Forældede holdninger og normer er en af de største barrierer for, at det voksende antal ældre kan blive en ressource – både for den enkelte selv og for samfundet. Vi betragter stadig vore medborgeres  kronologiske alder som afgørende for, hvilken rolle de skal spille i samfundet, f.eks. hvornår de skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og vi betragter stadig “de ældre” som en homogen og svagelig gruppe, selvom de som individer er langt mere forskelligartede end de yngre generationer.

Sådan lyder vurderingen fra en række aldringsforskere, som Mandag Morgen har talt med. De efterlyser et opgør med de nuværende aldersgrænse-samfund.

“Den nuværende brug af aldersgrænser er meningsløs, fordi den medvirker til at fastholde en opfattelse af, at voksne mennesker over en bestemt alder pr. definition er svækkede, fattige og ensomme. Det er ikke tilfældet. Langt de fleste over 60 eller 65 år har det godt, og derfor er det på tide, at man afvikler alle aldersgrænser, der har med ældre at gøre,” siger aldringsforsker og forfatter Henning Kirk, som er en af foregangsmændene i den danske aldringsforskning.

Den stadigt voksende levealder er en af de største revolutioner i menneskehedens historie, men ifølge lektor Lene Otto, Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet, har vi bare ikke opdaget det endnu. Derfor halter vores værdier, normer og handlemønstre håbløst bagud, og derfor er vi stadig tilbøjelige til at se det voksende antal ældre som en samfundsmæssig byrde:

“Fordi flere bliver ældre, bliver der ikke nødvendigvis flere gamle. Aldringsforskningen viser, at det ikke er alderdommen, der er blevet længere, men voksenlivet mellem ungdommen og alderdommen, som er blevet strakt ud. Derfor vil den forøgede levealder heller ikke nødvendigvis hverken føre til flere skrøbelige gamle eller være en trussel mod samfundets velstand,” siger hun.

Når det er så svært at sætte meningsfulde aldersgrænser, skyldes det ifølge professor Kaare Christensen, Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, at ældre er så individuelt forskellige – fra maratonløbere til kørestolsbrugere. Det sætter et stort spørgsmålstegn ved en fast pensionsalder:

“Fra et biologisk og funktionsmæssigt synspunkt er der intet skarpt hjørne hverken ved 60, 65 eller 70 år. Ældre er så forskelligartede, at de ikke kan rummes af et system, der er baseret på one size fits all. Hvordan en mere variabel pensionsalder kan indrettes, er til gengæld en vanskeligt sag – og dertil kommer så alle de politiske spørgsmål om, hvad politikerne har lovet, og hvad borgerne forventer,” siger han.

Gamle fordomme

Aldersgrænse-samfundets forestillinger om, hvad det vil sige at blive gammel, bunder i en århundreder gammel forståelse om menneskets livsbane. Forestillingen bygger på en medicinsk opfattelse af kroppens og intellektets forfald. Det modsvares af et folkeligt billede af aldringsprocessen som en trappe eller en bue, hvor det enkelte individ udvikles mod et klimaks midt i livet, hvorefter det går ned ad bakke på alle niveauer – fysisk, psykisk og socialt.

Der er tale om særdeles slidstærke billeder, som vi har svært ved at slippe. Opfattelsen er blevet videreført i det industrialiserede samfund, hvor livsforløbet blev inddelt i tre kronologisk adskilte faser, der udelukkende blev bestemt af ens duelighed på arbejdsmarkedet og fastlagde vores forpligtelser over for samfundet: Først skulle man læres op, så skulle man arbejde, og til sidst, når man var udslidt, måtte man trække sig tilbage.

Det er denne dybtliggende forestilling, som nu udfordres af, at stadig flere mennesker i dag lever et voksenliv, fra de er 25-30 år, til de er omkring 80-90 år, hvor nutidens alderdom for alvor sætter ind. De oplever en periode efter midten af deres liv, hvor de ikke føler sig gamle, men kategoriseres som gamle på grund af deres alder:

“Hele den tankegang har vi svært ved at vænne os til, fordi det forlængede voksenliv er en ny erfaring, som man aldrig tidligere i historien har haft mulighed for, fordi livet var for kort,” siger Lene Otto.

Vi har også svært ved at holde op med at se “de ældre” som en homogen gruppe. Ifølge Lene Otto skyldes det en forestilling om, at vi bliver ens med alderen, selvom mange undersøgelser viser, at “de ældre” er en langt mere sammensat gruppe end andre aldersgrupper, hvis man f.eks. ser på deres funktionsevne. Se figur 1.

“Ældre mennesker er ikke spor ens. De er lige så forskellige som andre voksne, som vi opdeler efter køn, alder, uddannelse, erhverv osv., når vi skal søge at forstå, hvor forskelligartet deres liv udfolder sig, “ siger hun.

Lene Otto mener også, at det sidste århundredes aldringsforskning har bidraget til vores forkerte opfattelse:

“Aldringsforskningen har historisk set især koncentreret sig om at beskrive den biologiske svækkelse og sygelighed, der følger med alderen. Til gengæld har den i høj grad ignoreret de positive psykologiske og sociale sider af aldringen – at vi f.eks. opbygger viden, erfaringer, kompetencer og visdom. Den skævhed har medvirket til at bekræfte vores kollektive opfattelse af gamle mennesker som noget sygt og skrøbeligt,” siger hun.

I dag er det ifølge Henning Kirk især medierne og politikerne, der bidrager til at opretholde den forkerte opfattelse ved at bruge betegnelsen “de ældre” i forbindelse med debatter om f.eks. hjemmehjælp eller plejehjem:

“Men da det er et mindretal af de over 65-årige, som har brug for den type offentlige ydelser, er det en helt fejlagtig betegnelse. Selvfølgelig er der en matematisk sammenhæng mellem aldring og risikoen for svækkelse. Men der bliver stadig færre og færre ældre, der har brug for hjælp, og det burde vi i langt højere grad fokusere på,” siger han.

Selvom forestillingen om den ældre del af befolkningen som en svag og ensartet gruppe er stærk, er der tegn på opbrud i aldersgrænsesamfundet. Med velfærdsforliget fra 2006 har Danmark som det første land i verden indført et princip om regulering af pensionsalderen efter den forventede restlevetid for en 60-årig – reguleringen begynder dog først fra 2025. Derudover er der bl.a. gennemført et forbud mod aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, den faste aldersgrænse på 70 år for tjenestemænds tilbagetrækning er afskaffet, og folkepensionen er gjort variabel, så man får et højere beløb ved udsættelse af pensionsalderen. Men ifølge Lene Otto er det dog den enkleste del af opgaven:

“Love og regler er selvfølgelig et godt sted at starte, men det er ikke sikkert, at normerne i samfundet følger med, for det er en langsommere proces. Der er masser af områder, hvor vores nedarvede  normer om alder spiller en rolle for, hvordan vi individuelt og kollektivt indretter os. Det gælder lige fra spørgsmålet om, hvorvidt man har lov til at finde en ny partner som 65-årig, til om man selv tror på, at man som ældre stadig har noget at tilbyde arbejdsmarkedet.”

Behovet for et opgør om holdninger og normer er dermed ikke kun et spørgsmål om, hvor aldersgrænsen bør være for efterløn og pension. Skal samfundet og den enkelte for alvor have udbytte af det voksende antal funktionsduelige ældre, er der behov for at nedbryde myten om de svage og ensartede ældre. Den negative fortælling om aldringen har både betydning for arbejdsgivernes lyst til at ansætte ældre medarbejdere – og de ældres mod på at blive på arbejdsmarkedet.

Alder er selvfølgelig ikke uden betydning for arbejdsevnen. Ingen vil bestride, at alder generelt set svækker fysikken, men stadig færre fysisk krævende arbejdspladser gør dette mindre relevant. Der er heller ingen tvivl om, at alderen generelt set indvirker på den kognitive formåen, men ifølge forskningen er hjernen i høj grad i stand til at effektivisere en række processer, der har betydning for dens funktion. Så selvom man blive langsommere til at lære nyt, er mindre omstillingsparat og mere fastlåst i sine arbejdsvaner, så kompenseres denne svækkelse af bl.a. livserfaring, indfølingsevne, stabilitet, høj faglighed og veludviklede kompetencer i selvledelse. Se figur 2.

På trods af de seneste års heftige diskussionen om den kommende mangel på arbejdskraft er det kun ca. halvdelen af alle danske virksomheder med over ti ansatte, der har en seniorpolitik med henblik på at fastholde og ansætte ældre medarbejdere. Det viser en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
I betragtning af det store potentiale blandt de 60-70-årige er virksomhederne forbløffende passive, konkluderer en anden undersøgelse om aldersdiskriminering, fastholdelsesstrategier og seniorpolitik fra Centre for Comparative Welfare Studies ved Aalborg Universitet. Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort.

“Selvom vi i mange år har talt om, hvor vigtig virksomhedernes seniorpolitik er, sker der ikke rigtig noget,” siger professor Per H. Jensen, der står bag undersøgelsen.

Ifølge Per H. Jensen er der tale om et komplekst socialt samspil, der bunder i, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er et ambivalent gode. På den ene side får man en stor frihed til selv at tilrettelægge sit liv. På den anden side mister man en vigtig del af sin identitet og får vanskeligere ved at opretholde et positivt selvbillede. Derfor kan ældre medarbejdere efter hans vurdering forholdsvis nemt overtales til at fortsætte et par ekstra år i virksomheden, hvis de oplever, at der er behov for dem, og at de er værdifulde for virksomheden. Men mødes de med negative forventninger, manglende efteruddannelse, hyppige jobskift og et lavt seniorpolitisk beredskab, vil tilbagetrækningen være det sandsynlige resultat.

Sproget, husk sproget

Hvordan fordomme og normer skal ændres for at gøre op med aldersgrænsesamfundet, findes der ingen enkel opskrift på. Det var Henning Kirk, der for ti år siden lancerede betegnelsen “det grå guld”, og selvom han synes, at der er sket fremskridt siden da, mener han stadig, at der er langt igen. Han peger blandt andet på vores sprogbrug som et afgørende felt at sætte ind på:

“Sproget har en stor betydning for vores holdninger og normer, og derfor skal vi holde op med at bruge betegnelsen “de ældre”. For det første styrker det opfattelsen af de negative sider af aldringen, og for det andet gør det også forholdene sværere for de ældre, der har brug for hjælp, ordi vi forklarer deres svækkelse med alder i stedet for at betragte det som resultatet af en sygdom.”

Et eksempel er betegnelsen senil, som tidligere blev anset som noget uafvendeligt, fordi det var en følge af alder. I dag, hvor man bruger betegnelsen demens, betragtes det som en sygdom, der kan behandles.

Da det er den fysiske svækkelse, der er aldringens største handicap, vil fremtidens muligheder for at udnytte det aldrende samfunds ressourcer ifølge Kaare Christensen i høj grad også afhænge af den teknologiske udvikling – både i relation til de fysiske krav på fremtidens arbejdspladser og muligheden for at være selvhjulpne højt oppe i alderen:

“Allerede i dag kan vi se, at de ældre, der er på internettet, klarer sig bedre end dem, der ikke er. Det drejer sig helt enkelt om, at de i højere grad er en del af samfundet – og f.eks. har nemmere ved at købe ind.”

Han er ikke i tvivl om, at der i de kommende år vil være mange ressourcer at hente i den aldrende befolkning, hvis den nuværende levetidsudvikling fortsætter. Faktisk er der så mange, at han er mest bekymret for, om der vil opstå en generationskonflikt om de attraktive job på arbejdsmarkedet:

“Problemet er ikke aldringen på individniveau, men at der på grund af de store efterkrigsårgange vil blive mange flere ældre i løbet af de næste 10-20 år. I universitetssystemet er der f.eks. ikke længere nogen aldersgrænse for, hvor længe en professor kan blive siddende, og det kan få stor betydning for de yngre forskeres karrieremuligheder. Derfor må der blive tale om en balancegang, hvor de ældre ikke kommer til at fylde så meget op, at der slet ikke bliver plads til de yngre,” siger han.