Klodens fremtid kan nu beskrives med blot tre bogstaver: SDG. Det herskede der ingen tvivl om under årets klimauge i New York. Sideløbende med FN’s generalforsamling havde erhvervsledere fra hele verden sat hinanden stævne for i en række forskellige fora at drøfte løsningen på globale udfordringer. Og de handlede ikke mindst om SDG’erne eller The Sustainable Development Goals, også kendt som FN’s 17 verdensmål.

Der er ingen tvivl om, at store dele af det internationale erhvervsliv har forstået budskaberne i verdensmålene. Ifølge en analyse, som UN Global Compact offentliggjorde i ugens løb, arbejder 75 pct. af organisationens medlemmer med et eller flere af verdensmålene. Det skal dog tilføjes, at det højst prioriterede verdensmål i virksomhederne er at satse på at skabe gode jobs og økonomisk vækst. Det var nok sket uden SDG’erne.

I bunden ligger bl.a. at bekæmpe fattigdom og sult samt at redde verdenshavene. Men en tidligere undersøgelse viser, at det stadig er et lille fåtal, der ved, hvordan de i praksis skal arbejde med dem, endsige rapportere om indsats og fremskridt.

Men det ændrer ikke den kendsgerning, at efter to år er SDG blevet et bredt anerkendt begreb i hele den progressive erhvervsverden.

Nu er verdensmålene ikke skabt for erhvervslivets men for hele klodens skyld. Ved lanceringen for to år siden gjorde daværende generalsekretær Ban Ki-moon meget ud at pointere, at verdensmålene skulle være folkets dagsorden. Det er en logisk og indlysende betragtning, eftersom de kun kan gennemføres, hvis mennesker overalt i verden forstår dem og begynder at ændre adfærd og prioriteringer.

Her er udfordringen til at føle på. Spørger man folk på gaden om ”SDG”, vil fleste sikkert se måbende ud eller eventuelt hævde, at de ikke fejler noget. Underforstået at forkortelsen nemt kan forveksles med en sjælden sygdom. Det skal retfærdigvis anføres, at den forkortelse er svær at afkode.

Spørger man bredt, om folk har hørt om verdensmålene, svarer imellem 28 pct. og 45 pct. bekræftende, afhængig af såvel lande som spørgemetoder, konkluderer OECD. Problemet opstår, når der skal redegøres for kendskabet til verdensmålene. Her viser en undersøgelse blandt 24 lande, at kun 1 pct. har et godt kendskab til verdensmålene – altså de mål, de alle skal være med til at opfylde indenfor mindre end 5.000 dage.

En anelse bedre står det til i Danmark, hvor tal fra Danida viser, at 12 pct. af danskerne ved, at verdensmålene handler om at udrydde fattigdom og skabe bæredygtig udvikling.

Paradokset

Her står vi altså over for en kommunikationsopgave af de helt store. Det afdækker også paradokset, at den vigtigste viden ofte formidles i det mest uforståelige sprog. Einstein og videnskabsmanden Stephen Hawking er nemmere at forstå end FN’s klimarapporter, fremgår det f.eks. af en tidligere artikel i Nature Climate Change.

Den kritiserer ovenikøbet FN’s klimarapporter for at blive stadig mere ulæselige. Det var dog tilbage i 2015, men intet tyder på, at der sidenhen er sket de store kommunikative gennembrud. Men det er der ikke desto mindre brug for, hvis det skal være den folkelige dagsorden, som Ban Ki-moon ønskede, og som skal være drivkraften i den nødvendige transformation.

Hvad den opgave handler om, blev også klart demonstreret i forbindelse med de seneste stormflodskatastrofer. Her gik ikke alene havets bølger højt, men også fortolkningen af årsagerne. De udviklede sig til en mindre religionskrig imellem klimaforkæmpere og klimaskeptikere og bekræftede, hvor svært det er at skabe bred forståelse for løsningen af store globale udfordringer. At vi lever i en tid, hvor populismen er den fremherskende politiske tendens, hvor mistilliden til alle former for autoriteter smuldrer og hvor fake news bliver en stadig vigtigere kilde til folkeoplysningen, gør ikke opgaven nemmere. Det betyder, at afstanden mellem opfattelse og virkelighed konstant øges.

Men netop gennemførelsen af de 17 verdensmål, herunder at få kontrol med klimaforandringerne, er udfordringer, som kun kan løses, hvis vi får en langt dybere forståelse for, hvad der skaber adfærdsændringer hos mennesker.

Vi er meget optaget af den såkaldte ”fjerde industrielle revolution”, og hvordan vi kan ”disrupte” udviklingen, integrere robotter og kunstig intelligens i hverdagen m.v. Det anses for genvejen til ny vækst og udvikling. Men den vigtigste kilde til dybe forandringer og transformationer ligger et helt andet sted, nemlig at få alle med – at undgå dybe kløfter i befolkningerne.

Her kan der også hentes en del læresætninger fra debatten om globaliseringen. Dem giver statsminister Lars Løkke Rasmussen fint udtryk for i oktober-udgaven af ”DI Business”, hvor han netop pointerer risikoen for, at for mange frygter at miste fodfæstet i en verden, hvor alt forandrer sig stadig hurtigere. Den følelse udfordrer sammenhængskraften i samfundet, påpeger statsministeren.

Uanset om det handler om at opfylde verdensmålene, bekæmpe klimaforandringerne eller forstå globaliseringens fordele, er udfordringen den samme: At lukke mistillidskløften. Ingen af de udfordringer, vi konfronteres med de kommende år, kan løses uden der skabes en gensidig tillid imellem og over for de institutioner i samfundet, der skal drive forandringerne. Det være sig multinationale organisationer som bl.a. FN og EU, nationale lovgivende forsamlinger, offentlige myndigheder, videnskabsfolk, medier m.fl. Omvendt er deres succeskriterium at involvere og engagere befolkningerne på deres præmisser.

Start med børnene

Det kræver en anden samtale- og dialogform. Det kræver et nyt sprog. Lanceringen af FN’s verdensmål i september 2015 er et godt eksempel på, hvad der kan betegnes som en elitær arrogance. Målene er udtrykt i et sprog, som kun de færreste forstår, og som nu markedsføres bredt under det totalt intetsigende begreb ”SDG”. Det kan ikke undskyldes med, at det er forstået i erhvervskredse og i det politiske miljø, for det er netop her, at problemet opstår – at eliten udvikler sit eget sprog og ikke formår at oversætte det til en bredere målgruppe.

Tænk, hvis FN samtidig med lanceringen af verdensmålene havde udarbejdet en børnebog om de 17 mål, som forældre kunne læse højt om aftenen for at fortælle børnene om den fremtid, de skal leve i – og hvordan vi alle kan være med til at skabe et nyt eventyr, etc. etc. Det ville også give forældrene en chance for selv at forstå betydningen.

Dette er blot et eksempel på, hvorfor en ambition om at ændre verden på 15 år kræver en helt ekstraordinær kommunikationsindsats fremfor ulæselige dokumenter for de få og indforståede.

Nu er der gået to år siden lanceringen, og en række progressive virksomheder er begyndt at arbejde med nogle af målene, medens mange lande stadig halter efter. Men der er altså kun få tusinde dage tilbage, hvis målene skal nås inden 2030.

Men stadig mangler der en bred indsats for at mobilisere de egentlige forandringsagenter, nemlig befolkningerne. Det er udtryk for både naivitet og arrogance. Hvis ikke der sker egentlige gennembrud de kommende år, vil al troværdighed omkring verdensmålene forsvinde og yderligere undergrave tilliden til autoriteterne.

Men udfordringen handler ikke kun om verdensmålene, men gælder for alle udspil og initiativer fra internationale organisationer, politikere, myndigheder m.v., som skal forandre menneskers hverdag og prioriteringer. Broen over mistillidskløften skal bygges på et sprog og begreber som engagerer og involverer mennesker.

Vi ser frem til den dag, hvor den finanslov der handler om vores fælles fremtid f.eks. udkommer som en let tilgængelig video, en børnebog eller på anden vis populariseres i en form, der gør os til deltagere i en kvalificeret dialog i stedet for at overvære politikeres og eksperters oratoriske håndgemæng om uforståelige tal og sammenligninger – ikke mindst jævnfør fremlæggelsen af den sidste finanslov.

Med al respekt for alle de fordele, nye banebrydende teknologier kan skabe, så mangler der en revolution, der sikrer, at vi som mennesker får sjæl og mindset med, ellers knækker filmen og samfund splittes. Netop den udvikling tegner sig stadig skarpere. I stedet for at satse massivt på kunstig intelligens, er der behov for at mobilisere den menneskelige intelligens i et forsvar for de værdier og holdninger, der kan skabe bæredygtige samfund for fremtidige generationer.

FN og de 193 lande bag vedtagelsen af verdensmålene skylder at fortælle, hvordan de agter at involvere deres milliarder af borgere i at indfri målene. Det vil sige, at gøre målene til en god historie, som selv børn kan forstå og glædes over. Det ville være intelligent og fremsynet og sikre, at klodens fremtid blev den folkesag, som den tidligere generalsekretær ønskede.