Grønlands råstofeventyr kan gøre Danmark til uraneksportør

Grønland er langt med et storskalaprojekt, der kan gøre Danmark til uraneksporterende nation. Siden 2007 har det australske selskab Greenland Minerals and Energy haft licens til at udforske undergrunden på Kvanefjäldet, der indeholder store mængder uran, og i december 2011 fik selskabet lov til at påbegynde prøveboringer. Det skete, selv om det grønlandske Landsting siden 1980’erne officielt har ført en nultolerancepolitik over for udvinding af radioaktivt materiale, og, ifølge Mandag Morgens oplysninger, uden at spørgsmålet om uranudvinding har været drøftet med de danske politikere og Folketinget. 

Udviklingen udfordrer regeringens udmelding om, at de grønlandske storskalaprojekter alene er et grønlandsk anliggende: ”Jeg mener, at vi står på et tidspunkt, hvor alle skåltaler om selvstyret skal vise sig i praksis. Og at alle dem, som har bakket op om Selvstyreloven, skal vise, at de også i praksis støtter Selvstyreloven og forstår, at når man har Selvstyreloven, er hele spørgsmålet om råstoffer, løn og arbejdsvilkår noget, grønlænderne tager sig af selv,” udtalte Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i går. 

Meldingen kom efter flere ugers massiv kritik fra både oppositionen, Enhedslisten og fagbevægelsen, der var bekymrede for risikoen for social dumping i forbindelse med udenlandske selskabers udvindingsprojekter i Grønland

Råstofområdet har siden januar 2010 hørt under det grønlandske selvstyre. Men da brydning af uran er omgivet af en lang række sikkerhedspolitiske spørgsmål, tilfalder ansvaret for området i sidste ende Danmark. 

Farvel til nultolerancen

Danmark kan risikere at blive eksportør af uran, med de store sikkerhedspolitiske udfordringer, det skaber. Ingen danske myndigheder har erfaring med at administrere udvinding, kontrol og salg af radioaktivt materiale, der – hvis der opstår svigt – kan ende med at blive anvendt til fremstilling af kernevåben eller falde i hænderne på fjendtlige stater. Der er således tale om en betydelig opgave, der skal løftes i dansk regi, hvis Grønland vælger at gå videre med de råstofprojekter, der vedrører radioaktivt materiale. 

Et opgør med nultolerancepolitikken er en forudsætning for, at en del af det grønlandske råstofeventyr kan blive virkelighed. En stor mængde af de sjældne jordarter, der gør Grønland til en eftertragtet råstofnation, kan ikke udvindes, uden at de radioaktive materialer uran og thorium indgår som biprodukt. Af samme grund har den grønlandske regering nedsat en arbejdsgruppe af internationale eksperter, der skal undersøge konsekvenserne, hvis man ophæver nultolerancen. Oppositionspartiet Siumut har allerede erklæret sig parat til at tillade brydning af metaller med radioaktivt indhold, hvis der fastsættes grænseværdier.

Selv om Grønland således er langt i sine overvejelser om uranudvinding, har man fra dansk side nølet med at forholde sig til de konsekvenser, som udviklingen kan få for hele Rigsfællesskabet. Uranspørgsmålet har aldrig været på dagsordenen i Folketingets Grønlandsudvalg, og Udenrigsministeriet er først inden for det seneste år begyndt at danne sig et overblik over de forskellige internationale regler, som henholdsvis Danmark og Grønland er underlagt, når det handler om omgang med radioaktive materialer. 

Venstre og Enhedslisten har kaldt hele seks ministre, inklusive statsministeren, i samråd med spørgsmål, der vedrører det grønlandske råstofeventyr. Men ingen af spørgsmålene omhandler udvindingen af uran. Det bekræfter, at emnet indtil videre er strøget under den politiske radar. 

Mange uafklarede spørgsmål

Fordi spørgsmålet om udvinding af radioaktive materialer er nyt i dansk sammenhæng, findes der ingen præcedens for, hvordan sagsbehandlingen skal foregå. Godt nok er Danmark allerede omfattet af en lang række aftaler og traktater, der skal forhindre, at et materiale som uran ender i hænderne på fjendtlige stater. Men fordi problemstillingen både vedrører Danmark og Grønland, er der stor usikkerhed om, hvordan området skal forvaltes. 

Ifølge den storskalalov og råstoflov, som det grønlandske landsting vedtog inden jul, er det op til Grønland alene at forhandle de konkrete aftaler på plads med de enkelte mineselskaber. Mandag Morgen har, trods flere henvendelser til de relevante myndigheder, ikke kunnet få svar på, om det også er tilfældet, når ansøgningen vedrører radioaktivt materiale. 

Modsat andre råstoffer handles uran ikke på en råstofbørs, men via kontrakter, der indgås mellem køber og sælger. Det står umiddelbart ikke klart, om handlen skal ske i dansk eller grønlandsk regi, om det bliver Danmark eller Grønland, der kommer til at stå som eksportør, og dermed heller ikke, hvor ansvaret for at forvalte og kontrollere aftalerne skal placeres. 

Landsstyreformand Kuupik Kleist har flere gange understreget, at debatten om grønlandsk uranudvinding også vedrører Danmark. Der er nedsat en ekspertgruppe, der frem til foråret skal klarlægge den sikkerhedspolitiske rollefordeling mellem Danmark og Grønland og undersøge, om Danmark i tilfælde af tvist kan hindre Grønland i at tillade uranudvinding. Men indtil videre står det ikke formuleret nogen steder, hvordan den danske indflydelse konkret skal gøre sig gældende. Og ifølge Mandag Morgens kilder, der tæller centrale politikere og embedsfolk, er der stor usikkerhed om, hvordan fordelingen kan ske i praksis. 

Fordi Grønland har selvstyrestatus og ikke er medlem af EU, er det også uklart, om de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, bl.a. i regi af det europæiske atomagentur, EURATOM, også gælder for Grønland, og, hvis det ikke er tilfældet, hvordan Danmark så skal forholde sig. Det gælder bl.a. konventioner om håndtering af radioaktivt materiale og om nuklear terrorisme.

En anden udfordring er de ikke-spredningsaftaler, som både Grønland og Danmark har indgået med Det Internationale Atomagentur, IAEA. Der er nemlig tale om forskellige aftaler, der for Danmarks vedkommende er mere vidtrækkende end for Grønland. F.eks. er Danmark – modsat Grønland – forpligtet af en tillægsprotokol, der bl.a. giver inspektører fra IAEA udvidede beføjelser til at foretage kontroller. 

Andre uafklarede spørgsmål vedrører sundhedsmæssige risici og katastrofeberedskab i tilfælde af radioaktive udslip. Heller ikke her står det klart, hvem der bærer ansvaret for – og udgifterne til – oprydning efter et eventuelt udslip. 

Cindy Vestergaard, der som forsker ved DIIS har specialiseret sig i uran-spørgsmål, bekræfter, at Danmark kan se frem til at skulle bruge mange kræfter på at stable den rette infrastruktur på benene, hvis Grønland beslutter sig for at give tilladelse til uranudvinding: 

”Uranudvinding kræver et specifikt regelsæt, der skal leve op til en lang række internationale krav, og derfor vil der komme til at gå mange år, før den første udvindingstilladelse, der omfatter uran, bliver en realitet. De internationale erfaringer siger mindst fem år, men det kan tage et årti, før systemerne er oppe at køre,” siger Cindy Vestergaard. 

Hun understreger samtidig, at hverken Danmark eller Grønland på nuværende tidspunkt er i besiddelse af de kompetencer og ressourcer, der er nødvendige for at håndtere området på en måde, så det kan leve op til de internationale regler. Det vil kræve flere medarbejdere i bl.a. Udenrigsministeriet og investeringer i relevante træningsprogrammer.

Projekt i støbeskeen

Mens spørgsmålene hober sig op, er Greenland Minerals and Energy allerede nået langt i sine bestræbelser på at udvinde bl.a. uran på grønlandsk jord, siden selskabet startede de første aktiviteter i 2007.

Ved et seminar i denne uge hos Dansk Industri berettede selskabets chief operating officer, Shaun Bunn, om planerne for at etablere et stort mineprojekt ved det sydgrønlandske Kvanefjeld, hvis anlægsværdi kan løbe op i flere milliarder. Hen over de næste par år skal en række studier færdiggøres, og der skal rejses finansiering i omegnen af 460 millioner australske dollar (2,7 milliarder kr.), før selskabet håber på at kunne starte en fuld produktion op i 2017.

Der er således flere ubekendte, ikke mindst økonomiske, før projektet bliver en realitet. Men selskabet er indtil videre blevet positivt overrasket over potentialet. I 2011 kom det således frem, at mængderne af værdifulde mineraler overstiger de mængder, som selskabet hidtil havde kalkuleret med, og at Kvanefjeldet dækker over en af verdens største forekomster af både sjældne jordarter og uran. 

Udvinding af de sjældne jordarter kan ikke ske, uden at uran udgør et betydeligt biprodukt. Det feasability study, som selskabet færdiggjorde sidste år, understreger, at der med projektet er tale om en langvarig og omkostningseffektiv produktion af både uran og sjældne jordarter.

Selskabet har endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt de mineraler, der udvindes, skal viderebehandles på grønlandsk jord eller skibes væk. Den første model kræver etableringen af et raffinaderi og separator. Det kræver store investeringer og vil, ifølge selskabet selv, øge selskabets sociale og miljømæssige aftryk på Grønland. 

Vælger selskabet at etablere raffinaderiet uden for Grønland, kan det, ifølge Mandag Morgens kilder, muligvis blive sværere for Danmark at følge med i, hvor det radioaktive stof lander i sidste ende. Denne oplysning er dog ikke bekræftet af selskabet selv.

Reaktiv holdning 

Muligheden for udvinding af uran rejser en lang række sikkerheds-, udenrigs-, miljø- og sundhedspolitiske problemer og dilemmaer. Den stiller samtidig Danmark over for en principiel beslutning, der mod stor sandsynlighed vil føre til en ophedet folkelig debat: Kan Danmark på én gang eksportere uran og fortsætte den modstand mod atomkraft, som det danske folketing vedtog i 1985 og bekræftede i 2001?

Emnets ømtålelige karakter kan være en forklaring på, at skiftende regeringer ikke har været ivrige efter at diskutere, om Grønland skal udvinde uran eller ej, i en bredere kreds. 

Før råstofområdet i 2010 overgik til det grønlandske selvstyre, foregik drøftelserne om den grønlandske råstofforvaltning i Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland – et organ, der bestod af politikere og embedsmænd fra både Grønland og Danmark. I 2008 udtrykte den danske del af fællesrådet faktisk bekymring for de sikkerhedspolitiske perspektiver og miljømæssige udfordringer forbundet med uranudvinding i Grønland. Det skete bl.a. i forbindelse med, at Grønland lempede sin nultolerance over for Greenland Minerals and Energy: 

”Jeg mener, at vi i forhold til det arktiske miljø og vores overordnede politik på atomområdet og ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv skal forholde os meget seriøst og med en kritisk tilgang til disse ting,” sagde udvalgets formand, Venstres Kim Andersen, dengang til dagbladet Information.  

Rådet blev nedlagt, da Grønland hjemtog råstofområdet, og den daværende regering fandt det ikke nødvendigt at etablere et nyt forum, hvor debatten om den omstridte uranudvinding og de afledte sikkerhedspolitiske udfordringer kunne fortsætte. Der var, ifølge Mandag Morgens kilder, en udbredt forståelse af, at Grønland næppe på noget tidspunkt ville give afkald på sin nultolerance. 

Debatten om, hvorvidt grønlandsk uran kan blive et dansk problem eller ej, blussede op sidste sommer, da chefen for Forsvarsakademiet, Nils Wang, i en kronik påpegede, at uranspørgsmålet i høj grad også vedrører dansk sikkerhedspolitik. Udenrigsminister Villy Søvndal slog efterfølgende fast, at Danmark først vil tage stilling til spørgsmålet, hvis Grønland gør op med sin nultolerancepolitik. 

Den reaktive holdning er kendetegnende for Thorning-regeringens hidtidige håndtering af det grønlandske råstofeventyr. Før jul vedtog det grønlandske Landsting den såkaldte storskalalov, der tillader import af udenlandsk arbejdskraft på udenlandske betingelser. Da Mandag Morgen samme dag kunne berette, at loven kræver en særlov til den danske udlændingelovgivning, førte det til stor politisk debat om, hvorvidt Danmark kan blåstemple tiltag, der risikerer at bane vej for social dumping. 

Ved ikke at tage debatten om den danske udlændingesærlov, før Grønland var langt fremme i beslutningsprocessen, har regeringen malet sig op i et hjørne. Trods statsministerens forsikring om, at det er Grønland, der bestemmer, bliver det alligevel det parlamentariske grundlag i Danmark, der i sidste ende afgør, om det grønlandske råstofeventyr kan blive en realitet eller ej. 

Det samme kan blive tilfældet, hvis regeringen holder fast i, at den først vil diskutere Danmarks holdning til uranbrydning, efter at Grønland eventuelt har opgivet sin nultolerance. 

Dermed udsætter regeringen sig for endnu mere kritik. Ifølge grønlandsordfører Finn Sørensen agter Enhedslisten nu at stille spørgsmål til de relevante ministre i sagen, og flere partier vil muligvis følge efter.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu