For Tysklands forsikringsgiganter er bæredygtighed big business

GRØN OMSTILLING Klimaforandringerne kan blive særdeles kostbare for forsikringsbranchen. Derfor investerer de største forsikringsselskaber i stigende grad i aktiviteter, der gavner miljøet og nedsætter CO2-udslippet. I de seneste år er bæredygtighed blevet en vigtig del af forsikringsgiganternes forretning.

Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Jesper Christrup Jensen
Rådgiver, Innovation Centre Denmark i München

München er Europas ubestridte forsikringscentrum. Omkring 60 forsikringsselskaber har hovedsæde i og omkring den sydtyske hovedstad, og listen tæller giganter som Munich RE og Allianz.

De kapitaltunge selskaber har ikke kun travlt med at udbetale erstatninger, når skaden er sket. De investerer også stort i aktiviteter, der kan være med til at skabe en mere sikker og stabil verden med færre kostbare katastrofer. Den logik har gjort forsikringsgiganterne til nogle af Europas vigtigste investorer i bæredygtighed og klimabeskyttelse.

Forsikringsselskaber sidder på meget store poser penge, fordi de til hver en tid skal være likvide nok til at kunne udbetale eventuelle erstatninger. Men erstatningskrav kommer sjældent på en og samme tid. Derfor geninvesterer forsikringsselskaber løbende store dele af deres policeholderes forsikringspræmier for at generere ekstra indtjening og delfinansiere erstatningsudbetalinger.

Det er ikke småpenge, vi taler om. Eksempelvis forvalter Allianz Group alene aktiver for svimlende 2.268 milliarder euro – svarende til næsten 16.900 milliarder danske kroner.

En stigende del af de midler geninvesteres i innovation og bæredygtighed.

Ifølge BaFin, Tysklands finanstilsynsmyndighed, vurderer branchen selv, at hele 73 procent af dens investeringer er bæredygtige. Definitionen af bæredygtighed kan nok diskuteres i flere tilfælde, men det ændrer ikke ved, at branchens investeringer i bæredygtighed kan have reel, positiv indvirkning på klimaet.

Eksempelvis investerer Munich RE, hvis primære forretning er at genforsikre forsikringsselskaber, kraftigt i at fremme alternative energikilder, og deres investeringer i innovation har sikret grøn energi til næsten 600.000 husholdninger de sidste par år.

Ligeså er Allianz aktive investorer i grøn innovation og er på verdensplan kåret til forsikringsbranches mest bæredygtige investor for tredje år i træk i Dow Jones Sustainability Index.

Også Generali er med på bølgen som det første forsikringsselskab i verden til at udstede grønne obligationer, der udelukkende bruges til at finansiere investeringer i bæredygtige projekter.

Læg hertil, at det tyske innovationsøkosystem er eksploderet gennem de seneste par år, og mange såkaldte InsurTech- og SustainTech-startups har fundet vej til markedet ved at tilbyde innovative og bæredygtige løsninger. Udviklingen understøttes i stigende grad af de magtfulde forsikringsselskaber, som investerer i og samarbejder med økosystemet.

Selvom mange i Danmark associerer Tyskland med storindustri og dieselbiler, er der altså rigtig godt gang i den grønne bølge hernede.

Forebyggelse af klimaforandringer er dyrt, men alternativet er værre

Der er en god grund til, at branchen agerer, som den gør. I de seneste år har vi oplevet naturkatastrofer og sygdomsudbrud, der har resulteret i enorme erstatninger og astronomiske økonomiske tab for nogle forsikringsselskaber

Den store øjenåbner er imidlertid den igangværende coronapandemi. Udover at den tvinger de fleste lande til at understøtte deres ordreløse virksomheder og arbejdsløse borgere med store hjælpepakker, viser den de enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser, en global krise kan have.

Og meget tyder desværre på, at det ikke er sidste gang, vi rammes.

Hvis ikke de begrænses eller forhindres, kan klimaforandringer og andre relaterede kriser tvinge prisen på forsikringspolicer for visse markedssegmenter så højt i vejret, at de i praksis bliver umulige at forsikre.

I forsikringsbranchen er der derfor frygt for, at store dele af dens eksisterende indtjeningsgrundlag kan forsvinde i løbet af de næste årtier.

Det er på den baggrund, at vi ser førnævnte forsikringsselskaber være så aktive i den grønne omstilling. Hvis branchen i tide formår at fremme innovative ideer og investere i teknologi og præventive løsninger, kan det forhindre, at klimaforandringernes negative konsekvenser helt underminerer forsikringsbranchens logik.

Forsikringsbranchen står på en brændende platform, men samtidig har de store forsikringsselskaber en unik mulighed for at præge bæredygtighedsdagsordnen – og dermed også sikre deres egen forretning i fremtiden.

I takt med at bæredygtige investeringer bliver rentable, er klimaforandringerne, eller rettere, begrænsningerne af dem, blevet big business. Og det gavner os allesammen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu