Et samfunds infrastruktur er normalt de livsvigtige nervebaner, som får det hele til at hænge sammen. Det gælder sammenhængskraften og mobiliteten af mennesker på kryds og tværs i landet såvel som erhvervslivets mulighed for at fungere, transportere varer og udvikle sig. Vi er meget optaget af vores fysiske infrastruktur med veje, broer, togtrafik, flytrafik, postdistribution, teleudbydere og så videre. Vi er optaget af, at samfundet enten ejer infrastrukturen eller sætter klare rammer, kriterier og mål for, hvordan den skal fungere, når private driver forskellige services.

På den baggrund er det jo faktisk interessant, hvor lille en politisk og samfundsmæssig debat der er om, at en dominerende del af vores digitale infrastruktur i Danmark nu styres af globale virksomheder helt uden for national indflydelse, national lovgivning og national, politisk kontrol, og som ikke er underkastet normal dansk skattebetaling af overskud skabt her i landet. Vi har bare accepteret, at sådan er det.

Googles position på søgemaskinemarkedet og Facebooks på markedet for sociale medier ville svare til, at motorvej E45 fra Frederikshavn til Padborg blev overtaget af Google i fremtiden, der herefter kunne bestemme, hvor tilkørsler og afkørsler optimalt skulle være, ud fra rent forretningsmæssige principper, hvor tankstationer og motorvejsrestauranter undervejs skulle placeres, ud fra optimal brugeroplevelse, hvem der måtte køre på vejen i det hele taget, hvornår og hvor hurtigt. Det er nok ikke et scenarie, der ville vække genklang nogen steder, men det er faktisk realiteten i den digitale verden. Her sætter de globale spillere rammerne, laver standarderne, optimerer processerne, bestemmer funktionaliteten og styrer via vores data adgangen til forskellige muligheder.

Men internettet er jo frit og åbent. Ja, men den måde, vi navigerer på internettet på, indebærer brug af en række applikationer og digitale services, der ofte er gratis, men hvor vi betaler med vores personlige data. Er det bare sådan, det er i fremtiden, eller vil vi som nation have en indflydelse på vores infrastruktur i den nye verden, som vi i den grad havde det i den gamle? Hvis ja, hvordan i alverden gør vi så det? Kan vi overhovedet gøre noget som nation alene, eller må vi gå sammen på europæisk plan eller globalt plan for at skabe regler og rammer omkring globale virksomheders kontrol med vores digitale infrastrukturer?

Værdiskabelsen

Mandag Morgen har i samarbejde med CBS og Aalborg Universitet København udarbejdet en analyse for Slots- og Kulturstyrelsen om globaliseringen af det danske mediemarked, som bl.a. blev omtalt i Ugebrevet Mandag Morgen den 18. september.

Analysens konklusioner taler et tydeligt sprog. Sagt meget forenklet så består medieproduktion af en værdikæde, der starter med indsamling af indhold og fortsætter med produktion. Kommercielle virksomheder tilføjer annoncer og abonnementssalg, så distribueres det hele ud til kunderne, og til sidst har vi så selve kunderelationen med de data, som kunden leverer med sin adfærd på nettet.

Globaliseringen af værdikæden starter med, at de nye aktører sætter sig på kontrollen over den digitale indgangsport til danskerne i distributionsleddet – Facebook, Google, YouTube, Snapchat m.v. Næste led handler om overtagelsen af kontrollen med store dele af produktionsleddet, fordi de samme store spillere er leverandører af en hel masse geniale applikationer, apps og redskaber til at lægge indholdet ud på smarte måder, med høj loadhastighed og fin billedopløsning og kontrol med antallet af brugere. Og hvem vil ikke gerne have det?

Tredje slag om magten over værdikæden handler om kunderelationen. De internationale spillere kontrollerer nu betydelige dele af kunderelationen og kundernes data – dels ved at medierne lægger deres indhold ud på de internationale spilleres distributionsplatforme, og dels ved at medierne anvender de internationale spilleres digitale værktøjskasse til at publicere, monitorere og kapitalisere på indholdet. Nu har alle gættet, at den sidste magtbase for medierne selv er indholdsindsamlingen. Men også dette sidste led i værdikæden har flere af de globale virksomheder kig på.

Digital økonomi er nu!

Kulturminister Mette Bock sagde det meget klart på en konference den 13. september i forbindelse med præsentationen af rapporten om globaliseringen af den danske mediebranche: Vi må have nogle af de penge, som Google, Facebook og andre skaber på det danske marked, tilbage til de danske medier, så vi kan sikre en fortsat dansk indholdsproduktion af høj kvalitet. Sagen er, at den politiske handlekraft i forhold til omstillingen fra den fysiske økonomi til den digitale økonomi arbejder med sneglefart, og samtidig burde det være åbenlyst for enhver finansminister, at gør man ikke snart noget på globalt plan, så udhules det nuværende skattegrundlag, fordi nationalstaternes ret til skatteopkrævning er knyttet til, at virksomheden har en fysisk tilstedeværelse i det pågældende land.

Grænseoverskridende digitale aktiviteter falder dermed mellem stolene i de nuværende internationale skatteregler og forbliver ubeskattede i mange lande. Det giver ikke alene en unfair konkurrence i forhold til fysiske aktiviteter men også til digitale aktiviteter i et enkelt land med hovedsæde f.eks. i Danmark, som beskattes fuldt og helt efter de nationale skatteregler.

At det her er et hastende problem, siger sig selv, når man kigger på verdens største virksomheder for ti år siden og nu, hvor de alle er digitale storspillere. I OECD har der nu nogen tid siddet en særlig taskforce og kigget på mulighederne for at løse problemerne med skattereglerne i den digitale verden, og den skal være færdig til foråret 2018 med et oplæg. I EU har det nuværende estiske formandskab forsøgt at sætte skub i et hurtigt initiativ til at finde løsninger på europæisk plan, godt støttet af Frankrig og Tyskland. Indtil videre har den danske finansminister, Kristian Jensen, været forbeholden over for de oplæg, der har ligget på bordet, men emnet kommer formentlig op på et kommende EU-topmøde.

Esterne har været omkring overvejelser om en særlig afgift på online-annoncering eller på videostreaming, hvor udbyderne ikke har en fysisk tilstedeværelse i det pågældende land, men de peger samtidig på en række forbehold omkring en sådan løsning. De når derfor frem til faktisk at foreslå EU's ledere at bygge videre på de eksisterende internationale skatteregler med en række modificeringer, der kan sikre en reel beskatning af de værdier, der skabes i de globale selskaber. Præcis hvordan sådan et forslag kunne se ud, skal der nu arbejdes på højtryk på, så EU også kan komme til at sætte sit præg på den efterfølgende globale diskussion i OECD.

På samme måde som vi alt for langsomt er ved at komme til en erkendelse i Danmark af de globale teknologigiganters indflydelse på vores samfund og vores mediepolitik, så er vi kun alt for langsomt ved at komme til den erkendelse, at de globale virksomheder også udfordrer indtægtsfundamentet for finansieringen af vores velfærdssamfund – nemlig en fair skat af de værdier, der skabes her i Danmark.