Gymnasiereformen, der ikke var en reform

Regeringens udspil på gymnasieområdet er godt, men det er stadig kun små hop på stedet.

Regeringens udspil til en kommende gymnasiereform har afstedkommet stor ståhej i medier og i uddannelsesverdenen. Den har fået, hvad den kunne trække i Deadline, Debatten og i aviserne med venlig harpe- og violinspil fra tilhængerne og dommedagsbasuner fra modstanderne af reformen.

Jeg tilhører selv førstnævnte gruppe. Jeg er glad for regeringens udspil, som kommer til at mejsle i sten, at en gymnasieuddannelse i Danmark er beregnet til dem, der vil læse videre på en længere videregående uddannelse, og personligt har jeg ventet længe på indførslen af adgangskrav til gymnasiet.

Samtidig er det godt, at der bliver ryddet op i studieretningsjunglen, at der kommer fælles lovgrundlag for de tre gymnasiale områder, samt at der indføres krav om matematik B på de fleste uddannelser. Det er ganske logisk og på tide, at vi – både politikere og vi i gymnasieverdenen – tænker mere i kvalitet og mindre i kvantitet.

Så helt grundlæggende er jeg enig i regeringens udspil, som kun har ét problem: Det er ikke en reform, men snarere små, fornuftige justeringer af det bestående. Som det som hovedregel er her i Danmark.

Kun få ægte reformer

Alt for sjældent er ordet reform i en dansk kontekst lig med nye visioner og ideer, og alt for sjældent er der tale om reelle opgør med det bestående og modige spring fremad med det formål at gøre noget, som ingen andre gør. Ægte reformer sætter sig vedvarende spor og ændrer samfundet på lang sigt. Sat lidt på spidsen: Stavnsbåndets ophævelse i 1788, der gav bønderne fri, var en ægte reform, og socialreformen i 1933, som lagde grundstenene til det moderne velfærdssamfund, var en reform. Men ellers?

Den stort anlagte folkeskolereform blev pakket ind i så mange regler, bekendtgørelser og overenskomstmæssige begrænsninger, at skoledagens forlængelse med halvanden time endte med at blive det mest revolutionerende. Og EUD-reformen fra sidste år betød, at erhvervsuddannelserne fik et lidt højere bogligt niveau, og at de heldigste af uddannelserne fik nye navne. Gode justeringer, der desværre ikke rigtig batter noget i forhold til for alvor at ændre image og søgetal til erhvervsuddannelserne.

Det frustrerende er, at vi både i Danmark op på globalt plan står foran så store omkalfatringer, at kommende generationer har behov for at lære at tænke og agere anderledes. De skal forholde sig til, hvordan kunstig intelligens og machine learning supplerer eller overtager menneskers arbejds- og dagligdagsliv. Og hvordan de som digitalt indfødte udnytter deres forståelse af verden og færdigheder på et nyt arbejdsmarked. De skal forstå, hvordan vi udnytter og samtidig beskytter den viden, der gemmer sig i vores DNA, og hvordan vi designer byer, biler, liv og håndterer klimaforandringer, kulturelle konflikter, sundhed, fattigdom og sikkerhed, så der stadig er en fremtid for os på jorden.

Det er de udfordringer, som kaldes Global Grand Challenges, og som vi i virkeligheden burde fokusere på i et ægte reformudspil. For hvis uddannelses-Danmark for alvor ønsker at medvirke til et stærkere og mere bæredygtigt dansk samfund, og selv om jeg, som nævnt, er glad for regeringens reformudspil på gymnasieområdet, så må jeg også konstatere, at det i den forstand er små hop på stedet. Vi skal nok få varmen, men vi flytter os ikke for alvor. Men måske næste gang.

Forrige artikel Etik er konkurrencekraft Næste artikel Simpel rottetænkning i det offentlige