Hey, lad os sælge vestenvinden til Vestas

Ja, det lyder tåbeligt, men ville sådan set være en bedre idé end at give Chevron, Shell og Mærsk årtiers fastprisafale på Nordsøolien. Klimaministeren udviser rettidig omhu ved at tage aftalen op til overvejelse i en tid, hvor forvaltning af naturressourcer bliver vores største udfordring.

Vindressourcerne i Danmarks del af Nordsøen er gigantiske – vi kan formentlig producere 10-20 gange mere vindenergi på Nordsøen, end vi nogensinde får brug for – og Ditlev Engel ville sikkert gerne høste dem. Og måske eksportere dem. Hvem ved? Men det kommer næppe til at ske, selvom vestenvinden er en uudtømmelig kilde til energi, og selvom vi har solgt ud af olien og gassen, som er knappe ressourcer.

Nordsøaftalen med Chevron, Shell og Mærsk illustrerer, at vores politiske ledere lever i fortiden. I en tid hvor forvaltningen af vores naturgivne ressourcer ikke er noget, der kan vælte hverken regeringen eller økonomien.

Der er ved at ændre sig. Hastigt. I en verden med syv milliarder indbyggere er knapheden på ressourcer – fra olie og vand til sjældne jordarter, metaller, fosfor og biomasse – den nye altoverskyggende, globale problemstilling. Olien i Nordsøen er blot et forvarsel.

Et enkelt kig på priskurverne er nok. De sidste ti år er prisen på råstoffer steget dramatisk. Det gælder ikke kun fossile brændsler, men råstoffer generelt. Velkommen til fremtiden.

Som debatten om Nordsøen viser, så handler det i sidste ende om vores økonomi, selv her i den rige verden. Lithium, kobber, zink, fosfor, ferskvand og biomasse er vores naturkapital og dermed forudsætningen for humankapital. Hvis ressourcerne udtømmes går verdensøkonomien i stå som en gigantisk Duracell-kanin på flade batterier.

Det kan godt være, vi overlever her i Danmark uden ekstraindtægter fra olien, men det er dog en tanke værd at omregne f.eks. 10 milliarder til vuggestuepladser og hofteoperationer eller til fremadrettede investeringer i forskning eller uddannelse af vores unge.

Mens vi de senere år har haft travlt med at diskutere klima og fossil energi – som er alvorligt nok – har vi glemt at holde øje med alle de andre råstoffer, som vores samfund også er dybt afhængig af. Nu vil vi blive mindet om det.

Kan du huske planchen med det periodiske system fra fysiklokalet i 8. klasse? Den kommer du til at se rigtig meget til i fremtiden. Hvis du ikke lige var i skole de dage, så repræsenter de 118 små firkanter med de mærkelige forkortelser forudsætningerne for liv på jorden i form af de grundstoffer, som planeten byder på, og som er betingelsen for menneskelig aktivitet.

Hvis firkanterne var alarmknapper, ville en stor del af dem allerede i dag blinke gult og rødt. Vores nuværende forbrugsmønster og levestandard har udpint mange af dem, så de snart ikke er mulige at udvinde længere. Inden for de næste 5-50 år løber vi tør for f.eks. zink, lithium og tin, som indgår i en lang række af vores forbrugerprodukter, som mobiltelefoner og fladskærme.

Dertil kommer ressourcer som landbrugsjord, drikkevand og biomasse, som selvsagt også er under pres – og stigende pres, når vi nærmer os ni milliarder mennesker på jordkloden.

I de kommende år vil priserne på de fleste ressourcer stige lodret. Det er allerede tilfældet med olie, og vi har kun to udveje: For det første at blive langt mere effektive til at anvende og genanvende ressourcerne – gerne så tæt på 100 pct. som muligt. For det andet skal vi udvikle alternativer, eksempelvis ved at lave energi og materialer af biologiske affaldsprodukter. Begge dele er muligt, men det forudsætter skrappe politiske krav og store innovationsspring.

Der er med andre ord al mulig grund til at omgås de naturgivne ressourcer med dybeste omhu og omtanke. Det burde være gået op for alle beslutningstagere for længst. Indgåelse af aftaler om udnyttelse af et lands råstoffer med fast afregning over årtier hører til i ’Afdelingen for historiske tåbeligheder’. Firdoblingen af olieprisen siden aftalens indgåelse taler sit tydelige sprog, og klimaminister Martin Lidegaard fortjener al mulig ros for at tage tyrene ved hornene og give Nordsøaftalen et eftersyn.

Det er sådan set udtryk for den rettidige omhu, som Mærsk McKinney Møller har lært os at hylde i alle andre sammenhænge.

Den udbredte forargelse, Lidegaards udspil har fremkaldt, viser, at store dele af Christiansborg sover Tornerosesøvn på tærsklen til den globale ressourcekrise.

De vil snart vågne brat.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu