Nogle gange bliver politiske budskaber bare så enkle, at det gør helt ondt. Skal vi danskere være 75 år, før vi kan få ret til at gå på pension, eller skal vi stoppe ved de 70 år eller lavere endnu? Flere partier melder nu ud, at 70 år er rigeligt til at sætte aldersgrænsen for pension – ja for nogens vedkommende sætter de grænsen ved 68 år. Ellers er nedslidningen for stor og det gode liv som pensionist helt væk, siger de.

Sig nu højt og tydeligt, at det, vi sidder og taler om lige nu, er noget, der måske/måske ikke vil være en realitet i 2040, hvis altså vi lever meget længere til den tid på grund af sundhedsvidenskabens geniale opfindelser, sundere livsførelse eller mindre nedslidende job. Og hvis Folketinget i øvrigt i 2025 aktivt beslutter, at pensionsalderen skal op på 70 år 15 år senere  i 2040.

Over en meget bred kam ser økonomer fundamentet under dansk økonomisk politik mange år frem i tiden synke i grus. Den såkaldte velfærdsaftale fra 2006 indgået mellem S, V, DF, K og R ligger til grund for det magiske økonomiske råderum og robustheden i dansk økonomi. Det vil sige råderummet til at finansiere vores velfærdsudvikling med stigende udgifter alene på grund af den demografiske sammensætning af befolkningen, vores store klimaambitioner, efterregningen for coronakrisen og meget andet.

Både i de politiske budskaber og i mediedækningen forsvinder en ikke uvæsentlig del af forudsætningen omkring vores velfærdsfinansiering helt og aldeles ud i tågerne, mens Arne og Anita sidder bekymrede hjemme i sofaen og overvejer, om de overhovedet når at blive gamle nok til gå på pension. Velfærdsaftalen knytter indekseringen af folkepensionsalderen sammen med stigningen i levealderen. Når folkepensionsalderen stiger i takt med levealderen, holder det udgifterne til pension i skak og sikrer, at vi har et tilstrækkeligt stort arbejdskraftudbud. Det er ret smart. Og rokker man ved den mekanisme, så er det en hel anden diskussion om finansiering af velfærdssamfundet, vi skal have fat i. For slet ikke at tale om, hvordan vi får hænder nok til at holde samfundshjulene i gang.

I 2015 godkendte Folketinget, at folkepensionsalderen er 68 år fra 2030. I år skal Folketinget tage stilling til, om den skal hæves til 69 år i 2035. I 2025 skal det besluttes, om pensionsalderen skal være 70 år i 2040. I 2055 skal Folketinget beslutte, om den skal være 75 år.  Men den politiske diskussion lyder som om, det er i morgen, vi skal tænke på, om vi kan holde til at arbejde så længe. Ingen kan sige noget meningsfyldt om arbejdsmarkedet til den tid nu.

I 2018 var knap 137.000 personer over 65 år stadigvæk aktive på arbejdsmarkedet, selvom de havde nået folkepensionsalderen. En meget stor del af de ældre på arbejdsmarkedet har altså lyst til at fortsætte med at arbejde, hvis vilkårene er til det. Alle de mange analyser, der er lavet på det her område, viser, at der snarere mangler en politisk indsats og en indsats på arbejdsmarkedet for at få det til at lykkes – at få de ældre til at fortsætte med at arbejde – i stedet for at bryde velfærdsaftalen og sende en torpedo ind i dansk økonomi.

Seniortænketanken er kommet med glimrende forslag om at tænke i nye måder at fastholde og motivere seniorerne på arbejdsmarkedet. Der er forslag om, at seniorerne ikke skal sættes bagerst i jobkøen, hvis de bliver ledige, men have samme engagerede indsats for genbeskæftigelse som yngre lønmodtagere. Der er forslag om, at kompetenceudvikling ikke skal være en by i Rusland, hvis man er over 60 år. Og så er der behov for en oprydning i de danske regler for pensionssystemer, som ingen kan finde ud af. For nu bare at nævne et lille bitte udpluk af forslagene.

Vi har ikke brug for et forenklet og skræmmende budskab om, at vi med den nuværende levealder og med de nuværende jobfunktioner og de nuværende muligheder på arbejdsmarkedet skal arbejde til vi er 70 eller 75. Sådan ser verden ikke ud om 20 eller 55 år. Vi har brug for at vælgerne forstår, at vi – i givet fald – taler om noget i 2040 og 2075 efter de nuværende fremskrivninger, og såfremt politikerne i øvrigt beslutter det undervejs. I stedet for allerede nu at skyde hul i velfærdsaftalen havde vi mere brug for en handlekraftig, aktiv seniorpolitik på arbejdsmarkedet og en velfungerende model for tilbagetrækning til de særligt nedslidte, som ikke bare handler om, hvor mange år, man har været på arbejdsmarkedet.