Store uligheder gør ikke noget godt for samfundet, og topskatten er med til at holde uligheden i ave. Derfor skal der gode argumenter til for at afskaffe den.

De argumenter havde vi for et par år tilbage. Topskatten var med til at holde marginalskatten oppe, så også de pæne mellemindkomster havde et argument for at gå tidligt hjem. Det skabte flaskehalse og forvridninger og forventning om endnu større problemer i en fremtid med knaphed på arbejdskraft.

I dag er billedet vendt. Alarmen om truende mangel på ledige hænder er udsat på ubestemt tid. Desuden er marginalskatten blevet sænket føleligt.

Ifølge seneste udgave af OECDs Taxing Wages betaler dagens danskere med små og mellemstore indkomster mindre skat af sidste krone end den gennemsnitlige vesteuropæer på samme lønniveau. Kun de højtlønnede marginalbeskattes et par procent hårdere i Danmark end snittet for EU-15. Desuden skrumper andelen af topskattebetalere. Når det tidligere flertals politik indfases i 2014, vil de fleste mellemindkomster slippe helt. Den nye regering har bidt den almindelige hånlatter i sig og accepteret forgængerens politik.

Ikke desto mindre fortsætter kampagnen mod topskatten. Under valgkampen slog Liberal Alliance eksempelvis på, at topskatten får talentfulde folk til at flygte ud af landet. Påstanden er et uhyre yndet indslag i den økonomisk-politiske folklore, navnlig i erhvervskredse, men det er fortsat helt udokumenteret, at topskatten skulle jage talent ud af landet i nævneværdigt omfang.

Andre har argumenteret med, at topskatten kun bidrager med et par procent af de offentlige indtægter, og derfor bør anses for en art misundelsesskat, der let kan undværes. Provenuet af topskatten er ca. 15 mia. om året. Det er også en slags penge. Faktisk nogenlunde det samme som optimister tror, at tilbagetrækningsreformen kan indbringe en gang ad åre.

Den bedste tilbageværende grund til at ændre på topskatten er derfor at gøre den mindre upopulær hos de ca. 15 pct., af skatteyderne, der betaler den. Det er ikke nogen dårlig grund. Upopulære skatter giver grobund for brokkeri og populisme a la Anders Samuelsens. Og den gør det legitimt at prøve at krybe uden om – man betaler hellere til revisionsfirmaet end skattefar.

Derfor følgende forslag til den reform af skatten, som regeringen har bebudet: Øremærk topskatten til globale solidaritetsformål.

Faktisk svarer provenuet nogenlunde til ulandsbistanden, inkl. klimabistanden, præasyludgifterne og hvad det efterhånden er lykkes snedige bogholdere at lægge ind i den såkaldte ulandsramme. Man kan diskutere om nogle af de militære bidrag til den globale solidaritet burde lægges ind i stedet, men lad det ligge i første runde.

Pointen er nemlig ikke, at lade topskatteyderne betale hele vores globale engagement, men at gøre topskatten til en æressag, en elitemarkør. En skat som andre vil være misundelige på i stedet for en misundelsesskat.

Man kan tilføje, at den globale topskat vil ligge i smuk forlængelse af det almindelige princip om at lade de stærkeste skuldre bære de tungeste byrder: Her er virkelig noget at lægge ryg til! Desuden er det efter alt at dømme den økonomiske elite, der har størst fornøjelse og færrest ulemper af globaliseringen. Derfor er det ikke urimeligt at lade den betale.

Hertil kommer det udbredte indtryk af, at eliten efterhånden styres af ét – grådighed. Det er en mistanke denne art, der har gjort besætterne i Wall Street til et massefænomen. Det er ikke just den slags folkestemninger, vi har brug for, hvis vi skal redde det internationale finansielle system eller bekæmpe den protektionisme, der lurer i en krisetid.

Hvis DI og Finansrådet var bare en lille smule forudseende, gjorde de den globale topskat til et hovedkrav i de kommende års armlægninger om skattepolitikken.

Et femte argument skal ikke forties: Regeringen har stillet en stigning af ulandsrammen i udsigt. Det er en sympatisk og relevant målsætning, men den bliver svær at opfylde med stagnerende økonomi og Forsigtigpeter for bordenden. Regeringspartierne har heller ikke prioriteret sagen så højt, at den har sat dato på.

Efterhånden som finanserne strammer til vil vi igen komme til at høre jeremiaderne fra Thor Petersen og omegn om, hvordan fru Mortensen må vente på hofteoperationen på grund af ”negerpengene”, for nu at bruge et af den tidligere finansministers egne udtryk.

Vi løser ikke prioriteringsproblemerne ved at øremærke bestemte de offentlige indtægter. Men det vil gøre en rigtig prioritering sværere, hvis fru Mortensen får indtryk af, at det først og fremmest  er hende, der skal betale vores voksende globale regninger.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.