Du er ansat på en virksomhed, som får ny ejer. Den nye ejer bryder sig ikke om den overenskomst, du er ansat under. Han bestemmer derfor, at du skal have nye ansættelsesvilkår under en anden overenskomst. Du bliver ikke spurgt, men får lavere løn og længere arbejdstid.

Du har gættet rigtigt – jeg hentyder til Vejlegården. Sommerens længste agurk. Sagen har afdækket en uvidenhed om den danske aftalemodel, som har delt danskerne og ført til, at dele af oppositionen har spist sig gennem bunker af stegt flæsk på Vejlegården.

Nogle i oppositionen mener ligefrem, at de fører en frihedskamp. De støtter den lille mand mod bøllemetoder. Men der er ikke meget frihedskamp over Vejlegården. Til gengæld er der gået totalt i selvsving i agurken.

Sagen om Vejlegården handler i mine øjne om en restauratør, der ønsker en billigere overenskomst end den, der var på stedet. En klassisk konflikt mellem lønmodtager og arbejdsgiver.

Konflikten har dog ført til en heftig diskussion om den danske model. Arbejdsmarkedsmodellen har gennem generationer sikret et fleksibelt og stabilt arbejdsmarked til gavn ikke kun for de ansatte og arbejdsgiverne, men for hele det danske samfunds muligheder for at skabe job og vækst.

Sagen om Vejlegården har desværre fået en ideologisk modstand mod den danske model til at blomstre. Det til trods for at konflikten er foregået 100 pct. efter bogen. Vejlegården opsagde nemlig 3F’s overenskomst og varslede dermed lockout, hvilket betød, at de 3F-medarbejdere, der var på Vejlegården, ville blive udelukket fra deres arbejde.

Som svar herpå iværksatte de lokale 3F’ere en lovlig blokade og sympatikonflikt. Den betyder, at ingen 3F’er må arbejde direkte eller indirekte for Vejlegården.

Når centrale politikere mener, at det er et opgør om frihed, kan det undre, at friheden åbenbart kun skal gælde for arbejdsgiverne. I et demokratisk land er den frihedsopfattelse dybt forældet. Den handler udelukkende om den lille mands frihed til at underbyde arbejdstagerrettigheder.

Skal vi tale om frihed, så handler sagen om Vejlegården om frihed til at forsamle sig, dvs. blokere, organisere sig og iværksætte sympatikonflikter.

Det er de friheder, som er en grundlæggende del af den danske model, som nu populistiske politikere nu angriber. Og det på trods af, at Dansk Arbejdsgiverforening og Restaurationsbranchens Arbejdsgiverorganisation Horesta mener, at det danske aftalesystem er det bedst mulige, og skaber frihed for såvel lønmodtageren som arbejdsgiveren.

Det kan derfor undre, at Venstre og Dansk Folkeparti har fremsat et lovforslag, der går ud på at gøre det ulovligt at etablere konflikt over for en arbejdsgiver, der allerede er dækket af en landsdækkende overenskomst.

Forslaget er i mine øjne en særlov og alene en gave til de gule fagforeninger. Gennemføres det, vil det åbne en ladeport for overenskomster med discountvilkår, uden at lønmodtagerne sikres retten til at reagere med blokade eller lignende initiativer.

Jeg er overbevist om, at Danmark ikke havde klaret sig så godt, som vi har gjort gennem generationer, hvis vi havde gået efter laveste fællesnævner. Trods krise hører Danmark og resten af Norden fortsat til blandt de rigeste lande, og det kan vi takke den danske model og et ansvarligt aftalesystem for.

Læs flere af Bente Sorgenfreys indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.