Glem lige disruptionen et øjeblik

Ulven kommer, ingen tvivl om det. Men inden vi kaster os ud fra et højt sted i vished om algoritmernes overmagt og vores egen overflødighed på arbejdsmarkedet, bør vi tage en dyb indånding og løfte blikket fra alle de smarte og lovende teknologier.
Mads Thimmer

Man kan næsten få indtryk af, at alle andre virksomheder end hypervækstende gazellevirksomheder dør lige om lidt. At alle virksomheder, der ikke er drevet af kunstig intelligens, dør lige om lidt. At alle virksomheder, som ikke ’disrupter’ sig selv og ødelægger sin sunde kerneforretning, dør lige om lidt. At alle ikke-startups dør lige om lidt.

Så alle vi, der dør lige om lidt, hvad kan vi så gøre i mellemtiden?

Ja, vi kan for eksempel glemme teknologierne for en stund, løfte blikket og filosofere over, hvorfor vi er til; vores berettigelse som menneske, som virksomhed, som organisation.

Det var synd for hovedrolleindehaveren Kodak i moderen over alle disruptionshistorier. Virksomheden afgik ved døden, fordi den ikke formåede at disrupte sig selv, akkurat ligesom skriften på nabogravstenene hos BlackBerry og Nokia fortæller samme historie.

Men faktisk var Kodak selv et lysende eksempel på disruption. Med sine udbredte muligheder for at fange og gengive oplevelser for alle, høj såvel som lav, disruptede Kodak foto- og filmindustrien i det 20. århundrede og gav os langt de fleste billede-, film- og biografoplevelser. Det 20. århundrede var i sandhed et Kodak moment.

Stifter George Eastman var så tilfreds med sit livsværk allerede i 1932, hvor han på en seddel skrev: ”To my friends. My work is done. Why wait?” og bagefter skød sig gennem hjertet. I 1976 blev 90 pct. af alle billeder i USA taget med Kodak-film, og 85 pct. af alle momentfangende kameraer var fra Kodak.

Døden har en årsag

Hvad der dræbte Kodak, var ikke blot virksomhedens manglende evne til at gå med nye teknologier eller holde sig nysgerrig. Det var måske mest af alt den mistede evne til at formulere sit ypperste formål: at lade mennesker skabe Kodak moments, som alle kan dele nemt, præcis ligesom Nokia forrådte muligheden for at connecte people via smartphones. I begge tilfælde blev virksomheden vigtigere end målet, planen fik forrang over sit formål, midlet blev målet.

I dag mangler mange eksponentielt voksende, digitale gazellepræmierede organisationer et formål. Man har lidt uintelligent sat sin lid til nye – og gerne kunstigt intelligente – teknologiers trækkraft. De nye midler. Ligesom skoler pludselig alle skulle have smartboards uden at have gjort sig tanker om brugen, og børnehaver skulle have iPads, selv om iPad-far Steve Jobs forbød sine egne børn at lege med tablets, fordi de var for vanedannende, ”… too dangerous for them in effect”.

Vi oplevede det samme med Second Lifes virtuelle 3D-verden, som mange organisationer sprang ind i uden en plan eller et formål – og fejlede. Og vi er lige nu ved at se det med maskinlæring, kunstig intelligens, og hvad vi ellers kalder vores automatiseringsalgoritmer. Frygten for at blive disruptet – eller lysten til at stå for disruptionen selv – får mange til at kaste sig hovedkulds ud i teknologiske tilvalg, de ikke har forstået anvendeligheden af eller formålet med. Vi skal bare have noget AI (artificial intelligence, red.), og det skal være i en allerhelvedes disrupterende fart!

Dermed glemmer vi det væsentlige ved historierne om Kodak, Nokia og BlackBerry. Det var ikke mangel på teknologi, der slog dem ihjel – Kodak opfandt digitalkameraet i 1975. Dødsårsagen var i stedet et manglende blik for sit eget formål, sin egen overordnede relevans, som den kommer til udtryk gennem produkter, teknologier og forretningsmodeller.

Som at skyde uden at sigte

At vælge sine teknologier, inden man har formuleret et formål eller uden at kunne relatere sit valg til det, er som at affyre et gevær uden at sigte efter et mål. Mange steder taler man om disruption og automatisering uden at have den vageste fornemmelse for retning eller mening med disruptionen. I dobbeltblind tiltro til planers magiske indflydelse på virkeligheden har man lullet sig ind i 2020-strategier og andet, der med vakse road maps viser, hvordan der proppes lidt maskinlæring ind hist og pist undervejs. Så har overskriftslæserne i bestyrelsen også noget at klappe ad, og medarbejderne kan foranlediges til at tro, at der er styr på det.

Men ingen kender verden om tre år, og slet ikke de teknologiske sider af virkeligheden. For tre år siden talte næsten ingen om kunstig intelligens, selvkørende biler eller automatisering. Nu taler man, desværre, næsten ikke om andet. Det store HVORFOR fylder intet. Hvis det gjorde, havde man ikke haft behov for en 2020-strategi. Så havde man i stedet kunnet synge højt af teksten til sit ’Store Formål’, og alle ville løbende kritisk og specifikt kunne udvælge de teknologier, der understøtter den rette løsning.

Så mens de andre løber i flok hen mod lyset fra disruptionstogets eksponentielle forlygter, så brug i stedet tiden på at se indad og opad, og spørg dig selv: Hvad er din berettigelse, hvad er dit formål – som menneske, som organisation.

Det svar vil nemlig bestå på tværs af de næste mange generationers teknologi-fix.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu