EN UGE INDE i coronakrisen ligner den en stor sejr for det danske demokrati.

Regeringen har vist handlekraft og kommunikeret meget tydeligt til befolkningen. Oppositionen har udvist ansvarlighed og vægtet tillid over taktik. Myndighederne har gennemført en ekstrem omstilling på ingen tid. Pressen har leveret pålidelig og udførlig oplysning – og den har over en kam sorteret falske nyheder fra.

Selvfølgelig er der begået fejl hist og her, og dem vil alle lære af, når verdens værste influenza engang er drevet over.

Men samlet set tror jeg mere på demokratiets fremtid i dag, end jeg gjorde i går. I hvert fald i Danmark – og sådan set også i EU, selv om tilløbet til handling har været længere i nogle af vores nabolande og i Bruxelles.

ALLIGEVEL ER DER et paradoks, der nager mig – og som vi måske også skal vove at diskutere, når det engang igen bliver tilladt at holde møder med mere end ti deltagere. Det lyder helt enkelt sådan her:

På den ene side er vi parat til at sætte hele den danske økonomi i stå, lukke grænserne, vedtage særlove og udskrive statsgarantier for mange milliarder for at redde nogle få tusinde menneskeliv, hvoraf de fleste i forvejen er ældre eller syge.

På den anden side tøver vi fortsat med at handle beslutsomt i forhold til den klimaudfordring, der ifølge så godt som alle eksperter udgør en langt mere fundamental trussel mod vores økonomi, helbred og måde at leve på.

DET ER ET paradoks, som allerede i 1830'erne forundrede den franske aristokrat Alexis de Tocqueville. Han rejste rundt i det unge USA og blev undervejs forbløffet over demokratiets evne til at løse problemer. 

"Der opstår flere brande i et demokrati, men der bliver også slukket mange flere brande," konstaterede han. 

Den engelske idéhistoriker David Runciman udfolder dilemmaet grundigt i sin bog ’The Confidence Trap’ fra 2013:

”I valget mellem en fjern trussel om fremtidige katastrofer og en klar trussel mod aktuel velstand vil demokratiet altid hælde til at bekæmpe det sidste,” skriver han.

Derfor er demokratier enormt gode til feberredninger – undskyld udtrykket – men mindre gode til at tænke langsigtet. Runciman beskriver det mønster, som gentager sig om og om igen i et typisk demokrati:

Uopmærksomhed – panik – improvisation ­– halve løsninger – og så ny uopmærksomhed. Med tiden bliver vi bedre og bedre til at finde de halve og hele løsninger – hvilket bare fører til endnu mere uopmærksomhed. Det er det, Runciman kalder ”tillidsfælden”.

”Demokratier er ikke gode til at spotte kriser, før de opstår. De overser advarselssignaler om forestående problemer. Samtidig overreagerer de på rutinemæssige politiske bump på vejen, hvilket er med til at bidrage til uagtsomheden. Demokratier bliver grebet af skandaler, mens systematiske fejl bliver overset,” skriver den britiske forfatter.

Man kan også sige det på en anden måde: Hensynet til vælgernes følelser og det næste valg trumfer hensynet til at tage eksperternes råd helt alvorligt.

MEN CORONAKRISEN ER et skoleeksempel på det, der alligevel er demokratiets særlige superkraft: Det evner på forunderlig vis at kombinere hensynet til folket og hensynet til videnskaben.

Når regeringen og Sundhedsstyrelsen strides om, hvorvidt det er rigtigt at lukke grænsen, afspejler det netop den balance mellem den politiske og den evidensbaserede risikovurdering. Demokratiet overlever, fordi det igen og igen – eller i det mindste i det lange løb – formår at balancere mellem de to.

Derfor er jeg også meget spændt på, hvad læren bliver af coronakrisen.

I EN OPTIMISTISK version indser vi, at vores samfundsmodel faktisk kan udrette enorme ting, når den politiske vilje og den folkelige opbakning er til stede. Hvis vi kan sætte økonomien i stå og trykke ekstra pengesedler for at standse en virus, kan vi også mobilisere til at gennemføre reelle klimaplaner.

I den mindre optimistiske version falder vi tilbage i det mønster, Runciman beskriver, med ny uopmærksomhed: Vi klarede den, og derfor skal vi også nok klare klimaudfordringen, når den en dag bliver rigtig akut. Indtil da fortsætter vi med at improvisere og eksperimentere, som vi har gjort de sidste 20 år.

Indtil nu har demokratiet hver gang vist sig at tilpasse sig til nye virkeligheder. Men kan der komme en dag, hvor vi møder en krise, der ikke ligner alle de tidligere – en krise, der har vokset sig så stor, at vi selv med den største handlekraft ikke kan løse den akut?

Vi kender ikke svaret. Og det mest skræmmende er, at vi måske først kender det, når det er for sent. 

Vi må håbe, at Tocqueville havde ret, da han i bogen 'Demokrati i Amerika' konstaterede: "Demokratiets fejl er åbenlyse ved første blik, mens dets kvaliteter bliver først synlige i det lange løb."