Stort set hver uge kan medierne fortælle om en ny sag med en dreng med ADHD eller autisme, en spastisk teenager eller en blind, som ikke kan få bevilget et hjælpemiddel, støtte til særlig medicin, en støtte-kontakt-person eller en særlig indretning af deres bolig. Og hver gang er der en kommune på den anden side af bordet, som ikke mener, at det er dens opgave.

Men det er det som oftest, viser det sig, når Ankestyrelsen har haft mulighed for at vurdere sagen. De mange klagesager har forgiftet forholdet mellem kommunerne og KL på den ene side og de handicappede og deres organisationer på den anden. Det er, som om handicappede kun bliver set som en omkostning og ikke som mennesker, der har ret til at leve et fuldt liv præcis som alle andre. Kommunerne har tilsyneladende glemt, at handicappede mennesker har ressourcer, som det netop er velfærdssamfundets rolle at få frem i lyset.

Til Folkemødet på Bornholm i år mødte jeg en af mine tidligere kolleger. Det er en kommunal topchef, som jeg sætter meget højt, netop fordi han har en grundlæggende social forståelse og et konkret kendskab til de forskellige socialfaglige tilbud i kommunerne. Jeg spurgte ham, hvorfor kommunerne ikke gør mere for de handicappede bl.a. ved at leve op til kompensationsprincippet. Til min store overraskelse svarede han: ”Vi har ikke længere råd.”

Dårlige livsvilkår

Den sætning har runget i ørerne hele sommeren. Jeg har hørt noget lignende før, men aldrig så direkte.

For er det virkelig kommet dertil, at økonomitænkning og omkostningsbevidsthed i kommunerne betyder, at det danske velfærdssamfund ikke længere har råd til de handicappede?

Det håber jeg ikke. Men der er flere fakta, som peger i retning af, at situationen omkring handicappede børn, unge og voksne bevæger sig i en forkert retning.

Ser vi på de nøgne tal, klarer mennesker med forskellige former for funktionsnedsættelse sig ualmindelig dårligt i det danske velfærdssamfunds forskellige institutioner.

Allerede tidligt, f.eks. i folkeskolen, falder børn med funktionsnedsættelser igennem: 20 pct. med et motorisk handicap, 27 pct. med et synshandicap, 21 pct. med ordblindhed og 31 pct. med ADHD får ikke folkeskolens afgangseksamen.

Og den kedelige tendens går igen, når det gælder ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Her begynder 49 pct. af unge med ordblindhed, 81 pct. med ADHD og 83 pct. med autisme slet ikke på en ungdomsuddannelse.

De kommunale velfærdsinstitutioner dømmer dermed en meget stor del af befolkningen til et fremtidigt liv uden mulighed for at kunne bestemme selv og uden mulighed for at forfølge deres drømme. Mennesker med funktionsnedsættelse af den ene eller anden slags ender typisk uden for arbejdsmarkedet. Den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad for voksne med handicap ligger på 43 pct., mod 77 pct. for den øvrige del af befolkningen. Det er for det første spild af menneskelige muligheder, og for det andet gør det velfærdssamfundet dyrere, end det behøvede at være.

Kompensation er en investering

Mange kommuner og KL har i de sidste år sat fokus på investeringstankegangen i forhold til mennesker med sociale problemer. I 2013 udgav KL et generelt oplæg til fremtidens socialpolitik under overskriften ’Invester før det sker: Et debatoplæg om fremtidens socialpolitik’.

I oplægget er der fokus på, hvordan man får familier og netværk til at løse problemer sammen med kommunen i en form for ’samskabelse’, som er et af tidens mest hypede socialpolitiske buzzwords. Men der står intet om, hvordan kommunerne kan investere i at få flere handicappede igennem uddannelsessystemet og dermed sikre dem mulighed for fremtidig selvforsørgelse. Kompensation bliver alene betragtet som en omkostning.

Kompensationsprincippet har ellers de sidste 50 år været et socialpolitisk grundprincip. Det dækker over, at mennesker med handicap skal kompenseres for deres funktionsnedsættelse, således at de kan leve et normalt liv, dvs. få en uddannelse, et arbejde og blive herre i eget hus.

Kompensationsprincippet har tidligere været grundlaget for alle handicappolitiske tiltag og for den faglige udvikling på området. Det er f.eks. baggrunden for specialundervisningen og socialpædagogikken, og fordi vi i Danmark har haft kompensationsprincippet som udgangspunkt, har ratificeringen af FN’s Handicapkonvention og tillægsprotokol været helt uproblematisk.

FN-konventionen ser handicap som ”et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”

Det betyder, at det er i samspillet med omgivelserne, i boligen, i trafikken, på uddannelsesinstitutionen, osv., at mennesker så at sige bliver handicappede. Med andre ord er det altså mangel på konkret og nødvendig kompensation fra samfundets side, som betyder, at mennesker bliver handicappede.

Kommuner skaber udenforskab

For mig at se har mange kommuner og i hvert fald KL helt grundlæggende glemt kompensationsprincippet, og hvad det konkret betyder. I stedet taler man om mestring, som på KL’sk defineres således i førnævnte oplæg:

”Med mestring forstås den enkeltes evne til aktivt at involvere sig i forbedringen af egen situation og medvirke til at skabe et meningsfuldt hverdagsliv. For de kommunale indsatser betyder det, at fokus flyttes fra kompensation af mestringstab til træning af mestring.”

KL ser altså en modsætning mellem mestring og kompensation. Og her er vi inde ved problemets kerne.

For kompensation er jo netop ”træning af mestring”. Det er selve det at kunne levere den ”træning” på det rigtige tidspunkt og med den rette faglighed, som giver en person med funktionsnedsættelse en mulighed for at udvikle en konkret mestring og i sidste ende en livsmestring. Træning af mestring er kernen i kompensationsprincippet.

Det skal selvfølgelig ske i samarbejde med familien, netværket og civilsamfundet, men det er grundlæggende fællesskabet i form af kommunen, som skal levere fagligheden – professionsfagligheden. Hvis kommunerne og KL ikke påtager sig det ansvar, og det peger de tidligere nævnte negative resultater for de handicappede på, at man ikke gør, så bliver kommunerne ved med ’at handicappe’ børn og unge med funktionsnedsættelse, så de får fiasko i skolesystemet.

Det betyder, at kommunerne er med til at skabe udenforskab og fremtidens sociale problemer med deraf følgende økonomiske byrder for velfærdssamfundet.

Tid til forsoning

Det skal gøres bedre. Kommunerne og KL er simpelthen nødt til at sadle fuldstændig om i deres forhold til mennesker med funktionsnedsættelser. Den udvikling, som vi har været vidner til over de sidste mange år på handicapområdet, har skabt en kløft mellem de handicappede, deres pårørende, deres organisationer og Danske Handicaporganisationer (DH) på den ene side og den enkelte kommune, KL og delvist de ansvarlige ministerier på den anden side.

Den kløft skal der bygges bro over, og her har velfærdssamfundets myndigheder og institutioner et særligt ansvar. De sidder med magten. Og det er først og fremmest kommunerne, som skal på banen.

Jeg vil derfor foreslå, at KL’s formandskab sammen med DH’s ledelse sætter sig sammen og finder en ny fælles vej. Det kan f.eks. være i form af en forsoningskommission, hvis kommissorium skal bygge på, at alle mennesker har ret til at leve et normalt liv, og at det er velfærdssamfundets forpligtelse at give mestringsstrategier, som kan kompensere for funktionsnedsættelser. Det skal selvfølgelig også være et udgangspunkt, at den enkelte og dennes familie har ansvar for eget liv.

”At være den, vi er, og at blive til det, vi har mulighed for. Det er livets mening,” som den skotske forfatter Robert Louis Stevenson engang har sagt.

Det gælder også for mennesker med funktionsnedsættelser.