Kommentar af 
Erik Rasmussen

Hvad skal finanssektoren leve af?

Danske Bank-skandalen aktualiserer en dagsorden af vidtrækkende betydning for hele den finansielle sektor. Enten tilpasser den sig frivilligt nye etiske og moralske normer og tager et større samfundsansvar, eller også rammes den af strammere regler og yderligere tab af troværdighed.

Det kan næppe blive mere paradoksalt og bekymrende. Det erhverv, der har størst betydning for samfundet, har den laveste troværdighed. Vi taler selvfølgelig om finanssektoren.

En ny international undersøgelse, ’The 2018 Edelman Trust Barometer’, af 15 sektorer viser, at finanssektoren ligger helt i bund og under notorisk utroværdige brancher som bl.a. automobilindustrien, føde- og drikkevareindustrien, underholdnings- og modeindustrien m.fl.

Det kan med nogen ret hævdes, at finanssektoren igennem en årrække har arbejdet målrettet på at opnå denne tvivlsomme hæder. Sporene fra finanskrisen for præcis ti år siden skræmmer stadig, og ifølge en række af de analyser og reportager, der har markeret tiårsdagen, blev der aldrig placeret klare ansvar for at sende verdenssamfundet ud i en dyb og langvarig økonomisk krise.

Men hvad der er endnu værre: Ikke meget tyder på, at sektoren har taget ved lære af krisen. Nok er der strammet op på en række reguleringer, og bankerne er blevet bedre polstrede etc. Men når det sagt, er budskaberne i de mange statusrapporter, at holdninger, adfærd og kultur stort set er finansbusiness as usual.

For yderligere at understrege den pointe markerer vi i Danmark jubilæet med den ultimative afsløring af den måske største internationale hvidvaskningsskandale nogensinde, iscenesat af landets førende pengeinstitut, Danske Bank. Skandalen har et omfang og en karakter, der risikerer at kaste et gråt skær over den danske finansverden og beskadige vores kreditværdighed.

Derfor kan det heller ikke undre, at en nylig Gallup-undersøgelse i Berlingske viste, at bankernes troværdighed er styrtdykket. Næsten hver anden dansker mener, at bankerne er blevet mere utroværdige, mens kun 10 pct. har den modsatte opfattelse. Ifølge undersøgelsen mener tre fjerdedele af danskerne, at banksektoren selv har forårsaget finanskrisen, og mange mener heller ikke, at ansvaret er placeret.

Grådighed som drivkraft

Det er kun en ringe trøst, men til gengæld et yderligere argument for tillidskrisen, at andre internationale banker har været indblandet i lignende skandaler. Det schweiziske analysefirma RepRisk har kortlagt over 20 større bankskandaler i perioden 2006-2016, herunder de berømte Panama-papirer, der afslørede hvidvaskninger i syv lande, heriblandt Danmark. I 2017 er skandalerne fortsat med bl.a. Deutsche Bank i en hovedrolle.

Det sker sideløbende med, at stort set ethvert større pengeinstitut tillader sig at bryste sig af sit samfundsansvar, uden at det har udmøntet sig i omfattende og synlige initiativer. Til gengæld bidrager de voksende milliardoverskud til opfattelsen af, at grådighed fortsat er finanssektorens vigtigste drivkraft.

Således bærer banksektoren et betydeligt medansvar for det blakkede ry, som kapitalismen og de frie markedskræfter efterhånden har fået. Finansverdenen er generelt blevet synonym med griskhed og en hastigt voksende økonomisk ulighed, hvor den rigeste ene procent beriger sig på bekostning af de resterende 99 pct. af befolkningen. Omend der er undtagelser, og omend der fra stadig flere sider udfoldes bestræbelser på at ændre den opfattelse, udfordres man løbende af nye skandaler, med Danske Bank som et ubehageligt lysende eksempel.

Finanssektoren er andet og mere end banker og omfatter også forsikrings- og pensionsselskaber, realkreditinstitutter og et rigt udvalg af forskellige investeringsfirmaer, venturefonde etc. Selv om langt hovedparten af dem – og det gælder også de fleste banker – lever op til både de lovmæssige og etiske normer for troværdige finansielle forretninger, tvinges de alligevel til at nytænke deres roller og ansvar i morgendagens samfund. Ikke kun fordi en række af deres kolleger har overtrådt alle gældende regler, men fordi de stilles over for nye krav og forventninger.

Hvad er f.eks. den etiske og moralske forskel på, når pensionsselskaber investerer milliarder i våbenproduktion og tobaksindustri eller i virksomheder, der betjener sig af mindreårig eller stærkt underbetalt arbejdskraft, og så at banker hvidvasker pengestrømme? Det bliver stadig sværere at skelne, og derfor bliver etik og moral en fællesnævner for en række af de krav, der kan forventes skærpet over for den finansielle sektor.

En ny virkelighed

Finanssektorens evne og vilje til at aflæse de nye signaler vil komme til at bestemme, om de dumper endnu længere ned på troværdighedens rangstige og bliver en sektor, der vil få stadig sværere ved at tiltrække de største talenter, i takt med at sektoren vil blive stadig mere politisk reguleret.

Signalerne tyder på, at bankernes forsøg på at tage samfundsansvar vil rykke fra CSR-afdelingerne og helt ind i direktions- og bestyrelseslokalerne. Med andre ord: Fremover kommer det ikke kun til at handle om at skabe størst overskud og flest milliarder til aktionærerne, men om at skabe størst mulig værdi for samfundet. 

Det er også sektorens chance for at genvinde den troværdighed, der svarer til dens betydning. Såvel pengeinstitutter som de øvrige dele af sektoren forventes at indtage en nøglerolle i omstillingen til en bæredygtig samfundsøkonomi. Her vil deres samfundsansvar og etiske normer blive udsat for den afgørende prøve.

Begrebet ’sustainable financing’ – bæredygtig finansiering – vil blive den finansielle verdens pendant til FN’s 17 verdensmål. Begrebet dækker over, hvordan hele den finansielle sektor vil forsøge at bidrage til løsningerne af en række af de største og mest akutte globale udfordringer. Det vil udfordre deres hidtidige investeringsstrategier og deres vurderinger af, hvad der på langt sigt er de mest bæredygtige – læs mest rentable – investeringer.

Det bliver også en udfordring for de institutionelle investorer og pensionsselskaber, der har placeret store dele af deres formuer i fossile energikilder som olie og gas eller i våbenproduktion, tobaksindustrier m.v. Det rimer alt sammen dårligt på samfundsansvar, og det er ikke tilstrækkeligt blot at trække afkastkortet og hensynet til bl.a. pensionskunderne.

Selv om det er et legitimt argument, er det også uendelig kortsigtet, eftersom bæredygtige investeringer efterhånden fuldt ud kan konkurrere med de ’sorte’, forudsat at afkastet opgøres over en længere tidshorisont. 

Overordnet vurderet konfronteres den finansielle sektor med det måske største og hurtigste paradigme- og strategiskifte nogensinde. Det er et paradigmeskifte, der netop fordrer, at sektoren bliver langt mere transparent og skaber en langt stærkere balance imellem share- og stakeholderes forpligtelser, men hvor den vigtigste stakeholder er samfundet.

Den udfordring har stadig større dele af sektoren også forstået. Det kommer bl.a. til udtryk i omfanget af divestments, som beskriver, hvordan sektoren begynder at ’nedinvestere’ eller trække sig ud af en række sektorer, først og fremmest olieindustrien.

Ifølge internationale analyser har 1.000 finansielle institutioner forpligtet sig til at nedinvestere for 6 billioner dollar inden for olie, kul og gas. Det lyder af meget, men dels er det en relativt lille del af de enkelte investorers samlede porteføljer, og dels svarer det ’blot’ til godt 2 pct. af de næsten 300 billioner dollar, som udgør den finansielle sektors totale aktiver.

Sustainias markedsguide ’The Sustainian’ har med afsæt i 20 internationale rapporter og studier identificeret fremtiden for bæredygtige investeringer. Studierne bekræfter kravet om et paradigmeskifte, og at det kan forudses at accelerere, dels som følge af eksternt pres, dels fordi det bliver en finansiel nødvendighed. Sektoren risikerer f.eks. at tabe mange milliarder dollar på ’sorte investeringer’ i bl.a. olie, gas og kul, hvis de ikke med rettidig omhu ændrer investeringsstrategi. Det anslås, at den finansielle sektor risikerer at brænde inde med olieinvesteringer for omkring 30 billioner dollar. De vil i stedet blive til det, der på fagsprog kaldes strandede aktiver.

En bæredygtig kapitalisme

Men paradigmeskiftet handler om mere end at ned- og omprioritere investeringer i fossile energikilder. Ifølge rapporten Better Business, Better World, der er udarbejdet af en international gruppe af eksperter og virksomhedsledere, står vi foran, hvad de karakteriserer som overgangen til en langsigtet bæredygtig kapitalisme – altså et opgør med at forfølge kortsigtede finansielle resultater uden højere formål end at optimere investorernes afkast. Det forudsætter imidlertid markante ændringer i de vilkår, der gælder for den finansielle sektor.

Rapporten nævner regulering, udvikling af nye forretningsmodeller og teknologier m.v. og forudser, at det bliver en svær proces, bl.a. fordi det er en meget fragmenteret sektor med tusinder af forskellige aktører. Men det fjerner ikke presset. Tværtimod, vil det antagelig medføre et etisk udskilningsløb i sektoren, og jo større betydning og finansiel magt, den enkelte institution har, desto højere bliver kravene og desto hurtigere og dybere bliver faldet, hvis de nye normer overtrædes.

Det kan Danske Bank tale med om. Banken er blevet et markant eksempel på, hvor høj prisen kan blive, og hvor store konsekvenser alvorlige svigt kan få – ikke kun for Danske Bank, for finanssektoren og den danske kreditværdighed, men også for omverdenens grundlæggende tillid til det kapitalistiske system.

Derfor bliver det også afgørende for genskabelsen af den tillid, at sektoren læser skriften på væggen, inden den står med ryggen mod muren. Det vil sige, at den forstår, at samfundsansvar ikke kun er et anliggende for en CSR-afdeling, men er en eksistensbetingelse og en del af kerneforretningen.

Hvis ledelserne ikke i tide forstår det budskab, kan forandringerne kun komme ét sted fra: medarbejdere og kunder. Sagen mod Danske Bank viser f.eks., hvor stor indflydelse en enkelt whistleblower kan have. Og det må forventes, at langt flere i fremtiden vil fløjte vagt i gevær, med risiko for, at kunderne bliver langt færre i de institutioner, der ikke fik læst skriften på væggen, selv om den var skrevet med versaler. 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu