Nyt Job til  
Jane Alrø Sørensen
Thorstein Theilgaard

Hun skal løfte psykiatrien

LEDELSE Jane Alrø Sørensen overtager stafetten på et tidspunkt, hvor den store psykiatriplan skal forhandles på plads og lægge sporene for en moderne psykiatri de næste mange år.

Foto: Bedre Psykiatri

Nyt job

Hvem
Jane Alrø Sørensen

Hvilket job
Generalsekretær i Bedre Psykiatri 

Baggrund

2013-2021: Sekretariatsleder i Bedre Psykiatri

2010-2013: Sekretariatsleder i Danske Studerendes Fællesråd

2009-2012: Lærer på Copenhagen City School

2008-2009: Konsulent i BUPL

2007-2011: Suppleant i Folketinget for SF i to omgange i valgperioden

2006: Uddannet lærer på Århus Dag- og Aftenseminarium

Største udfordring

Lad os lige dvæle lidt ved nogle tal.

Over 57.000 børn og unge i Danmark under 18 år har en psykiatrisk diagnose.

Næsten 340.000 danskere har haft mindst én kontakt til det psykiatriske sygehusvæsen inden for de seneste fem år.

Halvdelen af de pårørende oplever kun i mindre grad, at mennesker med psykisk sygdom får den rette behandling.

Tallene taler for sig selv. Flere og flere danskere har brug for hjælp i psykiatrien. Lidelser som angst, depression og stress er blevet de nye, store folkesygdomme. Og især antallet af børn og unge med psykiske sygdomme er vokset dramatisk.

Nu kommer Jane Alrø Sørensen som ny generalsekretær til at stå i spidsen for Bedre Psykiatri i kampen for at hjælpe de mange folk med psykiske lidelser og deres pårørende. Hun overtager stafetten på et tidspunkt, hvor den store psykiatriplan skal forhandles på plads og lægge sporene for en moderne psykiatri de næste 10 år.

Det bliver en kæmpe opgave. Psykiatrien halter på mange områder og har stået i skyggen af det somatiske sygehusvæsen i mange år. Hun skal først og fremmest forsøge at skaffe flere penge og sikre et reelt løft af hele området. Det er nødvendigt for at sikre bedre behandling og uddannelse. Derfor bliver kommunalvalget til efteråret også en af hendes vigtigste opgaver i den nærmeste fremtid.

Større inddragelse og konkrete rettigheder til pårørende bliver en anden af hendes højest prioriterede udfordringer i psykiatriplanen. Folk med psykiske sygdomme har for eksempel markant større chance for at blive raske, hvis deres pårørende får indsigt og viden om sygdommen. Jane Alrø Sørensen vil derfor presse på for, at undervisning for pårørende – kaldet psykoedukation – bliver en rettighed for alle pårørende.

På lidt længere sigt bliver Jane Alrø Sørensens store udfordring at fortsætte den vækst, som Bedre Psykiatri har oplevet de senere år. Da hendes forgænger, Thorstein Theilgaard, begyndte som generalsekretær i Bedre Psykiatri i 2005, havde foreningen 1.200 medlemmer og 12 lokale afdelinger. I dag har foreningen godt 11.000 medlemmer og omkring 60 lokalafdelinger.

Jane Alrø Sørensen skal sørge for, at foreningen får en mere fremtrædende rolle i den offentlige debat og bliver endnu mere relevant for sine medlemmer, for eksempel i form af bedre rådgivning, samtalegrupper og øget politisk indflydelse.

Omtalte personer

Jane Alrø Sørensen

Generalsekretær, Bedre Psykiatri
Lærer

Thorstein Theilgaard

Direktør for public affairs, Holm Kommunikation, fhv. MF (SF)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu