Kommentar af 
Jakob Nielsen

Hov, sagde vi lige farvel til konkurrencestaten?

ØKONOMI Coronakrisen er også en økonomisk krise og en idékrise. På ingen tid er gamle dogmer styrtet i grunden, og for første gang i årtier har etik trumfet økonomi som det vigtigste politiske pejlemærke. Er det et farvel til den udskældte konkurrencestat?

Konkurrencestatens fadder, professor Ove Kaj Pedersen, har aldrig oplevet noget større end det paradigmeskifte, der skete under coronakrisen: Nu er det pludselig etikken og ikke økonomien, der overruler alle andre hensyn. 
Konkurrencestatens fadder, professor Ove Kaj Pedersen, har aldrig oplevet noget større end det paradigmeskifte, der skete under coronakrisen: Nu er det pludselig etikken og ikke økonomien, der overruler alle andre hensyn. Foto: Arthur Cammelbeeck

Sådan er det jo.

Alle husker dengang, Margrethe Vestager som minister i Danmark kommenterede den forkortede dagpengeperiode. Den betød, at tusinder af danskere ville miste retten til dagpenge.

”Sådan er det jo,” sagde Vestager i 2012.

Det blev sikkert opfattet mere kynisk, end det var ment – men budskabet var ikke til at tage fejl af: Vi lever i en konkurrencestat, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Den moderne velfærdsstat kan kun overleve, hvis den hele tiden reformerer sig og tilpasser sig kravene i globaliseringens rå konkurrence.

Året efter slog Vestagers ministerkollega Bjarne Corydon fast, at det ikke bare var en radikal tankegang. ”Reformkursen og konkurrencestaten er kommet for at blive”, sagde han.

Sådan var det jo.

Men i juni 2020 står Danmark og hele den vestlige verden i en helt ny og uhørt situation.

Coronakrisen har brutalt forkastet de dogmer, der har defineret den politiske tænkning i tre årtier siden Murens fald.

På Sommermødet i Mandag Morgens og Altingets gård i København i den forløbne uge lå coronakrisen selvsagt som underlægningsmusik til samtlige debatter og samtaler. Ja, Sommermødet selv er jo et barn af corona: Uden virus ville gården have stået tom, og hele det politiske Danmark havde i stedet befundet sig i Allinge til jubilæumsudgaven af Folkemødet.

Det var professor Ove Kaj Pedersen, som mest direkte satte ord på, hvor voldsom en forandring vi står midt i.

Manden, der mest er kendt for at sætte ord på konkurrencestaten, lød næsten chokeret, da han i et intenst politisk foredrag reelt erklærede netop konkurrencestaten for død. Hvad ingen troede muligt, er pludselig sket: Hensynet til sundhed – nogle vil sige frygten for sygdom – blev sat over hensynet til det økonomiske råderum.

Finanskrisen i 2008 var ganske vist et stort chok, men den fik ikke den neoliberale økonomi til at bryde sammen, påpegede Ove Kaj Pedersen.

”Så kom der en coronavirus, og der gik ti dage, så knækkede den. Og så begyndte regeringer at gøre det helt modsatte af det, de har sagt de sidste 30 år. De begyndte at tage risikofyldte økonomiske beslutninger uanset angst for gæld og inflation,” sagde han og tilføjede:

”Den økonomiske ortodoksi er kollapset,” sagde han.

Hvis man vil have bevis for påstanden, kunne man bare lytte til Margrethe Vestagers ord på Sommermødet dagen efter. Vestager, der nu er medlem af EU-Kommissionen, var en af høgene, der efter finanskrisen prædikede reformer og strambuks. Nu er hun med på det hold, der vil sende både lån og gaver til Sydeuropa for at redde samfundet. Jo jo, pengene skal helst bruges grønt, men tonen er skiftet.

”Situationen er helt anderledes end finanskrisen,” siger hun nu og slår fast, at pengene ikke skal spredes ud over landene med helikopter. Men det ændrer ikke på, at kravene om højere pensionsalder og lavere offentlige udgifter er forduftet fra Vestagers vokabularium.

Det store spørgsmål er nu, hvad der skal erstatte konkurrencestaten?

Vender råderummets ortodoksi tilbage, så snart samfundet er genåbnet? Eller er diget nu brudt, sådan at der også kan stiftes gæld for at foretage de nødvendige klimainvesteringer? Kunne man forestille sig, at investeringer i uddannelse og forskning eller regional udvikling bliver revet ud af regnestykket om råderummet?

Ifølge Ove Kaj Pedersen vil der gå fem til syv år, før vi for alvor ser de politiske reformer, der kommer til at markere den nye tid. Og det er usædvanligt hurtigt. Normale kriser kommer langsomt og vokser sig ind på os. Klimaforhandlingerne har for eksempel foregået i mere end 30 år.

”Her er der en helt åben dagsorden – ingen har svarene. På den måde står vi i politikkens øjeblik med en helt åben dagsorden. Der er ikke noget ideologisk beredskab, og det betyder, at alle kan komme med deres idéer,” som Ove Kaj Pedersen udtrykker det.

Vi står med andre ord i idéernes tomrum. Det er et tomrum, som vi på Mandag Morgen slet ikke kan vente med at gå ind i og begynde at udforske sammen med vores læsere. Økonomiens ortodoksi er kollapset. Alt er til debat. Kompasset skal kalibreres, og lærebøgerne skrives om. Det er skræmmende og inspirerende og lige præcis derfor, Mandag Morgen findes.

Sådan er det.

Omtalte personer

Ove Kaj Pedersen

Professor emeritus, CBS
Maitrise (Paris, 1974), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1978), dr.phil. (CBS 2015)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu