offentlige har været styret på de sidste 30-35 år. Flere aviser bringer kritiske indlæg om, hvordan dokumentationskravene har overtaget tiden for de offentligt ansatte. Senest har Berlingske redegjort for, hvad dokumentationskravene konkret betyder for socialrådgiverne. Samtidig havde Politiken et interview med en af de forfattere, som i 2007 skrev en undskyldning for deres deltagelse i introduktionen af new public management (NPM) i den offentlige sektor. Overskriften dengang var sigende: ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde. Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind.”

Man kan sige, at det også var på tide. Siden vi forlod 00’erne, har der været gentagne internationale forskningsbaserede dokumentationer af, at NPM har mishandlet den offentlige sektor mange steder i verden. I 2011 kom en omfattende rapport fra Victoria University i Wellington, som beskrev, hvordan styringstænkningen har påvirket den newzealandske offentlige sektor. F.eks. havde to tredjedele af alle statsligt ansatte i 2010 skiftet organisation, fysisk placering, arbejdsopgaver eller ledelse. Det har påvirket såvel den enkeltes loyalitet over for organisationen som den måde, hvorpå den enkelte er i stand til at bedrive sin faglighed.

I 2015 kom en analyse af en af de oprindelige fortalere for NPM – Christopher Hood – som også har været omtalt her på bloggen. Den påviste, hvordan NPM har gjort den engelske offentlige sektor både dårligere og dyrere. Også her har man været igennem karruseller af omstruktureringer med tab af faglighed til følge. Og forleden kom en analyse udarbejdet af KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning – som viste, at NPM i form af resultatbaseret styring påvirker måden, de offentligt ansatte arbejder på negativt, og at det risikerer at gå ud over samfundets svage borgere.

Kernen i kritikken er, at styringstænkningen har undergravet den faglighed, som er en forudsætning for mange af de indsatser, velfærdssamfundet leverer. NPM ser de offentligt ansattes faglighed som forsøg på at fremme deres egne interesser, og i den politiske debat har faglige argumenter ikke værdi i sig selv, men bliver kun set som en måde at understøtte en bestemt politik på. Der findes kort sagt ikke gangbar uafhængig viden. I stedet har man indført et væld af overvågnings- og kontrolmekanismer, som belaster de offentligt ansatte, og som betyder, at de ikke kan gøre deres arbejde ordentligt – eller som det udtrykkes i en overskrift fra Berlingske: ”Socialrådgivere føler sig lænket til computeren: Ingen tid til udsatte børn”.

Ministerens ret til at definere sandheden?

Samtidig kører en anden diskussion i offentligheden. Den ligger i forlængelse af de sager, som har været i staten igennem de seneste år. Her kan nævnes ”nødløgnen” i Justitsministeriet, ”Her er en million til dig” fra Socialministeriet, ”GGGI-sagen” fra Udenrigsministeriet og senest hele hurlumhejet omkring vedtagelsen af landsbrugspakken og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang som minister.

De mange sager har sat spørgsmålstegn ved, om den måde, centraladministrationen fungerer på, er den rette i forhold til et demokratisk styre i det 21. århundrede. Debatten drejer sig om mange forhold: Fungerer ministerstyret, og har ministeren reelt den politiske styring? Eller skal ministeren støttes af et antal viceministre eller andre politisk valgte? Skal dele af embedsapparatet skiftes ud ved nye regeringer, eller fungerer systemet med upartiske embedsmænd fortsat? Osv.

Bag disse diskussioner gemmer sig et spørgsmålstegn ud for Djøf’ernes og måske Djøf’s indflydelse på den til enhver tid siddende regering. Det forhold, at økonomitænkningen er den altdominerende bag alle politiske initiativer, peger i den retning. Gang på gang nævnes symboler på ”økonomismens” dominans i centraladministrationen, som f.eks. salget af dele af DONG til Goldman Sachs, McKinseys mange opgaver for Finansministeriet og Bjarne Corydons efterfølgende direktørpost i selvsamme firma.

Et væsentligt element i Djøf’ernes styring af det offentlige drejer sig om, hvilken viden der lægges til grund for beslutninger. Hvem har retten til at levere viden, og hvad bygger denne viden på? Traditionen i Danmark har siden begyndelsen af det 20. århundrede og indførelsen af parlamentarismen været, at staten i form af departementer, direktorater og styrelser var leverandør af objektiv viden som grundlag for Folketingets politiske beslutninger.

I andre lande er staten ikke på denne måde en objektiv leverandør af viden, men det har været meget afgørende i den danske tradition og selvforståelse. Derfor er der også gennem tiden røget flere ministre, fordi deres ministerium ikke leverede rigtige eller endda fejlagtige oplysninger til Folketinget. I forbindelse med ”Gyllegate” og Eva Kjer Hansens afgang er det også kommet frem, at forskere ved Aarhus Universitet har måttet acceptere, at de ikke kunne udtale sig om forskningsresultater uden ministeriets accept, og at de ikke engang måtte udtale sig om, at de ikke måtte udtale sig. En slags dobbelt offentligt bedrag.

”Gyllegate” og lignende sager rejser derfor spørgsmålet om, hvordan faglig viden forholder sig til demokratiet. Er demokrati lig med ministerens udvælgelse af, hvilken viden Folketinget skal have til rådighed? Er det kun den viden, som passer ind i den til enhver tid siddende regerings kram, som skal frem? Eller er det statens opgave at levere viden – også de nuancer, som ikke lige passer ind i det konkrete politiske initiativ? Oven i det kommer spørgsmålet om, hvem der styrer videnstrømmen? Om den almindelige mistillid til anden viden end økonomi kommer til at betyde, at Djøf’erne i centraladministrationen mener sig i stand til at skalte og valte med forskellig faglig viden, indtil den passer til det, ministeren efterspørger?

Professor skyder budbringeren

Her har den forløbne uge også haft sit interessante indlæg. Professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen havde et indlæg i Weekendavisen, hvor han argumenterer for, at det kun er ministeren, som har legitimitet til at fastlægge, hvad der er fagligt eller sagligt. Med ministeren mener Grønnegård hele ministeriet inklusiv departement og styrelser. Han ser det derfor som en uskik, at anonyme fuldmægtige og andre ”lækker” oplysninger til offentligheden om viden, som ikke passer ind i den aktuelle policy. Som Grønnegaard formulerer det: ”Kan vi regne med embedsmændene? Eller skal vi indstille os på, at der på det ene og så det andet område er embedsmænd, der under dække af egen faglighed undergraver den politik, som de forsøger at føre? Det handler om, hvorvidt embedsmændene er demokrater eller ej.”

Det centrale er både det, som står her, og det, som ikke står her. For Grønnegård er det tydeligvis fuldstændig utænkeligt, at der kan være faglige grunde til at gøre anskrig. Sådan viden findes ikke. Dertil har han været en loyal formidler af den dominerende styringstænkning i for mange år. Den eneste faglighed, som tæller, er økonomi, og al øvrig faglighed herunder, ikke mindst professionsfaglighed, ses som rent skalkeskjul for forfølgelse af egeninteresse.

Det, der ikke står, og som kan undre, er den manglende reference til konsekvenserne for Folketingets arbejde og dermed også til demokratiet. Er det alene ministeren, som skal afgøre, hvilken viden Folketinget skal have stillet til rådighed?

Det er et meget centralt spørgsmål. Der har været for mange eksempler på, hvordan spin og tilbageholdelse af oplysninger for Folketinget har præget forskellige politiske situationer. Lad mig her blot nævne diskussionen under den forrige regering om, hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet som følge af ændrede regler.

Endelig er det mærkeligt, at en tidligere professor ikke benytter lejligheden til at forsvare den frie forskning og netop pege på problemerne med den måde, som centraladministrationen forsøger at kontrollere forskningen på. En meget stor del af forskningsmidlerne er i dag givet via kontrakt, og universiteterne er underlagt et strammere styre end tidligere. I stedet vælger Grønnegård at ”skyde budbringerne”.

Demokrati forudsætter uafhængig viden

Tilbage står imidlertid, at der er behov for, at Folketinget får adgang til mere uafhængig viden. Folketinget er valgt til at lave love og kontrollere regeringen. Det kan ikke lade sig gøre uden adgang til viden, som ikke er gennemtygget og spyttet ud i særligt tilrettelagte bunker af selvsamme regerings embedsapparat. Medlemmer af Folketinget skal have adgang til den fulde viden. Derfor skal der tages initiativ til at forbedre Folketingets adgang til faglig viden.

Flere initiativer kunne tænkes, og det kunne gøres til en opgave for en reel forvaltningspolitisk kommission: Man kunne f.eks. give Folketingets udvalg direkte adgang til at udspørge de faglige styrelser. Det blev afvist under den tidligere regering med det argument, at Folketinget allerede har den adgang, og at alt alligevel vil skulle ske på ministerens ansvar. Men problemet er der fortsat, og der sker en selektion af viden fra styrelse, over departement, spindoktorer og minister, til Folketinget. Denne vej bør kortsluttes. Det ville give styrelserne en lidt mere uafhængig og rent faglig rolle.

Man kunne også overveje at øge Folketingets forskellige udvalgs mulighed for at ”købe sig” viden uden om regeringen og måske i langt højere grad gøre brug af egentlige høringer. Man kunne lovgivningsmæssigt sikre sig, at universiteterne ikke kunne underlægges sådanne bindinger, som har været tilfældet i forbindelse med landbrugspakken. Man kunne ændre Moderniseringsstyrelsens standardkontrakt og gøre bindinger på den frie forskning ulovlige for offentlige opdragsdrivere. Det kunne i øvrigt passende også gælde de mere eller mindre formelle krav om bestemte resultater i forbindelse med rekvirerede opgaver, som gives til konsulenthuse.

Så kunne man også arbejde på at gøre gennemsigtigheden i de statslige myndigheders arbejde større. Jeg ved godt, at man i realiteten gjorde det modsatte ved ændringen af offentlighedsloven, men det er lukkethed, som er kilden til mistænksomhed – både den mistænksomhed, som menigmand har i forhold til det offentlige, og den, som de politisk valgte har over for embedsapparatet og især Djøf’erne.

Med andre ord: Det danske demokrati har brug for mere uafhængig viden.

Forrige artikel Verdens sociale problemer som motor for innovation Næste artikel Derfor taber bøfferne