Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Bred forankring er bedre end forhastet klimahandling
KOMMENTAR: Selvfølgelig haster det med at komme i gang med klimaforhandlingerne, men det er vigtigere, at de centrale aktører kommer med, og at vi får politisk ærlighed på bordet om prisen for klimaambitionerne.
”Grøn betyder nu”, lyder det fra den radikale leder, Morten Østergaard, som truer med at vælte regeringen til grundlovsdag, præcis et år efter den valgdag i 2019, som bragte den socialdemokratiske mindretalsregering til magten med støtte fra blandt andet De Radikale.
Sammen med Enhedslistens Pernille Skipper har Østergaard tændt for den politiske kogeplade under regeringen på klimaområdet. Og den kan godt nå at blive særdeles varm, inden der formentlig nås frem til en eller anden fælles forståelse til sommer.
Der er sikkert stemmer i det og god klangbund i baglandet hos de to partier for at beskylde regeringen for nøl. Det mærkelige er her, at både statsminister Mette Frederiksen og klimaminister Dan Jørgensen trods alt taler så meget i tåger, når det gælder om at fremlægge bare en tidsplan og en procesplan for nogle forhandlingstemaer med alle Folketingets partier bag klimalov-aftalen med undtagelse af Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Hvor svært kan det være? Respekt for at regeringen faktisk ikke vil jage så vigtige samfundsmæssige omstillinger og beslutninger igennem på nogle få måneder, men en forhandlingsplan og en procesplan burde ikke være for meget forlangt.
DEN ONDE UDLÆGNING af den aktuelle situation er, at det er begyndt at gå op for regeringen, at det bliver umuligt at nå det ambitiøse mål om en 70 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser i 2030 med fastholdelse af målet om balance på de offentlige finanser, kravet om, at der ikke må tabes arbejdspladser, og målet om, at uligheden ikke må øges. I forståelsespapiret, som er regeringens fundament, er det betingelserne.
Kloge folk har foretaget forskellige beregninger af, hvor mange job der tabes ved automatisering og digitalisering, og hvor mange nye funktioner der skabes. Men vi har ikke tilsvarende beregninger af, hvad den grønne omstilling kommer til at koste af job, og hvor og hvor mange af de nye grønne job, der kan skabes, og hvad det kræver af kreativitet, kompetenceudvikling og kapital.
Så tør politikerne gå ud og sige, at den grønne omstilling både bliver særdeles dyr for os alle sammen, og at den kommer til at koste ”sorte” job i den ikke-klimavenlige industri? Vi har brug for ærligt at kende bagsiden af klima-euforien: regningen for den grønne omstilling.
DEN PÆNERE VERSION af regeringens nøl med klimaforhandlinger handler om, at den meget naturligt vil afvente de anbefalinger til grøn omstilling fra Klimarådet, som den selv har bestilt. De kommer 9. marts. Herefter vil man gerne afvente resultaterne af første runde anbefalinger fra de 13 klimapartnerskaber, som afleveres senere i marts og præsenteres i det nye grønne erhvervsforum til april. Hvis ikke regeringen afventede disse meldinger pænt og høfligt, så ville tilliden i hele den møjsommeligt påbyggede alliance og forståelse med de magtfulde erhvervsorganisationer, fagbevægelsen, pensionsfondene og så videre brase sammen.
I forvejen har erhvervsorganisationer som Dansk Industris ledelse taget en kæmpe politisk chance ved at gå ind i partnerskaberne uden sikkerhed for, at regeringen til sin tid leverer sin del af opgaven på baggrund af anbefalingerne. Gør regeringen ikke det, vil der være lagt gift ud for enhver form for samarbejde i meget lang tid. Og så har Lars Sandahl Sørensen som direktør i DI rakt hånden længere frem til samarbejde med regeringen, end flere af hans medlemmer synes er godt. Uden en alliance med erhvervslivet kommer regeringen ganske enkelt ikke i mål med sine klimaambitioner. Så kan Østergaard og Skipper stå nok så meget og stampe i jorden.
Der skal en fælles samfundsalliance til for at løfte de kæmpestore ambitioner, og derfor burde regeringen også have klimapartnerskaber med civilsamfundet, så de – ligesom erhvervslivet – involveres i opgaven med at nå CO2-reduktionsmålet.
Grønt betyder nu – ja. Men grønt bør også betyde politisk ærlighed om konsekvenserne af den store ambition og omhu med at få opgaven til at blive forankret i en fælles forståelse i hele samfundet af, at vi kommer til at løfte i flok, og at erhvervslivet skal positivt med i løsningerne. Og den opgave skal ikke hastes igennem.
