Hvad har politikere som Connie Hedegaard, Svend Auken, Per Stig Møller og Lone Dybkjær til fælles? Hele to ting faktisk: For det første har de været blandt landets populæreste politikere i tidligere valgkampe og trukket massivt med mandater og stemmer til deres parti. For det andet har alle sammen været miljøministre, der var kendt for at sætte overliggeren højt og markere grønne holdninger, der af og til krævede infight med folkestemningen.

Ikke desto mindre er det conventional wisdom på Christiansborgs gange, at der ikke er stemmer i miljø og klima.

Man skal ikke sludre mange minutter med spindoktorer og rådgivere, før man bliver manuduceret i, at  ”vælgerne kun har det grønne i munden”, mens de bag stemmeboksens gardiner går op i hårde emner som økonomi, arbejdsløshed, indvandrere, sundhed og kriminalitet.

Konsekvensen af denne  overbevisning er tydelig: Miljø og klima fylder meget lidt i valgkampen. Partierne har alle flotte miljø- og klimaprogrammer – men for de flestes vedkommende er det ikke noget, man ligefrem praler af i valgkampens hede. Som min kollega Martin Lidegaard fra Concito bemærkede tørt efter den første partilederdebat på DR1, var der én partileder, der nævnte ordet klima i det indledende minut, hvert parti havde til at præsentere sin politik i den bedste sendetid. Det  var Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten.

Man forstår det måske godt et stykke hen ad vejen. Miljø og klima berører ikke folk så direkte i deres hverdag som f.eks. skattetryk og ventelister til hospitalerne. Vi falder ikke døde om på gaden af giftig kemi og er stort set lykkeligt fri for miljøkatastrofer som oliespild eller udslip fra fabrikker. De truende katastrofer  er  fjerne og svære at forholde sig til, hvis kælderen da ikke ligefrem svømmer i kloakvand. Og miljø har ikke kant: Hvem kan være uenig i at ”miljø er godt”?

Alligevel er det noget sludder at konkludere, at der ikke er stemmer i det grønne. Hvis man konsulterer de meningsmålinger, som rådgiverne ellers er berømte for at studere som vanvittige, viser de stort set altid, at vælgerne er temmelig optaget af grønne spørgsmål. Og som ovennævnte ministres vælgertække antyder, så stemmes der åbenbart også derefter.

En holdningsundersøgelse fra 29. august viser, at vælgerne prioriterer miljøpolitik på niveau med f.eks. skat, indvandring og socialpolitik. Godt nok er det temaerne økonomi, arbejdsløshed, uddannelse og sundhed, som topper listen. Men det kan dårligt undre midt i en historisk økonomisk krise.

Ifølge en måling fra Concito  mener næsten tre ud af fire danskere, at det er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål som fradrag for energibesparelser i private hjem og investeringer i vedvarende energi. Opbakningen er større end til f.eks. boligpakker.

Okay, i en valgkamp bliver fronterne trukket markant op. Hvad når der ikke er valgkamp?

Ja, så viser langt de fleste undersøgelser minsandten, at vælgerne prioriterer det grønne endog meget højt, og ofte over de emner, som spindoktorerne elsker – økonomi, arbejdsløshed, indvandring osv. Og sådan har det været i de seneste mange år, viser tallene med enkelte undtagelser.

En undersøgelse, som Mandag Morgen og DONG Energy gennemførte I september 2010, viser, at danskerne anser klimaet for den næststørste udfordring, verden står over for, kun overgået ”sult og fattigdom”. Den økonomiske krise kommer ind på en femteplads.

Ifølge Concitos klimabarometer fra juni 2011 er klimaforandringer det emne, som bekymrer danskerne tredjemest, kun overgået af finanskrisen og arbejdsløshed.

Eurobarometer, EUs analyseafdeling, gennemfører systematiske målinger af europæernes holdninger. I en måling fra juni mener 96 pct. af danskerne, at miljøspørgsmål er meget vigtige eller ret vigtige . Eurobarometers målinger viser gennem årene, at danskerne lægger stor vægt på miljø og klima – ikke overraskende med klimaks op til COP15 i 2009, hvor klimaændringer blev anset for den vigtigste dagsorden af alle – fora økonomi, terrorisme og arbejdsløshed. 

De fire stemmeslugere nævnt i indledningen havde alle høj, grøn cigarføring. Et andet, mere aktuelt eksempel er den nuværende klima- og energiminister Lykke Friis. Fra at være ukendt i store dele af befolkningen blev hun i løbet af 16 måneder en af Danmarks mest populære ministre. I april i år var hun nr. 2 på hitlisten, kun overgået af veteranen Per Stig Møller.

Det er også lærerigt at se på miljøministre, der har stået for en uambitiøs miljøpolitik. Sporene burde skræmme.

Hans Chr. Schmidt (V), der af Fogh fik til opgave at ”demontere Aukens miljø-imperium” i 2001-2004, lå historisk lavt i alle popularitetsmålinger (og blev af Politikens tegner Roald Als konsekvent afbildet i færd med at urinere i naturen). Helt så slemt er det ikke gået for Troels Lund Poulsen (V) og Karen Elleman (V), men begge hører også til blandt bundskraberne. Det er svært at føre defensiv miljøpolitik i Danmark og være populær blandt vælgerne.

Aktuelt er det svært ikke at påpege, at de to partier, der i denne valgkamp har kørt klimapolitik helt i front, De Radikale og Enhedslisten, foreløbig står stærkest i meningsmålingerne. SF, der traditionelt har slået hårdt på klima, har været mere tilbageholdende denne gang til fordel for den økonomiske ansvarlighed. De står til tilbagegang.

Og så er vi slået tilbage til start: Hvorfor kan politikerne og deres rådgivere tilsyneladende overbevise hinanden om at vælgerne ikke interesserer sig for miljø- og klimapolitik, når tal og historie viser det modsatte? Er der noget i drikkevandet på Christiansborg? Er det et kursus, man tager i DJØF-kredse?

Under alle omstændigheder er det bizart. Men iagttagelserne er hermed givet videre til de partier, der tør udfordre ikke kun modstandernes fordomme, men også deres egne. Der er stadigvæk 8 dage tilbage.