Grønne mål kvæles i sort røg

Forstå kulindustrien, og forstå, hvorfor det kan blive svært for verden at omstille sig til nye klima- og verdensmål. Der er fortsat en dyb kløft mellem globale politiske visioner og den nationale politiske hverdag. Tyskland og Danmark er aktuelle eksempler.

Afstanden fra en global vision til en national politisk virkelighed kan være meget lang – så lang, at visionerne aldrig forvandles til virkelighed. Den skæbne risikerer i stigende grad at ramme de ambitiøse mål for at bekæmpe klimaforandringerne og opfylde FN’s 17 verdensmål.

Det er bl.a. Tyskland et godt aktuelt eksempel på. Hidtil har landet fremstået som EU's absolutte klimaduks – landet, der skulle symbolisere fronten i den globale klimakamp og vise vejen for verdens mange fodslæbende nationer.

Men i forbindelse med de aktuelle regeringsforhandlinger er det bekræftet, at Tyskland må slække på ambitionen om at reducere landets CO2-udslip med 40 pct. frem til 2020 i forhold til 1990. Målet hedder nu snarere 30 pct.

Årsagen kan sammenfattes i tre bogstaver: KUL. Netop den billigste og mest forurenende energikilde er det mest overbevisende og afslørende eksempel på kløften mellem de politiske mål og den politiske virkelighed, og hvorfor ambitionerne om at holde den globale temperaturstigning på 2 grader eller derunder risikerer at gå op i sort røg.

For Tyskland er udfordringen meget enkel og konkret: Omkring 40 pct. af landets elforbrug er baseret på kul leveret af landets 148 kraftværker. Spørgsmålet er derfor, hvor hurtigt det overhovedet er muligt at udfase så vigtig en energikilde trods de mange politiske erklæringer.

Der er meget stærke kræfter knyttet til kulindustrien, og kampen om fremtidens energiforsyning udkæmpes p.t. på flere fronter imellem modstandere og tilhængere af den sorte men billige kulindustri – herunder fremtiden for de mere end 20.000 arbejdspladser, der er i spil. Alt imedens en presset Angela Merkel synes at have udspillet sin rolle som hele Europas klimakansler. Dette kan kun opfattes som et alvorligt tilbageskridt i såvel den tyske, europæiske som internationale klimakamp. Her er der netop brug for stærke ledere.

Det paradoksale kuleventyr

Tysk kul er blot et af mange eksempler på de barrierer, der skal forceres, for at verden kan gøre sig forhåbninger om at overholde såvel Paris-aftalen som at indfri verdensmålene. I det hele taget har kullene demonstreret, hvor svært det er at skabe nødvendige globale forandringer i en verden, der styres af nationale og ofte kortsigtede økonomiske interesser – og dertil ofte en hyklerisk adfærd.

Det er ikke mindst Kina et bevis på. Medens Kina på den ene side bekender sig til en anti-kul-strategi og alene i 2017 har aflyst opførelsen af 103 kulkraftværker, er landet blevet storeksportør af kulværker.

Kina skal bl.a. opføre 140 værker i andre lande, herunder Egypten og Pakistan, der hidtil ikke har udvundet kul i større mængder. Her opdyrkes med andre ord nye kulmarkeder. Kul er netop en attraktiv energikilde i mange udviklingslande, fordi det er en billig form for energi.

New York Times har opgjort, at Kina sammenlagt står for opførelsen af 700 nye kulværker hjemme såvel som ude. Nok har de skåret ned på udviklingen, men det ændrer ikke ved, at kul stadig er en dominerende faktor i kinesisk energipolitik og vil være det i mange år frem.

Ligesom i Tyskland er der hårde økonomiske realiteter bag. Kulindustrien og den stålindustri, der er afhængig af kullene, beskæftiger 12 millioner mennesker, og kraftige nedskæringer frygtes at kunne skabe betydelig social uro og demonstrationer. Desuden har de to industrier akkumuleret en samlet gæld på 1,2 billioner dollar, hvoraf en tredjedel skyldes til kinesiske banker. Derfor er er det nødvendigt at holde liv i de industrier for ikke at svække den kinesiske økonomi. Ligesom i Tyskland er der skabt en dyb afhængighed af en industri, der officielt er bandlyst.

Det samme gælder Indien. Her har regeringen også vedtaget et opgør med kullene og fremlagt en ambitiøs plan for at investere i vedvarende energier. Men det ændrer ikke ved, at kul fortsat udgør 60 pct. af landets energiforbrug, og vedvarende energi kun 7 pct. Først om 10 år vil kullene have toppet som langt den vigtigste energikilde. Det er realiteterne, så længe omkring en fjerdedel af Indiens 1,3 mia. indbyggere ikke har adgang til elektricitet.

Klimaet betaler regningen

Hvor meget sort røg der sendes ud i atmosfæren i en lang årrække, dokumenteres af den tyske miljøorganisation Urgewald. Den oplyser, at der sammenlagt opføres 1.600 nye kulkraftværker i 62 lande i de kommende år. Det vil udvide verdens kulkapacitet med i alt 43 pct. Dermed er en første afgørende forudsætning for, at verden kan indfri 2-gradersmålsætningen, bristet ifølge rapporten ’2020 The Climate Turning Point’. Den er udarbejdet af en række internationale klimaeksperter og udgivet af New Climate Institute i 2017.

Rapporten opstiller seks betingelser for, at verden kan nå klimamålene. Den første er netop, at der ikke bygges flere kulværker, og at alle de eksisterende gradvist afvikles. Selv om politikere og investorer over en bred front har lyst kullene i band og satser på nye vedvarende energikilder, bygges der tilsyneladende flere nye kulværker, end der afvikles. Kuleventyret er altså ikke slut. Der skrives fortsat nye kapitler, der skal betales af klimaet og de kommende generationer.

Nu handler klimakampen og indfrielse af verdensmålene selvfølgelig om meget andet end forbrug af kul, men dels er kullene den mest forurenende og mest udbredte energikilde, dels er netop eksemplet med kullene et interessant og tankevækkende lærestykke i forståelsen af, hvad der skal til, for at verden i tide kan omstille sig til en ny økonomisk – læs bæredygtig – verdensorden.

Her er det vigtigt at trække trådene fra de politiske erklæringer og skåltaler til den hverdag og de opgør, der udspiller sig ude i de enkelte lande og sektorer. Indfrielsen af verdensmålene er nemlig en bottum up proces, og forventningerne skal netop afstemmes med virkeligheden i den del af samfundet, hvor de reelle adfærdsændringer skal finde sted.

Det vil også være sigtet i flere kommende artikler, der på denne plads og med jævne mellemrum vil taget temperaturen på den måske vigtigste transformation af verdensøkonomien nogensinde. I den udvikling er det helt afgørende, at vi erkender såvel barrierer som muligheder for at kunne adressere dem i tide med den fornødne effekt.

Bagud i kampen om verdensmål

Som udgangspunkt kan det desværre konstateres, at vi halter bagefter, og at omstillingen sker betydeligt langsommere, end man kunne håbe på. Det er selvsagt forventeligt, at fundamentale omstillingsprocesser er tids- og tålmodighedskrævende, men omvendt respekterer det ydre pres fra globale udfordringer som bl.a. klimaforandringerne ikke den præmis.

For sen tilpasning øger blot kravene til fremtidige satsninger med risiko for, at de politiske beslutningssystemer ikke kan håndtere udfordringerne, og at vi i stedet vil opleve kortsigtede kriseløsninger, som det bl.a. er sket med flygtningekrisen. Den har politikerne endnu ikke kunnet finde holdbare svar på.

Her er en kortfattet status over, hvor verden befinder sig henne på udvalgte kriterier ud fra de få tilgængelige oversigter.

Klimamålene: Ifølge EU's Climate Leader Board fra 2017, der måler, i hvilket omfang EU-landene lever op til Paris-aftalen, scorer kun ét land den næsthøjeste rating, ’god’. Det er Sverige, som opnår 67 point ud af 100 mulige. Da ranglisten udkom i marts sidste år, lå Tyskland på andenpladsen med 54 point og ratingen ’moderat’, men om den placering holder efter den seneste neddrosling af klimaambitionerne, vides ikke. Danmark ligger på en 14.-plads med blot 20 point og ratingen ’ringe’.

Det er beskæmmende, at et land, der ellers er kendt for at være en grøn rollememodel, præsterer så dårligt i en international rating. Begrundelsen er bl.a., at Danmark har forsømt at indtage en førerposition i opfyldelsen af klimamålsætningerne og snarere lurepasser.

Dette var også konklusionen i Mandag Morgens artikel på denne plads den 19. juni sidste år under overskriften ’Klimakampens danske taberopskrift’. Med afsæt i Klimarådets store rapport konstaterede artiklen netop, at Danmark ”uambitiøst og sovende kan nå sine CO2-mål”.

Den konklusion er EU også kommet til. Dermed er Danmark desværre også et eksempel på den lange afstand mellem flotte globale visioner og den nationale politiske virkelighed.

Verdensmålene: Her er der også langt igen. Til gengæld scorer Danmark en placering som nummer to på denne verdensrangliste – ’SDG Index and Dashboards Report 2017’. De fire nordiske lande Sverige, Danmark, Finland og Norge topper listen, især fordi vi som veludviklede velfærdssamfund lever op til en række af de 17 verdensmål.

Den placering var givet på forhånd og har ikke krævet en ekstra indsats. Men vi deler store udfordringer med andre lande, når det f.eks. gælder udviklingen af bæredygtige produktioner og forbrug samt tilpasning til fremtidens klimaforandringer, jævnfør ovenstående. 

Generelt er udfordringen for de rige lande, at deres befolkninger skal ændre levevis for at kunne leve op til verdensmålene, f.eks. gennem det, vi spiser. Det er her, det bliver svært og udfordrende, men også her, hvor den største effekt kan og skal hentes.

De enkelte landes status vises grafisk i indekset på en række regionale verdenskort, hvor den røde farve illustrerer de største udfordringer, derefter gul, orange og grønt, hvis landet har indfriet målet.

Desværre er rød og gul de gennemgående farver, og det fortæller, hvor stor udfordringen vil blive de kommende år. Danmark scorer blot 6 grønne topplaceringer ud af 17 mulige, selv om vi altså ligger nummer to i den samlede opgørelse. Der er stadig lang vej til målene. Topplaceringen er i den grad relativ.

Bag hvert af de mange uopfyldte mål skjuler sig utvivlsomt en ’kulhistorie’ – dvs. en historie, der viser afstanden imellem visioner og hverdag og problemerne med at ændre adfærd og tankegang.

Det gør ikke opgaven umulig. Det bliver den kun, hvis man overser eller negligerer netop de kræfter, der skaber de langsigtede og dermed også bæredygtige forandringer. Lige præcis de kræfter skal mobiliseres så tæt på hverdagen som muligt.

Hvad det mere præcist går ud på, kan der skrives mange artikler om. Nogle af dem vil optræde på denne plads i løbet af 2018.

Forrige artikel Det vigtigste medieforlig i årtier Det vigtigste medieforlig i årtier Næste artikel Demokratiernes afgørende lakmusprøve Demokratiernes afgørende lakmusprøve