For et par uger siden afgik et betydningsfuldt menneske ved døden. En person, der har haft en helt afgørende indflydelse på det politiske og økonomiske liv igennem årtier. Dødsfaldet gav ikke anledning til stor opmærksomhed, eftersom personen igennem længere tid er blevet tiltagende svækket. Dødsfaldet kom derfor ikke som en stor overraskelse, selv om konsekvenserne endnu er svære at overskue.

Det drejer sig om “det rationelle menneske” – og dermed den person, der igennem årene har været hovedperson i de økonomiske ligevægtsmodeller. Utallige politiske indgreb og reformer er igennem årene blevet baseret på, at menneskers adfærd påvirkes af enkle økonomiske incitamenter. Meget tyder på, at den teori ikke længere holder stik – hvis den nogensinde har gjort det.

Jordpåkastelsen foregik under klapsalver på Københavns Universitet og blev forrettet af den internationale finansguru George Soros. Han brugte den aktuelle eurokrise som bevis på, at bl.a. politikerne har fejllæst udviklingen på grund af deres blinde tillid til, at markeder og mennesker opfører sig logisk og forudsigeligt. Soros blev sekunderet af fremtrædende danske økonomer, der gik til bekendelse og indrømmede, at guruen et langt stykke ad vejen har ret, og at der er behov for at udvikle realistiske alternativer til de makroøkonomiske modeller, der bygger på forestillingen om rationelle adfærdsmønstre – at gennemsnitsmennesket tænker og handler ud fra pragmatiske overvejelser.

Opgøret med de mekaniske og rigide økonomiske modeller har været undervejs længe, men møder fortsat modstand i ortodokse kredse. Og derfor halter de økonomiske teorier stadig længere bagefter virkeligheden. Det forsinker ikke alene omstillingen til nye vilkår, men kan føre til alvorlige fejlbeslutninger, jævnfør Soros’ kritik af eurolandenes håndtering af den økonomiske krise. Realiteten er, at de magtcentre, der dominerer de politiske dagsordener, herhjemme med Finansministeriet som krumtappen, forsat bekender sig til de veletablerede modeller.

For hvem skal afløse det rationelle menneske? Hvordan skal økonomer og politikere i fremtiden beregne effekten af økonomiske reformer, hvis de ikke kan forudsige disses indflydelse på menneskers adfærd? Hvordan kan modellerne tage højde for reaktionsmønstrene hos det irrationelle, følelses- og værdidrevne menneske? Uden sikre svar bliver det svært at fæstne lid til de fremskrivninger, der angiver, hvor samfundet bevæger sig hen de kommende år, og som netop baseres på forventninger om, at borgerne reagerer, som regnemodellerne forudser. Og det gør de næppe. Derfor eksisterer mange af de politiske initiativer og indgreb i et vakuum, hvor det mere er tilfældigheder end økonomisk visdom, der afgør resultatet.

Bredere involvering

Ser man tilbage på de reformer og store politiske initiativer, der er taget i dette århundrede, er de fleste baseret på de traditionelle makroøkonomiske modeller og deres forventninger om rationel adfærd. Det gælder bl.a. skattereformer, dagpengereformer, velfærdsreformer og tilbagetrækningsreformer, og det vil også gælde for en kommende skattereform og antagelig for trepartsforhandlingerne. Offentlighedens og mediernes voldsomme interesse for de store reformer står ikke mål med den reelle betydning. Som regel er det også udsigterne til politiske forlig eller forlis, der nærer interessen og afgør, om indgrebene opfattes som succeser eller fiaskoer.

Dette fastlåste økonomisk-politiske bureaukrati er en voldsom udfordring for enhver ny regering, der måtte ønske at tænke nyt og forfølge andre politiske dagsordener. Kombinationen af et velorganiseret og regelstyret embedsapparat og rigide økonomiske modeller giver ikke meget frirum til at eksperimentere og gå nye veje – især hvis resultaterne ikke på forhånd kan beregnes. Frustrationen mærkes især hos unge ambitiøse og idealistiske ministre, der gerne vil gøre en forskel. Det gav bl.a. miljøminister Ida Auken klart udtryk for på SFs landsmøde, da hun udfordrede embedsapparatet ved bramfrit at erklære, at hun ikke ville ligge under for et embedsmandsvælde, der i ti år har været drevet af borgerlige interesser og mærkesager.

Hun har besluttet at inddrage en lang række eksterne nøglepersoner i sine forsøg på at sætte nye dagsordener. 18 udvalgte eksperter fra privat og offentlig sektor samt universitetsverdenen skal rådgive hende om, hvordan Danmark hurtigst og med størst effekt kan omstille sig til den grønne økonomi, bl.a. ved at forfølge en bæredygtig ressourcestrategi. De får seks måneder til at komme med deres forslag. Et andet ekspertpanel på 17 medlemmer fra en række forskellige sektorer og virksomheder skal bidrage til en strategi for klimatilpasning, der kan forebygge og reducere skadevirkningerne fra skybrud m.v.

Samme metode forsøger intet mindre end 13 ministre at praktisere i syv nye decentrale vækstfora. En række eksterne eksperter og erhvervsledere skal for ministrene analysere og komme med forslag til, hvordan Danmark kan skabe ny vækst inden for de kreative erhverv, det blå Danmark (søfart), vand-, bio- og miljøløsninger, sundheds- og velfærdsløsninger, klima/energi, fødevarer samt turisme og oplevelsesøkonomi. Foreløbig er der sammensat fire teams med tilsammen omkring 35 eksterne nøglepersoner. Deres forslag skal ligge klar inden udgangen af næste år. Formand er Ole Sohn, og hans ministerium koordinerer hele øvelsen. Sideløbende skal en produktivitetskommission ledet af den tidligere overvismand Peter Birch Sørensen kortlægge årsagerne til, at produktiviteten i Danmark udvikler sig lavere end i en række andre lande. Kommissionen skal fungere med eget sekretariat og dermed have armslængde til departementerne.

Fællesnævneren i udspillene er tilsyneladende ønsket om en bredere ekstern involvering i udarbejdelsen af fremtidige politiske dagsordener. Umiddelbart kunne det tolkes som et forsøg på nybrud, men risikoen er, at initiativerne føjer sig ind i rækken af godt tænkte initiativer, som det efterfølgende er svært at spore effekten af. Den forrige regerings Vækstforum var født ud fra samme intentioner og omfattede også en stribe af fremtrædende erhvervsledere og andre eksperter. Men resultatet skuffede og levede langtfra op til de store forventninger. Det kunne lige så godt være udarbejdet af Det Økonomiske Råd, OECD eller andre makroøkonomiske videnscentre. Man fornemmede ikke megen inspiration fra frit tænkende erhvervsledere og eksperter. De fleste notater og rapporter var også udarbejdet af embedsapparatet og afspejlede de hævdvundne teorier og virkelighedsopfattelser. Risikoen for de syv decentrale vækstfora er også, at 13 ministre skal sidde omkring bordet og fortolke arbejdsgruppernes forslag. Man aner og frygter en langstrakt bureaukratisk proces uden mange innovative gennembrud.

Nedlæg Det Økonomiske Råd

Realiteten er, at politikernes indflydelse på udviklingen i samfundet bliver stadig mindre, på et tidspunkt hvor behovet for et stærkt politisk lederskab er større end nogensinde. En af årsagerne er netop for smalle berøringsflader og for spinkle beslutningsgrundlag. Politikerne er låst fast mellem på den ene side et effektivt og velfungerende embedsmandsapparat, der har som en vigtig opgave at forvalte regler, systemer og forordninger, på den anden side økonomiske modeller, der er stadig mere ude af trit med virkeligheden og ikke mindst vælgernes hverdag.

Man skal blot læse titlerne på de mange forskellige reformer, kommissioner og udvalg for at fornemme, hvor økonomisk-bureaukratisk retorikken er, og hvor indforstået man skal være for at gennemskue formål og perspektiver. Blot begrebet “produktivitetskommission” signalerer et abstrakt, verdensfjernt emne, der ikke udstråler den voldsomme betydning og derfor ikke er egnet til at skabe interesse uden for snævre kredse af eksperter, politikere og mediefolk. Kommissionen får næppe den befolkning op af stolene, hvis ændrede adfærd skal sikre den øgede produktivitet.

Der er interessant og væsenligt at inddrage flere eksterne personer i de politiske processer, men vi mangler stadig at se det store gennembrud – det, der markerer et egentligt paradigmeskift i den økonomiske tænkning. Regeringen kunne starte med at nedlægge Det Økonomiske Råd og erstatte det med en institution, der langt bedre og bredere fanger de kræfter og dynamikker, der skal forme fremtidens samfund. Måske kan f.eks. antropologer og sociologer bidrage til en dybere forståelse for det irrationelle menneskes uforudsigelige adfærd?

Vi mangler også værktøjerne til at opgøre omkostningerne ved overdrevent ressourceforbrug, miljøskader etc. Derfor arbejder flere internationale økonomer på at udvikle et nyt vækstbegreb, der langt mere holistisk end de traditionelle makroøkonomiske modeller kan diagnosticere samfundets sande tilstand og lægge grunden for de nødvendige initiativer. Indtil da er al økonomisk politik og alle fremskrivninger behæftet med en stigende grad af usikkerhed.

Problemet blev herhjemme meget synligt under forhandlingerne om en energiaftale. Den skulle ifølge oppositionen være så billig som mulig for ikke at forringe erhvervslivets konkurrenceevne og øge borgernes udgifter. At en “dyrere” energiaftale i realiteten ville blive billigere for samfundsøkonomien, indgik ikke som et afgørende argument. Alene af den grund risikerer politikerne at foretage de forkerte beslutninger, der måske giver gevinst på kort sigt, men tab på langt sigt.

En lederskabsreform

Danmark står – på linje med en række andre lande – over for et voldsomt omstillingspres de kommende år. Den opgave klares ikke med produktivitetskommission, trepartsforhandlinger eller skattereform. Vi skal tilbage til tiden efter Anden Verdenskrig for at drage paralleller til den opgave, vi har foran os. Dengang lykkedes det for Danmark at gennemføre en egentlig samfundstransformation, der forvandlede en krigsnation til et moderne velfærds- og industrisamfund. Den var anført af en række fremsynede politikere, embedsmænd og eksperter.

I dag er udfordringen at omstille Danmark til markant anderledes økonomiske vilkår – vilkår, der på dramatisk vis ændrer den måde, vi skal udvikle velfærd og skabe vækst på. Den danske velfærdsmodel skal fornyes, og vi skal producere efter helt nye bæredygtige principper. Vi skal omstille os til, hvad man kan betegne som den nye ressourceøkonomi, hvor vi præsterer mere for mindre. Det kræver en fundamental nytænkning af den samfundsmodel, vi har levet så godt af i et halvt århundrede, og som har gjort os til et af verdens rigeste lande. Den position er på retur, medmindre vi kan gennemføre den næste samfundstransformation.

Missionen lykkes kun, hvis politikerne udøver et langt mere visionært lederskab, end vi har været vidner til de seneste år – uanset regeringens farve. Det handler bl.a. om at gøre op med de bånd og restriktioner, der har domineret de politiske dagsordener igennem en årrække, og som i stigende grad har gjort ministre til teknokratiske forvaltere af snævre økonomiske reformer. De har ofte haft karakter af løbende damage control: reaktive svar på nye betingelser frem for en proaktiv satsning på nye muligheder.

Den vigtigste reform, regeringen kunne gennemføre, var at nytænke, hvordan det politiske lederskab skal udøves under radikalt ændrede vilkår. Uden den reform er der mange af de planlagte, der ikke vil lykkes. Det er ikke kun et spørgsmål om at gøre op med snævre økonomiske modeller, ændre i kredsen af rådgivere og opdatere det grundlag, fremtidens beslutninger skal træffes på. Det handler først og fremmest om at komme tættere på de nye irrationelle forbrugere, velfærdsborgere og vælgere. Det vil sige forstå de holdninger og værdier, der driver dem, og udskifte modelsproget med en retorik, der motiverer og engagerer andre mennesker end politikere, eksperter og mediefolk.

Hvordan det skal gøres, gav hverken Georg Soros eller de danske økonomer noget svar på. Men de partier eller den regering, der først finder svaret, har fundet en vinderstrategi, der overtrumfer nok så mange reformer.