Verdens vel nok højest profilerede rekruttering, nemlig valget af den amerikanske præsident, er for længst overstået. Og trods Trumps mildt sagt kontroversielle stil tyder intet på, at han bliver fyret i prøvetiden. Men her er det nu heller ikke præsident Trumps første armlægninger med kongressen, det skal handle om. I stedet vil jeg forsøge at betragte selve valget af ham med rekrutteringsbriller. Endnu før det faglige perspektiv er stillet skarpt, får man nemlig øje på egenskaber, som stikker rimelig meget af fra dem, man normalt finder hos nyudnævnte kandidater.

• Han lyver og overdriver
• Han taler grimt om andre
• Han har øjensynligt svært ved at håndtere kritik
• Han har ingen erfaring med den sektor, han skal arbejde i
• Hans bud på, hvad han vil udrette i jobbet, og hvordan det skal ske, er uklart

Det ikke politisk indignation eller antipati mod Trump, der har bragt mig til tasterne. Det er helt almindelig faglig undren. For mens egenskaberne ovenfor åbenlyst ville diskvalificere til en jobsamtale, vandt Trump som bekendt valget. Og hvis man kan blive præsident i USA med denne tilgang, kan den så også bruges i et almindeligt rekrutteringsforløb? Kan vi lære noget af Trump?

Minder om Simon Spies

For hvad enten man kan lide Trump eller ej, må man konstatere, at det, der fik ham valgt, ikke var tendensen til løgn, overdrivelse eller andre af punkterne ovenfor, men det faktum, at han er exceptionelt god til at skabe opmærksomhed omkring sig selv. Samtidig synes han uanfægtet af, om opmærksomheden er positiv eller negativ. Og sidst, men ikke mindst, har han, for nu at bruge et begreb, der er blevet tæsket godt igennem på det sidste, disruptet den politiske scene i USA. På den baggrund giver det måske mening at sammenligne ham med rejsekongen Simon Spies. Trump er ikke kommet langt på en løgn, men på at overrumple, overraske, skabe håb og rive folk med sig. Så det er ikke fra løgnen, vi kan lære noget. Det skulle da lige være til at huske, at karismatiske personligheder ikke kun skal mødes af blind begejstring, men også af basale redskaber som referencer, CV-tjek, gode testredskaber osv. Mens det ikke blot er umoralsk, men også uhyre risikabelt at lyve, kan vi fint lade os inspirere af de andre egenskaber. Nogle gange er det som bekendt ikke helt dumt at satse på det mindre selvfølgelige valg. Og at slippe uvanen med at rekruttere folk, der ligner én selv, og i stedet vælge nogen, der tør sige folk midt imod og give pokker i, hvordan man ’plejer’ at gøre. Folk, der siger deres mening frem for at sige, hvad de håber, folk helst vil høre. Folk, der ikke bare taler om disruption, men rent faktisk udøver det.