Dansk politik er i gang igen efter sommerferien. Det er tid til sommergruppemøder og andet. Det Konservative Folkeparti har påkaldt sig en særlig interesse, men det, vi har set, er fattigt. Tanken har slået mig, om Det Konservative Folkeparti i virkeligheden er et parti, som man burde tage afsked med. Et parti, der har udspillet sin rolle?

Sådan kan man selvfølgelig ikke tænke. Politiske partier har, ligesom mange andre slags organisationer, en helt enorm overlevelsesevne. “Hver ting til sin tid” hedder ganske vist et gammelt ordsprog, men det gælder helt åbenbart ikke overalt. Verden er totalt ændret, samfundene er ændret, demografi, teknologi, økonomi – alting ændres, men vi opretholder stille og roligt en forestilling om, at gamle partier – uanset hvor ud- og nedslidte de er – skal overleve. Således også Det Konservative Folkeparti. Så den omstændighed, at partiets stemmetal har været støt og roligt og undertiden endog stærkt faldende, får kun de konservative til at tænke, at de skal blive endnu bedre til at markedsføre partiets politik. Det forsøger de så.

Til det formål har man hentet Søren Pape Poulsen fra Viborg til København. Han præsenterer sig for medierne med en række popsmarte bemærkninger om, at han da har haft noget så mærkeligt som et arbejde, han er taget hjemmefra om morgenen med en madpakke, han er hverken cand. det ene eller cand. det andet, han er en dansker med jordforbindelse, han er homoseksuel, og så har han i øvrigt fiflet lidt, ja, så meget, at det, han har gjort, er blevet erklæret ulovligt. Men lige netop Søren Pape og hans parti, der i alle andre sammenhænge går ind for lov og orden og kræver store straffe for både det ene og det andet, lige netop hans lovovertrædelse skal ikke tages så alvorligt, ja, er nærmest ikke noget at tale om. Heller ikke selv om man den 17. august kan læse i et dagblad, at han på forhånd var advaret om det muligt ulovlige i sit forehavende; samme dag kan man i et andet dagblad læse, at den nye formand har fået indtil flere bøder for at køre for stærkt i sin bil. Også det får han reduceret, ja, elimineret, med et barnligt argument om, at man da også kan køre mennesker ihjel, når man kører langsomt. Det er mageløst. Det er niveauet. Og for at sige det, som det er: Det er et diskvalificerende synspunkt og argument.

Intet nyt

Så langt, så skidt. Men det hele handler om politik. Så hvad ser vi nu det ambitiøse parti og dets nye formand præsentere på det politiske felt? Her skal det erindres: Søren Papes tiltrædelse som ny formand er ikke noget, der er kommet fra den ene dag til den anden. Der har ikke været behov for at improvisere. Man har haft tid til nøje at forberede alt i detaljer. Så man må forestille sig, at der i hvert fald er nogen i partiet, der har anstrengt sig. Både til den dag, da den nye formand skulle præsenteres og til sommergruppemødet nogle dage senere. Og hvad kommer der så? Der kommer ingenting. Intet nyt; intet, der ikke er hørt før; det hele kendes til kedsommelighed; der er ingen, der synes, det er interessant; det får ikke én eneste person ud på kanten af stolen.

Ud af alle disse anstrengelser og forberedelser er der kommet tre politiske udmeldinger, der handler om: 1. afskaffelse af lektiecafeer, 2. reduktion af topskatten og 3. skærpede straffe for indbrud i private hjem. Vi har været vidner til stort iscenesatte pressemøder, taler, interviews, præsentationer m.m., og forventningerne har med rette været skruet op til et nyt politisk lederskab. Og hvad er resultatet? Én stor fuser.

Selvfølgelig forventer man ikke, at partiprogrammet skiftes ud, fordi der indsættes en ny formand. Selvfølgelig forventer man ikke nye standpunkter hele vejen rundt. Og samtidig er det en selvfølgelig, at der også er forventninger om noget nyt. Nye perspektiver, nye betoninger, nye politiske elementer, nye tilgange, nye ideer, nye spørgsmål, nye veje, nye muligheder. Men der var og er intet nyt.

Den nye partiformand træder til på et tidspunkt, der er præget af voldsomme udfordringer og muligheder – i Danmark og i Verden. Der er nok at tage fat i. Jeg nævner bare nogle få ting: Den danske velfærdsmodel er under sammenbrud og skal erstattes af nytænkning. Den kapitalistiske samfundsmodel er truet. Den finansielle sektor repræsenterer en trussel mod økonomisk stabilitet. Klimakatastrofer er en realitet. Antallet af flygtninge i verden forøges. Antallet af fattige i verden forøges. Utallige store spørgsmål trænger sig på vedrørende fremtidens Danmark, fremtidens Europa m.m. Hvor er Det Konservative Folkeparti i forhold til dette? Handler det om lektiecafeer og om forældrenes såkaldte ret over deres børn? Handler det om indbrud i danske hjem? Handler det om topskat?

Ja, det gør det på ét niveau, men før dette handler det om helt andre, store og overordnerede spørgsmål om fremtidens samfund og samfundsmodel. Spørgsmål, som ingen, heller ikke en ny partiformand, forventes at have enkle svar på, men spørgsmål og temaer, som en ny partiformand lederskabsmæssigt må adressere og forholde sig til.

I et stort interview i dagbladet Politiken den 17. august udtaler Søren Pape sig om politik. Men hvad er essensen? Interviewet er én lang opremsning af, hvad den nye partiformand ikke kan huske, ikke har taget stilling til, ikke har analyseret, ikke har en holdning til, har glemt, ikke véd noget om osv. Det er så fattigt, at man kun kan undres. Jo, på ét punkt nærmer formanden sig klarhed. Han er tæt på at gøre spørgsmålet om lektiecafeer til et så vigtigt spørgsmål for ham og partiet, at det kan være afgørende for, om Det Konservative Folkeparti kan sidde i regering med et parti (f.eks. Venstre), der går ind for lektiecafeer! Mageløst!

Man puster sig op: Medierne trækker tidligere partiledere – og dem er der næsten en hel lille folketingsgruppe af – ind, så de også kan forklare lidt om det konservative livs- og samfundssyn. Vi får at vide, at det handler om sammenhæng, om frihed, om at tage vare på de svage osv. Men der er praktisk talt intet i de politiske budskaber, der meldes ud, der forholder sig til de langsigtede og fremadrettede problemstillinger på kloden og i Danmark – og det er disse problemstillinger og muligheder, som burde være det virkelig interessante.

Langsigtet ledelse

Det Konservative Folkeparti er en uhyggelig klar repræsentant for det evige skisma, som al ledelse og al politik handler om og befinder sig i, nemlig spændingsfeltet mellem det kortsigtede og det langsigtede. Lad mig bruge udtrykket: langsigtet ledelse i en kortsigtet verden. Det er det, al strategisk ledelse handler om. Jeg tror, at mange vælgere efterspørger politikernes svar på denne udfordring: den langsigtede politik i en verden, hvor vi også interesserer os for og har svar på og tager os af det kortsigtede. For selvfølgelig skal det kortsigtede, nu og her, også håndteres. Men det langsigtede politiske lederskab bør ikke trænges helt ud til fordel for allehånde kortsigtede manøvrer.

Skal vi i nærheden af, hvad mennesker forestiller sig med en politisk leder, med politisk lederskab, ja så handler det i hvert fald bl.a. om langsigtede visioner, om overordnede principper. Om værdier, og ja, der har været talt om værdier i den forstand, at Søren Pape har talt om ordet, men han har ikke svinget sig op til at tale om værdier, om udsyn, om fremsyn, om drømme, om veje. Han er blevet helt nede på jorden og har næsten bestræbt sig på at være lidt popsmart. Han har talt et sprog, som enhver kan forstå – og det er godt – men med et sådant sprog kan man sagtens tale langsigtet, principielt, holdningspræget, værdimæssigt m.m.

Et parti, der ikke kan præstere mere og bedre, et parti, hvis organisation ikke kan præstere mere opbakning og forberedelse, et parti, der ikke kan forberede og gennemføre et formandsskifte uden at en håndfuld mennesker, der også har været tilbudt posten eller har været på tale, også lige skal frem og markere, et sådant parti er det svært at tage alvorligt. 

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.