Hvis der blev uddelt OL-guld for samfundsmodeller ville Danmark vinde

Internationale analyser peger på Danmark som det bedste bud på fremtidens samfundsmodel. Det er en stor sejr for en ellers udskældt velfærdsmodel, der ifølge internationale eksperter gør os til verdens bedste land at leve i. Men positionen er under pres. Der er brug for en ny selvforståelse.

En veludviklet velfærdsmodel finansieret af høje skatter og styret af en effektiv offentlig sektor.

Sådan kan en kort karakteristik af den danske samfundsmodel lyde, og spørger man internationale eksperter, får modellen topkarakter og opfattes som et godt bud på en økonomisk, politisk og social rollemodel.

Det er endnu en blåstempling af den danske velfærdsmodel. Det er selvsagt en udfordrende påstand i en tid, hvor konkurrenceevne ofte sættes lig med lavere skatter og mindre offentlig velfærd. Ikke desto mindre er det den fællesnævner, der kan uddrages af flere aktuelle internationale analyser.

Mest overbevisende støttes konklusionen i den nye udgave af Social Progress Index. Det er udviklet af den verdenskendte Harvard-professor Michael Porter og bygger på i alt 50 forskellige kriterier, der spænder over en lang række vigtige livsbetingelser. Formålet med indekset er at anlægge et langt bredere snit på et lands udviklingsevne, end hvad der kan rummes i det traditionelle bruttonationalprodukt. BNP er på flere måder et nødvendigt, men langt fra tilstrækkeligt barometer til at måle en nations reelle styrke.

Social Progress Index vurderer og sammenligner landes samfundsmodeller ud fra deres evne til at forvandle økonomisk rigdom til høj livskvalitet for flest mulige mennesker. Et veludviklet socialt system vurderes som en forudsætning for at skabe en langsigtet og stabil økonomisk udvikling.

Ud fra disse kriterier vurderer indekset, at Danmark er det bedste bud på fremtidens samfundsmodel og det bedste land i verden at leve i.

Vi topper listen over 128 indekserede lande.

Nordisk sejrsgang

Ikke overraskende beklædes de følgende tre pladser af andre nordiske lande, nemlig Finland, Island og Norge, medens Sverige ligger nummer otte. De er altså alle veludviklede velfærdssamfund.

I alt opnår 14 lande i indekset topkarakteren seks stjerner og skudsmålet ’Very High Social Progress’. I den næste kategori med fem stjerner finder vi bl.a. Japan og USA som nr. 17 og 18, medens Kina som nummer 83 på listen blot får tre stjerner.

Disse resultater bakkes op af en anden international rapport The Inclusive Development Index 2018, der netop er udgivet af World Economic Forum, WEF. Indekset er baseret på 15 forskellige kriterier, der inkluderer såvel traditionelle makroøkonomiske kriterier som sociale og miljømæssige faktorer, og det er udviklet som et kritisk svar til det ensidige billede, som også WEF mener, at BNP tegner af et lands udviklingsevne.

På linje med Social Progress Index fastslår WEF, at social og miljømæssig stabilitet er en betingelse for fremtidens økonomiske vækst, men ifølge rapporten har mange regeringer en tendens til at overse eller nedvurdere den sammenhæng.

World Economic Forum er her meget kritisk over for, at såvel politikere som medier fastholder deres fokus på de velkendte, men ikke dækkende makroøkonomiske nøgletal. De kan bedst opfattes som et overordnet mål for en nationaløkonomisk udvikling, da de ikke forholder sig til de underliggende, men meget vigtige drivere af samfundsøkonomien og ej heller de drivere, der netop handler om menneskers levestandard.

Det er alle disse faktorer, som ‘The Inclusive Development Index 2018’ indarbejder, og som ifølge rapporten giver et langt mere dækkende billede af et lands reelle styrke.

Også her er resultatet en nordisk sejrsgang. De nordiske lande er alle i top-6 med Danmark på 5. pladsen, men kun marginaler skiller førergruppen. Norge indtager førstepladsen, medens lande som USA og Japan ender som nummer 23 og 24 i den gruppe på 29 nationer, der alle ligger i kategorien ’Advanced economies’.

Ifølge de to rapporter er velfærd og økonomisk vækst ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger. Jo mere fintmasket velfærden er, des bedre er mulighederne for stabil økonomisk fremgang og stærk konkurrenceevne.

Her kan der også hentes gode argumenter i det årlige Global Competitiveness Index, ligeledes fra WEF, som måler på mere klassiske nøgletal. Selv om det ændrer lidt på ranglistens sammensætning, er indekset stadig en demonstration af nordisk styrke. En gruppe på 28 lande ligger meget tæt på hinanden, anført af Schweiz, medens Sverige, Finland, Norge og Danmark er placeret i den bedste halvdel med positioner fra nr. 6 til 12.

Afstanden imellem Schweiz og Danmark kommer således til udtryk i en score på henholdsvis 5,86 over for 5,39.

I øvrigt tager konkurrenceindekset også afstand fra BNP, men det er ud fra opfattelsen af, at bruttonationalproduktet ikke er i stand til at værdiansætte gevinsterne ved bl.a. nye teknologiske fremskridt. Derfor får vi også med BNP ifølge rapporten et misvisende billede af udviklingen i produktiviteten. Den bliver undervurderet.

Konklusionen er derfor en gentagelse af behovet for at udvikle nye metoder til at måle et samfunds udvikling, herunder at indtænke såvel den teknologiske udvikling som de sociale og miljømæssige kvaliteter. 

Misforstået rollemodel

Summen af de tre rapporter tegner et billede af Danmark som en rollemodel for morgendagens samfund, dvs. et samfund, der har formået at forene en veludviklet og inkluderende velfærdsmodel med en høj konkurrenceevne. Det er også den kombination, som bl.a. har inspireret den franske præsident, Emmanuel Macron, i hans reformbestræbelser.

En af hemmelighederne bag den danske succes er et højt skattetryk. Opbygningen af velfærdssamfundet bygger nemlig på en kollektiv betalingsvilje i befolkningen. Dermed betaler danskerne ikke skat, de investerer i et bedre samfund. Derfor kan de politiske partier heller ikke vinde et valg på lavere skat, og derfor viser alle opinionsmålinger, at hovedparten af danskerne foretrækker mere velfærd frem for lavere skat.

Dette er i internationale sammenhænge en enestående styrke, der bygger på en udbredt tillid til, at skatten – den fælles investering – forvaltes i borgernes interesse. Og den satsning er hidtil lykkedes.

Den danske velfærdsmodel er ikke alene mere avanceret end mange andre landes. Den er også billigere. Ifølge en OECD-analyse betaler en dansker således langt mindre for velfærden end en amerikaner. Og læg så dertil, at vi igennem den kollektive finansiering samtidig har skabt en langt mere stabil, ligeværdig og sammenhængende model.

Problemet er blot, at mange politikere stadig har svært ved at forstå danskernes logik og fortsat bruger skattelettelser som det store mantra, der skal styrke konkurrenceevnen og øge borgernes lyst til ekstra arbejde. Hvor svær denne øvelse er, vidner den nye skatteaftale om: Mange og lange politiske drøftelser ender med et meget beskedent resultat.

Vores vinderposition er ikke ensbetydende med, at den danske velfærdsmodel ikke kan forbedres. Det både kan og skal den. Men det skal ske ud fra en langt mere dybtgående forståelse af de drivkræfter, der i dag positionerer Danmark som et samfund, mange gerne vil ligne.

Det bør derfor ikke være internationale institutioner, der forsøger at afkode den danske model i deres søgen efter fremtidens bæredygtige samfund. Danmark burde selv levere et fyldestgørende svar i stedet for periodiske, afgrænsede eller kortsigtede udspil over for aktuelle udfordringer.  

Et nyt røntgenbillede

Men da intet tyder på, at det kan samle den nødvendige politiske opbakning, kunne det være en opgave for store fonde eller universitetsmiljøer – måske en kombination. De burde kunne levere det uafhængige og nuancerede røntgenbillede af den danske models udfordringer og muligheder i fremtidens samfund.

Og det er vigtigt af flere forskellige grunde. Her følger et udpluk:

  • I en tid, hvor demokratier verden over er under stigendende pres fra yderliggående populistiske kræfter, er der mere end nogensinde behov for stabile rollemodeller. Danmark kunne være en af dem.
  • Hvis man skal styrke sin langsigtede udviklings- og konkurrenceevne, forudsætter det en dyb viden om, hvad der har skabt den nuværende succes. Samtidig skal vi have respekt for de styrker, Danmark har udviklet, men som ikke kan opfanges af de traditionelle makroøkonomiske analyser. Vi skal med andre ord dyrke vores originalitet – at vi er lidt aparte.
  • I konkurrencen om investeringer, talent og turister har vi en stærk og anderledes men hidtil uudnyttet fortælling. Den kan udbredes langt mere kreativt. Hvis Danmark var en virksomhed, ville vi ikke holde os tilbage med at fremhæve vores usædvanlige kvaliteter.

Hertil kommer, at en misforstået succes også kan føre til misforståede prioriteringer. Her er der er ikke megen optimisme at hente i den aktuelle hjemlige politiske debat. Den er både kortsigtet og smalsporet.  

Samtidig må vi konstatere, at på enkelte områder er vores model under stigende pres. Det gælder ikke alene udlandets voksende bekymring for en meget rigid udlændingepolitik, men også vores position som klimaduks. En ny opgørelse fra Climate Change Performance Index for 2018 viser, at Danmark efter flere år som duks nu er hastigt på vej ned ad ranglisten og i den seneste opgørelse ligger helt nede som nr. 17, mens Sverige gør det bedst. Nedturen tilskrives, at regeringen har nedprioriteret klimaambitionerne.

Lige nu har vi gode grunde til at være stolte af vores indsats og fine placeringer på diverse internationale oversigter. De kan ikke alle tage fejl. Men placeringerne er kun til låns. Ligesom i andre dele af samfundet sker forandringerne hurtigt, og sikre vindere kan på kort tid blive lige så sikre tabere.

Det kan også ske for Danmark, med mindre vi tager bestik af såvel vores egen situation som udviklingen omkring os og redefinerer vores konkurrenceevne, mens tid er. Vi er indtil videre stadig det land, der har de bedste forudsætninger for at blive fremtidens globale rollemodel. Valget er vores.

Forrige artikel Sæt politisk fokus på energirenovering Sæt politisk fokus på energirenovering Næste artikel FN’s verdensmål – en del af virksomhedernes nye dna FN’s verdensmål – en del af virksomhedernes nye dna