I den tid, vi ser frem imod, vil verden på mange måder være en helt anden end den, vi kan se tilbage på. Det er ikke kun i erhvervslivet, at vi kan tale om disruption, nej, det er sandelig også i de politiske systemer, som vi bygger vores samfund på. Hastigheden, hvormed alle grundforudsætninger ændres, er stærkt stigende.

Brexit havde ingen helt regnet med ville ske. "De kommer nok til fornuft", syntes tesen at have været, og omend vi var nogle få, der hele tiden så den reelle afgang som mest sandsynlig, så levede de fleste i en Tornerosesøvn, som vi nu må og skal vækkes af.

Borgerne i EU vil tages alvorligt. De vil vide, hvad der foregår, og de vil involveres. Dette stiller helt nye krav til alle, der er involveret i det politiske arbejde, ikke bare i Bruxelles, men i alle lande, der er forpligtet af fællesskabet.

Vi kan ikke bare overlade den europæiske vision til populisternes gøren og laden. Der skal arbejdes systematisk med at vise vejen. Og den er ikke ens, for EU er en politisk kampplads med vidt forskellige interesser og vidt forskellige opskrifter på, hvordan EU-samfundet skal fungere. Skal der tages sociale hensyn i de beslutninger, der træffes? Skal erhvervsinteresser fremmes forud for miljø? Skal CO₂-udslip begrænses med højere hastighed, end visse industrier ønsker sig? Og hvordan balanceres hensyn til arbejdspladser i forhold til disse spørgsmål?

Kommer de politiske partier ikke med svar på disse centrale spørgsmål for borgerne, der ved mere og mere og kræver mere og mere politisk opmærksomhed, vil den i mange kredse gængse fremstilling af EU som alle problemers moder vinde yderligere frem. Derfor kan det aldrig blive et spørgsmål om mere eller mindre EU, men udelukkende om, hvad vi ønsker os, at EU skal være og kunne. Som alle systemer kan også EU disruptes, hvilket Brexit er et tydeligt bevis på.

Under radaren i den danske politiske debat kører den politiske udvikling i Polen. Den er mindst lige så "farlig" som Storbritanniens exit. Det er nemlig den indefra kommende disruption, hvor et demokratisk valgt parti ser stort på de grundværdier, som EU baserer sig på, der er farlig.

Helt konkret handler det om presse- og ytringsfrihed, som vi besynger så højt i Danmark, men som det nationalkonservative polske regeringsparti PIS er i gang med et opgør med. PIS sidder i samme gruppe i Europa-Parlamentet som Dansk Folkeparti og har nu i længere tid siddet Kommissionens anmodning om "lovliggørelse" overhørig. Anmodningen og ikke mindst polakkernes nølen bør være interessant for alle, der vil værne om en af de centrale frihedsrettigheder.

EU er nemlig ikke kun et handelspolitisk samarbejde. Det er også en fredsbevarende organisering af det politiske liv i Europa og en konstruktion, der baserer sig på læren fra 2. Verdenskrig.

Nye krav til alle politikere

Når vi diskuterer, hvordan EU skal udvikle sig, vil det være oplagt, at alle partier i Folketinget udvikler egne konkrete politikker, der indbefatter relationen til EU. Det giver f.eks. ingen mening at have en erhvervspolitik, der ikke indeholder tanker om, hvordan man sammen med andre EU-lande kan påvirke f.eks. drøftelser om nye handelsaftaler med USA og Afrika.

Det giver heller ikke megen mening at tale om datasikkerhed og beskyttelse af persondata, uden at dette sker i relation til EU. Derfor er det i den grad på tide, at alle partier, inklusiv de, der mener, at EU er noget bras, af vælgerne bliver afkrævet helt konkrete svar på helt konkrete spørgsmål. Fri fantasi må vi overlade til UKIP’erne og T(r)ump’erne af denne verden.

Når vi taler om, hvordan vi ønsker, at selve konstruktionen EU skal fungere, bliver sværhedsgraden for politikerne endnu større. Det bliver den, al den stund at de fleste af os har et tåget blik for, hvordan den eksisterende konstruktion fungerer. Derfor er mange års fortielser og overspringshandlinger ved at indhente os. Der er således hårdt brug for undervisning, oplysende debat og engagerende politisk aktivitet. For hvordan i alverden skal vi ellers kunne tale meningsfyldt om, hvad vi gerne vil have, at EU skal kunne og være?

Gøres dette grundlæggende politiske arbejde ikke, eller sjusker vi med det, vil de, der kun kan stave til UD, med rette kunne påberåbe sig manglende demokratisk involvering. Derfor skal der være fart over det politiske felt, for store spørgsmål bliver også til små spørgsmål.

De mange spørgsmål, som venter på svar, kan kun besvares med et kollektivt forpligtende svar. Det gælder blandt andet, hvordan vi skal forholde os til:

• Migration og flygtningestrømme.
• Energiforsyning.
• Sikkerhed i ekstern og intern forstand.
• Samhandel, herunder om vi skal have adgang til et marked på 500 millioner mennesker eller blot 5,5 millioner, og større aftaler som f.eks. frihandelsaftalen med Canada.
• Demografiske udfordringer i form af EU’s aldrende befolkninger.
• Adgang til kvalificeret arbejdskraft, dvs. at vi frit kan uddanne os og arbejde i hele EU.
• Ulighed og reduktion af fattigdom.
• Fred: Det er ikke en selvfølge, at vi lever i fred med andre nationer.

Hvis der skal gives meningsfulde svar på disse store spørgsmål, vil det kræve det, vi i erhvervslivet kalder implementering. Altså at vi indretter vores forskellige politikker efter dette. Når de enkelte partier skal komme med politiske tiltag, der angiver løsninger på disse områder, vil det igen kræve en sammenhængende politik. Og en synlig konsekvent holdning i dansk politik, der hænger sammen med den politik, som partierne støtter i EU.

F.eks. bør gennemsigtigheden i forhold til, hvordan de forskellige politiske partier stiller sig i spørgsmål, der behandles i EU-direktiver i høring i Folketinget, og/eller når ministeren skal klædes på til ministerrådsmøde, være klart bedre.

Det begynder med politisk opmærksomhed, men ender naturligvis med mediernes evne og lyst til at formidle stoffet.

Medierne spiller ikke hovedrollen i den fornyede EU-debat

Den fornyede politiske debat, som befolkninger i hele EU med rette kan forvente, handler ikke om mediernes rolle. Jeg tror ikke, der er et eneste britisk medie, der kan klandres for Camerons totale fallit på vegne af de britiske borgere. Han klarede det helt selv. Han talte igen og igen om bureaukraterne i Bruxelles, og medierne gengav budskabet, ganske vist uden at spørge dybere ind til substansen af budskabet, men loyalt i forhold til afsenderen.

Budskaber starter med, at nogen har noget på hjerte, at nogen rent faktisk mener noget. Her bliver det vigtigt faktisk at mene noget politisk. Det kræver, at vi tager vores EU-medlemskab på os og ikke bare tror og siger, at EU er "de andre" eller "noget andet", men at "Vi er Europa" og at "Vi er en del af EU", hvorfra vor verden går.

Alle de mange dygtige, arbejdsomme og alt for ofte udskældte politikere, jeg har mødt, politikere, som grundlæggende tror på vigtigheden af EU som rammen for udviklingen af vores Europa, er bærere af vor tids største politiske opgave: at komme i politisk samtale med vælgerne for derefter at kunne tage bekymringer, misforståelser og muligheder i relationen til EU alvorligt. Og gerne så alvorligt, at borgerne opdager det og anerkender det.

Fakta er "farlige"

I arbejdet med at restituere vores involvering i EU som borgere vil spørgsmålet om at få fakta på plads være ganske afgørende. Lad os tage nogle stykker og se på, hvor velkommen fakta vil være i en verden fuld af overskrifter og nemme løsninger:

• 500.000 private arbejdspladser i Danmark er direkte eller indirekte relateret til vores deltagelse i det indre marked.
• BNP pr. indbygger i EU er det højeste i forhold til noget andet sted i Verden.
• Antallet af dræbte i forbindelse med terror er lavere end i 1970’erne og 1980’erne.

Alle disse udsagn har det til fælles, at de fortæller om en succes; om et meningsfuldt og velfærdsopbyggende europæisk fællesskab, der faktisk er lykkedes. Men det er ikke det, den almindelige borger i Danmark hører, mærker eller tror. Dette er vi ikke alene om. Med enkelte undtagelser er det et udbredt fænomen i hele EU.

Den lette løsning ville være at tale EU op. Beklager, men jeg tror, at den tid er forbi, hvor det ville være nok. Der skal mere til. Befolkningen har været ’hengemt’ alt for længe og vil på lange stræk være argumentresistente. "Det er bare elitens forsøg på at dække over ...", kan jeg nærmest høre for mit indre øre. Så fakta alene kan ikke gøre det, men må naturligvis indgå som grundlag for det stykke grundige politiske arbejde, der forestår, og som kun politikerne kan lave.

Men hvad så med at appellere til frygten, som er så nem at styre med, når der skal tales om fremtidens EU? Det kunne f.eks. være disse fakta:

• I dag udgør landene i EU 7 pct. af verdens befolkning, og om 20 år udgør de 5 pct.
• Presset fra syd og øst på de ydre europæiske grænser har ikke været større, og på mange måder er sikkerhedssituationen mere alvorlig end under den kolde krig.

Måske kan det bruges ikke som trusselsbilleder, men som grundscenarier. På lange stræk har frygtretorikken og skræmmebillederne dog ingen vedvarende, opbyggelig effekt, men vil snarere bære ved til angstbålet, end de vil bringe klarhed over, i hvilken retning vi kan udvikle EU sammen, og hvilken direkte mærkbar effekt det vil få for hr. og fru Danmark.

Der er derfor ikke megen hjælp at hente i de klassiske kasser. De fleste vil møde muren i forsøget på at hamle op med angstretorikken i UKIP, hos Le Pen og i DF-lejren.

Visionen for EU og vejen frem i Europa

Det eneste svar, der kan hamle op med al den rumlen og de poppede trusler med dertil hørende løgne, er ægte stærke visioner. Gerne udviklet på tværs af grænserne f.eks. som en ny socialdemokratisk fortælling eller den liberale idé foldet ud med tydelige veje for borgernes ve og vel.

For det er hér skoen trykker. Borgerne skal uanset det politiske projekt kunne se sig selv som aktive og se, at deres interesser varetages. De skal se EU som løsningen på deres største bekymringer, ikke som fjenden eller syndebukken. Det kræver helt nye toner og helt nye samtaler.

Så ikke bare skal partier, der vil EU, udvikle politikker, der korresponderer med og indbefatter EU, de skal i realiteten omfavne hele ideen og fylde glæde, optimisme og fremsyn ind i det, der allerede er, for at kunne skabe nyt. Måske nye beslutningsveje, måske nye måder at spørge befolkningerne til råds på, måske nye finansieringskilder til fællesskabet eller nye måder at skabe løsninger for land- og byproblemerne, der går igen i det meste af EU.

Det er et stort arbejde, der forestår. Befolkningen vil i virkeligheden gerne se de store linjer omformet til konkret politik. Men det kræver, at ’magten’ indser og indrømmer, at den er magtesløs alene. Og dét er svært. En landsfader eller ditto moder vil pr. definition gerne kunne berolige sine "undersåtter" ved at sige, far eller mor klarer ærterne. Men i sandhedens tjeneste må de nu indrømme, at de skal til Bruxelles og tale med de andre.

Det kræver et moderne og antiautoritært lederskab, som i relation til nogle af de problemer, vi i dag står over for, kan virke vagt. Og hvilken leder ønsker det? Men det er ikke desto mindre dét, der er brug for. Der er ikke brug for ’en stærk mand eller kvinde’, men derimod for arbejdsomme, ærlige og udadsøgende ledere, der tør indrømme, at de politiske løsninger ligger uden for eget ultimative råderum, men at de også er inden for rækkevidde.

Visionen er i virkeligheden ikke svær at lave, men det er en partipolitisk opgave, som desværre ikke pt. er tydelig, om end jeg er sikker på, at den er på toppen af dagsordenen de fleste steder. På nær altså der, hvor man tror, at far eller mor klarer ærterne.

Vi lever i en globaliseret verden, der hænger mere og mere sammen, og hvor vores indflydelse som land og som borgere er betydelig og kan blive endnu større. Hvis vi altså vil og tør.