Flere penge til kommunerne og en langt fastere kurs over for unge under 18. Sådan lyder den korte version af indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders opskrift på, hvordan man i de kommende år skal opprioritere forebyggelse og rehabilitering i det danske sundhedsvæsen.

Han er indstillet på at indføre nationale mål for unge under 18 år – f.eks. at halvere antallet af unge rygere inden 2020. Han vil kæmpe for at få rygning og alkohol ud af skoler og andre uddannelsesinstitutioner. Og han forbereder til efteråret en stor plan, der skal reducere den voksende ulighed på sundhedsområdet. Den kommer bl.a. til udtryk, ved at forskellen mellem højtuddannedes og lavtuddannedes levealder næsten er fordoblet på 20 år.

Bertel Haarder forudser også, at kommunerne fremover får en langt større og vigtigere rolle i hele det forebyggende arbejde.

Dermed er han parat til at følge en del af de råd, som Mandag Morgens nye forebyggelsespanel afgav i sidste uge. Panelet, der tæller 23 af landets førende eksperter på området, blev bedt om at vurdere 50 konkrete forslag. Deres hovedbudskab er, at kampen mod rygning skal have topprioritet, og at det bedst sikres ved at staten griber ind med afgiftsforhøjelse, forbud og påbud.

Lov til at skade sit eget helbred

Bertel Haarder er ikke i tvivl om, at styrket forebyggelse er nødvendigt, hvis det danske sundhedssystem skal hænge sammen, sundhedsmæssigt såvel som økonomisk. Når han alligevel afviser en række af de forslag, som panelet prioriterer højest – f.eks. et forbud mod indendørs rygning bortset fra i eget hjem – skyldes det ideologisk modvilje:

“For mig er der meget stor forskel på, om man udøver formynderi over for børn eller over for voksne. Jeg vil meget gerne være formynder over for unge under 18 år. Derfor har jeg f.eks. over for skoler og uddannelsesinstitutioner presset meget på for at stoppe rygningen og drikkeriet. Det har virket, og kunne jeg på samme måde bidrage til at begrænse antallet af overvægtige unge, ville jeg gøre det.

De voksne må selvfølgelig ikke gøre noget, der kan skade andre, og derfor forbyder vi jo også rygning i alle offentlige bygninger, restauranter, cafeer, busser, toge osv. Men som en voksen borger i et demokratisk samfund har man i princippet lov til at skade sit eget helbred. Det kan ikke nytte noget, at vi helt fratager borgerne deres personlige ansvar. Men samfundet skal selvfølgelig gøre de sunde valg lettere og de usunde valg mindre attraktive.”

Men som ryger kan man jo også påføre samfundet en stor regning i form af flere hospitalsindlæggelser. Den tvungne brug af sikkerhedsseler er f.eks. også et brud med det princip, du fremhæver?

“Det er rigtigt, men jeg mener alligevel, at der er forskel på børn og voksne. Og vi indskrænker jo også de voksnes frihed ved at begrænse deres muligheder for at ryge.”

Betyder det, at du ikke vil skærpe den nuværende rygelov, der skal evalueres til efteråret?

“Det har jeg ingen planer om. Men kommer der gode forslag, der er folkeligt acceptable, er jeg parat til at lytte. For det nytter ikke noget at lave forbud, som folk synes er tåbelige. Politikerne må godt gå lidt foran i forhold til, hvad folk synes er rimeligt, men de kan ikke gå meget langt foran.”

Strammer kursen over for unge

Selv om den nuværende rygelov oprindelig blev mødt med stor skepsis, synes den i dag stort set accepteret. Viser det ikke, at der er basis for en yderligere skærpelse – f.eks. ved at fjerne undtagelsen for de små beværtninger?

“Jeg har ingen planer i den retning, også fordi jeg tydeligt husker, hvor svært det var for den daværende indenrigs- og sundhedsminister at få forhandlet loven på plads.”

Når eksperterne fremhæver forbud og påbud på bl.a. rygeområdet, skyldes det, at der er en klart dokumenteret forebyggende effekt. Hvis man ikke vil bruge den slags virkemidler, kan man vel heller ikke forvente, at det forebyggende arbejde får en større virkning?

“Min modvilje gælder kun de voksne. Vi er allerede meget formynderiske, når det gælder børn og unge under 18 år, f.eks. med hensyn til at købe cigaretter og alkohol. For denne aldersgruppe er jeg parat til at gennemføre yderligere stramninger. Det første skridt kunne være, at vi fuldstændig fjerner rygning og alkohol fra vores uddannelsesinstitutioner. Det budskab er jeg sikker på, at institutionerne allerede har forstået og vil handle på, for ellers risikerer de et dekret ovenfra. Og det er meget bedre, at de selv tager affære, end at vi i Folketinget begynder at vedtage nye love, der kan vise sig umulige at håndhæve. Det er jo ikke en opgave, vi kan sætte politiet til.”

Ifølge Mandag Morgens forebyggelsespanel vil en højere tobaksafgift have størst forebyggende effekt og kunne måske oven i købet bidrage til at finansiere en større indsats?

“Det er der ikke noget, som tyder på. Ifølge Skatteministeriets seneste beregninger er afgiftsniveauet allerede i dag så højt, at en yderligere forhøjelse ville medføre et tab for statskassen på grund af øget grænsehandel og smugleri. Derfor kunne man godt forhøje afgifterne alligevel. Men hvis det bare fører til, at folk ryger flere udenlandske og illegale cigaretter, er det svært at se den sundhedsmæssige fidus.”

Det problem kunne f.eks. løses ved at få hævet EUs minimumsafgifter på tobak. Er det en sag, som du vil kæmpe for, når Danmark overtager EU-formandskabet i første halvdel af 2012?

“Meget gerne, men problemet er, at det har været svært at få især de østeuropæiske lande med på ideen. Her betragter man i høj grad cigaretterne som ’den lille mands glæde’ på samme måde, som snapsen i gamle dage var det her i landet. Så det bliver svært.”

Nationale mål for unge

Et andet stort ønske blandt eksperterne er konkrete og forpligtende nationale mål for folkesundheden, f.eks. antallet af rygere under 18 år. Er det en tankegang, som du går ind for?

“Det synes jeg, at vi skal gå i gang med, men kun for børn og unge under 18 år. For den gruppe turde jeg f.eks. godt fastsætte et mål om, at antallet af rygere skal halveres inden 2020. Et andet mål kunne være, at alle unge skal bevæge sig mindst en time om dagen. Det behøver ikke at være idræt, for bevægelse kan foregå på så mange andre måder.

I den forbindelse vil den største udfordring være at reducere den store ulighed, der er i sundhed. For det er den lavest uddannede femtedel af befolkningen, der lever kortest, ryger mest og spiser mest usundt. Det agter jeg at lave en handlingsplan for i løbet af efteråret, og det vil forhåbentlig kunne hjælpe os til at fokusere det forebyggende arbejde.”

De forslag, som Mandag Morgens forebyggelsespanel giver de højeste karakterer, er først og fremmest tiltag, som staten – og ikke kommunerne – kan gennemføre. Er du enig i, at det fortsat er staten, der har hovedansvaret for området?

“Ja, staten har hovedansvaret, men på en lang række områder, f.eks. sund kost, motion og pleje af ældre, spiller kommunerne også en vigtig rolle. Det er mit håb, at de nye såkaldte sundhedsprofiler, der bliver udarbejdet for hver enkelt kommune, vil blive et godt redskab i den sammenhæng, fordi kommunerne får mulighed for at måle, om deres indsats har effekt, f.eks. på antallet af overvægtige børn.”

Flere penge til kommuner

For hver 100 kr., vi bruger på sundhed, anvender kommunerne kun 40 øre på sundhedsfremme og forebyggelse. Er det en rimelig fordeling?

“Man skal ikke måle den forebyggende indsats på forbruget af penge. En række initiativer, f.eks. sund mad i kantinerne, vil næppe koste noget særligt. Sund kost er ikke dyrere end usund kost. Men når det er sagt, mener jeg, at kommunerne skal bruge flere penge på deres opgaver, og at hele deres rolle i sundhedsvæsenet skal opprioriteres. Det er de også selv interesserede i. Derfor har vi netop aftalt med KL, at vi i det kommende år nøjere skal analysere grundlaget for, om de kan få del i de ekstra penge, som vil blive afsat til sundhedsområdet.”

Hidtil har forventningen været, at de ekstra midler skulle gå til de regionale sygehuse, men det er ikke mere tilfældet?

“Kommunerne fik ikke en øre i denne omgang, og foreløbig er der tale om en analyse, hvor vi skal vurdere kommunernes argumenter for at få en bid af kagen. Men det må være åbenbart for enhver, at kommunerne har fat i en lang ende. Deres rolle i sundhedsvæsenet vil blive stadig vigtigere: Liggetiderne på hospitalerne afkortes, stadig flere får ambulant behandling, flere genindlæggelser skal forebygges, og der er behov for en hurtigere genoptræning af patienterne. Det er alt sammen noget, som er kommunernes opgave. Med de store specialiserede sygehuse vil det blive endnu vigtigere i de kommende år, så derfor har kommunerne alle de gode kort på hånden.”