Så landede der endnu et kraftigt wakeupcall fra internationale klimaforskere. Denne gang fra en gruppe, der tæller en række af verdens førende eksperter, heriblandt den danske professor Katherine Richardson fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

Af to grunde har udspillet vakt betydelig international opmærksomhed. For det første fordi det er stærkt alarmerende og fastslår, at udledningen af CO₂ tilsyneladende har sat gang i en dominoeffekt, som kan medføre katastrofale temperaturstigninger på 3-5 grader og dermed ændre livsbetingelserne overalt på kloden. Det vil i givet fald bekræfte den frygt, som klimaforskere altid har haft, nemlig at vi en dag ville passere de tipping points, hvor klimaforandringerne er ude af kontrol. Den situation kan vi allerede have nået.

For det andet fordi det sker i en sommer, der globalt er ved at slå alle varmerekorder, og hvor voldsomme skovbrande hærger store landområder. Klimaforandringerne har i folks bevidsthed pludselig taget et kvantespring fra fjerne tekniske rapporter og elitens globale konferencer til almindelige menneskers hverdag. Vejrudsigterne handler ikke kun om vind og vejr i næste uge, men om udsigten for menneskehedens tilværelse.

Politisk sendrægtighed

Det store spørgsmål er nu: Vil forskernes alarmklokker denne gang udløse de drastiske men nødvendige initiativer, der kan afbøde de værste konsekvenser af naturkatastroferne, eller vil hverdagen indfinde sig, i takt med at klimasensationen taber mediernes interesse? Og dermed også politikernes? Det forløb er gentaget adskillige gange, alt imedens at problemerne blot er accelereret.

Skal man tage pejling fra den danske klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) kommentarer til advarslen, kan der måske denne gang forventes skrappere politiske indgreb. Han har overfor flere medier ikke lagt skjul på, at der skal handles hurtigere og anderledes. Men en enkelt dansk ministers engagement skaber ikke i sig selv globale politiske gennembrud. Og det er netop, hvad der er akut behov for.

Der er næppe tvivl om, at de nærmeste år bliver den ultimative udfordring for det politiske lederskab, både på de nationale og de internationale scener. Med al og stor respekt for hvad andre aktører som byer, erhvervsliv, befolkninger m.fl. kan præstere, er det politikerne, der skal fastlægge rammerne og gennemføre de reguleringer, der bliver nødvendige for at skabe fælles spilleregler og herunder sikre det internationale samarbejde, som er en betingelse for overhovedet at nå i mål, uanset hvad målet så end bliver.

Og det haster. Der er nemlig al mulig grund til at tage forskernes prognoser alvorligt. Sammenholdt med den lange række af stadig skarpere videnskabelige advarsler er der nu uigendrivelige beviser for, at vi står overfor det største samfundsøkonomiske paradigmeskifte i verdenshistorien, der handler om at bevæge sig fra en markedsdrevet økonomi til en klimadrevet økonomi. Problemet er blot, at det er så omfattende og komplekst, at det er svært – for ikke at sige næsten umuligt – at håndtere indenfor rammerne af de eksisterende (multi)nationale politiske institutioner. Til november er FN vært for den 24. COP klimakonference, uden at det formentlig vil lykkes at vedtage globalt forpligtende aftaler om at bekæmpe klimaforandringerne. Samtidig har en af verdens største klimasyndere, USA, meldt sig ud af processen. Den politiske sendrægtighed kommer også til udtryk omkring implementeringen af de 17 verdensmål, der blev vedtaget for godt 1.000 dage siden. Her viser alle kortlægninger, at manglen på politiske ambitioner og prioriteringer betyder, at ingen lande lever op til deres målsætninger.

Bekæmpelsen af klimaforandringerne er mål nr. 13, og hvis det ikke opfyldes, vil mange af de andre mål heller ikke kunne gennemføres. Derfor er netop klimaforandringerne det vigtigste og mest akutte mål at indfri og det mål, hvor verden er længst bagud. En af de vigtigste udfordringer er at få defineret, hvad klimaøkonomi går ud på. Den tangerer de mange initiativer, der er udfoldet omkring nye nationalregnskaber, der bl.a. indarbejder de miljømæssige konsekvenser af vækst etc. Men klimapresset taget i betragtning skal de akademiske øvelser hurtigt omsættes til virkelighed.

De fire udfordringer

Forenklet udtrykt vil klimaøkonomien bl.a. skulle adressere fire udfordringer.

En ny virkelighed: Verdenssamfundet må forholde sig til videnskabens advarsler og indstille sig på et klima, der kan være op til 5 grader varmere end i dag. I mange år har vi opereret med en stigning på 1,5 til 2 grader og troet på, at de mål både var realistiske og konsekvenserne trods alt overskuelige og håndterlige. Den nye forskerrapport gør det reelt uansvarligt ikke at operere med helt andre scenarier, f.eks. at vi lige så godt kan ende med 3-4 graders stigning, måske op til 5 grader. Her taler vi om drastisk ændrede livsbetingelser for dyr og mennesker.

Hvornår det vil ske, er der mange antagelser om, men alt tyder på, at det kan gå langt hurtigere end forventet og derfor kan få afgørende betydning for en række af de beslutninger, der skal træffes i dag, f.eks. omkring byudvikling, infrastruktur, flygtninge m.v. Bl.a. skal der indenfor de næste 15 år investeres for 90 billioner dollar i ny infrastruktur forskellige steder i verden. Her bliver det helt afgørende, hvor klimaforudsigelige de investeringer bliver. Det samme gælder den eksponentielle udvikling i den globale urbanisering.

Ny vækst: Kriterierne for vækst må revurderes. De må tage højde for true cost economy. Det vil som nævnt ovenfor indebære, at miljø- og klimabelastningen skal medregnes. Væksten må ikke belaste miljøet. Hvor stor den udfordring kan blive, blev for nogle år siden analyseret af konsulent- og revisionsfirmaet KPMG, der bl.a. dokumenterede, at den betingelse ville koste fødevare- og drikkevareindustrien 224 pct. af deres samlede indtjening. Dette er næppe realistisk at betale på kort sigt, men det viser hvor store ubetalte regninger, vækst kan efterlade til det omgivende samfund, og hvor store omstillinger der bliver nødvendige, hvis vi skal hindre uoverskuelige klimakonsekvenser. Vi er hermed hastigt på vej ind i en helt ny markedsvirkelighed.

Ny teknologi: Ifølge den nye forskerrapport har vi nået et punkt, hvor en række af de mere kendte løsninger om energieffektivt, vedvarende energier og ændrede forbrugsvaner ikke kan stå alene. Der bliver behov for store teknologiske gennembrud, f.eks. oplagring af CO₂ etc. Det handler bl.a. om en hurtig iværksættelse af forsknings- og udviklingsprogrammer, om kobling af eksisterende videnskabelige miljøer for at nå hurtigere og stærkere effekt etc. Her giver begreber som industrielle og teknologiske revolutioner mening.

Nyt lederskab: Her peger pilen på de politiske ledere. Selv om mange byer og store virksomheder er gået i front, og investorerne begynder at tænke og handle mere bæredygtigt, bliver politikerne afgørende for at udvikle de fælles spilleregler i klimaøkonomien. Det kan blive en af de store barrierer. Hidtil har snævre nationale særinteresser og erhvervslivets lobbyorganisationer bremset omstillingen, og det bliver ikke nemmere med udbredelsen af de populistiske regimer i store dele af verden. De er ikke karakteriseret ved en dyb klimaforståelse. Skal den udfordring overkommes, kræver det enten, at ledere i udvalgte lande erkender deres ansvar og viser, at der er stemmer i klimakampen, eller i forlængelse af dette at der kommer et pres nedefra, der gør kampen for bæredygtig livskvalitet til en politisk vindersag.

En mulig løsning

Dette er blot fragmenter af de udfordringer, der skal adresseres ved overgangen til en klimaøkonomi. Men ét er sikkert: Uanset om verdenssamfundet vælger en proaktiv strategi eller fortsat træder vande, vil de kommende år blive de mest turbulente i nyere tid – måske nogensinde. Kampen for et bedre klima skal jo tages i et politisk klima, der i forvejen er betændt og uforudsigeligt. Men forskernes klimachok tilføjer en ny og meget akut dimension, der betyder, at de beslutninger, der skal tages de kommende måneder og år, ikke blot handler om, hvem der vinder næste valg, eller sikrer sig nye ordrer, men om fremtidige generationers eksistensbetingelser.

Belært af fortidens erfaringer bl.a. med 23 COP-processer i FN-regi, der ikke har formået at skabe de nødvendige løsninger, er tiden inde til at gå nye veje. Det vil sige nytænke de institutionelle rammer for at løse så akut, komplekst og så omfattende en problemstilling som klimaforandringerne. De burde håndteres som en global undtagelsestilstand. Den danske klimaminister har bebudet, at Danmark til efteråret er vært for en international klimakonference. Det kunne være stedet og anledningen til at fremlægge skitsen til en ny klimaøkonomi, og hvordan den institutionelt skal gennemføres.