Er det udemokratisk, at folkevalgte regeringer i 16 eurolande vil tvinge det 17. land til at have orden i økonomien, når nu man deler valuta? Er det urimeligt, at EU sender embedsmænd til Athen for at hjælpe med skatteopkrævning, når denne skatteopkrævning er en forudsætning for, at Grækenland kan betale nogle af de milliardlån tilbage, som de har modtaget fra de øvrige eurolande og IMF?

Der er næppe tvivl om, at det land, der skal leve op til disse krav, mister noget af sin nationale suverænitet. Og der er næppe heller tvivl om, at der opstår uorden i de demokratiske geledder, når vælgerne oplever, at det ikke er deres nationale folkevalgte politikere, der har det sidste ord, når det gælder finanspolitik og skattepolitik.

Den kraftige overflytning af politisk kompetence er blevet benhård virkelighed i eurozonen i november 2011, hvor den europæiske mønt kæmper for sin overlevelse knap 13 år efter, at den blev indført. Og når euroen og eurozonens samlede økonomi samtidig er blev en central faktor i den globale økonomi, så har man forklaringen på, at græsk indenrigspolitik i denne uge blev et anliggende for verdens absolutte topledere med USA og Kinas præsidenter i spidsen. I de seneste dage har forhandlingerne ved G20-topmødet i Cannes således reelt været et sideshow til det politiske drama, som Grækenlands ministerpræsident Georges Papandreou ugen igennem har opført med hele verden som tilskuere.

Torsdag aften så det ud, som om krisen var ved at lande, da Papandreou opgav at gennemføre den folkeafstemning, som han chokerede hele Europa ved at lancere mandag aften. Nu skal grækerne alligevel ikke svare ja eller nej til krisehjælpen fra EU og IMF og den sparekurs, der er en betingelse for at låne grækerne de mange euromilliarder. En sådan afstemning lignede i sandhed også en klar tabersag.

Papandreou ændrede planer, efter at han selv havde fået på puklen af særligt Angela Merkel og Nicolas Sarkozy. Og ikke mindst efter at den konservative oppositionsleder, Antonis Samaras, torsdag var vendt på en tallerken og havde erklæret, at han nu opgav kravet om en genforhandling af kriseaftalen. En bred politisk forståelse i Grækenland af at videreføre den modige reformkurs, som Papandreou har stået for, har været efterlyst i Bruxelles i månedsvis. Alle har frygtet, at Papandreous politiske kapital skulle slippe op over for den græske befolkning, der oplever voldsomt faldende købekraft. Og at man skulle få en ny græsk regering, der ville lave om på alle de politiske aftaler, som Papandreou har forhandlet på plads.

Det faktum, at euroen reelt kun hviler på politiske aftaler, er netop den europæiske mønts store svaghed. De 17 lande, der er med i den fælles europæiske mønt, har i juridisk forstand ikke fat i nakken på hinanden. De har ikke en juridisk bindende aftale om, at de hver for sig skal føre en bæredygtig finanspolitik og undlade at skabe makroøkonomiske ubalancer, som skader de andre eurolande. Og de har ikke noget juridisk bindende sanktionsregime, der kan håndhæve en fælles disciplin. I stedet må eurolandene alene forlade sig på politisk pres, institutionelt pres og på det pres, som finansmarkederne kan udvirke på de lande, der ikke har orden i økonomien.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad Merkel og Sarkozy sagde, da de onsdag aften var i enerum med Papandreou. Men der er næppe tvivl om, at de forklarede den græske premierminister, at de ikke brød sig om hans idé med en uforudsigelig folkeafstemning. Eller om at denne afstemning først skulle finde sted om mere end to måneder. Eurokrisen har i de seneste 18 måneder slidt voldsomt på Tysklands og Frankrigs ledere, som kun i begrænset omfang har haft tid og overskud til at pleje deres nationale politiske interesser.

Begge ledere har – ligesom Papandreou – og politiske ledere i eksempelvis Holland, Finland, Spanien, Portugal, Irland, Slovakiet, Estland, Østrig betalt en høj personlig-politisk pris for at gøre, hvad der var nødvendigt for at redde euroen. I al den tid har de kunnet se den konservative græske oppositionsleder køre på frihjul. Og de har kunnet se en italiensk regering, hvor Silvio Berlusconi har givet mange løfter, som han imidlertid ikke har været i stand til at indfri, fordi hans koalitionspartner Umberto Bossi fra det populistiske Lega Nord ikke har villet være med til at betale den politiske pris for at gennemføre de nødvendige stramninger. Der er næppe tvivl om, at Berlusconi og Bossi i de kommende måneder vil opleve stort politisk og institutionelt pres fra Berlin, Paris og Bruxelles for at sanere deres økonomi. Men der er næppe heller tvivl om, at det i meget høj grad vil være finansmarkedernes pres i form af skyhøje renter på italiensk statsgæld, der vil få Berlusconi og Bossi til at gøre noget ved landets uholdbare statsgæld.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.