Kommentar af 
Jakob Nielsen

Her er Mette Frederiksens tre første udfordringer

KOMMENTAR: Med sammenbruddet i blå blok er Lars Løkke ikke længere Mette Frederiksens største udfordring. De tre mennesker, der står mellem hende og magten, er Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Henrik Sass Larsen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For dem, der elsker en god valggyser, tegner folketingsvalget grundlovsdag til at blive en fuser. Der bliver ingen spænding om, hvem der vinder valget.

I det seneste snit af meningsmålinger fra Altinget står de tre tidligere regeringspartier fra S, SF og R til at få 76 mandater og Enhedslisten til 14.

De tre nuværende regeringspartier V, LA og K står til 47.

Dansk Folkeparti går markant tilbage til omkring 20 mandater. Så selv hvis de to debutanter fra Nye Borgerlige og Stram Kurs ender med en håndfuld mandater, er der meget langt til et flertal, der kan holde Lars Løkke Rasmussen ved magten.

De hårde realiteter kan aflæses i kandidaternes kropssprog: Lars Løkke Rasmussen fremstår slidt og irritabel, mens selvtilliden lyser ud af Mette Frederiksen.

Hvis man leder efter et drama, skal det findes i dagene efter valget. Her står Mette Frederiksen med tre store udfordringer, før hun kan præsentere sit første ministerhold for dronningen på Amalienborg:

Hun skal sikre sig et flertal, der vil pege på hende som kongelig undersøger.

Hun skal sikre sig parlamentarisk opbakning til at danne regering.

Hun skal sætte sit ministerhold.

Ingen af de tre udfordringer løser sig selv – og den sidste af dem kan godt ende med at blive den sværeste og mest dramatiske.

TRODS ET KOMFORTABELT FLERTAL er det ikke givet, at Mette Frederiksen bliver udpeget som kongelig undersøger. Socialdemokratiets normale støttepartier stiller en række krav for at pege på Mette Frederiksen. Alternativet vil angiveligt ikke gøre det, og De Radikale kræver en skriftlig aftale om ”en anden retning”. Derfor kan Socialdemokratiet bliver nødt til at indlede forhandlinger, inden der kan åbnes en dronningerunde.

Af samme grund har Lars Løkke Rasmussen klart signaleret, at han ikke går af på valgaftenen, selv ved et nederlag. Han er statsminister, indtil et flertal afsætter ham – og skulle det vise sig umuligt, vil han gentage sit tilbud om en bred regering.

SF’s Pia Olsen Dyhr kan have nøglen til at løse denne første knude: Hun har klart sagt, at hun i første omgang vil give Mette Frederiksen mandat til at danne en regering bestående af flere partier. I SF har der været en frygt for, om S vil danne en regering helt uden et regeringsgrundlag for at slippe for besværlige kampe med partierne i rød blok. Men med det snævre mandat vil socialdemokraterne være tvunget til forhandlinger.

Når Mette Frederiksen er udpeget til kongelig undersøger, bliver hendes næste udfordring at finde et flertal, der vil bakke hendes regering op.

Socialdemokratiet meldte for et år siden klart ud, at der skulle være tale om en etpartiregering. De seneste måneder har S og SF alligevel følt hinanden på tænderne i forhold til at danne regering sammen.

Med Kristian Thulesen Dahls klare melding om, at han ikke vil holde hånden under en ren S-regering, er Mette Frederiksen tilbage ved det udgangspunkt, hun ellers prøvede at løbe fra, da hun sidste sommer afskrev De Radikale. Nu er der ingen vej udenom.

De fire største partier i rød blok skal finde en fællesnævner. De tre sværeste punkter bliver balancen i udlændingepolitikken, klimaindsatsen og finansiering af øgede velfærdsudgifter. Det kan snildt føre til lige så uforsonlige slagsmål som dem i det sorte tårn i 2011.

SIDEN VENTER DEN SVÆRESTE UDFORDRING for Mette Frederiksen på det personlige plan. Hun skal sætte et ministerhold, og det helt store spørgsmål er, hvad der skal ske med Henrik Sass Larsen. Han er kørt i stilling som stærk mand i et Finansministerium, der ifølge Sass selv skal udstyres med nye superkræfter. Men han har også netop været ramt af en alvorlig depression, og det er et åbent spørgsmål, om han er klar til det belastende job som finansminister.

Ender det med en smal S-regering, så skal den kunne indgå forlig og kompromiser for at bevæge sig fremad. Men hos støttepartierne er der ikke stor tillid til Sass Larsens evner som forligsmager. Hans forhold til De Radikale er notorisk fjendtligt.

I Thomas Larsens nye portrætbog hyldede Mette Frederiksen sin makker og slog fast, at han ville redde hende ud af et brændende hus, før han ville redde sig selv. Tør hun gøre ham til finansminister? Tør hun lade være? Svaret kender kun Mette Frederiksen. Og det er måske valgets største gyser.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu