Erik Rasmussen er grundlægger og bestyrelsesformand i bæredygtighedstænketanken Sustainia. I 1989 grundlagde han Mandag Morgen, som han har stået i spidsen for som administrerende direktør frem til december 2016. Som katalysatoren bag utallige initiativer såsom Innovationsrådet og Copenhagen Climate Council, har World Economic Forum udnævnt Erik Rasmussen som en af verdens 100 mest indlydelsesrige journalister, og han har været medlem af the International Media Council. Senest har Erik modtaget Den Store Publicistpris som hæder for sine 57 år i den gode journalistiks tjeneste.
Gør Danmark til talenternes stormagt
KOMMENTAR: Visionen om Danmark som talenternes stormagt er et oplagt og nødvendigt “velfærdsløfte” til næste generation. Det er også en mulighed for at undgå en kompetencenedslidning af fremtidens arbejdskraft og bør være et hovedpunkt i næste regeringsgrundlag.
Valgkampen har handlet meget om de fremtidige vilkår for de fysisk nedslidte. Men hvad nu hvis de næste generationer risikerer at blive kompetencemæssigt nedslidte, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet?
Valgkampen har fokuseret alt for lidt på vilkår og muligheder for den generation, som Danmark skal leve af de kommende årtier. Og de bliver markant forskellige fra i dag.
Den generation, der starter i skolen efter sommerferien, kommer tidligst ud på arbejdsmarkedet efter 2030 og omkring 2035 for de langvarigt akademisk uddannede. De skal fungere i et samfund, der stiller krav om markant ændrede færdigheder.
Fællesnævneren i internationale rapporter om alt fra klimakrise til demokratiernes krise og migrantkriser er, at vi er tvunget til at revurdere de modeller, der har formet vores eksisterende samfund.
Hertil kommer den eksponentielle udvikling af nye digitale løsninger med udbredelsen af kunstig intelligens. Her har vi kun oplevet de første spæde skridt i en udvikling, der inden for det kommende tiår vil udfordre alle arbejdsmarkeder og vores forståelse af menneskets rolle og kapaciteter. Summen af alle signaler og input er et billede, der viser et akut behov for netop at nytænke, hvordan vi bedst forbereder nutidens børn og unge på opgaver og vilkår, vi i dag kun kan gisne om og se konturerne af.
Derfor er det relevant at stille spørgsmålet, om vi i vores iver efter at lindre vilkårene for de få tusinde fysisk nedslidte har overset eller nedprioriteret risikoen for, at hele generationer risikerer at møde fremtidens udfordringer med nedslidte eller forældede kompetencer.
Danmarks chance og udfordring
Den udfordring deler vi med alle lande, men den er især stor for en lille nation som Danmark, hvor de knap seks millioner hoveder er det vigtigste råstof. Omvendt har Danmark oplagte potentialer for at blive en talenternes stormagt, hvis vi ellers erkender såvel udfordringer som muligheder. Udgangspunktet er godt.
Danmark ligger for sjette år i træk nummer to på verdensranglisten over lande – og København på listen over byer – som er bedst til at tiltrække, udvikle og fastholde talent. Det viser IMD Competitiveness Centers årlige talentundersøgelse, World Talent Ranking 2018. Talentmassen er opstået, fordi det danske samfund har prioriteret at investere i udvikling af menneskelige kompetencer, investeret i uddannelse og kulturelt prioriteret individets ‘dannelsesprojekt’. Dertil kommer, at danske byer er særligt appellerende for udenlandsk talent pga. vores høje livskvalitet, sundhedssystemet, lav korruption, personlig sikkerhed, uddannelse, arbejdstagerrettigheder og så videre.
De kompetencer, der hidtil har placeret os på toppen af talenternes rangstiger, vil næppe kunne fastholde denne position. I en meget nær fremtid vil nationer blive målt på deres evne til at indrette sig efter og trives med hastigt foranderlige forhold, strukturer og udfordringer. OECD har med rapporten ‘The Future of Education and Skills 2030’ beskrevet meget præcist, hvordan de børn, der nu starter i skolen, skal forberedes på jobs, der endnu ikke er skabt, på teknologier, der endnu ikke er udviklet, og skal løse problemer, der endnu ikke er defineret.
Uddannelsernes udfordring
Svaret er et langt større fokus på udvikling og stimulering af menneskelige kompetencer som nysgerrighed, fantasi, forestillingsevne og emotionel intelligens samt evne til at arbejde med komplekse problemløsninger. På en måde skal fremtidens unge uddannes til en form for “kaospiloter”. De færdigheder skal ifølge OECD især anvendes til at tackle tre fundamentale udfordringer: klimaforandringer og bevarelsen af naturens ressourcer, behovet for at udvikle nye økonomiske, sociale og institutionelle modeller, der kan skabe bedre livskvalitet for mennesker, samt at løse de sociale problemer, som bl.a. er en følge af den globale befolkningsvækst, den accelererende urbanisering, tiltagende ulighed, voksende flygtningestrømme m.m.
Udviklingen er en markant udfordring for uddannelsessystemerne, hvis de i samme takt skal udklække tidssvarende talenter – især taget i betragtning at netop uddannelserne er den tungeste samfundsinstitution at omstille. Men ikke desto mindre bliver netop evnen og viljen til at forberede kommende generationer på markant ændrede vilkår det måske vigtigste konkurrenceparameter. Derfor bør det også toppe den politiske dagsorden i ethvert land – ikke mindst i et land som Danmark, der er så afhængigt af sine menneskelige kompetencer, og hvor netop deres udvikling har været nøglen til hidtidige succeser.
Men det perspektiv og den mulighed er overset eller ikke forstået af politikerne. Tværtimod. Den nuværende regering har besvaret udfordringen med at spare omkring 20 milliarder kr. på uddannelserne ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Uddannelsesalliancen. Det skyldes bl.a. det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det betyder omfattende besparelser og lærerfyringer på en række uddannelsesinstitutioner, akkompagneret af skarpe advarsler om erodering af det grundlag, vi skal bygge fremtidens Danmark på. De såkaldte reformer i folkeskolen og på højere læreanstalter begrænser sig til justeringer frem og tilbage, hvad angår skoledagenes længde og karakterskalaerne.
Den forsømte mulighed
Valgkampen bekræfter prioriteringerne. Den udkæmpes med overbud om flere milliarder til de ældre og svage, til de nedslidte og til at forstærke grænserne omkring Danmark. Men det er her, politikerne mister proportionssansen ved ikke at forholde sig til den langt større udfordring, der handler om ’kompetencenedslidning’ – at vi ikke disponerer over de kompetencer, der efterspørges i et markant ændret samfund inden for relativt få år. Perspektiver, forudsigelser og advarsler udfoldes i stadig flere og stadig mere overbevisende analyser.
Det er forståeligt, når førende erhvervsledere slår alarm over den kurs, valgslaget følger, nemlig et totalt fravær af, hvad og hvem der skal sikre, at der bliver råd til at indfri alle løfterne. Det skal bl.a. de forsknings- og uddannelsesinstitutioner, hvis opgave er at levere højt kvalificerede medarbejdere til såvel private virksomheder som til offentlige institutioner.
Den opgave er hidtil løst på en måde, der har positioneret Danmark som en af verdens mest ’talentfulde’ nationer, hvis man skal tro internationale undersøgelser. Danmark er med rette kendt for sin evne til at udvikle sine menneskelige ressourcer.
Det var også en gennemgående vision i Disruptionrådet. Her skortede det ikke på ambitioner om, hvordan Danmark skulle gøres til “en nation af vindere”, blandt andet gennem udviklingen af digitale færdigheder. Men det er svært at genfinde de ambitioner i regeringens mange udspil til mange milliarder kroner.
Det er uforståeligt, at politikerne tilsyneladende ikke prioriterer netop den langsigtede talent- og kompetenceudvikling og dermed demonstrerer det fremsynede lederskab, man kunne forvente af toppolitikere. Skal dette udtryk for et fatalt generationssvigt ikke blive overskriften for de næste fire år, bør det kommende regeringsgrundlag – hvem der så end skal skrive det – rumme en vision, en ambition og en plan om at gøre Danmark til ’Talenternes Stormagt’.
Ikke alene har vi fortsat potentialet, men det kan vise sig at blive den altafgørende opskrift på bevarelsen af vores velfærdssamfund. Dermed er det også det vigtigste løfte, politikerne kan udstede over for næste generation.