Folkets viljekommer til kort overfor markedets kræfter

Der er ingen vej uden om EU. Globaliseringens negative effekter er så store, at kun overnationalt samarbejde kan løse udfordringer på nationalt og internationalt niveau.

Det er ikke et nyt fænomen, at vælgerne er utilfredse med deres politikere. Det har de altid været. Det ligger ligesom i metieren, at politikere udsættes for konstant kritik, og at de ligger lavt, når der laves troværdighedsanalyser.

Det ligger i politikkens væsen, at der må laves kompromiser, hvor man ikke kan stå fast på sine ideelle synspunkter, og hvor man nødvendigvis må skuffe nogle. Det er ret beset et sundhedstegn, at vælgerne reagerer, når de er utilfredse. Og den permanente utilfredshed har sjældent i Danmark medført de store jordskred.

Folketingsvalget i 1973 var en undtagelse, men systemet kom hurtigt tilbage på det vante spor, hvor der blev regeret, lavet kompromisser, gennemført reformer og lavet lovgivning til glæde for nogle og skuffelse for andre. På trods af brokkeriet har vælgerne overordnet accepteret den udvikling. Også fordi Danmark på mange måder er et veldrevet land.

En række undersøgelser tyder imidlertid på, at der de senere år er sket en ændring. Tilliden til politikerne er faldet markant i forhold til tidligere. Der tales om ’politikerlede’ – folk er dødtrætte af politikere, de har mistet respekten for. Der er tilsyneladende opstået en mistillid til hele det politiske system, et fænomen, der flugter med udviklingen i en række andre lande i Europa samt USA. Det har ikke mindst ramt de etablerede magtpartier, som traditionelt har påtaget sig regeringsansvaret.

Manglende forventningsafstemning

Konsekvenserne af mistilliden har været mangfoldige. Der er opstået nye partier – ofte af populistisk tilsnit. Folkeafstemninger giver over én kam nederlag til de etablerede: Brexit, retsforbeholdet i Danmark, en forfatningsændring i Italien, en absurd folkeafstemning i Holland om en EU-aftale med Ukraine. Fælles for folkeafstemningerne har været, at vælgerne har brugt dem til en protest imod det etablerede, mere end de har forholdt sig til substansen. De etablerede partier har talt for døve øren – vælgerne stoler bare ikke på dem.

Der er mange forklaringer på denne ’politikerlede’. Mange føler sig økonomisk klemte i en udvikling, de ikke kan overskue. Globaliseringen har givet store fordele, men har også haft negative konsekvenser for mennesker, der mister deres job og eksistensmulighed. Der er skabt monumentale økonomiske uligheder. Det politiske system har ikke været i stand til at løse de problemer, det forventes at skulle løse.

Dette gælder ikke mindst EU, som er blevet et hadeobjekt, også fordi det er så stort og for mange uoverskueligt. Medierne kører i døgndrift og zoomer langt mere brutalt ind på politikerne, der afsløres som det, de er: almindelige kødelige mennesker med lige så store fejl og mangler som alle andre.

Efter godt og vel 30 år i Folketinget mener jeg ikke, at danske politikere er dårligere end før i tiden. Nærmere tværtimod. De er flittige, ukorrupte og gør sig faktisk daglige anstrengelser for at levere resultater til de mennesker, der har valgt dem. Når de ikke får anerkendelse for det, kan det skyldes, at der er en manglende overensstemmelse mellem vælgernes forventninger og så de muligheder, politikerne har for at indfri disse forventninger inden for rammerne af det nationalstatslige demokrati. Her ligger et demokratisk problem, som er værd at diskutere.

Lighed kolliderer med markedet

Der ligger i det demokratiske ideal en fordring om lighed. Alle mennesker har lige stor værdi. Der stemmes efter hoveder og ikke efter høveder, som det engang blev sagt. Alle har en stemme ved de demokratiske valg, og der er ikke forskel på, om den afgives af en bistandsmodtager eller en bankdirektør. På baggrund af afstemningen sammensættes et parlament, der forudsættes at udtrykke folkets vilje. Og ikke mindst at træffe beslutninger, der er udtryk for denne vilje.

Men det demokratiske lighedsideal er svært at forene med et markedsøkonomisk system, der skaber ulighed. Vist er der lighed, når vi går til valg, men den regering, der bliver et resultat af valget, kan ikke regere uafhængig af de økonomiske magtforhold, der opererer på helt andre præmisser end de politiske.

Den såkaldte ’folkevilje’ kan ikke gøre, hvad den vil. Jo, det kan den godt i princippet, men hvis det kolliderer med interesserne hos den økonomiske magt, kan denne sætte ind med modforanstaltninger i form af kapitalflugt, investeringsstrejke osv.

Det er der ikke noget nyt i, og i et velfærdssamfund som det danske er der opstået et kompromis, hvor den økonomiske magt har accepteret høje skatter og en vis grad af politisk regulering. Velfærdssamfundets goder i form af gratis sundhedsydelser, et højt uddannelsesniveau etc. er også til fordel for erhvervslivet.

Dette nationalstatslige velfærdskompromis udfordres imidlertid af en globalisering, hvor den internationale konkurrence er voldsomt skærpet; hvor en spekulativ finanskapital hvert sekund flyder over landegrænser; hvor teknologien giver mulighed for en global arbejdsdeling, så et produkt kan optimeres, efter hvor der er laveste omkostninger; hvor forskellige skatteregler kan udnyttes til at minimere skattebetalingen til den fælles kasse. Den skærpede konkurrence giver udfordringer for alle samfund, og ingen valgt ’folkevilje’ kan negligere disse udfordringer.

Heri ligger ikke, at man passivt skal underlægge sig dem. For naturligvis kan – og skal – der gøres noget inden for det nationale demokrati. Hvad også er tilfældet i dansk politik, hvor der er en fuldstændig reel diskussion – og uenighed – om fordelingspolitik, arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, skattepolitik og de andre politikområder, som definerer velfærdssamfundet.

Men det udefrakommende pres er voldsomt og bliver også brugt i den indenlandske retorik. Hvis selskabsskatten er for høj, investerer virksomhederne i lande med lav selskabsskat. Hvis topskatten ikke sænkes, vil højtuddannede udlændinge ikke slå sig ned i Danmark. Hvis vore energiafgifter er højere end konkurrenternes, mister vi jobs. Og hvis den overordnede økonomiske politik ikke tilfredsstiller kreditvurderingsfolkene hos Moody’s, får vi en anmærkning – med højere rente til følge. Vi fører en skattepolitik, hvor alle – efter evne – skal bidrage til fællesskabet, men når der er uanede muligheder for at undslå sig skattebetaling gennem fiduser, hvor der placeres penge i udenlandske skattely, er det svært for det nationale demokrati at leve op til forventningerne.

Globalisering med retfærdig retning

Det er absolut nødvendigt at gøre op med de enorme uligheder, hvis politikerne skal kunne legitimere sig selv. Det er nødvendigt at give globaliseringen en retning, så den ikke skaber tabere. Det er nødvendigt at skabe job. Det er nødvendigt at håndtere flygtningesituationen. Det er nødvendigt at håndtere klimaudfordringerne, hvis vi skal overleve på planeten.

Men vi er nødt til at erkende, at det ikke kan gøres inden for rammerne af nationalstaterne. Det kræver, at demokratiet internationaliseres. Der skal skabes en politisk overbygning på den økonomiske globalisering.

Det er præcis her, at EU bliver så vigtig. EU er i stormvejr i disse år, og der er klare opløsningstendenser. Mange lande forsøger at vende tilbage til en gammel nationalstatslig tænkning, hvor de fælles løsninger lægges for had. Men det er som at få varmen ved at tisse i bukserne. For den internationale finanskapital er der stadigvæk og kan spille de enkelte lande ud imod hinanden. Landene kan godt forsøge at køre et race to the bottom for at løse egne, kortsigtede problemer, men på sigt bliver alle tabere.

På trods af alle problemerne er EU faktisk et forsøg på at skabe et regionalt, politisk samarbejde, der skal håndtere de internationale problemer, vi alle står over for. EU er en politisk kampplads, som skal ses i forlængelse af den kamp, der foregår i kommuner og i Folketinget, men hvor man diskuterer de problemer, der er grænseoverskridende.

Når EU mangler beslutningskraft, skyldes det ikke institutionen, men de medlemslande, der vægrer sig ved at påtage sig et fælles ansvar. F.eks. hvad angår flygtningesituationen. Og vist træffes der mange tåbelige beslutninger og beslutninger, man kan være uenig i. Men det skyldes jo netop, at der er tale om et demokratisk samarbejde med politiske uenigheder.

Et EU i opløsning vil være et demokratisk tab. Det vil fryde spekulanterne og magtpolitikere som Ruslands Putin, men vi er dårligt stillede, når det kommer til at give globaliseringens negative sider modspil og finde løsninger på grænseoverskridende problemer. Den folkelige mistillid skal tages alvorligt, og EU skal gøres mere åbent og demokratisk.

Men først og sidst handler det om at genfinde beslutningskraften. Mange spørger, hvorfor vi skal være medlemmer af en forening, der ikke evner at løse de problemer, den forventes at løse. Spørgsmålet er relevant, men svaret er ikke at bryde foreningen ned.

Ansvaret for at genopbygge tilliden ligger i medlemslandene og i sidste ende hos os selv.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu