Da Mandag Morgen for nylig fremlagde en stor undersøgelse af danskernes holdning til herboende udlændinge, vakte især ét tal opsigt: 17 procent af danskerne erklærede sig helt enige i, at alle muslimer bør sendes ud af landet. Yderligere 11 procent var delvist enige i synspunktet, som dermed bakkes op af mere end hver fjerde dansker.

Op til Venstres første landsmøde efter formandsskiftet er spørgsmålet nu, hvor mange af Venstres folketingsmedlemmer der deler synspunktet.

Foreløbig har kun et fremtrædende medlem meldt sig på banen med ubetinget forståelse for tanken om at smide alle muslimer ud af landet. Det er den nyvalgte næstformand, Inger Støjberg, der i en kommentar i B.T. skrev ”Derfor har så mange danskere fået nok”.

En stribe andre folketingsmedlemmer har omvendt taget afstand fra idéen og kaldt den ”racisme i sin reneste form”.

På den måde har sagen udviklet sig til den første krise for Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen. Han har i denne som i de fleste andre sager holdt meget lav profil.

Op til sit første landsmøde som formand har han givet et interview om udlændingepolitikken til Weekendavisen. Men på spørgsmålet om, hvorvidt han er enig med Støjberg, svarer han igen: hverken-eller.

Der er altid grund til at være forsigtig med undersøgelser som den, vi bragte i Mandag Morgen. Det kan have stor betydning, hvordan spørgsmålet mere præcist er formuleret, hvor mange der er spurgt, og hvad de samme mennesker er blevet spurgt om lige inden dette spørgsmål.

Interesserede kan finde svar på disse og andre spørgsmål om undersøgelsen her.

Men tallene er alligevel så markante, at en af landets mest anerkendte valgforskere talte om et ”forfald i demokratiske værdier”:

”Det er mildest talt temmelig skræmmende, uanset hvordan man tolker det. Udsmidning af muslimer strider jo mod religionsfriheden i grundloven,” sagde Jørgen Goul Andersen.

Det er selvsagt også derfor, Inger Støjbergs indlæg i B.T. og på Facebook vækker opsigt. Ganske vist noterer hun, at der er religionsfrihed, og ”vi dømmer eller udviser ikke på grund af religion”. Men i resten af teksten erklærer hun alligevel sin forståelse for, at danskerne er trætte af indvandrere, der fylder i ”de grimme statistikker”, og hun slår fast, at flertallet af disse er muslimer. ”Alle ved det, men næsten ingen tør sige det,” skriver Inger Støjberg.

Hendes primære bekymring er ikke, at et stort antal danskere er klar til at blæse på grundloven – men derimod, at et tavst indvandrerkritisk flertal fortsat undertrykkes i den offentlige debat.

Mens uenighederne således skærpes i Venstre, står Socialdemokratiet paradoksalt nok stort set uden udfordrere i udlændingedebatten. Senest har partiet fremlagt et forslag om, at børn af danske fremmedkrigere ikke skal have dansk statsborgerskab.

Læser man forslaget og dets bemærkninger fremgår det, at embedsmændene i Udlændinge- og Integrationsministeriet uden forbehold vurderer, at forslaget kan gennemføres uden at komme på kant med grundloven og de konventioner, Danmark har tilsluttet sig.

Den vurdering er svær at finde opbakning til blandt de organisationer, der beskæftiger sig med området – herunder regeringens eget rådgivende organ Institut for Menneskerettigheder, som ligefrem fraråder at fremsætte forslaget. Blandt topembedsmænd tales der bag lukkede døre om, at regeringen ville have godt af at blive udfordret i sin tænkning.   

Det er et tegn på, hvor stærkt Mette Frederiksens etpartiregering står netop nu: hverken i partiet, regeringen eller centraladministrationen synes der et være mod eller vilje til at åbne nogen debat om linjen. 

Så nemt er livet ikke for Jakob Ellemann-Jensen.

Han bliver nødt til at vælge mellem tre veje:

• Han kan iføre sig de liberale gevandter og stille sig i opposition til både Støjbergs retorik og Socialdemokratiets nye kurs, når den er på kant med fundamentale frihedsrettigheder.
• Han kan i alliance med Støjberg, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige forsøge at presse Socialdemokratiet endnu mere i udlændingepolitikken, herunder respekt for konventioner.
• Han kan forsigtigt lægge afstand til Støjbergs retorik – men lægge sig i hjulet på Socialdemokratiets udlændingepolitik bortsat fra ydelsesdelen. 

I interviewet med Weekendavisen sukker Ellemann-Jensen, at ”det at være liberal unægtelig er meget nemmere, hvis andre også er det”.

Hans pointe er rettet mod udlændinge i burka, men det er også en meget præcis analyse af Ellemann-Jensens egen position som formand for Venstre: Hans liv ville være noget nemmere, hvis alle andre i partiet var liberale som ham selv.  

Det er de ikke, så foreløbig vælger han den pragmatiske tredje position, der blot sparker dåsen ned ad gaden uden at besvare det centrale spørgsmål: Hvad er Venstres linje? Er det Støjbergs synspunkt om et tavst flertal, der ikke må sige sandheden om muslimer. Eller er det Bertel Haarders og Jan E. Jørgensens advarsel mod ”racisme i sin reneste form”?

Vælgerne vil næppe belønne det, hvis Venstres formand ender med at blive kendt som Jakob Hverken-Ellermann.